Der er et langt større testberedskab og kendskab til forholdsregler i befolkningen end i februar/marts, så helt så sårbare er vi ikke.

De store dele af Sverige, hvor kun en lille andel har været smittet, står i øvrigt over for en ligeså stor genopblusningstrussel. Men netop de områder har jo vist, at det kan lade sig gøre at holde smitteudbredelsen på et tåleligt niveau uden hård nedlukning.

De seneste svenske antistofresultater er i øvrigt nedslående for tanken om at komme gennem epidemien ved naturlig smitte. Det bliver mere og mere sandsynligt, at vaccine kommer til at spille en rolle, eller at inddæmning lykkes.

Sundhedsstyrelsens reagerede i slutningen af marts, hvor de kaldte det “stærkt bekymrende” i deres statusrapport om COVID-19 og var ude med kraftige opfordringer til, at folk fortsat skulle søge læge. Emnet indgik også i de store pressemøder i april – det var nærmest hovedtemaet den 14. april, som netop handlede om en tilbagevenden til mere normale tilstande i sundhedsvæsenet.
https://www.stm.dk/_p_14943.html

Regeringen bærer et stort ansvar for, at folk stoppede med at gå til lægen. Det er givetvis en utilsigtet konsekvens af den alvorstunge kommunikation og billedet af et sundhedsvæsen under pres. Beskeden om at man ikke skulle møde op hos lægen uden aftale har sikkert også bidraget. Men ved nedlukningen midt i marts var der reel forventning om, at mange ville blive smittet hurtigt, at sundhedsvæsenet ville blive presset, og at læger ville være særligt udsatte for smitte. Det er jo en central del af historien. Desværre ser jeg en tendens i kritikken af nedlukningen, at man tager udgangspunkt i det forløb, vi siden har set, og ikke i risikobilledet da beslutningerne blev taget.

Hvis man siger, at et sammenbrud er at sygehusvæsenet når sin kapacitet – dvs. at der er over 1000 coronarelaterede patienter i respirator – kan man begynde at regne på det. Stigningen i antallet af patienter på respirator var meget fint lineær fra 16. marts til toppen den 1. april, så hvis man fortsætter kurven, når man kapacitetsgrænsen omkring den 24. juli. Resultatet er naturligvis nonsens, men illustrerer dermed også hvor vanvittig en påstand det er, at man nogensinde ville have nået kapacitetsgrænsen.
Mht. reddede liv er vores bud her på stedet, at det er tæt på nul. Se f.eks. vores indlæg fra 4. og 8. juni.

Nu kommer så det slemme spørgsmål, hvor mange statistiske liv koster det?
Og hvis vi sammenligner Covid-19 dødsfald med f.eks. Sverige, hvor mange statistiske liv har vi sparet.

Men inden vi laver den øvelse, hvis sundhedssystemet var brudt sammen, ville det så ikke også have kostet mindst lige så mange ekstra dødsfald. Hvis der altså eksisterer end definition på hvad bryde sammen betyder.

Kan man lave den konklusion, at man undgik at sundhedssystemet brød sammen, men reelt så fik vi skaden alligevel fordi vi tvang systemet til at bryde sammen.

Kommentar:
Jeg ved ikke hvem der fandt på at medicinsk behandling er et nulsumsspil, men det er en forkert antagelse.

Citat:
“På samme måde så man i april et fald på 20 procent i behandlingen af patienter med blodpropper. Problemerne er ikke forsvundet, men bliver simpelthen ikke håndteret.”

Kommentar:
Det billede kan jeg ikke genkende. Et nærtstående familimedlem er een af de der blev ramt af en blodprop (i hjernen) i april. Hun blev behandlet med det samme og er godt igang med fysioterapi for at genoptræne den delvis lammede side af kroppen. Det har fungeret upåklageligt og den eneste bagside har været at besøg på hospitalet var umuligt p.g.a. Covid-19 smittefaren.

Citat:
“Det er for eksempel vurderet, at finanskrisen kostede 10.000 ekstra selvmord i Vesteuropa og Nordamerika, og den nuværende krise er umiddelbart langt dybere og har et indbygget element af social isolation, som tidligere kriser ikke har haft. […] Det samme gælder for andre grupper i samfundet. DR skrev lørdag om, hvordan mange ældre på plejehjem decideret vansmægter uden deres normale menneskelige kontakt.”

Kommentar:
Det har imidlertid ikke noget med nedlukningen at gøre, men derimod den sociale isolation – “social distancing” – som skribenten selv gentagende har agiteret for var den eneste rigtige løsning på Covid-19 epidemien.

Det er helt rigtigt. Det rejser bare spørgsmålet om, hvor mange dødsfald man har ‘sparet’. Det har vi vel at mærke skrevet om tidligere, og endda estimeret i forhold til Sydsverige. For mit vedkommende har jeg svært ved at se, at nedlukningerne har sparet nogen liv overhovedet.

Så reelt kan de “sparede” dødsfald nå at komme til vinter – med mindre man laver en ny vild nedlukning, der denne gang vil sende endnu flere virksomheder i konkurs da de nu er stærkt svækkede økonomisk.