Alt ville være godt, hvis ikke det var for kapitalismen………

I et svar på min kritik af Oxfam Ibis årlige ulighedsrapport i Ræson 19/3 (“Oxfam IBIS’ ulighedsrapporter forsømmer, at ”neoliberalismens tidsalder” faktisk er karakteriseret ved en historisk stor nedbringelse af fattigdommen i verden“), beskylder Trine Pertou Mach fra Oxfam IBIS mig for ikke at forholde mig til substansen. Jeg skulle åbenbart mene, at skattelettelser til de rigeste gør de fattige rigere. Det er vist noget med en “neoliberalistisk trickle-down teori” som skulle tilsige dette. Problemet er blot at en sådan økonomisk teori af gode grunde ikke eksisterer. Det er naturligvis noget vrøvl at påstå at hvis rige mennesker betaler mindre i skat, så medfører det automatisk at fattige mennesker bliver rigere.

Mens Trine Pertou Mach’s svar (Amazons succes ville være umulig uden de offentlige institutioner og den infrastruktur, som resten af samfundet har betalt for) på min kritik er frit tilgængelig, ligger min kronik desværre bag betalingsmur (indtil videre). Af samme grund gør jeg en del ud af at opsummere de væsentligste punkter i dette indlæg.

For det første er Oxfam IBIS beskrivelse af de seneste årtiers økonomiske udvikling lettere absurd.

Men lad os starte med hvad Oxfam IBIS forstår ved neoliberalisme.

Ifølge deres ulighedrapport har ”neoliberalisme været den dominerende økonomiske model siden 1980’erne”. En model, som er ”centreret omkring udvidelse af markeder og individualisme, hvilket har ført til øgede rettigheder, mobilitet og friheder for virksomheder og en tilsvarende reduktion i kollektiv handling, statsregulering og regeringens indblanding i økonomien”.

Denne ifølge Oxfam Ibis ”mangelfulde økonomiske model” indebærer at man har ”udnyttet og forværret forankrede systemer med ulighed og undertrykkelse, nemlig patriarkatet og strukturel racisme, rodfæstet i hvidt overherredømme”, som er baseret på ”arbejdet hos kvinder og racialiserede grupper over hele verden, såsom sorte mennesker, afro-efterkommere, oprindelige folk og historisk marginaliserede og undertrykte samfund”.

Dermed har man gennem “neoliberalismen” kunne ”opretholde en økonomi, der driver en ophobning af rigdom og privilegier til fordel for en hvid patriarkalsk elite”. Man må forstå, at ”den nyliberale økonomiske tænkning ser bort fra eksistensen af identiteter, da den afspejler det hvide overherredømme og patriarkatets interesser og mindsker magtens rolle forbundet med disse identiteter. Disse forankrede systemer opretholder de mange og sammenkædede former for ulighed, der er grundårsagen til fattigdom og uretfærdighed”, (se side 21).

Hvis formålet med “neoliberalismen” (hvad det så end er) har været at bevare hvidt overherredømme og sikrer “patriarkatets interesser”, så er jeg enig med OXFAM IBIS i at den har fejlet fuldkommen de seneste 4 årtier, hvor velstanden (heldigvis) er steget betydeligt hurtigere i en række udviklingslande end i de traditionelle I-lande – som jo er karakteriseret ved at være domineret af befolkninger med Europæisk baggrund (undtaget Japan).

Oxfam IBIS fremstiller et forvrænget verdensbillede

En af mine (og mange andre økonomers) kritik af de årlige rapporter er naturligvis at Oxfam IBIS hvert eneste år mere eller mindre elegant formår ikke at tage stilling til det faktum, at vi gennem de seneste 4 årtier – altså i den periode hvor den “mangelfulde neoliberalistiske model” ifølge samme Oxfam IBIS har været dominerende – har oplevet et historisk fald i fattigdom. Og det er uanset om vi taler om absolut fattigdom, det vil sige at man lever for mindre end svarende til købekraftskorrigerede 2011-$1,90, eller hvorvidt vi bruger de to andre fattigdomsgrænser, som Verdensbanken har introduceret til måling af fattigdom i henholdsvis den lavere og øvre del af mellemindkomstlandene ($3,20 og $5,50)

Til min kritik af at Oxfam IBIS konsekvent kun bruger den højeste fattigdomsgrænse ($5,50) svarer Trine Pertou Mach under overskriften “Ved Niels Westy, hvad brød koster?” [Det ved Niels Westy godt, selv om han foretrækker at bage sine brød selv]

Verdensbanken introducerede i 2018 nye fattigdomsmål baseret på landenes indkomstkategorier i erkendelsen af, at 1,90 dollars om dagen er et absurd lavt mål for fattigdom i mange lande. WHO vurderede i 2019, at 820 millioner mennesker lever med sultproblemer. Men med Verdensbankens 1,90-grænse lever ”blot” 735 millioner mennesker i ekstrem fattigdom. Hvis Oxfam IBIS kun brugte fattigdomsmålet på 1,90 dollars om dagen, ville det betyde, at vi ikke talte 85 millioner mennesker, der ikke har råd til mad, med blandt de fattige. I vores rapporter benytter Oxfam derfor Verdensbankens øvre mål for fattigdom på 5,50 dollars om dagen. Og for at sætte det lidt i perspektiv: En dagsindkomst på 5,50 dollars svarer til en indkomst på ca. 12.000 danske kroner. Om året.”

Det svar rejser flere spørgsmål, ikke mindst om Trine Pertou Mach overhovedet har læst Verdensbankens begrundelse for indførelsen af de to fattigdomsmål.

Som Verdensbanken selv skriver:

“In 2018, the World Bank presented poverty lines at US$3.20 a day and US$5.50 a day to
reflect national poverty lines in lower-middle-income and upper-middle-income countries, respectively, which underscore that poverty eradication is far from attained once the extreme poverty threshold of US$1.90 a day has been reached.”

Altså præcist hvad jeg skrev i min oprindelige kritik af Oxfam IBIS insisteren på at bruge grænsen på US$5,50. Når Trine Pertou Mach så yderligere omregner de $5.50 til danske kroner og taler om indkomst, så bliver jeg ret beset i tvivl om hvorvidt hun overhovedet er klar over hvad det er man måler og hvordan. Når man (uanset fattigdomgrænse) måler på andel og antal af jordens befolkning som lever for svarende til US$1,90, US$3,50 og US§5,50 (2011 købekraftskorrigerede), skal “svarende til” tages ganske bogstaveligt. Der er tale om en måleenhed hvor der søges taget højde for købekraft og ikke dollar i dagens kurser.

Og netop indførelsen af de to nye fattigdomsgrænser er jo i sig selv udtryk for den historisk hastige fattigdomsreduktion, som er sket i den “fejlslagne neoliberalistiske” tidsalder. Som jeg skriver i min oprindelige kritik i Ræson:

“Ifølge Verdensbanken levede ca. 36 pct. af verdens befolkning under $1,90 i 1990. Ved årtusindeskiftet var det faldet til ca. 28 pct., og i 2017 var andelen reduceret til ca. 9 pct. Med andre ord gik vi fra at leve i en verden, hvor mere end hver 3. til mindre end hver 10. levede i absolut fattigdom i løbet af små 30 år.

Anvender vi den højere grænse på $5,50, som Oxfam IBIS har valgt at bruge, er faldet nok mindre markant, men fortsat betydeligt. I 1990 anslår Verdensbanken, at ca. 67 pct. – altså mere end 2 ud af 3 – levede for under $5,50 om dagen. Frem mod årtusindeskiftet faldt dette kun marginalt til anslået 66 pct. Herefter oplevede man i de efterfølgende to årtier et betydeligt fald, således at ca. 44 pct., altså mindre end hver anden levede for mindre end $5,50 i 2017.

Trine Pertou Mach undlader naturligvis at medtage at jeg i min kritik faktisk også forholder mig til udviklingen ved den højere fattigdomsgrænse. Med andre ord står min kritik af, at Oxfam IBIS alene forholder sig til denne – samt at man undlader at indsætte den i historisk perspektiv – ubesvaret tilbage.

Dernæst beskyldes jeg for at afholde mig fra at forklare, hvorfor global ulighed er en problematisk størrelse at analysere fra. Jeg må hertil replicere, at Trine Pertou Mach (og Oxfam IBIS) åbenbart enten ikke læser de kilder de henviser til, eller også forstår de ikke hvad de læser (de ønsker det måske ikke?).

For en kritik af Oxfam Ibis brug af Verdensbankens notat om reduktion kontra ulighed, vil jeg henvise til mit indlæg her på bloggen tidligere i år. En særlig “twist” her er, at netop reduktionen i fattigdom målt ved 5,50$ reelt ikke reduceres væsentlig ved nedbringelse af uligheden målt ved gini-kvocienten (og vær opmærksom på man ikke tager stilling til hvordan man nedbringer denne) i forhold til at arbejde for højere økonomisk vækst. For fattigdom målt ved $1,90, altså den grænse som Oxfam Ibis ikke mener man bør anvender forholder det sig anderledes. Det sidste bør sådan set heller ikke overraske nogen. Læs mere her.

Helt galt går det også når Trine Pertou Mach skriver følgende:

“Sker der velstandsstigninger i den fattigste del af verden – uanset hvordan velstanden fordeles på befolkningen – vil det se ud, som om uligheden falder i verden. Det siger bare ikke noget om, hvordan det står til inden for de enkelte lande. Groft sagt bliver den superrige elite global og går på tværs af landegrænser, mens fattigdom er et nationalt problem, landene selv må håndtere. At der kommer flere indiske milliardærer hjælper ikke den indiske bonde, der dårligt kan brødføde sin familie, medmindre man aktivt omfordeler.”

Det er jo korrekt, at det kunne være sådan. Nu forholder det sig bare således, at det ikke er sådan. Den faldende globale ulighed er ikke primært drevet af flere indiske (eller andre) milliardærer. Der er faktisk sket reelle indkomstfremskridt for reelt eksisterende “almindelige” mennesker i en række af verdens fattige lande, illustreret ved nedenstående graf, som viser indkomstudviklingen mellem 1993 og 2013 for de grupper, som ved starten af perioden udgjorde den enkelte decil.

Før jeg afslutningsvis kommer til det med Amazon, hvor Trine Pertou Mach helt åbenlyst viser at hun ikke helt har forstået hvordan værdiskabelse fungerer i en markedsøkonomi, er der ét helt centralt eksempel på Oxfam IBIS manipulerende tilgang i deres årlige rapporter, som skal med. Nemlig svaret til min kritik af Oxfam – IBIS brug af udviklingen i de globale finansielle nettoformuer.

Til den kritik svarer Trine Pertou Mach afslutningsvis, at:

“Niels Westy har al ret til at diskutere metodevalg, insistere på at vi burde ’tale om noget andet’ og droppe vores fokus på formuer. Men for Oxfam IBIS handler det om substansen og det faktum, at millioner af mennesker lever i dyb fattigdom, at det økonomiske system ikke virker tilstrækkeligt for det store flertal, men lader eliterne stikke af. Genopretningen efter COVID-19-pandemien skal skabe et system til gavn for de mange. Nu har vi chancen.”

Med tanke på hvor meget netop udviklingen i de globale finansielle nettoformuer har været et “slagnummer” i Oxfam IBIS rapporter gennem årene, er det fantastisk at det nu blot skal reduceres til en diskussion af metodevalg og være udtryk for at ville “tale om noget andet”.

Et er, som de fleste økonomer (også en del som normalt anses for at være af den mere venstreorienterede slags) er enige om – at udviklingen i de finansielle formuer er et ualmindeligt ringe mål for udviklingen i levestandard for verdens befolkning – noget andet er at man gennem årene konsekvent har fremstillet udviklingen som at de rigestes andel steg på bekostning af de fattigste.

Problemet er bare, at det ikke er korrekt – Hverken i absolutte eller relative termer. Som jeg også tidligere har skrevet om her på bloggen, er de 10 procent mest formuendes andel faldet en smule, (mens den globale formue er steget betydeligt siden årtusindeskiftet), hvilket også fremgår af nedenstående figur.

Med andre ord er de 90 procent mindst formuendes andel steget de seneste 20 år. Det er lige godt ikke det indtryk man får når man læser de årlige Oxfam IBIS rapporter. Nok snarere tværtom – Læs mere her.

Og så er der den med Amazon. Trine Pertou Mach skriver under overskriften “Amazon er et billede på et sygt system, ikke et forbillede til efterlevelse” at jeg “hylder” Jeff Bezos., og påpeger i den forbindelse, at “Amazon udviser åbenlys konkurrenceforvridende adfærd, driver monopolvirksomhed og mangler grundlæggende respekt for arbejdstagerrettigheder” og bruger det til endnu en gang at skælde ud på den ikke-eksisterende trickle-down teori.

Det er helt korrekt at jeg skriver om Jeff Bezos og Amazon i min kritik af Oxfam IBIS rapport, idet jeg påpeger at :

når man bruger stigningen i Jeff Bezos formue i 2020 til at fortælle, at denne stigning fordelt ud på Amazons ansatte ville indebære, at de hver især kunne modtage $105.000, kunne man jo også modsvarende påpege, at en grundlæggende årsag til Bezos formuefremgang er, at Amazon leverer en ydelse mange sætter pris på – ikke mindst i disse COVID-19-tider, og at Amazons succes har betydet forskellen mellem at være i arbejde og arbejdsløs i 2020 [Amazon udvidede antallet af medarbejdere med 400.000 i USA sidste år] . Er det så derfor Jeff Bezos startede Amazon? Nej, det gjorde han nok ikke mindst, fordi han så en forretningsmulighed og muligheden for at berige sig selv.

Jeg hylder nu ikke Jeff Bezos. Når jeg indrager det problematiske i Oxfam IBIS brug af Amazon (og så kan man forøvrigt også undre sig over hvad arbejdsforhold i USA har med global fattigdomsbekæmpelse at gøre), så er de sidste linjer i ovenstående citat ikke uvæsentlige. Det er det afgørende argument for markedskapitalisme. Det er ikke intentionen som tæller, men konsekvensen, eller som Adam Smith så præcist beskrev for 250 år siden i sit måske mest berømte citat:

Det er ikke på grund af slagterens, bryggerens og bagerens velvilje, at vi kan se frem til vores middagsmåltid, men fordi de ser på deres egen interesse. Det er ikke deres menneskelighed, vi henvender os til, men deres egenkærlighed.

At det også har skabt muligheder og velstand for andre er således et biprodukt. Men det er sådan markedskapitalisme fungerer, og det er måske den største anstødssten for mange. At det ikke er intentionerne, som driver vores velstand, men menneskets iboende ønske om at forbedre levevilkårene for sig og sine. Det gælder, om man er fattig eller rig. Og her har markedsøkonomien – også de seneste 3-4 årtier – vist sig at være den absolut mest effektive metode til at sikre, at menneskets søgen efter egennytte samtidig sikrer mest mulig velstand for flest mulige mennesker.

Men skulle nogen være i stand til at komme med et mere effektivt system til at skabe velstand for ikke mindst verdens fattige, så er de meget velkomne. Indtil videre har alle forsøg på at virkeliggøre ideen om ”en anden verden” – som Oxfam IBIS og andre ynder at tale om – dog ikke ført til mere velstand og bedre levevilkår – heller ikke for verdens fattige, nok mere tværtimod.




 

 


2 thoughts on “Alt ville være godt, hvis ikke det var for kapitalismen………

  1. kjeldflarup

    Forstår man ikke begrebet Neoliberalisme, så kald det Neosocialisme. Så giver det mere mening.

    Svar

Leave a Reply to Jan Madsen Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.