https://books.google.dk/books/about/Deals_and_Development.html

(gratis!)

Det er rigtigt, men Acemoglu-lignende analyser – ligesom en række andre institutionelle approaches – fortæller ofte meget om, hvor sandsynligt der er, at interventioner faktisk virker. Med andre ord er der ofte forskelle på, hvilke interventioner “der skal til” for at nå et mål. Verdensbanken har lært på den hårde måde, hvor mange velmente interventioner, der ikke blev til noget fordi man overså de institutionelle incitamenter, der var.

En policy analyse er helt anderledes, den beskriver et mål, en ønsket tilstand, og den intervention der skal til for at opnå den ønskede tilstand.

Aha! Det misforstår du desværre. Som jeg skriver, er udsagnet noget vi ofte hører til konferencer. Det betyder_ikke_at jeg mener, at det er noget vi ved. Og hvis man læser resten af indlægget, vil man se at Acemoglu nok tager fejl.
Derudover synes jeg det er vigtigt at understrege, at det absolut intet har at gøre med White Guilt eller andet. Det er præcist samme dynamik som man ser i det japanske imperium i Asian før anden verdenskrig, eller man kan genfinde i dele af den arabiske ekspansion i nordafrika og andre steder. Hele den latterlige ballade med White Guilt og påstande om etnocentrisk tænkning hører til humaniora. Den har ikke rigtigt nogen indflydelse i nationaløkonomi.

”som vi ved fra Acemoglu…”
Det var egentlig det der triggede mig. Der er visse ting som overhovedet ikke er kontroversielt at sige, og derfor heller ikke noget man bliver gået på klingen på. I bund og grund er det fænomenet White guilt der spøger, eller slet og ret political correctness.

Det svarer jo lidt til at sige alle muslimer er terrorister. Det skal man nok få at høre for, men at sige alt hvad Europæiske kolonisatorer har gjort er skidt, det er der ikke nogen som vil løfte et øjenbryn over, lige undtaget Punditokraerne”.

Det er jo også derfor Oxfam m.fl. kan fortsætte med deres udgydelser, fordi det de siger er politisk korrekt.

Selvom Spanierne måtte have gjort det, så er det jo stadigt en fordomsfuld tilgang.

Kære Kjeld
Der er næppe nogen anden måde at beskrive den strategi, Spanien brugte i dele af sit sydamerikanske imperium. En ren grab-and-run-strategi er selvfølgelig et yderpunkt i et kontinuum af muligheder, men den er stadig en strategi som vi har historisk evidens for. Det samme gælder det andet yderpunkt, hvor kolonisterne gjorde deres bedste.
Christian