Min gode kollega Ryan Murphy – der er såkaldt ‘research associate professor’ på Bridwell-instituttet ved Southern Methodist University – er altid interessant at læse. Ryan har de seneste år været medforfatter til den årlige Economic Freedom of the World rapport, og har flittigt bidraget til vores viden om økonomisk frihed, statskapacitet, og økonomiske udviklingsmønstre. Hans nyeste paper, “Off the Diagonal of Institutional Development”, er lige så interessant som tidligere forskning.

Ryan starter med observationen, at almindelige udviklingsprocesser helt typisk indebærer, at lande bliver rigere, med økonomisk frie, mere demokratiske, og får større statskapacitet i nogenlunde samme takt. På den måde er verdens nuværende rige lande endt med at ligne hinanden på en række centrale punkter: Med få undtagelser, er de alle stabilt og ordentligt demokratiske, relativt økonomisk frie, og med stater, der i det mindste i princippet har kapacitet til at løse større kollektive handlingsproblemer.

Mens det generelle mønster er interessant og relativt godt dokumenteret, peger Ryan på at der er en række lande, der ikke helt ligner det generelle mønster. Innovationen i papiret er, at udvikle en simpel metode til at identificere lande, hvor graden af demokrati, statskapacitet, økonomisk frihed, og økonomisk udvikling ikke følger hinanden. Det giver en mulighed for at vise, hvilke lande der i særlig grad stikker ud fra det globale mønster. Rent praktisk viser Ryan med metoden, hvilke fem lande, der stikker af på henholdsvis statskapacitet, demokrati og økonomisk frihed.

For statskapacitet gælder det Guatemala, Bosnien og Herzegovina, Nigeria, Paraguay, og Mauritius; alle fem har overraskende svage stater, givet de andre tegn på modernitet. Lande, der er kapable, rige og økonomisk frie, men meget lidt demokratiske, er Singapore, Hong Kong, Rwanda, de Forenede Arabiske Emirater, og Qatar. Og sidst, men ikke mindst, er listen over lande med demokrati og statskapacitet, men meget lidt økonomisk frihed, Argentina, Tunisien, Guyana, Østtimor, og Sierra Leone.

Hvad er der særligt ved de anderledes lande? Ryans forklaring er, at gruppen består af “non-democratic development states” som Hong Kong og Singapore, oliestater der kan finansiere udvikling uden almindelige rettigheder, men med stærke institutioner. For resten noterer han den interessante konklusion, at “It isn’t clear that a combination of credible democratic institutions and economic freedom without a strong state is a stable equilibrium. Either countries achieve economic growth when they have both economic freedom and democracy, after which they can afford to “buy” a better state, or they collapse (e.g., in the case of Haiti) because of the lack of a state.”