Jeg er sådan set helt enig. Problemet med at se på den demokratiske tradition er, at den næsten fuldt ud er national, og derfor ikke rigtigt kan forklare forskellene internt i forskellige lande, der ikke følger en form for gammel grænse. Og de er også umiddelbart dårlige forklaringer, da tre umiddelbart meget sammenlignelige lande – når man ser på tolerancenormerne – har meget forskellige traditioner: Italien havde frie valg først i 20erne, blev derefter fascistisk, og har været stabilt demokratisk siden 1946. Tjekkiet var et velfungerende demokrati indtil 1938, blev socialistisk, og har været stabilt demokratisk siden 1990, mens Polen ikke har nogen demokratisk tradition før 1989. Men deres tolerancenormer er meget sammenlignelige. Et lignende problem får man i en sammenligning mellem Spanien – demokratisk siden 1976 – og Storbritannien med dets 150 års demokrati. Bundlinjen for mig er, at det er forbløffende svært at forklare forskellene, og der er ingen af de ‘indlysende’ forklaringer, der rigtigt virker.