Mere viden om statskup

Som mange læsere sikkert ved, har jeg de seneste år beskæftiget mig med et projekt om statskup. Baggrunden for meget af det, vi laver i projektet, er den database som Martin Rode og jeg har udviklet, og som er frit tilgængelig for alle interesserede. De første artikler er udgivet, og vi er langt fra de eneste, der bidrager til den nye forskning. I en ny Kraniebrud-udsendelse på Radio 4, som blev tilrettelagt af den dygtige Mikkel Krause, snakkede vi derfor netop om forskning i statskup, og hvilke indsigter de nye studier giver. Pudsigt nok skete interviewet kun dage efter, at militæret i Mali havde væltet den siddende regering.

En af flere ting, Mikkel og jeg talte om, er forskellen på civilt og militært ledede kup, der netop er et af de nye forhold i forskningen: ¼ af alle kupforsøg siden 1950 har været civilt planlagt og ledte, og netop ikke militærkup. Figurerne nedenfor illustrerer to af disse forskelle, hvor den relevante sammenligning er mellem de to typer, og mellem succesfulde og fejlede kupforsøg. Begge figurer viser udvikling over fem år, hvor kuppet ligger et sted mellem periode -1 og 0.

Den første figur illustrerer hovedfundet i artiklen ”Coups, Regime Transitions, and Institutional Quality” som Daniel Bennett, Steve Gohmann, og jeg har under udgivelse i Journal of Comparative Economics. En vigtig forskel på civile og militære kup er, at når militærkup lykkes, ser man typisk, at det nye regime underminerer retsvæsenets uafhængighed og kvalitet. Som figuren viser, er det ikke en udvikling man normalt ser efter et civilt kup.

Et stort spørgsmål er således, hvorfor de militære er anderledes end de civile kup. Vores konkrete teori er, at de civile kup støttes af civile interesser – kommercielle og industriinteresser – og derfor kan have en interesse i at bevare fungerende domstole, kontrakthåndhævelse osv. Denne interesse har militære regimer ikke i samme grad, og et ny regime der lige har kuppet sig til magten, kan derfor have interesse i at afmontere de begrænsninger på dets magt, som domstolene ofte vedligeholder.

Det er også på denne baggrund, man kan fortolke den anden figur. Som det er tydeligt – og som statistiske tests bekræfter – stiger risikoen for en økonomisk krise markant, når et civilt kup lykkes. Risikoen er væsentligt større end når et kup mislykkes, og den er væsentligt større end når kupforsøget kommer fra militæret. Mens domstolene typisk lider efter et militærkup, lider økonomien således efter et civilt kup, når de nye industriinteresser skal belønnes. Som flere historier indikerer, bliver de belønnede med subsidier, beskyttelse mod konkurrence og anden politik, der ofte er ekstremt dyr og kan udløse en decideret krise.

Programmet på Radio 4 er ikke blot værd at høre som en introduktion til vores nye forskning, men også som introduktion til noget af den anden nye forskning og for dem, der gerne blive lidt klogere på hvad der foregår i lande som Sudan, Tyrkiet og Mali. Kraniebrud er varmt anbefalet for alle, som er interesserede i politisk økonomi – og mange andre emner.

2 thoughts on “Mere viden om statskup

  1. ojunne

    Det er vildt spændende at følge med i. Jeg har et spørgsmål, der måske ligger lidt i yderkanten af emnet, men som du måske kan hjælpe med at afklare:

    Situationen i USA har (mindst) det seneste halve år været meget turbulent. Vi har bl.a. læst om bevæbnede civile, der har skudt ind i “black Live matter” demonstrationer, om civilbefolkningen, der åbenlyst trodser corona-restriktioner, og forleden læste jeg en artikel om, at FBI anser terrortruslen fra bevæbnede grupper på den indenlandske højre- og venstrefløj som mere alvorlig end truslen fra islamister.

    Mit spørgsmål er derfor, om der i forskning opereres med nogle kriterier for, hvornår et land de facto befinder sig i borgerkrig?

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Det er et rigtigt godt spørgsmål, og der er bestemt en glidende overgang fra alvorlige uroligheder til decideret borgerkrig. Men hvis der skal være tale om borgerkrig, må der også være en klar og identificerbar part der er imod staten. Den må have en form for ledelse, og urolighederne kan ikke bar være sporadiske og spredt tilfældigt udover et land. Den engelske borgerkrig stod f.eks. mellem royalister og parlament, den amerikanske mellem syd- og nordstater, og borgerkrigen i Rwanda i 1990-94 mellem regeringen – der repræsenterede Hutu-gruppen – og RPF–Inkotanyi der repræsenterede Tutsier. Så mens der er voldsomme uroligheder flere steder i USA, er der meget langt fra tale om en borgerkrig.

      Svar

Leave a Reply to ojunneCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.