Er ytringsfriheden absolut?

Gæsteindlæg ved Filip Steffensen. Stud. scient. pol. ved Aarhus Universitet og skribent hos den amerikanske tænketank Fee.org.  

Da Muhammedkrisen for alvor rasede i år 2006, antændtes en debat om ytringsfriheden, hvad man må sige og ikke mindst, hvad man kan tillade sig at sige. Debatten skabte en klar sondring mellem de, der mener at ytringsfriheden er absolut, og de, der mener, at ytringsfriheden kan bøjes, fx hvis en ytring skulle forekomme anstødelig. Men kan vi reelt tale om, at ytringsfriheden er absolut? Eller er der tale om en kontekstafhængig rettighed?

Filip Steffensen

Vi kan tilnærme os et svar på dette spørgsmål ved at skelne mellem det juridiske og det normative aspekt. Det er næppe en overraskelse for mange, at ytringsfriheden rent juridisk ikke er absolut. Hvis ytringsfriheden var absolut, ville det indebære et komplet fravær af begrænsninger på retten til at ytre sig frit. Det er imidlertid langt fra tilfældet, da Danmark – ligesom en lang række andre lande – kun beskytter ytringsfriheden formelt, men ikke materielt. Vi er med andre ord beskyttet fra forudgående censur, men indholdet i vores ytringer (det materielle) er jf. grundlovens §77 ”dog under ansvar for domstolene”. Det betyder, at man eksempelvis ikke ustraffet kan fremsætte injurierende påstande. Med disse bemærkninger skal det dog tilføjes, at der i særlige tilfælde kan nedlægges fogedforbud, som pålægger en forudgående censur, hvis der ellers vil ske uoprettelig skade, såfremt der ikke nedlægges et midlertidigt forbud. Dette var eksempelvis tilfældet i en sag fra 1982 mellem Danmarks Radio og Frimurerordenen, hvor DR fik nedlagt fogedforbud mod at vise skjulte filmoptagelser af Frimurerordenens optagelsesritualer, som er hemmelige.

En absolutisme i normativ forstand?

De fleste kan formentlig se det hensigtsmæssige i, at vi ikke har en ubegrænset ytringsfrihed, som tillader injurier og direkte opfordringer til vold, men hvordan forholder det sig rent normativt? Måske kan man i en normativ forstand tale om, at opbakningen til ytringsfriheden er så stor, at danskerne mener, at ytringsfriheden kun kan begrænses i særlige tilfælde, eksempelvis ved injurier, eller hvis man er til fare for den offentlige orden. Danmark er ifølge Cato Institute trods alt et land, hvor vi har en yderst velbeskyttet ytrings- og informationsfrihed.

Et vigtigt element i ytringsfriheden er imidlertid, at den er universel, dvs. den gælder alle. Men er det nu også tilfældet, når vi ser på danskernes holdninger? Og er ytringsfriheden en urokkelig rettighed, eller kan den bøjes afhængigt af konteksten? Meget tyder på, at sidstnævnte er tilfældet. I en artikel af Stubager et. Al. har man sat sig for at undersøge dette spørgsmål. Artiklen undersøger, hvorvidt Muhammedkrisen har bevirket en ændring i danskernes opfattelse af ytringsfriheden. Indledningsvist viser forfatterne respondenternes politiske tolerance overfor forskellige grupper, jf. tabellen nedenfor.

Heraf fremgår det, at der for alle gruppers vedkommende gælder, at et flertal mener, de har ret til én eller flere deltagelsesformer i den offentlige debat. Det fremgår, at der er mindst opbakning til nynazister og islamiske fundamentalisters ytringsfrihed, men venstrefløjen, muslimer og nykristne nyder stor opbakning. Den absolutte prøvelse af ytringsfriheden må være at udvise tolerance over for de grupper, man er uenig med og måske endog finder usympatiske, frastødende eller lignende. Her fremgår det altså, at opbakningen er varierende og tilsyneladende afhænger af, hvilken gruppe der er tale om. Ud fra ovenstående forekommer ytringsfriheden med andre ord alt andet end absolut.

Hvilken betydning havde Muhammedkrisen?

Det er ikke usandsynligt, at den store mediebevågenhed, som Muhammedkrisen tiltrak sig, har udøvet en effekt på danskernes opfattelse af ytringsfriheden. Forfatterne viser med en avisoptælling, at antallet af artikler om ytringsfrihed er på et usædvanligt højt niveau fra januar 2006 til marts 2006, hvorefter antallet falder drastisk. Det er med andre ord her, at krisen kulminerer, og det interessante er således, hvorvidt denne udvikling har betydning for danskernes holdning.

Det undersøger forfatterne ved at spørge respondenterne ind til deres støtte til ytringsfriheden til en navngiven gruppe. Det interessante er at, forfatterne inddrager forskellige grupper, som må formodes at skabe negative og udemokratiske associationer hos respondenten. Dette sker med henblik på at tegne et billede af, hvorvidt ytringsfriheden nu er både universel og absolut, eller om vi er villige til at anskue ytringsfriheden som en ret, der kan gradbøjes. Hernæst er det interessante, at forfatterne spørger over to omgange, hvorved vi kan se, om den store mediebevågenhed har haft en effekt. Og det må den siges at have, som det fremgår nedenfor.

Som berørt ovenfor, så toppede avisernes dækning af Mohammedkrisen februar 2006, mens den aftog markant fra april 2006. Det er præcis den udvikling, vi kan se på tabellen. De adspurgte er betydeligt mere positive overfor alle gruppers ytringsfrihed i perioden, hvor dækningen topper, mens støtten til de respektive gruppers ytringsfrihed falder betydeligt i perioden fra maj til juli. Opbakningen til ytringsfriheden er altså større i den tid, hvor mediebevågenheden er størst. Det tyder igen på, at danskerne ikke opfatter ytringsfriheden som absolut, men derimod noget som kan gradbøjes efter hvilken gruppe, der er tale om.

Årsager til store forskelle?

Særligt bemærkelsesværdigt er det, at differencen iøjefaldende stor hos rockere og muslimer. Det kan selvfølgelig tolkes sådan, at den ”normale” eller oprindelige – dvs. opbakningen før den vidtgående debat om ytringsfrihed – var lav. Det kan vi imidlertid ikke udtale os om, da artiklen ikke har udført interview før Mohammedkrisen indtraf. Det forekommer dog mere sandsynligt, at den omfattende debat om ytringsfrihedens vigtighed og kritikken af herboende muslimer har affødt en anerkendelse af muslimernes ligeret og medborgerskab. Som nævnt tidligere er et væsentligt element i ytringsfriheden, at den er universel. Det må nødvendigvis indebære, at vi alle fra stund til anden kan blive genstand for latterliggørelse, forhånelse og krænkelser. Og det var præcis det, der skete med Muhammedtegningerne. Flemming Rose beskriver i bogen ”Hymne til Friheden”, hvordan vi risikerer at underminere muslimernes medborgerskab, hvis de nyder en særlig privilegeret stilling, hvor muslimer kan undsige sig kritik og forhånelse. Det var lige nøjagtig dette, Mohammedtegningerne brød med, og det er ikke usandsynligt, at nedbrydningen af denne særstilling har bevirket, at flere blev positivt stemte overfor de herboende muslimer.

Omvendt kan vi indvende, at en række herboende muslimer advokerede kraftigt for begrænsninger af ytringsfriheden, ligesom flere aktivt opfordrede til retsforfølgelser efter hate-speech paragraffen. Jacob Mchangama har tidligere beskrevet, hvordan muslimske organisationer arbejdede for retsforfølgelser og skærpede straffe for blasfemi og hate speech (dvs. et de facto krav om undtagelse for kritik) har banet vejen for en række majoritære love målrettet muslimer. Kravet om en særstilling beskyttet for kritik var ifølge denne logik kontraproduktivt og kan således have forårsaget det drastiske fald i støtten til muslimernes ytringsfrihed. Det forklarer imidlertid ikke, hvorfor rockere og andre grupper oplevede et tilsvarende fald i støtten til deres ytringsfrihed.

Overordnet må det konkluderes, at ytringsfriheden langtfra er absolut. Tværtimod viser der sig et billede af et ytringsfrihedsbegreb, der kan bøjes og tolkes efter kontekst. Det er næppe en overraskelse for de, som følger den offentlige debat, hvor det jævnligt tydeliggøres, at mange danskere har betydelige forbehold, når det angår ytringsfriheden. ”Ytringsfrihed, men”, er en velkendt sætning, som ganske åbenlyst angiver, at ytringsfriheden ikke er absolut. e

2 thoughts on “Er ytringsfriheden absolut?

  1. Thomas Jon Jensen

    Spørgsmålet om ‘absolut’ ytringsfrihed dukker af og til op og et argument imod er, at man jo ikke har ‘ret til’ at råbe Brand! i en tætpakket biografsal og derfor at ‘nogen’ (sædvanligvis Staten) må sørge for at regulere ytringsfriheden på passende vis. Ytringsfrihed forstås imidlertid bedre som en følge af ejendomsret. Du har ret til at sige lige hvad du vil på din egen ejendom, inklusive udsagn som er fornærmende, anstødelige, uhøflige, politisk ukorrekte eller bare stupide.
    Læs mere her https://tunecedemalis.dk/ytringsfrihed-forstaas-bedst-som-ejendomsret/

    Svar
    1. kjeldflarup

      Hvad så hvis dit råberi kan høres udenfor din ejendom?
      Det er jo kernen i ytringer, at man søger at udbringe sit budskab ud over sin egen ejendom.
      Faktisk vil jeg mene at i Danmark er ytringsfriheden på privat ejendom noget nær absolut, da § 266 b siger “til udbredelse i en videre kreds”. Altså hvis du holder dig indenfor din egen ejendom, så er det pr. definition ikke en videre kreds.

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.