Inflation og pengemængde i Danmark og Schweiz

Som Christian påpegede forleden, er inflationen i Schweiz markant lavere end i Danmark (se nedenstående figur), på trods af at Schweiz – ligesom lande med høj inflation – har været ramt af corona, krig i Ukraine og hvad har du, som bl.a. Nationalbanken ellers har brugt som forklaring på den meget høje inflation.

Som Christian beskriver (eller som I kan se på Facebook, Twitter eller andre steder, hvor Lars Christensen optræder), så mener Lars, at kvantitetsligningen MV = PY (stadig) gælder.

Det betyder kort sagt, at en mulig forklaring på forskellen i inflationen kan findes i forskellige stigninger i pengemængden i Danmark og Schweiz. Og ser man på data, så er pengemængden da også steget væsentligt hurtigere i Danmark end i Schweiz siden før corona, krig mv. (1. januar 2020) for de forskellige pengemål. Eneste undtagelse er M0 (fysiske kontanter), som Nationalbanken ikke nævner som et af de pengemål, der anvendes i Danmark (se Boks 5.2 her), hvilket der er åbenlyse gode grunde til (hvem sagde MobiePay?).

Her er lidt hjælp til at forstå de andre pengemål.

  • M1: den private ikke-banksektors beholdning af sedler og mønter samt bankindskud på anfordring
  • M2: M1 plus korte tidsindskud
  • M3: M2 plus visse andre indlån og beholdningen af korte gældsbeviser (typisk op til 24 måneder)

Konklusionen er altså, at udviklingen i pengemængde og inflation passer ind i Lars’ fortælling.

PS: Alle tal er taget fra tradingeconomics.com. Tallene for pengemængden er en anelse upræcise, da de er aflæst fra grafer.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.