Min samtale med professor Douglas W. Allen om effekten af nedlukninger (og to interessante videoer)

For et par måneder siden fik jeg tilsendt et link til et review af lockdown-litteraturen, Allen (2021). Reviewet var lavet af professor Douglas W. Allen fra Simon Fraser University i Vancouver, Canada, og jeg talte med Allen forleden, hvor han opsummerede litteraturen sådan her:

I sit review konkluderer Allen – som jeg også gør i min egen litteraturgennemgang – at effekten af nedlukningerne i foråret var begrænset (min fremhævning).

Research done over the past six months has shown that lockdowns have had, at best, a marginal effect on the number of Covid-19 deaths.

Der er – så vidt jeg ved – ikke lavet mange reviews, som skaber et overblik over hvad forskningen viser om effekten af lockdowns. Men udover mit og Allens overblik, er det værd at nævne Gupta et al. (2020) som gennemgår litteraturen om mobilitetsændringer og konkluderer, at (min fremhævning):

During the shutdown phase, large declines in mobility occurred before states adopted stay-at-home (SAH) mandates and in states that never adopted them, suggesting that much of the decline was a private response to the risk of infection.

Konklusionen i Gupta et al. (2020) er i overensstemmelse med Allens konklusion, for han skriver også, at (min fremhævning):

Generally speaking, the ineffectiveness of lockdown stems from voluntary changes in behavior. Lockdown jurisdictions were not able to prevent noncompliance, and non-lockdown jurisdictions benefited from voluntary changes in behavior that mimicked lockdowns.

Kort fortalt betyder det, at hvis staten ikke lukkede ned, ville befolkningen selv ”lukke ned”. Og hvis staten lukkede ned på en måde, som befolkningen ikke brød sig om, ville befolkningen ikke overholde restriktionerne.[1]

Et åbent spørgsmål er, hvorfor regeringer verden over gentog nedlukningerne i efteråret/vinteren 2020/21, når studierne af nedlukningerne i foråret 2020 viste, at effekten af nedlukningerne er meget begrænset. Jeg spurgte Allen, hvad han troede. Var det fordi de ikke havde læst forskningslitteraturen?

Om Allen har ret, vil jeg lade læseren vurdere.

Hele samtalen med professor Douglas W. Allen kan høres i mit podcast, Regelstaten.

PS: Både Allen (2021) og Gupta et al. (2020) lægger vægt på ex post studier. Altså studier, som viser, hvordan det reelt gik, og ikke studier, som – på basis af antagelser om, at nedlukninger virker – finder, at … nedlukninger virker. I mine øjne er det den eneste måde at gå til litteraturen på i forhold til at undersøge effekten af nedlukninger.


[1] Jeg er ikke nødvendigvis 100% enig. Jeg tror, at mange overholder restriktionerne, men ikke intentionen i restriktionerne. Er restauranten lukket, og smitten så lav, at befolkningen finder lukningen unødvendig, så mødes vi i hjemmet og alle andre steder i stedet for på restauranten.

5 thoughts on “Min samtale med professor Douglas W. Allen om effekten af nedlukninger (og to interessante videoer)

  1. Kurt Dejgaard

    Eet af Douglas Allens argumenter er logisk selvmodsigende:
    Hvis nedlukninger er unødvendige, fordi folk selv helt frivilligt ville “lukke ned”, alligevel, så kan politiske nedlukninger ikke på samme tid være skyld i 30% kurstab på aktier og tab af omsætning.
    -Det økonomiske tab ville komme og i samme størrelsesorden, uanset, fordi nedlukning er nedlukning: Omsætningstab skelner ikke til måden den kommer på – frivillig eller påtvungen. (Spørg Sverige, hvis nogen skulle være i tvivl).
    Og det er lidt bekymrende at en økonomiprofessor ikke kan gennemskue den ret fundamentale logiske brist i hans argumentation. For han vil vel samtidig gerne tages alvorlig.

    Svar
    1. Christian Bjørnskov

      Det er simpelthen ikke rigtigt. Frivillige reaktioner er på ingen måde ens, mens en statsligt tvungen nedlukning er. Relativt unge mennesker, der som bekendt har lavere risiko ved corona end ved influenza, ville jo næppe har udvist særligt store adfærdsreaktioner, ligesom folk med en anden risikovurdering end regeringen ville. Det i sig selv giver væsentligt mindre økonomiske tab. Derudover ville det også give langt mindre velfærdstab, da folk med en anden risikovurdering kunne have fortsat deres liv normalt.

      Svar
      1. Jonas Herby

        Jeg vil dog give Kurt ret så langt, at Allen selvfølgelig overdriver for at fremme forståelsen. Det var ikke 30%, og der gik nok længere end tre uger.

        Svar
        1. Christian Bjørnskov

          Helt enig, han overdrev bestemt med de 30 % på langt sigt. Det rører dog ikke ved, at det substantielle i Kurts argument desværre er faktuelt forkert.

          Svar

Leave a Reply to Christian BjørnskovCancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.