Kultur efter nedlukningen

Fredag slog det mig, at det var årsdagen for min seneste tur til London. De sidste cirka ti år har jeg ellers været meget i London, både i embeds medfør og for fornøjelsens skyld. I 2019 – det sidste frie år, vi har oplevet – var jeg således syv gange i London til blandt andet koncerter ved the Proms, teater i the Globe, møde i IEAs Academic Advisory Council, og the Guy Barker Big Band Christmas i Royal Albert Hall. I februar 2020 var turen en kombination af et debatmøde, et bestyrelsesmøde og en teatertur – den absolut forrygende Toby Young i Checkovs Onkel Vanya – og da jeg sad i flyet på vej hjem, lagde jeg allerede planer for at se Et Dukkehus (som ville have haft Jessica Chastain som Nora).

Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle blive den sidste egentlige oplevelse, jeg havde i over et år. Efter at regeringen besluttede sig for at indføre et loft på forsamlinger, der pt. er fem personer, og som på trods af grundlovens sikring af forsamlingsfriheden nu har varet i 11 måneder, har kulturlivet reelt været dødt. Uden forsamlingsfrihed kan der ikke være teater, koncerter eller andet på en meningsfuld måde. Det samme gælder langt de fleste aktiviteter i civilsamfundet, der også ganske effektivt er gjort ulovlige.

Det er netop dét element af hele nedlukningsmiseren, som stort set har manglet i den begrænsede debat omkring politikken. Min kollega Ottos beregninger peger på, at nedlukningen koster det danske samfund cirka en milliard kroner om dagen, men skaderne er på ingen måde begrænset til de rent økonomiske. Nedlukningerne virker ikke efter den officielle hensigt – se f.eks. her, her, her eller her – og ser nu ud til at direkte forårsage flere dødsfald som følge af kræft, hjertetilfælde og selvmord. De har også skabt en massiv mental sundhedskrise, og en hel generation unge, der får langt dårligere uddannelse end de foregående. Disse problemer vil forfølge mange af dem resten af deres liv.

Derudover er der dog også det element, der gør det hele umenneskeligt: Hvis man ikke lige er typen, der foretrækker at bruge sin fritid ude i naturen med få andre mennesker og derudover er ligeglad med personlig frihed, betyder nedlukningen, at der ikke er noget liv. Livet er andet end den fængselseksistens, som Frederiksen og hendes kumpaner har dømt befolkningen til, hvor man skal passe sit arbejde og betale sin skat, og derudover skal blive i sin husarrest. Det er oplevelser, nye indtryk, fornøjelser og kontakt med andre mennesker. Livet er det, der eksisterer udenfor en robottilværelse, hvor man umælende passer et arbejde og ellers forsvinder. Nedlukningerne redder ingen liv, men ødelægger livet selv. Men hvor meget af det liv er stadig i live, den dag politikerne dukker på af deres psykotiske tåge? Det var dét, årsdagen for min sidste Londontur mindede mig om. En eksistens under nedlukning er ikke et liv værd.

2 thoughts on “Kultur efter nedlukningen

  1. Niels Christian Clausen

    Reelt har det vel fra begyndelsen kun været hensynet til sygehusenes kapacitet, der har styret regeringernes politik, for det er stort set identisk over hele verden. Man kunne have fået megen sygehuskapacitet for de hundredevis af mia. euro, der nu tilflyder bl.a. Italien, Spanien og Frankrigs i forvejen slunkne kasser.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Det var forklaringen fra starten. Men der gik sådan set ikke lang tid, før de fleste landes regeringer flyttede mållinjen med et mål om, at ingen måtte dø. Derefter blev det at ingen måtte blive smittede, og nu handler det øjensynligt (officielt) om, at ingen må blive smittet med nye varianter…

      Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.