Afvænning fra offentlige midler

Danmark har en af verdens største offentlige sektorer. Det betyder ikke blot, at lidt mere end halvdelen af borgernes indkomst enten bruges eller administreres gennem den offentlige sektor, men også at tusinder af virksomheder har kontakt til sektoren. Hvordan disse virksomheder klarer sig og hvad der sker med dem på sigt, er derfor et vigtigt spørgsmål at stille. Ny forskning fra økonomerne Peter Grajzl (Washington and Lee University), Jaka Cepec, og Barbara Mörec (begge universitetet i Ljubljana) undersøger netop dette spørgsmål ved at se på konsekvenserne for 72.000 virksomheder i Slovenien mellem 2015 og 2019.

Under titlen ”Weaned off public money: The effect of discontinued reception of public cash on firm outcomes” viser de tre slovenere, hvad der skete med disse virksomheder efter de offentlige midler holdt op. Der er således ikke blot tale om en meget omfattende undersøgelse, der stort set dækker alle virksomheder med kontakt til det offentlige i et lille land. Forfatterne håndterer også omhyggeligt problemet, at det ikke er tilfældigt hvilke virksomheder der modtager offentlige midler. Artiklen er derfor under udgivelse i det fine – og altid interessante – tidsskrift Kyklos.

Professor Peter Grajzl, WLU

Når Grajzl (på billedet) og hans medforfattere løser ’selektionsproblemet’ – at det ikke er tilfældigt, hvem der leverer til det offentlige – finder de, at dem der mister det offentlige som kunder, oplever et fald i deres salg på i gennemsnit 77 % i løbet af tre år, og et fald i deres aktiver på 34 %. Man kan også se faldet i økonomisk aktivitet ved, at de køber 64 % færre input og beskæftiger 26 % færre medarbejdere. Der er dog også to interessant detaljer: Virksomhederne oplever typisk ikke værre finansiel performance, og der er forskelle mellem unge og ældre virksomheder. Mens salgstabet er værre hos de unge virksomheder, ser man væsentligt mindre tilpasning og reelle produktivitetstab i ældre firmaer.

Ser man helt isoleret på disse tab, kan man fristes til at tro, at der er negative økonomiske konsekvenser af at reducere det offentliges forbrug hos private virksomheder. Det peger Grajzl, Cepec og Mörec dog på, er en fejlkonklusion. Mens man ideelt set burde have en generelt ligevægtsmodel til at regne på alle konsekvenser, illustrerer deres simplere ’back of the envelope’ beregninger, at en reduktion af det offentlige sandsynligvis er gavnlig for økonomien. Mens de opgør virksomhedernes totale tab i værditilvækst fra mindre offentlige køb til 78 millioner euro, fremhæver de hvor store de offentlige køb var: 188 millioner euro. For at regnestykket skal ende med noget som helst andet end et stort tab, må man således antage aldeles gigantiske såkaldte ’eksternaliteter’ ved offentligt forbrug. Og ser man på resten af litteraturen, er det mere sandsynligt, at de er negative end positive. ’Afkastet’ ved de offentlige køb er voldsomt negativt.

4 thoughts on “Afvænning fra offentlige midler

    1. Christian Bjørnskov

      Nej, det er ikke deres salg. Det er virksomhedernes værditilvækst, der falder 78 millioner. Det er i virkeligheden meget værre, da virksomhedernes salg stort set er ligegyldigt for samfundet som helhed.

      Svar
  1. Flemming Poulsen

    Måske har jeg misforstået, men har de tre lavet en vurdering af ophør af opgaver, som det offentlige har udliciteret?

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.