Det er Europa-dag i dag. Det er en lejlighed til at markere de efter min mening meget oversete fordele ved det nuværende EU. Det bygger på forfatningsmæssige rammer, som i meget høj grad lever op til kriterierne for en god forfatning – som vi kender dem fra konstitutionel økonomi.  

Netop de forfatningsmæssige rammer er ellers ofte genstand for kritik. Der tales om “demokratisk underskud”, manglende beslutningskraft, afstand til borgerne og mangel på europæisk identitet. Men det kan man i virkeligheden se som fordele.  

Konstitutionel økonomi tilsiger så høj en grad af decentralisering som muligt (ideelt set helt til det enkelte individ). For det første for at begrænse den centrale politiske magt. For det andet ved at skabe politisk konkurrence, som holder også de nationale magthavere i skak. For det tredje ved at give plads til forskelle i præferencer (Tiebout-mekanismen).  

At historien har frembragt nogle af exceptionelt frieste og rigeste samfund i Europa, skyldes i stort mål interstatslig konkurrence og begrænsninger på statsmagten.  

Der, hvor EU har sin berettigelse, er at levere kollektive goder, som har en rækkevidde på fælles niveau. Teorien om kollektive goder tilsiger, at der bør være forskellige niveauer for politisk kompetence netop bestemt af rækkevidden af de kollektive goder, de leverer. Lokal vejbelysning bør være en kommunal opgave. Forsvar bør være en national opgave (eventuelt i samarbejde med andre nationer).  

Tilsvarende er der en række opgaver, som bedst løses på mellemstatsligt niveau. De bedste (men ikke eneste) eksempler i EU er: Frihandel eksternt og fri bevægelighed over grænserne for varer, tjenester, kapital og personer (EU’s fire friheder), klimapolitik, grænseoverskridende energisystemer, gensidig anerkendelse af regler, bekæmpelse af konkurrerende statsstøtte og en række grænseoverskridende miljøopgaver.  

I den amerikanske forfatning er tilsvarende indsat regler, der skal begrænse føderalmagten til “enumerated powers” – altså en positivliste. Der lå meget dybe overvejelser til grund for forfatningen, som imidlertid ikke har forhindret en betydelig større centralisering end tilsigtet. En metode, der bliver brugt til at overskride positivlisten, er at opkræve fælles skatter og fordele pengene efter, om delstaterne lever op til centralt fastsatte krav. Formelt har delstaterne stadig magten, men reelt er den havnet i Washington. 

Begrænsningerne på magten i Bruxelles og omegn er i mange henseender stærkere end på Washington. Der er krav om enstemmighed på andre områder end EU’s kernekompetencer. Det er en utrolig vigtig regel, som sikrer, at der ikke i så høj grad bliver ført fordelingspolitik mellem landene, og som forhindrer “normalpolitik”.  “Normalpolitik” går ud på at danne en minimal vindende koalition (som Riker kaldte det), som omfordeler til sig selv på bekostning af det tabende mindretal. Uden enstemmighedsreglen tilsiger den sædvanlige logik, at velhavende landes borgere skal omfordele til fattigere landes (på samme måde som der omfordeles inden for landets grænser). Enstemmighed sikrer, at der kun træffes beslutninger, som er til alles fordel. 

I EU ligger magten i høj grad hos det Europæiske Råd, som består af de nationale regeringschefer. Der er nærmest tale om, at det er “førstekammeret”. Det giver også decentrale interesser en stor magt. Magten er så delt med EU-kommissionen (som er den udøvende magt), EU-domstolen og EU-parlamentet, som er svagt “andetkammer”. Samlet giver konstruktionen stærke checks and balances.  

Et yderligere vigtigt træk ved EU er, at unionen kun i meget begrænset grad har sine egne indtægter. Den har ikke en skattekilde i stil med indkomstskatten at skrue op på efter forgodtbefindende. Midlerne stammer fra de nationale statskasser, og det er altså igen de nationale regeringer, der har snor i beslutningerne. 

Hvis vi ikke er opmærksomme på de gode sider ved EU-samarbejdet, risikerer vi at miste dem. Truslen er både, at medlemmer falder fra, som det skete med Brexit, og at centraliseringen øges. Muligvis begge dele på én gang.  

Der er en naturlig tendens til, at magten bliver mere centraliseret med tiden. Især hvis der opstår kriser, som reelt eller indbildt kalder på større “handlekraft”. Derfor kræver det også stadig opmærksomhed at imødegå centraliseringen.  

En hovedpointe fra konstitutionel økonomi er, at konstitutionelle rammer er vigtigere end dag-til-dag-politik. Når først spillereglerne er givet, er det også i høj grad bestemt, hvordan spillet ender. Men spillereglerne er typisk meget vanskeligere at ændre end den daglige politik. EU er imidlertid et forløbende konstitutionelt projekt, som vi har mulighed for at påvirke.