Genåbningserfaringer, politik og håb

Den glimrende Jeffrey Tucker fra the American Institute of Economic Research skrev forleden en kort artikel med titlen, Why Is Everyone in Texas Not Dying? I artiklen tager Tucker udgangspunkt i at Texas guvernør Gregg Abbott den 1. februar afskaffede alle restriktioner og bragte staten tilbage til formel normalitet. En hel række politikere og epidemiologer kaldte beslutningen vanvid og advarede mod den bølge af Covid-smitte, der ville skylde ind over staten, og påstod at texanerne nærmest ville dø som fluer uden en statslig nedlukning. Det hele minder meget om diskussionerne i Danmark i foråret, da man begyndte at åbne samfundet en smule op.

Sagen er blot, at præcist ligesom i Danmark i foråret 2020, er smitte- og dødstallene ikke steget efter genoplukningen. Der er endda tale om en fuld genopåbning, som i Texas er blevet efterfulgt af et fald i smittetallet på cirka 30 procent. Georgia, der åbnede op allerede i slutningen af april – statens politiske ledelse gjorde præcist hvad man havde lovet, da man lukkede ned for at beskytte hospitalsvæsenet fra overbelastning og derefter opdagede, at det ikke skete – og staten har haft en ganske almindelig virussæson. Florida, der har været næsten fuldt åbent siden starten af september, har haft relativt mange dødsfald, men færre end det hårdt nedlukkede Californien. En række kommentatorer har noteret, at med Floridas befolkningssammensætning – kun Maine har flere over 65 i befolkningen og det er traditionelt et sted hvor folk flytter til når de bliver pensionister – burde staten have haft endnu flere døde end andre. At det ikke er sket efter genåbningen i september er endnu en indikation på, at nedlukninger ikke virker.  

Et af de mest absurde forhold i det sidste års dystopiske tilværelse har netop været, at epidemiologer, politikere og andre meningsdannere har advaret gang på gang om, at hvis man ikke lukkede mere ned, ville alt gå galt, og hvis man åbnede samfundet op, ville dødstallet eksplodere. Men det er aldrig sket! I stedet for at lære af de erfaringer, der nu er med nedlukninger og genåbninger – erfaringer som bekræfter, at den epidemistrategi, de fleste lande havde i 2019, og som advarede mod nedlukninger, var korrekt – er medier begyndt at censurere forskere, der ikke støtter de statslige linjer. En af de mest citerede epidemiologer i verden, Harvards Martin Kulldorff, er i således blevet censureret på Twitter. Andre steder handler det ikke om censur, men mediers selvcensur når journalister er overbeviste om statens linje, og derefter gør livet svært for deres kolleger, der gerne ville være skeptiske og gøre deres journalistiske arbejde ordentligt. Erfaringerne fra Texas og Georgi burde være på forsiden, men journalister ignorerer dem fuldstændigt.

Det politiske establishment lærer ganske enkelt ikke noget af erfaringerne – eller vil måske ikke lære af dem. Einstein skal engang have sagt, at definitionen på vanvid er at gøre det samme om og om igen, og forvente et andet resultat. Det er for mig en meget præcis beskrivelse af, hvad de fleste vestlige lande har gjort gennem denne epidemi. Tragedien er måske netop, at vanvid betaler sig i politik med endnu mere uchecket magt til ledende politikere, der efterfølgende ikke har nogen som helst interesse i at begrænse hysteriet. Den politisk dynamik omkring epidemireaktionerne er dybt deprimerende og meget langt fra demokratisk legitimitet eller rimelighed.

Lad mig derfor slutte i dag med håbet om, at det politiske vanvid og mediernes hysteri snart er ovre. En af de ting, jeg glæder mig allermest til, når det politiske establishment igen begynder at respektere borgernes almindelige demokratiske rettigheder – eller gør tilstrækkeligt som om de respekterer dem – er kultur. Under normale omstændigheder ville der sandsynligvis have været et sted, man spillede påskemusik. Så mens vi ingen rettigheder har, kan vi i det mindste drømme os tilbage til en tid, hvor man kunne tage til koncert sammen med andre mennesker og høre Rimsky-Korsakovs Russiske Påskeoverture – her med the St. Andrews Chamber Orchestra. God påske!

6 thoughts on “Genåbningserfaringer, politik og håb

  1. Peter Krogsten

    Det er jo også påfaldende, hvordan der nu ændres i statistikkerne. Ikke direkte fusk med tallene, men med hvilke statistikker der vises. Indtil 1/9 2020 viste Seruminstituttet (SSI) en statistik, der viste antal testede og procenten af smittede. Da den procent havde være stabil i 4 måneder, og antal smittede derfor er ligefremt proportional med antal testede, stoppede man den. Johns Hopkins University viser ikke længere kort over antal active cases, og man viser heller ikke længere hvor mange der er blevet raske. Leder man lidt kan man finde grafer pr stat, og de viser pudsigt nok alle en helt normal EPI kurve. Bortset fra Californien og New York som viser stigning, og begge fastholder en benhård nedlukning.
    SSI oplyser heller ikke længere, hvor mange procent af de døde der i forvejen var stærkt svækkede, men viser nu hvor mange procent af de indlagte, der er svækkede i forvejen. Det giver jo naturligvis et meget lavere tal, da langt de fleste af de indlagte overlever. SSI udgiver en ugentlig rapport om belastningen af sundhedssystemet, og ingen dem har slået alarm om stort pres. Presset var endda så lavt, at vi forærede et stort antal helt nye og ubrugte respiratorer til Polen og Ukraine.
    Tallene opdeles nu også efter testmetode, hvilket kun forplumrer statistikkerne, og man har opfundet en ny kategori “mistænkelige tilfælde”. Både SSI, JHU og flere andre benytter sig flere steder af en procentregning, der ville give dumpekarakter til årsprøven i 6′ klasse.
    Oveni det, er der hele debatten om gyldigheden af nedlukningerne, begrænsning i borgerenes rettigheder, og de mange overtrædelser af Grundloven. Det allerværste er at diverse myndigheder ved at følge statsministerens mindst vink, har mistet meget af troværdigheden, og det vil tage lang tid at genoprette den. Det kan kun gøres ved store udskiftninger i ledelserne.
    Jeg tror, at man uden at komme på kant med sandheden, kan konstatere at det er meget længe siden, det her har haft noget med sygdomsbekæmpelse at gøre.
    https://experience.arcgis.com/experience/aa41b29149f24e20a4007a0c4e13db1d
    https://coronavirus.jhu.edu/data/new-cases-50-states

    Svar
  2. kjeldflarup

    En måned kan være kort tid at vurdere effekten på.

    Det der så kunne være spændende at undersøge er om Texanerne
    – Endnu ikke har nået at arrangere store arrangementer
    – Stadigt holder afstand
    – Stadigt spritter hænder
    – Stadigt omgås færre
    – Stadigt tænker sig om

    Og hvor lang tid vil der gå, inden disse frivillige adfærdsændringer stopper?

    Svar
  3. Margrethe

    Det samme kunne aflæses, da Wuhan blev åbnet op. Hvad skete der efterfølgende? Ingenting
    Og en særdeles vigtig deltalje ved samme undersøgelse, var den lille min signifikante gruppe af asymptomatisk positvi testede, som ikke havde smittet en eneste af deres pårørende. Har man ingen symptomer er man ikke smittebærer. Basta. Modsat, hvad al vaccinepropaganda forsøger at sælge deres dødssejler på:

    https://www.nature.com/articles/s41467-020-19802-w

    Svar

Leave a Reply to Peter KrogstenCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.