Både kronprinsen og Bernstorff, ligesom deres referingskolleger Christian Ditlev Reventlow og Christian Colbjørnsen, forstod de nye oplysningsidéer fra Skotland, der blandt andet viste hvordan protektionisme og særinteressepolitik var økonomisk skadelige. Privat synes det også, at Bernstorff troede på værdien af i hvert fald en grad af ytringsfrihed og offentlig kritik af regeringen. Blandt de første lovændringer, de gennemførte, blev flere offentligt kritiserede selvom de i dag hyldes: Landbrugsreformen i 1788 afskaffede stavnsbåndet – der havde været håndhævet i kongeriget og en mindre del af det sydøstlige Slesvig, men ikke i resten af hertugdømmerne. Den afskaffede også flere adelsprivilegier og alle direkte forbud mod import fra resten af verden, ligesom den sænkede nogle toldsatser.

Flere reformer fulgte de kommende år, der ikke mindst omfattede en gennemgribende liberalisering af jordmarkederne. Reformerne fulgte således en lang række af de indsigter, Adam Smith havde skrevet om i The Wealth of Nations, der var oversat til dansk så tidligt som i 1780. Bernstorff-administrationen indså for eksempel, at private handelsvirksomheder voksede langt hurtigere end de statslige virksomheder, den tidligere regering under Ove Høegh-Guldberg havde skabt. De statslige blev likvideret og private ejerandele blev ombyttet til statsobligationer: Dansk shipping overtog i de kommende år relativt meget transport fra både britiske, franske og hollandske virksomheder, og en del af handelen flyttede gradvist fra København til en række mindre havne i Danmark og Norge.

Det sidste skridt i reformprocessen kom, da finansministeren, Ernst Schimmelmann, i 1793 skrev en rapport, hvor han direkte brugte Smiths indsigter til at argumentere for handelsliberalisering og en total afskaffelse af statslig beskyttelse af dansk industri. Schimmelmann havde året før været en af drivkrafterne bag Danmarks afskaffelse af slavehandel, og hans arbejde om handel blev i brede træk indført af regeringen i 1797.

Som Svend Aage Hansens klassiske arbejde om dansk økonomisk historie peger på, var konsekvenserne af reformerne virkeligt substantielle, og i særlig grad i landbrugssektoren. Hansen vurderede, at landbrugets produktivitet fordobledes i årene efter liberaliseringen af jordmarkederne og den internationale handel. Danmark var ved at blive et samfund af uafhængige og individualistiske borgere i jordbrug og handel, der var langt bedre uddannede end resten af Europa: Langt størstedelen af befolkningen i Danmark og Norge kunne læse og skrive. De gennemgribende reformer satte landet op til en periode med moderne udvikling, da Napoleonskrigene startede og den politiske top endte med at satse på den forkerte hest. Og som vi skrev om forleden, måtte den moderne udvikling vente i 30 år…

Stagnationen mellem 1807 og 1830erne skyldtes både den internationale udvikling og den førte politik. Frederik VI havde i 1808 opløst Statsrådet og regerede direkte indtil statsbankerotten og åbenlyst inkompetent politik tvang ham til at genindføre det. De næste 20 år hjalp dog ikke meget: Seks forskellige statsministre, fra den meget konservative og gammeldags Grev Joachim Godske Moltke til hans mere fremsynede bror Otto Joachim Moltke og den liberale Ernst Schimmelmann førte en politisk slingrekurs, der både omfattede frasalg eller opløsning af statsejet produktionsindustri, lovgivning i 1817, som styrkede lavvæsenet og således begrænsede den private konkurrence, og et lovgivet renteloft i kongeriget. Det sidste betød, at finansiel innovation som udviklingen af sparekasser, helt primært skete i hertugdømmerne, og måtte vente til en renteliberalisering i kongeriget i 1855 (læs f.eks. her).

Fra 1835, da de første stænderforsamlinger mødtes og begyndte at diskutere retningen på dansk politik, begyndte det hele så småt at ændre sig. På samme tid slap regeringen (omend uvilligt) grebet om medierne, så der dannede sig en reel offentlig debat. Oppositionsavisen Fædrelandet, der var grundlagt af økonomen C.N David året før, udgav for eksempel i 1835 en liste med 23 separate politikforslag som den mente, stænderforsamlingerne burde overveje. Den øgede transparens og debat omkring politik tvang regeringen til at offentliggøre statsbudgettet i december 1838, hvilket førte til endnu mere debat: Offentliggørelsen viste, hvor lidt styr regeringen havde på finanserne, og tvang den de følgende ti år til at slanke den offentlige sektor og arbejde en væsentlig del af udlandsgælden af.

Reformerne omkring 1840 omfattede dog meget mere end blot finanspolitisk ansvarlighed. Først og fremmest afskaffede man den rent ud sagt idiotiske told på varer, der krydsede Kongeåen – dvs. grænsen mellem Slesvig-Holsten og kongeriget og således mellem de to halvdele af riget. Hvorfor den handelshindring ikke allerede var afskaffet i 1790ernes reformer har vi ikke fundet nogen historisk forklaring på (men måske en læser har den). For det andet moderniserede regeringen, under pres fra stænderforsamlingerne, straffeloven og hele strukturen af embedsværket. Reformen var dybt kontroversiel, men skabte faktisk de moderne rammer om et professionelt og meget effektivt embedsværk og skabte lovgivningen, der sikrer at danske domstole er politisk uafhængige. Det er værd at understrege, at det i en vis forstand er disse rammer fra 1840 som udfordres i disse år med Skats undvigelse af almindelig forvaltningsskik, retssikkerhed og anstændighed.

Som det tydeligt kan ses i figuren nedenfor, var konsekvensen af disse reformer et markant skifte i økonomisk udvikling. Fra at have haft en gennemsnitlig vækstrate på 0,6 % per år mellem 1820 og 1840, skiftede væksten til 1,1 % per år mellem 1840 og 1860, og Danmarks relative økonomiske stagnation holdt op. I en periode før den første slesvigske krig og flere politiske fejltagelser umiddelbart efter, var danskerne endda omkring ti procent rigere end det vesteuropæiske gennemsnit. I de følgende 40 år steg væksraten – som vi dokumenterer senere i august – til 1,8 % og dermed til fuldt moderne økonomisk udvikling. Men reformerne omkring 1840 var en af forudsætningerne for at Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet kunne etablere sig som et af verdens rigeste lande. Og de er en del af fundamentet, som den danske velstand stadig står på.

Men sådan har det bestemt ikke altid været, og velfærdsstaten kom ikke uden voldsomme balanceproblemer.

Per Callesen, tidligere afdelingschef i Finansministeriet og nationalbankdirektør, har skrevet et digert værk om, hvorfor Danmark kom tæt på afgrunden (som tidligere finansminister Knud Heinesen advarede om i 1979). Jeg har endnu ikke haft mulighed for at læse bogen, men han fortalte historien i kortere form i Politikens kronik sidste uge. Analysen er relevant for vores sommerserie om de danske økonomiske reformer og fortjener også en tilføjelse med på vejen.

Hovedpointen i kronikken er, at det danske skattesystem var en alvorlig hæmsko, da dansk økonomi blev ramt af en række udefrakommende og selvskabte chok i løbet af 1970erne. Rentefradraget havde en skatteværdi på op til 73 pct., mens forskellige former for kapitalafkast blev beskattet væsentligt lavere eller slet ikke. Da renten så steg som følge af højere inflation bl.a. i  kølvandet på devalueringspolitikken i 1970’erne, blev skattesystemets manglende robusthed blotlagt og bidrog til de voksende offentlige underskud, som i sig selv bidrog yderligere til rentestigningen.

Jeg er enig i analysen af, at kombinationen af høj rentefradragsværdi og høj inflation og rente var kritisk. Realrenten efter skat var negativ, og da det stod værst til i slutningen af 70erne og starten af 80erne, spiste skattesystemet ti procent af boligejernes gæld om året. Tal lige om at ”komme sovende” til boliggevinster. Incitamentet til at spare op var ringe, og i kombination med de offentlige underskud, var der kroniske underskud på betalingsbalancen og voksende udenlandsk gæld – begge forhold som skabte stor bekymring i datiden.

Men her kommer den vigtige tilføjelse: At de offentlige underskud i 70’erne blev grundlagt af udgiftspolitikken i 1960erne, og der i første omgang var meget store provenustigninger at bruge løs af. Langsigtet robusthed eller ej, så blev velfærdsstatens voldsomme vækst i 60erne og 70erne hjulpet på vej af meget store skatteindtægter.

Hovedårsagen til de store indtægter var indførelse af moms, kildeskat og amtsskat (i forbindelse med kommunalreformen i 1970). Således steg de offentlige indtægter med 9,0 pct. af BNP under VKR-regeringen (fra 1967-71). Under det foregående ”røde kabinet” fra 1965-67 steg indtægterne med 2,7 pct. af BNP. Der har ikke på noget tidspunkt sidenhen været en årlig stigning, som kom bare i nærheden.

Udgiftsstigningen var også unikt kraftig. Udgiftstrykket steg med ca. 1½ pct. af BNP om året under både det røde kabinet og VKR-regeringen. Det fortsatte med næsten uændret stigningstakt (1,3 pct. af BNP om året) fra 1971-82 (domineret af socialdemokratisk ledede regeringer), men ændrede alligevel karakter. Som kronikken noterer, blev udgifterne nu i høj grad drevet af de dårligere konjunkturer, hvor renteudgifter og arbejdsløshedsdagpenge gik i vejret. Kimen var allerede blev lagt med tidligere lempelser af dagpengereglerne, men først da ledigheden steg, gik der for alvor hul i kassen. Hullet blev vedvarende, fordi ledigheden med lempelserne var gjort strukturel. Også på andre områder kostede velfærdsstatens nye initiativer ikke altid så meget i begyndelsen, indtil antallet af brugere begyndte at stige.

Kimen til den langstrakte økonomiske krise i 1970erne og reformpolitikken under stort set samtlige efterfølgende regeringer blev altså lagt i anden halvdel af 1960’erne. Det var her, den moderne velfærdsstat for alvor blev udbygget. Der var råd til det, fordi indtægterne til at begynde med steg voldsomt. Men det varede kun indtil skattestigningerne ikke kunne følge med den fortsatte, voldsomme vækst i udgifterne (for en nærmere gennemgang, se f.eks. min ”VKR katastrofen” her).  

Stort set alle regeringer siden 80’erne gennemførte reformer. Der er bl.a. kommet talrige reformer af skattesystemet, ligesom arbejdsmarkedspolitikken og overførselsindkomsterne er blevet reformeret.

Men trods denne indsats er der aldrig rigtig blev gjort noget ved de øvrige store udgiftspolitiske områder – bortset fra at renteudgifterne svandt med gælden og inflationen. Den store offentlige sektor, vi fik grundlagt i 1960erne, har vi altså langt henad vejen stadig.

Reformpolitikken begyndte som sagt i 1982 – med firkløverregeringen. Selv om den – som Per Callesen skriver – kom i gennem med historisk kraftige stramninger af finanspolitikken, lykkedes den ikke med udgiftspolitikken. Da den tiltrådte, var ambitionen at lukke hullet i de offentlige finanser ved at sænke udgiftstrykket. I stedet endte den med at hæve skattetrykket.

Kronikken konstaterer, at der var overraskende lille forståelse blandt samtidens økonomer for de strukturelle problemer på både skatteområdet og arbejdsmarkedsområdet, da de blev skabt og blussede op med krisen i 1970erne og 1980erne.

Måske kan man sige det samme om udgiftspolitikken i dag. Jo vist, der er fokus på udgifterne set fra et holdbarhedssynspunkt, og med budgetloven er der lagt et (vist) loft over dem. Men de alvorlige misallokeringsproblemer ved at fritage en stor del af økonomien fra forbrugernes kontrol og prioritering og fra produktivitetspresset fra egentlig konkurrence, fylder forbavsende lidt. Det bliver til tider blot relegeret til at være ”et politisk spørgsmål”. Men så var ”afgrunden” vel det samme?

Det er der nu ikke grund til at være så overraskede over. Børn i Argentina lærer i skolen at Malvinas er en del af Argentina og England er en besættelsesmagt. Det er simpelthen en konstant i Argentina sammen med kærligheden til fodbold og tango.

Konflikten mellem Argentina og Storbritannien om Falklandsøerne/ Malvinas er en af de længst varende territoriale tvister i den vestlige verden. Den har rødder i kolonitidens rivalisering mellem europæiske stormagter og tager sin begyndelse ved opdagelsen af øerne i 1600.

Så lad os lige få styr på kronologien:  

Den hollandske opdagelsesrejsende Sebalt de Weert ser øerne i år 1600.

I 1690 sejler Den engelske kaptajn John Strong gennem sundet mellem de to hovedøer og navngiver det Falkland Sound. Dette bliver senere et centralt element i briternes krav.

I 1764 etablerer Frankrig den første koloni på den østlige ø under Louis Antoine de Bougainville, mens England etablerer en en koloni på den vestlige ø i 1765-66 under John Byron, som erklærer øerne for britisk territorium under George III.

I 1767 overtager Spanien overtager den franske koloni og hævder suverænitet over hele øgruppen. Herefter følger en periode hvor både Spanien og Storbritannien hævder suverænitet over hele øgruppen. I 1770 lykkes det faktisk Spanien af fordrive englænderne og situationen er tæt på at udløse krig mellem Spanien og Storbritannien. Den efterfølgende fredsaftale er temmelig uklar og indebærer at begge parter fortsat kan hævde suverænitet over øerne. I 1774 forlader sin koloni fuldstændig, men efterlader en inskription, der fastholder kravet om at øerne tilhører dem. Efterfølgende forlader også den spanske guvernør i 1806 øerne og efterlader ligeledes en inskription. Herefter affolkes øerne og i 1811 forlader de sidste beboere øerne, som herefter er ubeboede i flere år.

I 1816 etableres Argentina som Provincias Unidas del Río de la Plata og i 1820 tager Fribytteren David Jewett øerne i besiddelse på Argentinas vegne. Det følges op i 1828 med at Luis Vernet etablerer en koloni med tilladelse fra både Argentina og Storbritannien. Men i 1831 angriber et amerikansk krigsskib kolonien efter strid om fiskerirettigheder, hvorefter USA arresterer koloniledelsen og erklærer at øerne “ikke tilhører nogen”. Argentina sender 4 år senere en garnison til øerne, men allerede året efter, i 1833, vender Storbritannien tilbage og beder den argentinske garnison forlade øerne. Argentina protesterer, men opgiver i praksis at fremføre kravet om Argentinsk suverænitet de efterfølgende omkring 100 år.

Fra 1834 begynder englænderne at bruge øerne som flådestation, og fra 1840 er der en permanent britisk bosættelse på øerne, som har udviklet sig til et lille, stabilt samfund, hvor man kører i venstre side af vejen, drikker te og taler engelsk. I dag har øerne omkring 5.000 indbyggere, inkl. ca. 1.000-1.1500 udstationerede militærpersonale, som resultat af Falklandskrigen i 1982, samt omkring 700.000 får.

Det kan godt være at Argentinerne mener de har et historisk krav på øerne, men den centrale placering det har i den argentinske offentlige debat er dog af nyere dato. Hele anden halvdel af det 19. århundrede og største delen af første halvdel af det 20. århundrede fylder det ikke meget, men det gør til gengæld massive engelske investeringer i Argentina – ikke mindst i jernbaner og infrastruktur.

Det ændrer sig radikalt, især efter 2. verdenskrig , hvor Juan Perón kommer til magten og i 1946 kræver at Falklandsøerne/Malvinas ”igen” skal være en del af Argentina.  Storbritannien tilbyder både i1947, 1948 og 1955 at sagen afgøres ved Den Internationale Domstol i Haag, men Argentina afviser hver gang.

I 1964 opfordrer FN til bilaterale forhandlinger, og der diskuteres en mulig overdragelse med garantier for øboerne, hvilket de (måske naturligt nok) protesterer mod. I den forbindelse fastslår Storbritannien, at øernes fremtid skal afgøres af befolkningen selv, hvilket Argentina afviser.

Uenighederne forhindrer dog ikke, at der mellem 1971 og 1982 etableres faste flyruter mellem Argentina og Port Stanley.

2. april1982 invader Argentinske tropper så Falklandsøerne/Malvinas. Baggrunden var (endnu en) nedsmeltning af den argentinske økonomi – præget af recession, stigende inflation, eksterne gældsproblemer og utilfredshed med den siddende militærjunta. Selve invasionen styrker da også regimet, som satser på at UK ikke vil forsøge at tilbageerobre øerne med militærmagt, på kort sigt. Her forregner man sig dog mildt sagt og 14. juni generobrer UK øerne efter en blodig krig som koster ca. 1.000 mennesker livet, herunder 3 civile.

En konsekvens af Falklandskrigen er for øvrigt den brutale militærjuntas fald i Argentina og genindførelsen af demokrati og Thatcher og de konservatives sejr ved det efterfølgende valg i Storbritannien.

Krigen afslører også den afgrundsdybe forskel i synet på hvad der afgør et nationalt tilhørsforhold. Alle Latinamerikanske lande, bort set fra Chile, støtter Argentina. Peru endda ret aktivt ved at levere både våben og mandskab. Og Chiles støtte er for øvrigt meget diskret – men dog forklaringen på Thathers senere offentlige støtte til Pinochet, da denne bliver anholdt og efterfølgende sidder 1,5 år i husarrest i London i 1998.

Også Spanien støtter i 1982 Argentinas krav på Falklandsøerne. Det gør man dog ikke længere, idet EU siden Lissabontraktaten har støttet Storbritanniens krav på øerne.

I slutningen af 1980erne genoptages de diplomatiske forbindelser mellem Argentina og Storbritannien, og trods det at kravet på øerne indskrives i den argentinske forfatning 1994, hvor kravet udvides til også at omfatte South Georgia, South Sandwich Islands og flere mindre øer, udvides samarbejdet mellem de to lande op gennem 1990erne under Carlos Menems regeringstid i Argentina.

Det ændrer sig dog under først Néstor og sidenhen Cristina Kirchners regeringstid og i 2007 opsiger Argentina olieaftalen, mens retorikken fra ”Casa Rosada” bliver langt mere aggressiv. Storbritannien beskyldes således for imperialisme og prins William sammenlignes med conquistadorerne, da han besøgerne øerne. Øboerne beskrives som “importerede” og ”ikke berettiget til selvbestemmelse”.

Den form for retorik, hvor Argentina beskriver konflikten som ”anti-kolonial kamp” er nok temmelig vanskelig at forstå (eller burde i hvert fald være det) på vores breddegrader, givet at 90 % af argentinerne er efterkommere af europæiske immigranter – ikke mindst europæere som først kom til Argentina i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, mens øboerne ofte har familierødder tilbage til langt tidligere i 1800-tallet.

Der er da heller ikke noget som helst argentinsk eller latinamerikansk over Falklandsøerne og den befolkning, som også den argentinske dokumentarist Tamari Florin bemærkede efter at have besøgt øerne, Eller med hendes egne ord:

“There is nothing Argentinian about the islands… they’re British.”

Den ligeledes argentinske journalist Jorge Lanata har ligefrem betegnet Argentinas politik “vanvittig, irrationel og meningsløs.”

Det er dog nok en holdning som ikke deles af flertallet af den argentinske befolkning og netop det faktum kan sikkert forklare meget af hvorledes konflikten er blevet brugt i Argentina gennem mange årtier af skiftende regeringer. Et fællestræk for alle regeringer i Argentina, det være sig højre- eller venstreorienterede, er kravet om at Falklandsøerne/Malvinas er en del af Argentina. Det gælder altså også den nuværende.

Storbritannien derimod fastholder at man har haft et legitimt krav siden 1690, at man har været i kontinuerlig kontrol af øerne siden 1833 (med undtagelse af nogle få måneder i 1982), at øerne var ubeboede før den britiske bosættelse samt at de nuværende øboere har ret til selvbestemmelse, selvfølgelig vel vidende at man nok ikke ønsker at blive en del af Argentina (hvem ville da også ønske det?)

Samtidig afviser man Argentinas krav om at avende det såkaldte ”uti possidetis juris” princip, hvorefter øernes tilhørsforhold skal afgøres ved de koloniale administrative grænser fra Spaniens tid.

Sådan står tingene i dag og det eneste som har ændret sig over tid siden Falklandskrigen er som sagt hvorledes skiftende argentinske ageret, eller måske rettere hvor aggressiv man har været i sin retorik. En ny Falklandskrig er der næppe risiko for.

Men det ændrer ikke ved at gårsdagens argentinske fejring af sejren over England og dermed plads i finalen på søndag, hvor man bl. a. kunne se spillerne med et banner hvor der på spansk stod at Malvinas tilhører Argentina, er udtryk for en holdning som deles af majoriteten i Argentina. Ligesom mange opfatter Storbritannien som skurken i Falklandskrigen mens man hylder de argentinske veteraner.

Videoen nedenfor blev lagt op på Youtube af “Casa Rosada” i anledning af 30-året for Falklandskrigen i 2012. Den ligger der fortsat.

Men bevares, hvad har argentinerne egentlig ellers at være fælles om, altså ud over fodbold og tango?

Der bliver talt meget om reformer i dansk politik, men i virkeligheden gjort meget lidt. Alle mindre ændringer bliver solgt som ‘reformer’, og imens er produktivitetsvæksten, og i særlig grad væksten i danskernes privatforbrug, faldet til historisk lave niveauer. Men sådan har det ikke altid været. Vi skriver derfor en række indlæg om faktiske reformer fra de sidste godt 200 års dansk historie – reformer, der ikke bare var politisk stafage, men faktisk ændrede Danmark i en bedre retning.

Hvad er det så for reformer, vi kommer til at betragte? Listen er på ingen måde udtømmende, men det er oplagt at skrive om: Poul Nyrups arbejdsudbudsreformer i 1990erne; Poul Schlüters store reform af dansk politik fra 1982, der blandt andet indførte fastkurspolitikken; indførslen af næringsfrihed for alle danskere i 1857; civilretsreformen, som stænderforsamlingerne pressede regeringen til at implementere i 1840; parlamentarismens indførsel i 1901; og liberaliseringen af jordmarkederne i 1790erne.

De kommende uger kommer indlæggende dryppende. I mellemtiden er alle punditokraternes læsere mere end velkomne til at foreslå emner. Det gøres enten som kommentar til denne post, eller via e-mail til redaktøren (chbj@econ.au.dk).

Cubas premierminister Manuel Marrero annoncerede for to uger siden en lang række meget vidtgående ændringer i landets økonomi. ABC News kaldte det en “sweeping economic overhaul”, og minder i meget høj grad om de ændringer, som store dele af Central- og Østeuropa gennemgik i årene efter 1989. The Miami Herald (via Marginal Revolution) opsummerede de vigtigste som:

Private and foreign capital to purchase and sell fuel

The creation of private corporate banking

Private business owners to own more than one company and hire more than 100 workers

Private businesses in agriculture and tourism

Tourism property sales, evaluated case-by-case, for Cubans resident in the country and abroad

Foreign investors to hire workers directly

Foreign investment in Old Havana and other tourist spots, in state telecom ETECSA data centers, mobile networks, and other digital infrastructure

The extension of surface rights up to 99 years and leases up to 50 years for foreign investments

Real estate development in tourism

Farmland lease rights for an “indefinite period”

Wholesale and retail trade without limits by foreign entities

The sale of state assets and state companies’ shares to the private sector and foreign companies

ABC peger også på, at selv internationale fast food-kæder – læs, MacDonalds, Burger King osv. – tillades at operere frit i Cuba. På samme måde indebærer de mange reformforslag, at man frit kan importere og eksportere fra landet uden at det kræver statens godkendelse. Alt i alt ligner den cubanske reformpakke en fuld transition til noget, regimet blankt indrømmer er inspireret direkte af Vietnam. Man sigter med andre ord efter at få en kapitalistisk, dynamisk markedsøkonomi, men uden den ‘almindelige’ politiske overbygning.

Som alle andre af den slags markante reformpakker må man nødvendigvis vente og se på, hvordan den bliver implementeret i praksis. Der er mange ting, der kan gå galt, og det er på ingen måde sikkert, om Cuba ender som Estland og Tjekkiet, eller mere som Hviderusland eller Uzbekistan. Men bare det, at det cubanske regime nu erkender åbent, at systemet siden starten af 1960erne har spillet så grotesk fejl, er et meget stort skridt fremad. Hvor vi er om bare fem år, er der ingen der ved. Men hvis det politiske regime også falder sammen med den socialistiske økonomi, bliver det næppe kønt for den politiske elite – på trods af at den almindelige befolkning står til enorme fremskridt. Siden 1990 er det private forbrug i gennemsnit steget med 120 % i de tidligere kommunistiske lande der kom ud af Sovjetblokken. Der er ikke meget grund til at tro, at det bliver en anderledes oplevelse i Cuba…

Måden mange politikere og almindelige vælgere tænker på spørgsmålet er, at hvis trusselsbilledet ændrer sig og man ikke længere kan stole på USA som partner, bør man gå efter det der ofte kaldes “Strategisk Selvforsyning” eller “Strategic Autonomy”. Det gælder ikke mindst på EU-plan, hvor diskussionen blandes med dybt misforståede idéer om forsyningssikkerhed og gamle tåbeligheder som aktiv industripolitik. Den store frustration de seneste dage over, at et fransk-tysk projekt om at udvikle et fælles jagerfly er droppet, handler ikke mindst om netop disse misforståelser.

Som mange, mange økonomer har understreget over årene, er den mest effektive form for forsyningssikkerhed ikke at man laver alt selv. Som ordsproget siger, gælder det netop om ikke at lægge alle sine æg i én kurv. At have åbne globale supply chains er langt mere effektivt – dvs. at have fri handel – fordi man derfor har en hel række forskellige lande og langt flere forskellige virksomheder at handle med. Selvom det fransk-tyske projekt er droppet, betyder det således ikke at dansk eller belgisk militær bliver nødt til at købe amerikanske jagerfly. Så længe man er åben for handel, er der et nyt jagerfly under udvikling i et samarbejde mellem Storbritannien, Italien og Japan, der er det svenske Gripen, det sydkoreanske KF-21 Boramae, og endda også Indiens Hal-Tejas. Og det samme gælder for en lang række andre indkøb af militært udstyr.

Derudover er, som Robert Lawson (Southern Methodist University) og Samuel Gregg (American Institute for Economic Research) understregede ved et National Review Institute-arrangement forleden, den bedste strategi at være velstående. Rigere og ikke mindst mere produktive samfund har lettere ved at finansiere et mere effektivt militær, og har også mindre alternativomkostninger, hvis man bliver nødt til at producere mere selv. Og det vigtigste i det perspektiv, som Gregg fremførte forleden, er at begrænsninger på frihandel, mere aktiv industripolitik, og større statslig indblanding, alle er forbundet med lavere vækst og dermed også væsentligt mindre velstand på langt sigt.

Basalt set er en udbredt grad af økonomisk frihed i sidste ende forbundet med større potentiel militært potentiale på langt sigt! Det er, med andre ord, stik modsat EU og USA’s nuværende økonomiske kurs. Er man interesseret i mere, kan hele eventen ses nedenfor. Samtalen med Lawson og Gregg starter ved 1:02:10.

En ekspertkommission, der skal rådgive om håndtering grundvandstruende forurening.

En ‘Allemandsretskommission’.

E ekspertkommission til at vurdere idéer om avancebeskatning af realiserede boliggevinster.

En ekspertkommission til at anvise en model for ‘gratis’ tandpleje.

En ekspertkommission for såkaldt trivselsøkonomi.

En kommission til at lave anbefalinger til en kapitalbeskatningsreform.

En produktivitets- og konkurrenceevnekommission – igen.

En forberedende kommission til at hjælpe med ændringer i pension og velfærdsforlig 2.0.

En ekspertgruppe, der skal foreslå byrdelempelsestiltag.

En ‘hurtigt arbejdende ekspertgruppe’ til at kortlægge den samfundsøkonomiske værdi af den danske model.

En arbejdsgruppe til at anbefale en mere aktiv industripolitik.

Oveni de 11 kommissioner og ekspertgrupper, nævner regeringsgrundlaget også flere task forces og andet. Det er svært at komme udenom konklusionen, at man i forhandlingerne ganske enkelt har sendt næsten alle politisk svære emner i syltekrukker. For det er reelt, hvad ekspertkommissioner er idag i dansk politik. Skulle man være i tvivl, kan man se på to eksempler. I 2022 fremlagde Pensionskommissionen sine anbefalinger til et fremtidigt pensionssystem. Alligevel er det igen en kommission til at hjælpe med pensionsændringer.

Og i 2014 præsenterede Produktivitetskommissionen sit ekstremt omhyggelige arbejde for den daværende regering. Det er værd at bemærke, at ingen – siger og skriver ingen – af dens anbefalinger er gennemført siden da. Der ligger et fint idékatalog fra 2014, men alligevel skal vi have en ny produktivitets- og konkurrenceevnekommission. Men må stille sig mindst to spørgsmål: 1) Får vi en ny kommission, fordi den nye regering vil have andre konklusioner? For hvis de skal have det, skal de i hvert fald ikke udnævne kapable økonomer til kommissionen. Og 2), hvordan skal sådan en kommission arbejde på samme tid som regeringen har nedsat en såkaldt arbejdsgruppe til at se på mere aktiv industripolitik – en type politik, der så absolut ikke er til gavn for vækst, produktivitet eller konkurrenceevne.

Det bekymrende er ikke kun retningen i den nye regerings politik, men i høj grad også usikkerheden i, hvad den reelt vil. Baggrunden er nok, at regeringen ikke internt er enig om retningen, og derfor sikrer sig en masse politisk manøvrerum ved at bruge kommissionsarbejde til at udskyde eller sløre en række vigtige beslutninger.

Regeringen har, basalt set, valgt at spille et intrikat politisk spil, men efterlader dermed borgerne med ikke blot en stor og meget usikker regning – DI har regnet sig frem til et underskud på 15 milliarder på de planer, der nogenlunde konkrete, mens Cepos ender på 18 milliarder – men også med en meget høj grad af policy uncertainty. Lars Løkke og Mette Frederiksen har nok ‘vundet’ det politiske spil, men dansk økonomi ser i høj grad ud til at være taberen i det spil. Det faktum, at så lang en række af politiske spørgsmål er lagt i syltekrukker i form af kommissioner – som danske politikere har en tradition for fuldstændigt at ignorere, når de er færdige – burde ringe alle advarselsklokkerne hos erhvervslivet.

Der er næppe bedre steder i verden at undersøge populisme og dens konsekvenser end Latinamerika. Det er præcist det, netværket Public Choice in Latin America blandt andet gør. Og forleden bragte de det nedenstående interview med netværkets grundlæggere Nicolás Cachanosky og JP Bastos, der netop talte om ny forskning om populisme i regionen. Nick er lektor ved University of Texas at El Paso og director for universitetets Center for Free Enterprise, mens JP er en rising star i public choice-miljøet og på vej til en stilling som adjunkt ved University of Austin. Hele interviewet tager 55 minutter og er varmt anbefalet som en interessant lille time i pinsen!

Påstandene og idéen om ‘degrowth’ er således inkluderet i stadig mere politik i den vestlige verden (se f.eks. Fitzpatrick, Parrique og Cosme) og virker også i stigende grad populær blandt både politikere og unge mennesker på begge fløje. En af grundene er, at den basale idé virker så intuitiv for de fleste ikke-økonomer: Vækst må jo betyde, at man producerer flere ting og derfor bliver nødt til at bruge flere ressourcer og mere energi på at lave tingene – og så konkluderer man lynhurtigt, at det må føre til at vi bruger for mange ressourcer og forurener mere og mere. Men er det overhovedet rigtigt? Og er folks basale forståelse af økonomisk vækst faktisk korrekt?

En del af påstandene i de-growth litteraturen er, at man må have langt mere regulering, begrænsning af international handel (transporten påvirker miljøet), og en langt større grad af direkte statsstyring af økonomisk aktivitet. Oversat til økonom-termer er påstanden, at der er et objektivt behov for en alvorlig begrænsning af borgernes økonomiske frihed. Man kan derfor teste de grundlæggende idéer ved at undersøge, hvad mere eller mindre økonomisk frihed gør ved miljøbelastningen.

Ny forskning af Justin Callais, Vincent Geloso, og Alicia Plemmons, der lige er accepteret til udgivelse i Structural Change and Economic Dynamics, ser på netop dette spørgsmål og peger helt utvetydigt på, at liberaliserende reformer, der skaber større vækst, ikke er et problem. I artiklen med titlen Economic Freedom and the Environment: Causal Evidence from Liberalization Reforms udnytter de evidens fra 49 store liberaliseringer siden 1970. Grunden til at undersøge spørgsmålet på dén måde er først, at store liberaliseringer qua degrowth-argumentet jo må føre til en markant større miljøbelastning – både ved at føre til mere økonomisk vækst og ved at rykke politik i den modsatte retning af degrowthernes foretrukne. For det andet indebærer metodologien, at man kan sige noget kausalt, når man blot tager hensyn til, at store liberaliseringer ikke sker tilfældigt. Netop den metodologiske udfordring er Justin Callais blevet lidt af en ekspert i at håndtere med såkaldte matching-estimatorer.

Konklusionen er skarp: “Using matching methods between liberalizers and non-liberalizers, we find that liberalizations have no consistent effect on total emissions or emissions per capita. However, they do reduce emissions per dollar of GDP and reduce mortality from outdoor air pollution.” Med andre ord viser Callais, Geloso og Plemmons, at økonomisk liberalisering generelt ingen effekt har på drivhusgasudledninger, der kan betragtes som den mest almindelige miljøindikator. Men de viser meget klart, at liberalisering sænker et af de værste miljøproblemer i ulande – dødsfald der skyldes luftforurening! Og mens der er masser af evidens for, at liberalisering skaber øget økonomisk vækst, peger de tre økonomer på, at den ikke fører til mere forurening fordi produktionen bliver mere effektiv: Værdiskabelsen per ton CO2 stiger markant efter liberaliseringer. Og heri ligger hele forståelsen af, hvorfor degrowth-bevægelsen tager så markant fejl. Vækst er på langt sigt drevet af produktivitetsfremskridt, så man kan producere mere med færre ressourcer og mindre energi. På meget langt sigt ender økonomisk vækst således ikke blot med at sænke miljøbelastningen, men også med at vi som samfund bliver bedre til at behandle de eventuelle miljøproblemer, vi alligevel måtte have.

I Populism and Monetary Freedom undersøger vi spørgsmålet, men med inspiration fra noget af den nye forskning, jeg selv (i al beskedenhed) har været med til at lave. I stedet for, som i tidligere forskning, at undersøge de relativt få tilfælde hvor et klart populistisk parti kommer til magten, ser vi på tilstedeværelsen af populister i parlamentet. Det tillader os allerførst at bruge nyudviklede data på hvor populistiske partier er i stedet for enten-eller kategoriseringer. Og for det andet tillader det os at måle den indflydelse, populistiske partier kan have, selvom de ikke sidder i regering. Den indflydelse kan både komme fra situationer, hvor de er med i forligskredse om politiske forslag – og dermed har konkret mulighed for at sætte et populistisk aftryk på politik i systemer med mindretalsregeringer – og fra deres afsmitning på andre partiers politik. Som man har kunnet se i mange år i Danmark, reagerer almindelige politiske partier ofte på konkurrencen fra populisterne ved at overtage dele af den populistiske politik. Socialdemokraternes udlændingepolitik idag er for eksempel en næsten direkte kopi af Dansk Folkepartis politik fra 10-15 år siden.

Og når vi følger 72 landes pengepolitik og pengepolitiske institutioner i perioden 2000-2023, viser der sig et ganske klart billede: Jo stærkere populistiske partier der er repræsenterede på venstrefløjen i parlamentet, jo større er chancen for at landet introducerer kapitalkontrol, reducerer dets finansielle åbenhed, og svækker beskyttelsen af udenlandsk-ejede aktiver. I løbet af et par år kan man også se inflationen stige, når den fulde effekt af populistisk politik slår igennem. Det helt særlige her er ikke blot, at systematisk højere inflation så klart er et venstre-populistisk fænomen – vi finder ikke på samme måde systematiske effekter af højre-populisme – men også at effekten af populisme er stærkere, jo større en andel af parlamentet er domineret af venstrefløjen helt generelt. Vi tager det som indikation på, at populistiske partier ofte får deres politik igennem selvom de formelt sidder i opposition.

Hele det nye papir kan læses i linket ovenfor. Her er abstractet:

Populist leaders frequently challenge established economic institutions and policy norms, including the independence of central banks and the conventional conduct of monetary policy. While a growing literature examines the macroeconomic consequences of populism, less is known about how populist actors affect monetary policy institutions and instruments. Building on the view of populism as a political approach that contrasts a virtuous “people” with a corrupt elite and claims exclusive representation of the general will, this paper empirically examines whether and how populist forces influence monetary policy. Distinguishing between different ideological versions of populism in the economic policy sphere, we combine eight indicators of monetary policy and monetary institutions from the Economic Freedom of the World dataset with newly developed measures of populism and ideology to construct a panel dataset covering 72 countries with Western-style political institutions from 2000 to 2023. Results indicate that any negative effect of populism in government is primarily associated with economically left-wing populism that can build on left-leaning majorities in parliament. These are clearly linked to stronger capital controls, reduced financial openness, weaker protection of foreign assets, and over time higher inflation.

Det er netop det, men ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg gør i en ny artikel, der startede som en idé her på stedet, og som netop er udgivet i tidsskriftet Kyklos. I “Capitalism and femicide: an empirical inquiry” starter vi med at beskrive de relativt tågede påstande i feminismelitteraturen, og sætter dem overfor hvad en snart 30-år lang litteratur om økonomisk frihed har at sige. Den forskning peger således på, at økonomisk frihed fører til højere indkomster, mere uddannelse, større kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet, flere kvinder i politik, og mere tolerante sociale normer. Alle disse faktorer sættes ofte i forbindelse med langt bedre generelle vilkår for kvinder, og dermed også at kvinder er langt mindre udsat for vold i samfundet.

Vores undersøgelse af data på tre forskellige mål for drab på kvinder mellem 1990 og 2023, og hvordan de er relateret til ændringer i økonomisk frihed i 163 lande, viser meget klart at påstandene fra de ofte marxistiske feminister er statistisk vrøvl. Generelt finder vi ingen sammenhæng overhovedet – drab på kvinder påvirkes af helt andre forhold end økonomisk frihed – og når vi finder statistisk klare sammenhænge, er mere økonomisk frihed forbundet med færre drab.

Det bredere spørgsmål, som Martin og jeg ikke stiller eksplicit i artiklen, er hvorfor for eksempel feminismeforskere og andre på den yderste venstrefløj i så høj grad afskyr, at almindelige borgere har økonomisk frihed, at de tror at frihed har så dramatisk negative konsekvenser. Er det en refleksion af Deirdre McCloskeys observation, at den yderste venstrefløj er overbevist om, at højrefløjen er ond og derfor ikke behøver at engagere sig med argumenter eller evidens, men blot kan regne med at al politik fra den fløj også er ond? Er det en form for strategisk delegitimering af politik, man af andre grunde er imod? Eller hvor kommer de bastante påstande fra, når de ikke engang underbygges af klart formulerede sociale eller økonomiske mekanismer? Man må undre sig…

Den foreløbige rekord for hvor lang tid der tager at danne regering, er Anker Jørgensens regering efter 1975-valget. Den proces krævede 35 dage og fire dronningerunder, før der blev dannet en socialdemokratisk mindretalsregering. Anker Jørgensens anden regering varede blot to år indtil et nyt valg blev afholdt i februar 1977. Jørgensen blev siddende som leder af fem regeringer efter valgene i 1977, 1979 og 1981, før han famøst i september 1982 gav op og overgav regeringsmagten til en koalition af fire borgerlige partier under Poul Schlüter.

Forskellen til idag er ikke hvor svært og fragmenteret, Folketinget er efter valget. Beregner man et såkaldt Herfindahl-indeks over hvor fragmentering, er Folketinget idag mere fragmenteret idag end i 1975, og der er flere partier. Den væsentlige forskel idag er, at Mette Frederiksen nægter at opgive ‘sin’ kongerunde, uanset at der er gået fire uger uden et resultat. Hun synes ikke at forstå, at hun hverken har flertal længere, eller at hun slet ikke er statsminister. Frederiksen er blot den umiddelbare chef for en midlertidig forvaltning uden politisk magt.

I en vis forstand er det helt i karakter, at den tidligere statsminister bare bliver ved, og reagerer aggresivt og nedladende, når de andre politiske partier ikke makker ret og giver hende magten igen. Frederiksen har aldrig været en demokratisk minded – eller bare demokratisk kapabel – statsminister. Hendes politiske redning som regeringsleder var Coronaepidemien, der tillod hende at regere diktatorisk i en lang periode, der omfattede grundlovsbrud, ulovligt slettede sms’er, og en total afvisning af al kritik. Og efter 2022-valget faldt brikkerne sådan, at en regering for første gang siden Baunsgaard i 1968-71 reelt havde flertal. I SVM-regeringens tid kunne Frederiksen fortsætte sin diktatoriske kurs, så længe hun enten afhandlede politikken med regeringspartnerne eller slap afsted med at ignorere dem.

Problemet med Mette Frederiksen i disse dage er, at hun er en basalt udemokratisk politiker, der nægter at anerkende, at hendes tid som magtful leder er ovre. Politisk er hun udød, på sin vis ligesom som britiske kollega Keir Starmer, der forsøger at suge de sidste dråber blod ud af en forfejlet kongerunde. Spørgsmålet er, hvem der fortæller hende at der er slut?

Spørgsmålet er, om vi i perioden med relativ lav og stabil inflation siden 1980erne, har glemt  hvad inflation er, og hvad der driver den? Og måske især hvad driver den i Danmark?

Det talte vi lidt om i CEPOS ugentlige podcast Bag om nyhederne torsdag. Du kan se og høre den her. I dette indlæg vil jeg illustrere nogle af pointerne.

Første spørgsmål handler om, hvorvidt stigende energipriser skaber inflation.

Forbrugerne forbruger energi direkte og som input i produktionen af andre varer. Energipriser indgår derfor både direkte og indirekte i forbrugerprisindekset. Men det er helt centralt, at stigende energipriser påvirker de relative priser. Stigende energipriser skaber ikke inflation – forstået som en generel opdrift i forbrugerpriserne. Inflation er en generel reduktion i købekraften af penge. I løbet af 1970erne og 1980erne blev man opmærksom på, at stigende energipriser kun udløser generel inflation, hvis den økonomiske politik – pengepolitikken – tillader det.

Af samme grund er det blevet standard at give de store centralbanker mandat til at sikre stabil inflation. I dag er ECBs eneste mandat at sikre en inflation på gennemsnitligt 2 pct. (en udvanding i forhold til tidligere, hvor mandatet var højst 2 pct.). Det ville være besynderligt at udstyre centralbanker med et sådant mandat, hvis der ikke samtidig var en forventning om, at de havde evnen til at udfylde mandatet.

I Danmark har Nationalbanken ikke et inflationsmål. Den har faktisk heller ikke redskabet til at forfølge det. Dens mandat er derimod at fastholde en stabil kronekurs i forhold til euroen. Den må derfor bruge sin pengepolitiske frihedsgrad til at fastholde kronekursen. Det betyder dog ikke, at pengepolitikken ikke har nogen effekt på inflationen. For den faste kronekurs medfører, at ECB bestemmer pengepolitikken, som vi så at sige ”importerer” via båndet på valutaen. Ud over at importere pengepolitikken har fastkursen den helt grundlæggende effekt, at priserne på internationalt handlede varer kommer til at følge priserne i eurolandene. En højere dansk pris ville sætte gang i importen og presse eksporten, indtil prisforskellene var mere eller mindre udlignet.

Virker fastkurspolitikken så i praksis? Det så man tydeligt, da den blev indført i starten af 1980erne – dengang i forhold først til EFs regningsenhed ECU, siden til den tyske D-mark – og højinflationen meget hurtigt aftog. Og vi ser det fortsat meget tydeligt.

Denne figur viser, i hvor høj grad dansk inflation har fulgt den tyske de sidste 30 år. Tendensen er endda blevet stadig stærkere i løbet af perioden.

Billedet er måske endnu tydeligere, hvis man plotter de to landes inflationsrater over for hinanden, som jeg har gjort i figuren her:

Den er helt, som man bør forvente under fastkurspolitik.

Men er der ikke også en indenlandsk impuls? Det er jo kun prisen på internationalt handlede varer og tjenester, som umiddelbart er hængslet til udenlandske priser.

Det er korrekt, men ændrer ikke ved, at prisen på internationalt handlede varer og tjenester også giver et anker for varer og tjenester, der ikke handles. Det skyldes substitution mellem handlede og ikke-handlede varer i både forbrug og produktion. Hvis man f.eks. forestiller sig, at man gennem den økonomiske politik forsøgte at drive prisstigningerne på ikke-handlede varer og tjenester ned relativt til handlede, ville der ikke være tale om at påvirke inflationen – det samlede prisniveau – men de relative priser mellem handlede og ikke-handlede goder. Det ville påvirke forbrugs- og produktionssammensætningen, som – udover de realøkonomiske effekter – ville begrænse effekten på de ikke-handlede goder. Det kan slet ikke sammenlignes med en situation, hvor den økonomiske politik påvirker det samlede prisniveau som ved generel inflation.

At de indenlandske konjunkturer heller ikke i praksis har væsentlig indflydelse på det samlede prisniveau, ses tydeligt, hvis man sammenholder konjunkturerne (målt ved OECDs opgørelse af BNP-gabet) og den danske inflation, som i denne figur.

Billedet er igen endnu tydeligere ved at plotte BNP-gab mod inflation direkte:

Sammenhængen er svag og statistisk insignifikant. Den svarer til, at man skal reducere BNP med 5 pct. for at sænke inflationen med 1 procentpoint. Og selv den statistiske korrelation er ikke nødvendigvis udtryk for en kausal sammenhæng fra BNP-gab til inflation, men kan højst sandsynligt være spuriøs. Hvis f.eks. inflationen aftager som følge af en pengepolitisk stramning i ECB, kan det påvirke både dansk inflation og BNP-gab negativt.

Når det gælder inflation, er Danmark altså helt afhængig af ECB. Man kan diskutere, om det er godt eller skidt – og det gjorde vi da også her på bloggen i optakten til den stigende inflation i 2022. Men så længe vi fører fastkurspolitik, er det en illusion at ville føre en dansk inflationspolitik.

Man kan så spørge sig, hvor effektiv ECB kan forventes at være. Et væsentligt problem i den forbindelse er den meget høje statsgæld i mange euro-lande. Den gør landene meget følsomme over for rentestigninger, hvilket kan gøre ECB mindre tilbøjelig til at stramme pengepolitikken. Allerede dette forhold kan – som Sargent og Wallace påpegede for længe siden – sætte sig i inflationsforventningerne i en grad, som centralbanken ikke kan hamle op med. Det er blevet meget aktuelt med de nuværende gældsrate

Baggrunden er, at den britiske økonomi stort set er gået i stå: Mellem 2008 og 2023 voksede BNP per indbygger med kun 7,3 % og produktiviteten med 5,6 %, mens privatforbruget faldt med 2,3 (ifølge Penn World Tables). Med andre ord er briterne ikke blevet økonomisk bedre stillede i 15 år! Til sammenligning er dansk produktivitet steget 18 % i samme periode, selvom danskernes privatforbrug er vokset med blot 5 %. Er det fordi briterne ikke længere er interesserede i velstand? Hvordan forstår de problemerne? Og – længere i projektet – hvad kan man gøre ved det? Hele arrangementet, minus drinks og snak bagefter – kan ses nedenfor. Hele arrangementet var ekstremt velbesøgt og ganske unikt, og det er varmt anbefalet at man bruger en times tid på at lære mere.

Men var Coronapassene effektive, eller også blot en synlig og politisk bekvem, men objektivt ubrugelig politik? Det spørgsmål stiller økonomen Mats Ekman fra universitetet i Karlstad i Sverige i ny forskning, der er under udgivelse i det fine European Journal of Law and Economics. Ekman udnytter, at mens 18-årige svenskere fra 1. december 2021 skulle have et pas, hvis de ville gå på museum, i teatret, i biografen, eller deltage i nogen anden event med mere end 100 deltagere, gjaldt de samme krav ikke for 17-årige.

Ekman finder, at paskravet i bedste fald påvirkede en procent af de uvaccinerede 18-årige, og kun i et par uger efter at kravet var indført. Perioden, hvor effekten kan ses, var endda julemåneden, hvor der traditionelt er langt flere aktiviteter at deltage i. I og med at vaccinerne ikke var steriliserende – man kunne stadig få Covid og smitte andre, selvom man var vaccineret – er Ekmans konklusion, at Coronapassene fejlede, selv hvis man udelukkende er interesseret i deres effekter på epidemien, og ser bort fra enhver anden effekt på borgeres rettigheder, velbefindende, eller økonomiske muligheder.

Hele det glimrende papir kan findes her, abstractet er nedenfor:

In many countries, the roll-out of the Covid-19 vaccines was accompanied by vaccine passports. In Sweden, anyone aged 18 or above was required to have taken two doses of an approved vaccine to visit any venues with a capacity of a hundred guests or more. This article compares Swedish 17- and 18-year-olds in difference-in-difference and event-study analyses. These indicate that the vaccine passports produced an effect that lasted around four or five weeks and led to at most approximately one per cent of unvaccinated 18-year-olds getting vaccinated. The vaccines were not sterilizing but plausibly lowered the reproductive value and thereby slowed the spread of the virus. However, with at most a negligible effect on take-up, there is little to recommend the vaccine passports.

Bruger man Penn World Tables – en af de største kilder til sammenlignelige nationalregnskabsdata, vi har – er problemet klar. Fra 1998 til 2023 voksede dansk BNP per indbygger 27,7 %. Selvom de kant lyde af meget, er det ikke ret meget over en procent om året, inklusive kriseårene omkring finanskrisen og nedlukningerne. I samme periode voksede vores naboers økonomier 29,7 procent, og Sverige 35,3 %. Dansk vækst på langt sigt er således ikke prangende, men ikke så meget anderledes end meget af Nordeuropas.

Men dekomponerer man væksten i privatforbruget, dukker problemet synligt op. Vi illustrerer det i figuren nedenfor, hvor vi har brudt den samlede vækst i privatforbruget op i væksten i produktivitet, beskæftigelse, arbejdstimetal, og borgernes forbrugsrate. Allerførst er det klart, at væksten i danskernes privatforbrug har været væsentligt lavere end naboernes: I Danmark er det vokset blot 4,8 % over en 25-årig periode, mens naboernes er vokset 14,4 % og svenskernes hele 27,6 %. I 2023 lå danskernes forbrug således stadig seks procent over svenskernes, men under lande som Tyskland og Storbritannien. Målt på BNP er vi meget rige, men målt på faktiske forbrugsmuligheder er vi ikke i samme liga.

Figuren illustrerer, hvor væksten er forsvundet hen for danskerne. Produktiviteten er steget 26,9 % i perioden, og dermed lidt langsommere end Sveriges 30,5 % og lidt hurtigere end naboerns 24,4 %. Beskæftigelsesraten er vokset med 5,1 % mod 11,2 og 9,3 %. Efter de sidste mange års diskussion af arbejdsudbud er det faktisk vokset langsommere end f.eks. i Sverige. Det samme ses også på timetallet, hvor det årlige antal timer, beskæftigede danskere leverer er faldet med 4,3 % mod svenskernes 4,5 % og naboernes 5,9 %. Ingen af disse forhold taler klart til dansk fordel. Derimod er forbrugsraten i Danmark – procentdelen af det samlede BNP som forbruges privat, faldet med hele 22,9 % ifølge Penn World Tables. Naboernes er faldet 14,3 %, mens det ‘kun’ er faldet 7,7 % i Sverige.

Fem sjettedel af danskernes vækst er forsvundet i større handelsbalance, statslig opsparing, større offentligt forbrug, og større investeringer. Det er dog svært at se, at danskerne har fået ret meget ud af den lidt højere investeringsrate. Og deri ligger det problem, ingen taler om. Af politiske grunde vokser privatforbruget meget langsomt i Danmark, endda i forhold til andre velfærdsstater som Sverige. Får vi noget ud af det større offentlige forbrug og opsparing? Det er meget svært at se.

Wealth of Nations bliver bredt betragtet som den første moderne bog om nationaløkonomi. Læser man den idag er den naturligvis skrevet i tidens sprog, men indsigterne er forbløffende moderne. Den introducerede for eksempel kernebegreber i nationaløkonomi som arbejdsdeling, produktivitet, frie markeder og frihandel, og hvordan priser spiller en central rolle i hvordan et samfunds totale ressourcer allokeres. På den måde bliver Wealth of Nations ved med at være aktuel, ikke mindst i en tid med handelsprotektionisme og en nyfunden interesse i at regulere priser. Smith var den første til helt konkret at demonstrere, at frihandel er den bedste handelspolitik og at politisk kontrol med prisdannelsen fører til misallokation af ressourcer og arbejdskraft, og dermed til lavere produktivitet. Man kan næppe klandre Smith for, at han ikke fik alle mekanismer på plads – det tog således indtil 1817, før David Ricardo, der arbejdede videre med Smiths idéer, fuldt forstod betydningen af landes og virksomheders komparative fordele, og dermed hvad forskellige lande eksporterer og importerer.

Smith var også den første til omhyggeligt og klart at pege på, hvor vigtigt et effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen, der beskytter folks private ejendomsret, er for samfundets udvikling. Nobelpriserne i 2024 og 2025 kan derfor læses som en direkte udvikling af et af hovedtemaerne i Wealth of Nations. Det gælder ikke mindst for vores forståelse idag af, hvordan retsvæsenet er en forudsætning for at have høj produktivitet. Og når vi siger ‘produktivitet’ er det med en Smithsk forståelse for, at lande ikke bliver rige ved at få mere guld eller have større eksport end import, men ved at få det meste ud af de ressourcer, det nu engang har. Wealth of Nations var den første bog, der klart beskrev den ultimative kilde til velstand, og diskuterede hvorfor den kilde er så meget svagere nogle steder i verden.

Siden dens udgivelse, har Wealth of Nations ikke blot skabt diskussion, men også inspireret politiske reformer, der har hjulpet milloner af særligt fattige mennesker til bedre liv. Smith blev læst hemmeligt bag Jerntæppet i 1980erne og en generation af unge politikere og intellektuelle var klar til at bruge hans indsigter, da den marxistiske undertrykkelse i Central- og Østeuropa endte. Uden den forståelse, som Wealth of Nations lagde grunden for – og tusinder af samfundsforskere efterfølgende har bygget ovenpå – var Polen næppe blevet et rigt land på bare 30 år, lande som Ghana, Indien, og Sydkorea havde ikke løftet millioner ud af fattigdom, og verdenshandlen have heller ikke været fri. Og så har vi ikke engang nævnt Smiths andet hovedværk, The Theory of Moral Sentiments, der i sig selv er en oplevelse.

En interessant detalje er, at den første oversættelse af bogen til noget fremmedsprog var til dansk. Franz Dræbye, der var etatsråd – en slags ledende embedsmand i datidens pendant i Danmark-Norge til finansministeriet – oversatte og udgav Wealth of Nations på Gyldendals forlag i 1780. Det er kendt, at en række ledende danske og norske politikere og embedsmænd i slutningen af 1700-tallet læste Adam Smith; listen omfatter så indflydelsesrige navne som Christian Ditlev Frederik Reventlow, Christian Colbjørnsen, og Andreas Peter Bernstorff. Wealth of Nations kom således til at præge en hel række reformer, der lagde grunden til et mere moderne Danmark. Stavnsbåndets ophævelse, liberaliseringen af jordmarkeder, og reformerne i dansk handelspolitik i slutningen af 1700-tallet var alle inspirerede af Wealth of Nations.

For de interesserede kan hele Wealth of Nations læses gratis hos the Online Library of Liberty. Hvis man hellere vil have den stående på hylden og læse den i fysisk format, kan den fås fra Liberty Fund for tyve dollars for begge bind. Mark Skoussen har også skrevet en glimrende, ny analyse med titlen The Genius of Adam SMith for the Institute of Economic Affars, som kan læses her.

En debat som formentlig – sådan plejer det i hvert fald at være – vil være drevet af relativt lidt “hård” data, men mange følelser, formodninger og misrepræsentation af den viden, vi rent faktisk har.

Det er naturligvis ikke et særkende ved netop udlændingedebatten, men det gør sådan set ikke tingene bedre.

Når jeg skriver ovenstående, skal der sikkert være en del, som nikker og tænker: “Ja, det har Niels ret i”. Problemet er bare, at det gælder på tværs af synspunkter og holdninger. Jovist, fakta er godt, når det understøtter det, man mener i forvejen – og ellers er det vist mest af alt i vejen.

Myter, misforståelser og problemet med mangelfuld data, som kun vil blive større

I forrige uge offentliggjorde min med‑punditokrat, Otto Brøns‑Petersen, sammen med sin kollega i Cepos, Carl‑Christian Heiberg, en analyse omkring udlændinges kriminalitet og beskæftigelse: Store forskelle i udlændinges kriminalitet – beskæftigelse gør afgørende forskel.

Her kommer de frem til, at udlændinge i gennemsnit begår mere kriminalitet end danske statsborgere (87 pct. mere), men at lovovertrædelserne typisk er mindre alvorlige og oftere består af bødestraffe.

De kommer også frem til, at personer fra de såkaldte MENAPT‑lande skiller sig ud med markant højere kriminalitetsniveau end alle andre grupper, mens udlændinge fra vestlige lande (Danmarks Statistiks definition, se også senere i dette indlæg) ligger på niveau med danskere.

Nok så interessant kan deres analyse ikke understøtte den opfattelse, mange har om at efterkommere efter indvandrere fra især ikke‑vestlige lande er mere kriminelle end dem, der er indvandret. Det er ellers en påstand, som ofte gentages – ofte med henvisning til den alderskorrigerede statistik – som opdeler kriminaliteten efter oprindelsesland. Det kunne man måske også tro, når man læser fx nedenstående tabel, som er fra Danmarks statitiks årlige publikation om Indvandrere i Danmark – seneste udgave.

Tabel 1

Jeg forstår egentlig godt forvirringen. For fremgår det ikke, at efterkommere har flere domme? Jo, det gør det – for både efterkommere efter vestlige og ikke‑vestlige indvandrere – og så er der endda korrigeret for alder!

Der er bare den problem, at den korrigering man foretager er for at sikre, at man kan sammenligne med andre enkeltlande eller grupper af lande. Der er ikke tale om en korrigering, som gør det muligt at sammenligne mellem generationer, hvilket jo er hvad man gør når man hævder, at efterkommere er mere kriminelle end deres forældre.

Problemet er ikke mindst hvor gamle indvandrerne var, da de kom til landet, i forhold til deres efterkommere, som er her fra barnsben. Det fremgår af det kumulative kriminalitetsindeks, at langt de fleste domme sker i en relativt tidlig alder.

Figur 1.

Otto og Carls analyser tyder også på, at der rent faktisk ikke er nogen forskel på kriminaliteten mellem indvandrerne og deres efterkommere (så langt som dansk statistik nu tillader os at studere udviklingen) overordnet set.

Derimod står det klart, at kriminaliteten især blandt indvandrere og deres efterkommere fra nogle lande (MENAPT) er endog signifikant højere end for resten af befolkningen. Men igen er der stor forskel på, hvorfor de pågældende har opholdstilladelse i Danmark.

Den væsentligste konklusion er, at beskæftigelse er den primære faktor i forhold til kriminalitet. Det gælder både danskere og udlændinge. Udlændinge uden job begår således 4–5 gange så meget kriminalitet som fuldtidsbeskæftigede udlændinge.

Endelig fremgår det, at udlændinge, der kommer til Danmark via erhvervsordninger, har færre domme end danskere i arbejde – og ikke uinteressant i lyset af den løbende debat de sidste mange år. Det gælder også dem, der kommer fra MENAPT‑landene.

Men betyder Otto og Carls resultater så, at man “bare” skal sætte indvandrere og deres efterkommere (såvel som danskere) til at udføre en eller anden form for arbejde, så går det hele nok alt sammen?

Så nemt er det selvfølgelig ikke. Man er jo også nødt til at tage højde for, hvorfor en del af befolkningen ikke er i beskæftigelse – og hvorvidt de overhovedet er reelt jobsøgende.

Og her kommer så den pointe, som også er grunden til overskriften på dette indlæg: hvorledes indretningen af vores velfærdsstat desværre har nogle meget uheldige konsekvenser. En pointe som også var grundlæggende i mit indlæg for snart 15 år siden (og hvorfor dette indlæg har fået overskriften “Indvandringens pris eller socialstatens fallit II”) i mit oprindelige indlæg om indvandring og indretningen af det danske velfærdssystem i 2012.

Tabel 2

En del vil måske mene, at “det er der ikke noget overraskende i”, men hvis man (mere eller mindre frivilligt) følger den løbende debat både på de sociale medier og de mere traditionelle medier, er det ikke just det indtryk man efterlades med.

Et andet problem, der måske er værd at pege på, handler om den måde, man opgør befolkningens inddeling på (se også nedenstående), og om de problemer, der er ved at opstå i forhold til at kunne følge integrationsprocessen over tid.

Det handler om, hvad der sker for generationerne efter de umiddelbare efterkommere af de oprindelige indvandrere og flygtninge.

Mens det er muligt at behandle udviklingen for den første efterkommergenerations børn, bliver det herefter mere og mere problematisk på grund af manglende statistik. I modsætning til USA er dansk statistik (med mindre jeg har overset noget) baseret på oprindelsesland og statsborgerskab. Den anvendte definition hos Danmarks Statistik i forbindelse med opgørelse af befolkningsandele er som følger for indvandrere, efterkommere og personer med dansk oprindelse:

Indvandrere er født i udlandet. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes personen også som indvandrer.

Efterkommere er født i Danmark. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er udenlandsk statsborger, opfattes personen også som efterkommer. Når én eller begge forældre, der er født i Danmark, opnår dansk statsborgerskab, vil deres børn ikke blive klassificeret som efterkommere, men som personer med dansk oprindelse. Fastholder danskfødte forældre imidlertid begge et udenlandsk statsborgerskab, vil deres børn blive klassificeret som efterkommere.

Personer med dansk oprindelse er personer, der – uanset fødested – har mindst én forælder, der både er dansk statsborger og født i Danmark.

Med andre ord kan man anføre, at gruppen “dansk oprindelse” over tid ikke helt indebærer det, de fleste af os måske forventer. Det er næppe noget større problem på nuværende tidspunkt, givet at børn af dem, som statistisk angives som efterkommere efter indvandrere, fortsat udgør en relativt lav andel – og primært består af efterkommere efter indvandrere fra Tyrkiet, det hedengangne Jugoslavien og Pakistan.

Men det kommer til at ændre sig i de kommende årtier. Så hvis man ønsker en vidensbaseret debat, som i mine øjne i den grad er at foretrække frem for det nuværende misk-mask, bliver man nødt til at interessere sig mere for selvidentifikation. Og selv om det måske er en kamel at sluge for en del, må man opgive forestillingen om det homogene Danmark. Sådan har det ikke været længe, og det bliver det aldrig igen (i det omfang det overhovedet har været andet end en romantisk myte – det kommer jo an på, hvordan man definerer graden af homogenitet).

Det er også vigtigt at kunne følge udviklingen, hvis man ønsker at se på de problemer, der f.eks. er i uddannelsessystemet. Her ser det nemlig ifølge den seneste publikation fra Danmarks Statistik om indvandrere i Danmark ikke ud til, at børn af efterkommere efter indvandrere klarer sig meget bedre end deres forældre.

Det skal lige medtages, at Danmarks Statistik understreger, at man reelt kun har undersøgt udviklingen for dem, hvis bedsteforældre kom fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.

For mens andelen, som tager en eller anden form for uddannelse, ikke ligger langt fra “danskere”, så ligger deres gennemsnit klart lavere, hvilket fremgår af nedenstående to figurer.

Her kunne noget tyde på at vi er ved at reproducere forholdene i USA, se også “Indvandringens pris eller socialstatens fallit”

Figur 2. Folkeskolens afgangsprøve

Figur 3.

En del vil måske mene: “Herregud, hvad er problemet?” Det vigtige er vel, at næsten en lige så stor del af indvandrere fra ikke‑vestlige lande som af personer med dansk oprindelse gennemfører en ungdomsuddannelse. Dertil kan man anføre, at det kunne skyldes, at niveauet for fx gymnasieuddannelserne er faldet over tid. Det er der formentlig en ikke så lille andel af underviserne, som vil mene er hovedforklaringen.

Lidt data om befolkningssammensætning og indvandring de senere år.

Når vi nu befinder os i en valgkamp, er det måske på sin plads at slutte af med at se på, hvordan befolkningssammensætningen ser ud på nuværende tidspunkt, og hvordan indvandringen har formet sig de senere år. En del vil måske blive overrasket over nogle af tallene. Alt data stammer fra Statistikbanken.

Som det fremgår af figur 4, udgør indvandrere og deres efterkommere ca. 16 pct. af den samlede befolkning (alt sammen baseret på Danmarks Statistiks definition, se også nedenfor).

Indvandrere fra vestlige lande udgør ca. 6 pct., mens indvandrere fra ikke‑vestlige lande udgør ca. 10 pct., hvoraf halvdelen kommer fra de såkaldte MENAPT‑lande.

Lad os lige for god ordens skyld få styr på, hvad der menes med de tre kategorier:

Vestlige lande er: Alle EU‑lande, Andorra, Island, Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz, Storbritannien, Vatikanstaten, Canada, USA, Australien, New Zealand.

MENAPT‑landene udgøres af: Bahrain, Forenede Arabiske Emirater, Irak, Iran, Israel/Palæstina (Gaza, Vestbredden, Østjerusalem), Jordan, Kuwait, Libanon, Oman, Qatar, Saudi‑Arabien, Syrien, Yemen, Algeriet, Egypten, Libyen, Marokko, Mauretanien, Sudan, Tunesien, Djibouti, Tyrkiet, Afghanistan, Pakistan, Somalia.

Resten kategoriseres som “øvrige ikke‑vestlige lande”. Det gælder altså også fx hele Latinamerika, Israel og Ukraine.

Den inddeling kan man så problematisere og diskutere herfra og til solen bliver sort – ikke mindst hvad der egentlig skal til for at være et “vestligt land”. Men det er altså den definition, der er valgt, og som medfører nedenstående fordeling af befolkningen pr. 1/1‑2025, inkl. efterkommere.

Figur 4

Blandt MENAPT-landene er indvandrere og deres efterkommere fra Tyrkiet den absolut største gruppe (og samtidig dén største indvandrergruppe i Danmark pt.). Her støder vi så iøvrigt på et problem, som er indbygget i den statistik man har adgang til. Der findes ikke rigtigt nogen statistik om indvandringen på subnationalt (etnisk) niveau. Og i realiteten burde fx. den tyrkiske indvandring vel opdeles i mindst to grupper, nemlig “tyrkere” og “kurdere”. Hvor sidstnævnte gruppe muligvis udgør fra ca. 30 til 50 pct af den samlede indvandring fra Tyrkiet.

Efter februar 2022 er Ukrainere blevet den 2. største gruppe. Herefter følger så indvandrere og deres efterkommere fra Polen og Rumænien, mens Syrere kommer ind på en 5. plads, lige foran Tyskland. Hele top-25 landelisten fremgår af figur 5.

Figur 5.

Og lad os lige slutte af med listen over de seneste fem års nettoindvandring til Danmark, som i alt har været på ca. 180–190.000, alt efter om man tæller danske statsborgere med eller ej.

Figur 6.

De 10 lande udgør lidt under to tredjedele af den samlede indvandring de seneste fem år (når man ikke regner “dansk nettoindvandring” med). Der er jo ingen tvivl om, hvilken gruppe der fylder mest. Og så bemærker man måske også, at den fjerde største gruppe er nepalesere, som der har været meget debat om det seneste års tid. Til det er kun at sige, at set ud fra et økonomisk synspunkt er de en stor gevinst for dansk økonomi: stort set intet træk på de offentlige kasser og til gengæld meget høj beskæftigelsesfrekvens, se også figur 7 og top og bund, sorteret efter mænds beskæftigelsesfrekvens november 2024.

Figur 7.

Hvis du er interesseret i mere information om indvandringen til Danmark, vil jeg forøvrigt varmt anbefale den årlige publikation om indvandrere i Danmark fra Danmarks Statistik. Men gør dig selv den tjeneste ikke at læse den som mange politikere vist gør – overfladisk og blot på jagt efter noget, som kan støtte dem op i det de mente på forhånd eller hvad der nu driver dem.

Planen fordeler udgifter på ialt 75,2 milliarder kroner udover syv hovedområder. Som vi illustrerer i lagkagediagrammet nedenfor, står Forsvaret for den store del: 42,9 milliarder ekstra, som kommer af Danmarks nye internationale forpligtelser. Det er en del, der ikke rigtigt kan diskuteres, men det interessante er, at regeringen ikke forsøger at omprioritere de andre udgifter for at kompensere for de højere forsvarsudgifter.

Resten går til diverse andre poster, med 13 milliarder til det demografiske træk, fem milliarder til ekstra ‘beredskab’ (hvad det end betyder), 4,5 milliarder til havvindmøller, og diverse andre indsatser til klima og pension. Den eneste post, der kan siges at repræsentere en lettelse for borgerne i modsætning til en udgiftsstigning for staten, er planerne for en differentieret moms. Her skal man lægge mærke til to ting. For det første er planerne stadig helt uspecificerede: Bliver der tale om en lavere moms på fødevarer, en lavere moms på ‘sunde’ fødevarer, momsfriholdelse af frugt og grønt, eller en helt fjerde ordning? Det ved vi ikke, og det eneste sikre er, at en næsten enig økonomstand har argumenteret imod differentieret moms. Den giver store bureaukratiske problemer for både stat og virksomheder. Dansk Industri har således vurderet de samlede byrder forbundet med differentieret moms til omkring 2,75 milliarder kroner. Det indebærer, at de seks milliarder ( otte procent af den totale plan) der er afsat til området, netto ikke bliver til meget mere end tre milliarder for borgerne.

2035-planen indebærer med andre ord en stor udvidelse af staten og næsten intet for borgerne. Overordnet udvider den de offentlige udgifter med 5,2 procent – oveni andre planlagte udvidelser – og det sker efter et 2025, hvor de offentlige udgifter brutto steg med 3,5 procent. En så stor stigning i de offentlige udgifter vil, alt andet lige, føre til lavere økonomisk vækst i de kommende år, når det offentlige crowder privat aktivitet ud, beslaglægger en større del af arbejdsstyrken, og presser iværksætteraktiviteten. Og det helt store problem her er, at alt andet netop er lige! Der ligger absolut ingen tiltag i regeringens plan, eller de tre partiers udmeldinger til valget, der kunne påvirke dansk økonomis langsigtede vækst eller produktivitet. Udspillet er basalt set et forsøg på at købe vælgergrupper, mens virkningen er stilstand. Dansk politik et tæt på at have slået sin egen rekord i ligegyldighed overfor borgerne og den økonomiske fremtid.