Forlede fik jeg en interessant mail, som fortæller lidt om, hvor skadelige (statslige) monopoler er, og hvor meget markedet er villige til at gøre for at omgå dem.
Tak for sjov historie om The Jones Act. Jeg kom til at tænke på en historie, en polsk kollega fortalte mig, om hvordan InPost brød det polske post-monopol for breve ved at lime metalvægte på brevene, så de kom over 50g-grænsen for små breve, og alligevel kunne omdele billigere end statens postvæsen 😀
Helt kort så klistrede firmaet nedenstående plade på brevene, så de blev tungere end 50 gr. og dermed kom over monopolets vægtgrænse. Og det var en fuldt lovlig måde at omgå reguleringen på.
Tænk at man kan lime en metalplade på et brev og stadig gøre det billigere end statens monopol…
Friedman har i øvrigt påpeget, at monopoler oftest netop er statslige eller beskyttet af staten gennem regulering. Jeg er enig med ham. Det er svært at finde eksempler på permanente monopoler på frie markeder. De private firmaer, vi kalder monopoler i dag, vil være forsvundet i morgen (med mindre det lykkes dem at få så meget regulering på plads, at konkurrencen begrænses, hvilket fx Facebook er godt i gang med).
Kom gerne med eksempler på monopoler (både beskyttede og frie) i kommentarsporet.
ATP er et interessant monopol som trods alt ser ud til at forrente pengene ganske OK.
Så er der fagforeningerne som bestemt ikke virker specielt effektive på trods af at de jo er privat “ejede”
Der er også en del forsyningsselskaber vand varme og el.
Strategiske opkøb, kartellignende dannelser eller uskrevne aftaler forekommer jo på de frie markeder, når en stor aktør føler sig truet af opfindsomme opkomlinge og vil beskytte sin markedsledende position. Det er sammenligneligt med monopoler i statsligt regi.
Det er ikke fordi det ikke sker i private markeder. Sagen er dog, at karteller og andre aftaler er meget ustabile. Grunden er, at parterne stadig har en stærk interesse i at udkonkurrere hinanden – og det er virkeligt nemt at vise teoretisk. Noget lignende gælder for strategiske opkøb, der først og fremmest kun kan lade sig gøre, hvis ejerne af den ‘opfindsomme opkomling’ er bedre stillede ved at sælge end ved at drive virksomhed.
Inden for håndværkerbrancherne er der mange kartelaftaler, jeg har endda hørt om eksempler fra provinsbyer om hvordan håndværkere har opdelt byen i zoner, så hver firma har sin egen. De afviser simpelt kunder (private og små forretninger), som ligger i et andet firmas zone, enten direkte med en begrundelse om at de ikke har tid, eller ved at give så lang ventetid at kunden forsøger sig andet steds og det er ikke usædvanligt at de anbefaler at de prøver hos det firma som har zonen i stedet.
Den type aftaler laves typisk i byer som er små nok til at alle håndværkerne kender hinanden, eller i de større byer mellem de store firmaer som byder ind ved de store byggerier og service opgaver for det offentlige.
Reelt set er det også en kartelaftale, når Dansk Journalistforbund har forhandlet minimumspriser hjem for freelancere, da stort set alle freelancere har eget firma.
En kartelaftale som endog var meget stabil var den om elpærers levetid, men den gik også blot ud på firmaerne ikke måtte lave pærer med for lang levetid (planlagt forældelse). Alle firmaerne vidste at hvis de brød aftalen ville det på længere sigt gå ud over salget, selvom de i en kort periode ville kunne erobre markedsandele.
Bag ved alle de fine navne findes der kun en global udbyder af brillestel og -glas. Det er derfor, man kan komme til at betale op til kr. 4.000 for et stykke masseproduceret plastik, der primært består af to huller.
Hvem er det, Ove ?
6 koncerner sidder på samtlige medier i USA, plus deres datterselskaber i resten af verden.
https://www.webfx.com/blog/internet/the-6-companies-that-own-almost-all-media-infographic/