Aktiv dødshjælp dukker med ret regelmæssige mellemrum op i den offentlige debat. Hver gang påberåber tilhængerne sig en stigende tilslutning til idéen i befolkningen. Og det er i hvert fald temmelig klart, at aktiv dødshjælp forekommer tillokkende langt ind i libertarianernes rækker.

Som hovedregel skyldes accepten et ønske om at respektere det enkelte menneskes ret til selv at bestemme over sin tilværelse. Den ret man selv ønsker sig, er man også villig til at give andre, og det er jo et godt udgangspunkt.

De fleste tilhængere gør derfor også deres tilslutning betinget af, at den, der har dødsønsket, både skal lide af en uhelbredelig sygdom og være ved ‘sin fornufts fulde brug’. Men dermed har man jo bare flyttet det etiske problem. Man bruger ofte den sportsanalogi, at noget er sparket til hjørne, men det er der ikke engang tale om her. Bolden er sparket direkte hen for fødderne af det andet hold.

Fornuftens fulde brug

For hvornår er man ved sin fulde fornuft? Eller i hvert fald så fornuftig, at man skal have lov til at bede andre om at blive ‘hjulpet til at dø’.

I de eksempler, som dukker op i debatten, giver de syge ofte udtryk for, at livet ikke har nogen mening, at de er en belastning for omgivelserne, at der ikke er udsigt til en bedring af deres tilstand og lignende dystre synspunkter. Det er imidlertid sjovt nok lige præcis de samme ting, som traditionelle depressive patienter giver udtryk for.

Landets sindsygehospitaler indeholder jo ikke bare mennesker, der hører stemmer eller tror, at de er Napoleon. Der er et betydeligt antal patienter, som er indlagt, netop fordi de mener, at livet ingen mening har, at de belaster deres omgivelser etc.

I hvert fald for denne lægmand er det påfaldende, hvor mange af de kliniske symptomer for depression, der kan kobles med ønsket om aktiv dødshjælp. Det forekommer umiddelbart ret vanskeligt at forestille sig, at de patienter, som i givet fald skulle have aktiv dødshjælp, kan undgå at opfylde kriterierne for depression. Og depression kan trods alt ofte lindres så meget, at patienterne foretrækker at leve videre – i hvert fald indtil næste anfald.

Paradokset med de bipolare og depressive

Det giver også et lille paradoks, hvis man eksempelvis tilhører den gruppe af bipolare (i gamle dage kaldet: manio-depressive), som med noget nær sikkerhed kan forudse, at deres sygdom er uhelbredelig og vil vende tilbage med stadigt voldsommere episoder. Når de i en psykotisk rus hører manden med leen kalde, skal vi så fremover forhindre dem i at begå selvmord, eller skal vi tværtimod hjælpe dem på vej? For hvorfor skal de være den eneste gruppe, som fratages retten til eutanasi, når de ikke kan overskue fremtiden?

Mere anvendeligt er imidlertid nok eksemplet, hvor en person, der gennem nogen tid har lidt af depressioner, yderligere får en fatal somatisk sygdom. Skal vi acceptere det dødsønske, som udløses i den situation? Er depressionen så pludselig uden betydning.

Det bliver jo ikke bedre af, at selvmord blandt depressive sagtens kan forekomme, når de er på vej ud af depressionen, snarere end når den er allerdybest. For det er, når depressionen letter, at kræfterne til at dø vender tilbage, og det er også på det tidspunkt patienten indser alvoren i det rod, som sygdommen – endnu en gang – har skabt i familie, økonomi og hele livssituationen.

Råbet om hjælp

I hvert fald når det drejer sig om unge, hører man ofte det synspunkt, at et selvmordsforsøg er “et råb om hjælp”. Dødshjælpstilhængerne har aldrig forklaret, hvorfor der i mindre grad er tale om et råb om hjælp, hvis man bare er så invalideret, at man ikke kan binde en løkke på et reb og derfor må bede andre om at gøre det.

Så mon ikke begæringer om aktiv dødshjælp i sidste ende er udtryk for ubehandlede depressioner hos folk, der måske nok har et skrøbeligt sind, men som ikke tidligere er diagnosticerede med sygdommen.

Hvis man i deres lysere øjeblikke spørger depressive om, hvordan vi skal reagere i deres mørke stunder, så vil de nok temmelig entydigt sige: “Vi vil behandles, ikke slås ihjel!” Skal andre fratages den ret til behandling, blot fordi de er terminalt syge og ikke tidligere har haft depressive episoder? Personligt vil jeg helst være fri, og jeg hjælper heller ikke nogen på vej. Men det er selvsagt flertallet, der bestemmer.