Skattepolitikken under corona

Jeg skriver én gang om året en gennemgang af skattepolitikken i det forgangne år og udsigterne for det kommende. Den udgives i SR Skat, de statsautoriserede revisorers skattetidskrift.

Her er den nye artikel, som lige er udkommet (arbejdspapirversion).

Lidt highligts:

Verdensøkonomien skønnes indtil videre at være skrumpet med godt 4 pct. i 2020. Det er det størst registrerede fald i de fire årtier, der har været nogenlunde troværdige nationalregnskaber for tilpas mange lande…

Det er coronaen og restriktionerne, der holder økonomien tilbage, ikke at vi er fastlåst i en lavkonjunktur. Dermed adskiller krisen sig fra f.eks. finanskrisen, som trak lange spor efter sig. I det bedste scenario vil økonomien ikke alene kunne vende hurtigt. Der kan samtidig komme en vis indhentning af produktionstabet fra 2020, så væksten bliver ekstra høj, når den får fat…

På den ene side er de offentlige finanser mere end teknisk set holdbare… Men på den anden side står og falder holdbarheden med en præmis om, at en række centrale, allerede aftalte reformer også vil blive ført ud i livet ude i fremtiden, når det kommer til stykket…

Samlet set tegner skattepolitikken sig for mindre del af den samlede finanspolitiske lempelse under epidemien, men en betragtelig del af likviditetsstøtten…

Med særskatten vil banker og forsikringsselskaber mv. være den eneste sektor, som ikke betaler standardsatsen på 22 pct…

Endelig indføres et loft over fradragsretten i selskabsskatteindkomsten for bruttolønudgifter over 7 mio.kr. pr. medarbejder. Det ventes at bidrage med 150 mio.kr. Som for de øvrige finanskilder er der ingen tvivl om de symbolske motiver med stramningerne, men i dette tilfælde er det altså sparsomt med det provenumæssige bidrag til ”Arne-pensionen”….

Regeringens udspil og den endelige aftale om grøn skattereform indgået af partierne i december indeholder dog foreløbig ingen generel afgift på CO2e. I stedet hæves energiafgifterne på fossile brændsler til proces med 6 kr./GJ gradvist fra 2023-25 fra 4,5 kr./GJ for almindelig proces. Samtidig udpeges en ekspertgruppe, der skal udarbejde modeller for en CO2e-afgift…

De politiske aftaler, senest den om ”grøn skattereform” er desuden bundet ind i så mange betingelser, at noget realistisk set må ende med at give sig. Ekspertgruppen skal komme med forslag, der er ”provenuneutrale og understøtter BNP og arbejdsudbud på en socialt afbalanceret måde”…

Udviklingen af et nyt ejendomsvurderingssystem, der har stået på siden 2014, blev også sidste år udsat for nye forsinkelser og budgetskred. 

Men vi kommer længere omkring.

Hvis jeg skal sige det meget kort, er skattepolitikken og økonomien strukturelt blevet klart forringet i løbet af 2020.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.