Rapporten er 610 sider lang og i ekstrem grad et politisk partsindlæg. Se f.eks. referencelisten, hvor der ikke er en eneste artikel af Julian Simon. Paul Erlich – hvis dommedagsforudsigelser siden 1970erne aldrig er blevet virkelighed – er derimod takket i to separate fodnoter og er citeret langt mere end f.eks. William Nordhaus, der fik sin Nobelpris for arbejde med netop miljøøkonomi.
Rapporten er heller ikke videnskabeligt up to date. Den påstår, at vækstteori ikke tager generationsproblemer seriøst, hvilket simpelthen ikke er korrekt. Den mest opdaterede reference til moderne vækstteori er til Acemoglus lærebog fra 2008, der er en introduktionslærebog (!), og ellers refereres der til Aghion og Howitts mere avancerede lærebog fra 1998 og en enkelt artikel af Barro og Sala-I-Martin fra 2003. Der mangler ganske enkelt 20 års videnskabelig udvikling på feltet. Dasgupta kan godt undskyldes for det, da det slet ikke er hans felt, men med et helt forfatterhold og et advisory board bag er det ganske enkelt ikke i orden. Hele diskussionen om, hvordan vækst fra produktivitetsfremskridt faktisk arbejder_for_miljøet er dermed totalt ignoreret i rapporten.
Vi kommer til at henvise kort til den på et tidspunkt senere i år, hvor vi skriver om de såkaldte ‘miljømæssige Kuznets-kurver’. Men ellers er det ikke en rapport, som vi kommer til at tage alvorligt – præcist som vi heller ikke normalt tager andre politiske rapporter alvorligt.

https://assets.publishing.service.gov.uk/government/uploads/system/uploads/attachment_data/file/962785/The_Economics_of_Biodiversity_The_Dasgupta_Review_Full_Report.pdf

Jeg afventer stadig din og Otto Brøns-Petersens kommentarer til hans rapport.