Jeg synes, at det var godt med kontraktpolitikken.

Noget de i stedet skulle kunne dømmes for, er når de har lovet at der er noget de ikke vil gøre og alligevel gør det. Det sker typisk i forbindelse med større forlig. Det værste tilfælde jeg husker er dog S of SF som accepterede de forlig som RV havde indgået med blå-blok og stemte for dem, selvom de inden valget havde været i mod og de mange løftebrud splittede SF, som til sidst måtte forlade regeringen.

Angående diverse forlig, så er de reelt intet værd, da de er i direkte modstrid med grundloven. Et folketingsmedlem må nemlig ikke overholde et forlig, hvis dette er i strid med vedkommendes overbevisning. Derfor vil det være langt bedre med en overbevisningsdomstol, som kan dømme politikere som stemmer mod hvad de tidligere har givet udtryk for er deres overbevisning.
Domstolen kan så kræve at de redegør for hvorfor de har ændret overbevisning i forhold til før valget, hvilket vil være meget svært for de fleste, da kun få har sat sig ind i de enkelte forslag som der bliver stemt om.
Det kan blive ekstra sjovt at høre dem redegøre hvorfor de stemmer modsat deres officielle ideologi og partigrundlag.

Fogh benyttede prokurator-kneb for at opfylde sine løfter. Han lovede ikke at hæve skatten, så der blev lavet en “skatteomlægning” med øgede og nye afgifter. Det var korrekt at skatten for hele befolkningen ikke blev øget, men for nogle grupper steg den og for andre faldt den.

Løkke blev hurtigt træt af den semantiske leg, hvorfor han straks droppede “kontraktpolitikken” da han kom til.

Dog må der også være plads til force majeure. Men så skal dette også dokumenteres.