2) Jeg er ikke stødt på solid evidens for, at timingen har haft afgørende effekt. Måske fordi borgerne ofte reagerer før politikerne, som Michael Bang Petersen fra Hope-projektet fortæller her: https://youtu.be/lsxmsKpbuxw?t=1075

Det var også tydeligt i foråret, at danskerne reagerede længe før der blev lukket ned. Håndsprit, afstand, albuehilsner osv. var udbredt mange steder.

Men jeg kan ikke 100% afvise, at der kan være en effekt (så godt har jeg ikke undersøgt det).

Ift. Sverige har de fået meget ud af indsatsen. Svenskerne har i langt højere grad levet et liv, hvor de selv har kunnet prioritere, hvordan de vil bringe smitten ned. Børnene er i langt højere grad blevet undervist. Man skal passe på med at sammenligne BNP direkte, da økonomierne er forskellige. Men BNP-tallene tager ikke højde for den mistede produktion i den offentlige sektor, før de revideres, og selv til den tid vil man ikke kunne skelne mellem værdien af online undervisning og face-to-face undervisning. Jeg ville derfor være meget, meget tilbageholdende med at hævde, at Sverige ikke har fået noget ud af det rent økonomisk…

1) Overdødelighed som den afgørende faktor.

Nu er dette et indlæg om overdødelighed, og naturligvis er det interessant at se på overdødeligheden i 2020 og sammenligne den med tidligere kriser. Men man skal passe på med at fokusere for entydigt på overdødeligheden, når man diskuterer krisens alvor.

COVID-19 er blevet sammenlignet meget med den spanske syge, og ved siden af overdødeligheden dengang ligner COVID-19 jo det rene ingenting. Men man skal huske på, at man i dag har langt bedre muligheder for at behandle patienterne på vores sygehuse. Derfor har det afgørende i indsatsen mod Corona været at forhindre sundhedsvæsenet i at blive overbelastet.

Overdødeligheden er spredt udover 2-3 måneder, og i disse perioder har sundhedsvæsenet i mange lande været under pres. Sundhedsvæsenet er heldigvis fleksibelt nok til, at man har kunnet klar opgaven, men det har krævet meget af personalet og er formentlig også gået udover den øvrige behandling. I Portugal og UK har situationen med den nye variant presset sundhedsvæsenet til det alleryderste. Det er den situation, lande har villet undgå at stå i, og derfor de har lukket ned, når smitten er kommet ud af kontrol…. Det bringer mig til næste pointe.

2) Effekten af nedlukning.

Så vidt jeg kan se har I i jeres analyse ikke taget højde for (eller i meget ringe grad), hvornår lockdown er implementeret… Hvis man bare kigger på, hvilke lande government responde index og sammenligner med dødelighed undersøger man korrelationen men ikke kausaliteten. Går man landene igennem enkeltvis er det påfaldende, at smittekurven topper kort tid efter de hårdeste restriktioner er indført (ofte indført gradvist som i DK i december måned). Og kurven for dødelighed ca. en måned efter.

Det klareste eksempler er Australien, Taiwan og Thailand, der har kørt en nultolerance-politik overfor corona og slået hårdt ned ved den mindste smittespredning.

Jeg er enig i, at man kan opnå meget ved en frivillig indsats, det er vel nok det mest afgørende. Men lockdown har jo en meget stor effekt på adfærden. Folk hører efter, når statsministeren går på skærmen og siger, at Danmark lukker ned.

Kan det betale sig?
Hvad har Sverige fået ud af sin indsat økonomisk set? Ikke meget sammenlignet med Norge og DK. Selvom folk har mulighed for at tage på cafe og restaurant (i små grupper nu), har kunderne været få samenlignet med normalen… I Sverige har butikkerne åbent, men betyder også, at der ikke har været nær så store hjælpepakker som i DK. De har oplevet en stor stigning i konkurser. Det kan vi nok heller ikke undgå i DK, men de økonomiske fordele ved Sveriges strategi er ikke imponerende.