Nationalbankens litteraturgennemgang tyder på, at nedlukningerne har beskeden effekt

To økonomer fra Nationalbanken har gennemgået en del af den forskning, der ser på effekten af nedlukninger på smittespredningen.[1] Deres tilgang er en smule anderledes end min egen litteraturgennemgang, men det overordnede resultat ser ud til at være det samme. Nedlukninger er ikke den mirakelkur mod COVID-19, som mange har gjort dem til.

Inden vi ser på resultaterne i Nationalbankens litteraturgennemgang, er der to centrale pointer, der er vigtige at få på plads.

Selv hvis nedlukningen redder mange liv, er effekten af frivillige adfærdsændringer sandsynligvis vigtigst

Mit eget litteraturstudie viste, at frivillige adfærdsændringer var langt vigtigere end effekterne af nedlukningerne. De studier, jeg gennemgik, fandt i gennemsnit, at 91% af effekten af samfundets respons kunne tillægges frivillige adfærdsændringer, mens 9% kunne tillægges nedlukningen. Lone Simonsen m.fl. fra RUC har beregnet, at op imod 35.000 mennesker ville være døde af COVID-19, hvis ingen havde ændret adfærd. Da kun 2.500 mennesker er døde, har frivillig adfærd altså – med udgangspunkt i mine resultater – forhindret ca. 29.600 dødsfald, mens nedlukningerne har forhindret ca. 2.900 dødsfald. Dette er illustreret i nedenstående figur.

Om estimatet på de 35.000 dødsfald er realistisk, er ikke det vigtige her (jeg tror fx ikke, at man skal underkende effekten af tilfældigheder). Det vigtige er, at tallene sætter resultaterne fra forskellige studier i perspektiv. Selv hvis et studie finder, at nedlukningen i Danmark reddede 2.900 liv, var effekten af nedlukningen sandsynligvis relativt lille i forhold til effekten af vores frivillige adfærdsændringer som følge af pandemien.

De empiriske resultater vil fordele sig omkring ”den sande værdi”

Måske kender du allerede historien om forskeren, der bad 56 personer om at gætte, hvor mange Jelly Beans der var i et stort glas. Det gennemsnitlige gæt var 871 – kun 2,4% fra det rigtige tal, 850. Og kun én ud af de 56 personer havde et gæt, der var tættere på end gennemsnittet.

Eksperimentet viser, at man ikke skal tillægge det enkelte studie for stor værdi, men snarere se det som ét ”bud”, der – sammen med mange andre bud – bringer os lidt tættere på ”den sande værdi”.

Derfor vil vi – når vi gennemgår nedlukningslitteraturen – finde estimater på begge sider af den sande værdi. Nogle ligger højere end den sande værdi (måske er Bjørnskovs delresultat, hvor han finder, at nedlukningen endte med at koste liv i visse grupper, et eksempel på dette). Andre ligger lavere end den sande værdi.

Hvis den sande værdi fx er langt fra nul, vil vi altså forvente at se relativt få ”gæt”, som er nul eller ligefrem har det modsatte fortegn. Ligger den sande værdi derimod omkring 0, vil vi forvente at se, at ca. halvdelen af ”gættene” er større end nul, mens halvdelen er lavere end nul. Dette er illustreret i figuren nedenfor.

Hvad finder Nationalbanken så?

Det interessante ved Nationalbankens litteraturgennemgang er, at mange af studierne faktisk finder nul effekt af nedlukningen. Nedenstående tabel fra notatet giver et overblik over resultaterne i Nationalbankens litteraturgennemgang. Ca. ¼ af resultaterne finder ingen signifikant effekt på spredningen af COVID-19, mens de resterende ¾ finder en signifikant effekt. Bedømt alene på oversigtstabellen tyder noget altså på, at der er en effekt, men at den er relativt lille, fordi så mange resultater er nul (reelt kan de godt være positive eller negative, men man kan ikke statistisk afvise, at de er nul). Det er i øvrigt i øjenfaldende, at Nationalbanken ikke har medtaget de to glimrende studier fra danske forskere, Bjørnskov (2021) og Bjørnskov & Kepp (2021) – det skulle man tro var oplagt for en dansk nationalbank. De har heller ikke medtaget Chaudhry et al. (2020), som var det første publicerede – og dermed et af de mest citerede – empiriske studier. Disse tre oplagte studier finder alle, at nedlukningerne ikke reddede liv, men desværre fremgår det ikke af Nationalbankens notat, hvordan de har fundet frem til de studier, de har valgt at inkludere.

Kigger vi på de enkelte områder, er det især lukningen af skolerne, som ser ud til at have haft meget beskeden effekt på smitten. Knap halvdelen af de resultater, der ser på skolelukninger, finder ingen effekt af lukningerne, og dette bekræftes af resultaterne fra UNICEFs review, som jeg tidligere har omtalt her. Rigtig meget tyder efterhånden på, at lukningen af skolerne simpelthen var en gigantisk politisk fejltagelse, som blev gentaget i december.

Det er primært anvendelsen af masker, Nationalbanken finder solid konsensus for en positiv effekt af. Alle seks studier, som bliver gennemgået, finder at et maskepåbud reducerer smittespredningen signifikant.[2] Nationalbanken konkluderer, at ”The bottom line is that mask requirements are probably the least costly and most effective measures – all studies find that mask requirements reduce COVID-19 infection and death rates substantially. Moreover, mask usage is not associated with reductions in mobility.” Ingen af de gennemgåede studier ser på den samlede langsigtede effekt af maskepåbud, men kun på effekten på kontakttallet, hvilket ikke nødvendigvis er et godt mål, fordi kontakttallet altid vil gå mod én pga. adfærd, som Otto har beskrevet her. Ét studie, Mitze m.fl. (2020), ser på effekten på smittespredningen 20 dage efter maskepåbuddet blev indført i Jena i Tyskland og finder, at påbuddet reducerede smitten med 40%. I Danmark blev maskepåbuddet indført 29. oktober 2020 og (stort set) ophævet 14. juni. I den periode døde der godt 1.800 personer, og tager man – for eksemplets skyld, for jeg mener ikke, at man kan bruge kortsigtede resultater til dette – udgangspunkt i de 40%, forhindrede maskepåbuddet altså ca. 1.200 dødsfald. Effekten af det – ifølge Nationalbanken – mest effektive indgreb mod smittespredning forhindrede altså på denne baggrund 1.200 dødsfald ud af de knap 30.000 undgåede dødsfald ifølge Lone Simonsen og hendes kollegaer, svarende til 4%.

Et andet paper, Nationalbanken har med, Goldstein et al (2021), finder, at en hårdere nedlukning (på én standardafvigelse i OxCGRT Stringency Index) kan reducere dødeligheden med 75% de første 60 dage  forhold til ikke at gøre noget. En standardafvigelse svarer til 34,44 point (se tabel 1 her). Til sammenligning scorede Danmark – da landet var hårdest nedlukket i foråret 2020 – knap otte point mere end Sverige. Men selv hvis nedlukningen i Danmark havde reddet 75% liv i forhold til ikke at gøre noget, er effekten lille (ca. 500 sparede liv) i forhold til effekten af frivillig adfærd.

Overordnet set ser Nationalbankens notat – fordi relativt mange af resultaterne ikke finder nogen effekt af nedlukningerne og fordi de resultater, der finder en effekt, stadig finder relativt små effekter i forhold til pandemiens samlede potentiale uden frivillige adfærdsændringer – ud til at flugte med konklusionen i min egen litteraturgennemgang, som viste, at der er en effekt af nedlukninger, men at den er relativt beskeden i forhold til effekten af borgernes frivillige adfærdsændringer.

Hvorfor er det vigtigt at forstå, at frivillige adfærdsændringer er fuldstændig afgørende?

Man kan spørge sig selv, hvorfor det overhovedet er vigtigt, at de frivillige adfærdsændringer er langt vigtigere end nedlukningerne i forhold til at håndtere pandemien. Det er der to grunde til.

For det første er det vigtigt for pandemipolitikken. Hvis frivillige adfærdsændringer er 10 gange vigtigere end nedlukninger, betyder det, at en politik, der understøtter frivillige adfærdsændringer, alt andet lige virker 10 gange bedre end en nedlukningspolitik. Og det har betydning for, hvilke opgaver myndighederne skal kaste dig over. Set udefra er min opfattelse, at en meget stor del af myndigheder og politikeres tid er gået med nedlukninger og håndtering af konsekvenserne af nedlukninger. Hvor langt kunne man være nået med frivillighed, hvis alle ressourcerne var blevet anvendt på det? Jeg har stort set fra starten af pandemien efterlyst stikprøver (eller kloakvandsprøver), som hurtigt kunne fortælle borgerne, hvor smitten er. Listen over ting, der kunne understøtte borgernes adfærd, er lang (gode prognoser for kapaciteten på hospitalerne, tilskud til frivilligt at lukke særligt udsatte virksomheder, orlov til sårbare borgere, der ikke kan arbejde hjemme osv. osv.)

For det andet er det vigtigt for forståelsen af, hvad staten kan. MetteFrederiksen har givet udtryk for, at når staten kan håndtere en pandemi, så kan staten også meget andet – fx bekæmpe globaliseringen og flytningen mod byerne mv. Men forskningen viser bare, at staten ikke håndterede pandemien. Det gjorde borgerne. Staten kan nemlig slet ikke løse så komplicerede problemer, og derfor kan staten heller ikke løse ”problemerne” med tilflytningen mod byerne (som i mine øjne langt hen ad vejen ikke er et problem, men blot viser befolkningens ønsker) eller andre komplicerede problemer. Det kan kun befolkningen selv. Og dette ved Mette Frederiksen sikkert godt, men det er en anden snak


[1] Det er lidt uklart for mig, hvorfor Nationalbanken bruger ressourcer på dette. Som Lars Christensen skriver her (i forbindelse med Nationalbankens notat ”Klimaforandringer og centralbankers rolle”), så er Nationalbankens rolle ret klar: Den skal sikre den faste kronekurs overfor euroen og bidrage til den finansielle stabilitet. Hvordan det ender med at omfatte nedlukninger og klima, kan jeg ikke helt gennemskue. Måske skulle man google ”mission creep”.

[2] I øvrigt undersøger ét af studierne min tese om, at masker (bl.a.) virker, fordi de gør sociale interaktioner ”dyrere” og dermed fungerer som en skat på sociale interaktioner – de finder ikke evidens for tesen.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.