Kære Bo. Det kan godt være, at du mener det, men jeg kan ikke på nogen måde være enig med dig. den omfattende korruption i Rusland betyder for eksempel, at ens ejendom overhovedet ikke er beskyttet, hvis man ikke kan (eller vil) bestikke de rigtige. Det er heller ikke i Danmark, at journalister bliver skudt for at skrive historier, som ikke passer i mafiaens eller regeringens kram,

Jeg kender det en smule fra Rusland Bo.
Russerne er verdensmestre i bureaukrati, heldigvis er der en løsning der hedder rubler.
Hvis de russiske regler blev håndhævet med samme nidkærhed som i Danmark, så ville landet slet ikke fungere.

Korruption er bare noget hø, der koster enorme ressourcer.

Ok, men min indvending er netop at de facto viser at mange af disse lande giver en langt hoejere frihedsgrad end mange vestlige lande. Desuagtet deres lovgiving de jure faktisk er strengere. Jeg bor i USA men har vaeret i andre lande qua mit arbejde i aarevis og mest i mange maaneder. Mit firma har lokale afdelinger i mange af de lande saa jeg bliver loebende konfronteret med de lokales udfordinger. Det er klart min erfaring at lokale mennesker faar den samme behandling som expats. De kan goere hvad de vil indenfor rammerne af ikke-vold, stjaele, og andre lignende kriminalitets former. Med andre ord de facto love virker for – i mangel af et bedre ord – ejendomsrettighedsbaserede kriminalitet. Min pointe er at det naevnte arbejdspapir mangler nogle vinkler for at maal personlig frihed overfor lovgiving. Lovgiving i sig selv siger ikke meget om frihed hvis den ikke haandhaeves konsekvent.

Det særlige ved deres mål for personlige frihed er, at det ikke er de jure, men et de facto mål. Du har sikkert ret i, at man kan gøre alt muligt, men det relevante for den personlige frihed er ofte, at den er beskyttet de facto for folk, der er_langt_fra_gennemsnitlige. Og det kan i min erfaring være voldsomt svært at observere, når man rejser i andre lande.