Magtkritikken er som sagt meget relevant, men min pointe skal forstås bredere. ”Nomos” er jo mere end bare paragraffer. Det er spontant opståede regler, der gælder for alle under alle omstændigheder, og som udgør et system, der intet specifikt formål har, udover at opretholde den sociale orden. Når man styrer efter disse regler, vil man således lede efter implikationerne af et system, der allerede er på plads og i værste fald blot kræver reparation. Det står i skarp kontrast til den herskende utilitarisme, der forsøger at erstatte systemet med rationelle, politiske mål.

Det er selvfølgelig temmelig søgt at indlemme Hayeks begreb om “nomos” i en specifik diskussion om coronakrisen. Hayeks udgangspunkt var altid, hvordan friheden bliver undermineret, men han skrev også ret tydeligt, at det i katastrofesituationer kan være nødvendigt at ofre friheden på kort sigt for at bevare den på lang sigt. Det står vist også i The Constitution of Liberty. Det giver os bare ikke meget vejledning.

Det er derfor – og det står altså for min egen regning – at jeg mener, at det er værdifuldt at ihukomme ”nomos.” Der har været en tendens til at affærdige generelle, regelbaserede overvejelser som useriøse. Kåre Mølbaks udtalelse om “fortællingen om velfærdssamfundet“ blev f.eks. latterliggjort af mange borgerlige. I den utilitaristiske kalkule er den slags ukvantificerbare hensyn da også besværlige, men hvis man nu betragter dem som input- og output-filtre, er deres funktion mere tydelig: de begrænser kalkulationerne i at blive for overmodige. Når jeg læser beregninger af, hvordan man maksimerer forbruget af intensivpladser i et forsøg på at opnå flokimmunitet ved naturlig smitte, frygter jeg lidt, at filtrene er væk. Det ligner rationel politisk planlægning. Så min henvisning til “nomos” skal altså forstås som en påmindelse om, at det ofte er vigtigere at sikre orden og forudsigelighed end det er at stræbe efter perfekt nyttemaksimering.

Jeg er sådan set ikke uenig. Et af de store problemer for tiden er dog, at reglerne netop ikke håndhæves. Den danske regering ændrede epidemiloven fra 1920 som det første, den gjorde, og undgik dermed de oprindelige begrænsninger på dens magt. På samme måde har 99 regeringer rundt omkring i verden erklæret nødret, hvilket giver dem mulighed for at bryde de regler og konstitutionelle grænser, der normalt begrænser dem. Som jeg husker Hayeks Constitution of Liberty advarer han netop om nødprovisioner, fordi de giver denne type muligheder.