Adgang til finansiel service i Danmark, 1850-1900

I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger dykker vi i dag længere ned i historien om, hvordan Danmark fik en moderne finansiel sektor. Den historie starter, som vi understregede forleden, med udviklingen og udbredelsen af sparekasser, og slutter i en vis forstand med det moderne Danmark.

Verdens første sparekasse blev grundlagt i 1778 i Hamborg med det eksplicitte formål at fungere som bank for ’kleine Leute’. 18 år senere, i 1796, bredte idéen sig til hertugdømmerne nord for storbyen Hamborg, da den danske helstat fik sin første sparekasse i Kiel. Nummer to blev grundlagt fem år senere i Altona, og derefter bredte idéen sig hurtigt nordpå med bl.a. Slesvig i 1816 og Flensborg i 1819. Borgere i den nordligste af hertugdømmernes købstæder, Haderslev, grundlagde således en sparekasse i 1820 – det samme år som Kjöbenhavn og Omegns Sparekasse blev grundlagt som kongerigets første.

Udviklingen er tydelig at se i den første figur, hvor vi plotter antallet af sparekasser per million indbyggere i kongeriget mellem 1847 og 1905, og samme tal for de to hertugdømmer indtil den sidste indberetning fra 1862 før Preussen erobrede dem. Figuren viser, hvordan hertugdømmernes finansielle udvikling var langt foran kongerigets i midten af 1800-tallet, selvom figuren også viser ganske tydeligt, at der ikke var nogen særligt stor forskel i antallet af konti per million indbyggere (de stiplede linjer). Forskellen lå i udbredelsen af adgang til finansiel service i højere grad end i, hvor mange der brugte den.

Et forhold, der er meget tydeligt i figuren og ret interessant for en nationaløkonom er, at man kan se hvordan kongerigets marked for finansiel service mættes når man når til 1880erne, og derefter konsolideres. Selvom antallet af konti bliver ved med at stige helt lineært i perioden, holder grundlæggelsen af nye sparekasser op. Fra slutningen af 1880erne stabiliseres antallet af sparekasser omkring 535, og udviklingen derefter består mere simpelt i, at hver sparekasse gradvist får flere kunder. En lignende udvikling ser ud til at være foregået i hertugdømmerne, men sandsynligvis cirka 15 år tidligere. Så vidt vi har kunnet finde ud af fra tyske rapporter fra tiden, var der i 1902-3 263 sparekasser og banker i Slesvig-Holsten. Med en befolkning på knap 1,4 millioner gav det en tæthed på omtrent 190 institutioner per million indbyggere, mens det tilsvarende tal for Danmark var cirka 200. Kongeriget og hertugdømmerne endte således cirka samme institutionelle sted, men startede meget forskelligt, hvilket også illustreres af citatet nedenfor fra en af de første statistiske meddelelser om forholdene i midten af 1850erne. Citatet illustrerer dog også, hvor udviklet den danske sektor var allerede på det tidspunkt, sammenlignet med andre steder i Europa.

Et andet forhold, som den finansielle udvikling også viser, er den økonomiske vækst i Danmark i perioden. I dagens anden figur plotter vi indeståendet per konto i hvert af de tre områder. I 1853 – det første år, der er indrapporteret hvor stort kundernes indeståender var, var den gennemsnitlige konto i kongeriget på 166 rigsdaler, mens den var 127 rigsdaler i Slesvig og 183 rigsdaler i Holsten. Per 1905 var danskernes gennemsnitsindestående steget til 308 rigsdaler, mens det danske forbrugerprisniveau faktisk var faldet med cirka 5 % ifølge Kim Abildgrens historiske prisindeks. Det gennemsnitlige indestående per konto var med andre ord vokset med 78 %, selvom en væsentlig del af udviklingen var, at stadig flere og stadig mindre velstående borgere fik adgang til at oprette en sparekassekonto. Den sidste figur demonstrerer dog også, hvordan indeståenderne voksede noget hurtigere end nationalindkomsten, som den vurderes af Madison-projektet, fra starten af 1870erne til midten af 1880erne. Sammenligner man figuren før, er det klart at det netop er perioden, hvor adgangen til sparekasser udviklede sig næsten eksplosivt, og derfor heller ikke underligt, at udviklingen i indeståender efterfølgende stagnerede noget.

Sidst, men ikke mindst, gav den nye finansielle sektor også anledning til flere alvorlige skandaler. Den mest kendte er Danmarkshistoriens største finansielle skandale, da det i 1908 blev afsløret, at landets siddende justitsminister – den konservative P.A. Alberti – havde begået underslæb og dokumentfalsk mod Den Sjællandske Bondestands Sparekasse for 15 millioner kroner. Beløbet, der var svimlende på det tidspunkt, ville omregnet til nutidskroner i dag være tæt på en milliard. Men skandalerne var ikke begrænset til kongeriget. I 1896 var det et alvorligt slag mod den danske sag i hertugdømmerne, da Hans Lassen blev taget i at have begået underslæb for 250.000 mark mod den lille Lysabild Sparekasse på Als. Lassen var ikke blot sparekasseformand, men sad også som rigsdagsmand i Berlin, hvor han repræsenterede de danske interesser i det dengang tyske Slesvig. Regner man med, at man sandsynligvis har kunnet købe 3-4 hele rugbrød for én mark dengang, og at et rugbrød hos Lagkagehuset i dag koster omkring 40 kroner per kilo, indebærer det at Lassens underslæb omregnet i nutidens købekraft beløb sig til cirka 15-20 millioner kroner.

Historien om sparekasserne i kongeriget og hertugdømmerne er således i høj grad historien om det moderne Danmarks fødsel. Udviklingsøkonomer taler ofte om, hvordan mangel på adgang til finansiel service – til opsparing, lån og forsikring – er en væsentlig faktor i at forklare, hvorfor så store dele af Asien og Afrika bliver ved med at være så fattige. Uden adgang til lån og opsparing er det svært at investere i sin egen virksomhed, udvikle sit eget landbrug, eller starte noget op. En del af spørgsmålet bliver derfor, hvorfor der ikke kommer den slags finansiel infrastruktur, når man udmærket ved hvordan det fungerer i andre dele af verden. Den danske historie er på den måde en reminder om, at det ikke er en naturlig opgave for staten eller internationale donorer: Det er civilsamfundet i et kapitalistisk samfund, der ordner den opgave effektivt, så snart der er en mulighed.

4 thoughts on “Adgang til finansiel service i Danmark, 1850-1900

    1. Christian Bjørnskov

      Helt korrekt! Det var også det jeg mente, da det Konservative Folkeparti først blev grundlagt i 1916. Albertis holdninger var stærkt konservative.

      Svar
      1. Johannes Polemicus

        Det er vist et spørgsmål om perspektiv. Han stod udenfor forliget med Højre i 1894 og arbejdede som minister for Islands selvstændighed.

        Svar

Leave a Reply to Christian Bjørnskov Cancel reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.