Det er netop det, men ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg gør i en ny artikel, der startede som en idé her på stedet, og som netop er udgivet i tidsskriftet Kyklos. I “Capitalism and femicide: an empirical inquiry” starter vi med at beskrive de relativt tågede påstande i feminismelitteraturen, og sætter dem overfor hvad en snart 30-år lang litteratur om økonomisk frihed har at sige. Den forskning peger således på, at økonomisk frihed fører til højere indkomster, mere uddannelse, større kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet, flere kvinder i politik, og mere tolerante sociale normer. Alle disse faktorer sættes ofte i forbindelse med langt bedre generelle vilkår for kvinder, og dermed også at kvinder er langt mindre udsat for vold i samfundet.

Vores undersøgelse af data på tre forskellige mål for drab på kvinder mellem 1990 og 2023, og hvordan de er relateret til ændringer i økonomisk frihed i 163 lande, viser meget klart at påstandene fra de ofte marxistiske feminister er statistisk vrøvl. Generelt finder vi ingen sammenhæng overhovedet – drab på kvinder påvirkes af helt andre forhold end økonomisk frihed – og når vi finder statistisk klare sammenhænge, er mere økonomisk frihed forbundet med færre drab.

Det bredere spørgsmål, som Martin og jeg ikke stiller eksplicit i artiklen, er hvorfor for eksempel feminismeforskere og andre på den yderste venstrefløj i så høj grad afskyr, at almindelige borgere har økonomisk frihed, at de tror at frihed har så dramatisk negative konsekvenser. Er det en refleksion af Deirdre McCloskeys observation, at den yderste venstrefløj er overbevist om, at højrefløjen er ond og derfor ikke behøver at engagere sig med argumenter eller evidens, men blot kan regne med at al politik fra den fløj også er ond? Er det en form for strategisk delegitimering af politik, man af andre grunde er imod? Eller hvor kommer de bastante påstande fra, når de ikke engang underbygges af klart formulerede sociale eller økonomiske mekanismer? Man må undre sig…

Den foreløbige rekord for hvor lang tid der tager at danne regering, er Anker Jørgensens regering efter 1975-valget. Den proces krævede 35 dage og fire dronningerunder, før der blev dannet en socialdemokratisk mindretalsregering. Anker Jørgensens anden regering varede blot to år indtil et nyt valg blev afholdt i februar 1977. Jørgensen blev siddende som leder af fem regeringer efter valgene i 1977, 1979 og 1981, før han famøst i september 1982 gav op og overgav regeringsmagten til en koalition af fire borgerlige partier under Poul Schlüter.

Forskellen til idag er ikke hvor svært og fragmenteret, Folketinget er efter valget. Beregner man et såkaldt Herfindahl-indeks over hvor fragmentering, er Folketinget idag mere fragmenteret idag end i 1975, og der er flere partier. Den væsentlige forskel idag er, at Mette Frederiksen nægter at opgive ‘sin’ kongerunde, uanset at der er gået fire uger uden et resultat. Hun synes ikke at forstå, at hun hverken har flertal længere, eller at hun slet ikke er statsminister. Frederiksen er blot den umiddelbare chef for en midlertidig forvaltning uden politisk magt.

I en vis forstand er det helt i karakter, at den tidligere statsminister bare bliver ved, og reagerer aggresivt og nedladende, når de andre politiske partier ikke makker ret og giver hende magten igen. Frederiksen har aldrig været en demokratisk minded – eller bare demokratisk kapabel – statsminister. Hendes politiske redning som regeringsleder var Coronaepidemien, der tillod hende at regere diktatorisk i en lang periode, der omfattede grundlovsbrud, ulovligt slettede sms’er, og en total afvisning af al kritik. Og efter 2022-valget faldt brikkerne sådan, at en regering for første gang siden Baunsgaard i 1968-71 reelt havde flertal. I SVM-regeringens tid kunne Frederiksen fortsætte sin diktatoriske kurs, så længe hun enten afhandlede politikken med regeringspartnerne eller slap afsted med at ignorere dem.

Problemet med Mette Frederiksen i disse dage er, at hun er en basalt udemokratisk politiker, der nægter at anerkende, at hendes tid som magtful leder er ovre. Politisk er hun udød, på sin vis ligesom som britiske kollega Keir Starmer, der forsøger at suge de sidste dråber blod ud af en forfejlet kongerunde. Spørgsmålet er, hvem der fortæller hende at der er slut?

Spørgsmålet er, om vi i perioden med relativ lav og stabil inflation siden 1980erne, har glemt  hvad inflation er, og hvad der driver den? Og måske især hvad driver den i Danmark?

Det talte vi lidt om i CEPOS ugentlige podcast Bag om nyhederne torsdag. Du kan se og høre den her. I dette indlæg vil jeg illustrere nogle af pointerne.

Første spørgsmål handler om, hvorvidt stigende energipriser skaber inflation.

Forbrugerne forbruger energi direkte og som input i produktionen af andre varer. Energipriser indgår derfor både direkte og indirekte i forbrugerprisindekset. Men det er helt centralt, at stigende energipriser påvirker de relative priser. Stigende energipriser skaber ikke inflation – forstået som en generel opdrift i forbrugerpriserne. Inflation er en generel reduktion i købekraften af penge. I løbet af 1970erne og 1980erne blev man opmærksom på, at stigende energipriser kun udløser generel inflation, hvis den økonomiske politik – pengepolitikken – tillader det.

Af samme grund er det blevet standard at give de store centralbanker mandat til at sikre stabil inflation. I dag er ECBs eneste mandat at sikre en inflation på gennemsnitligt 2 pct. (en udvanding i forhold til tidligere, hvor mandatet var højst 2 pct.). Det ville være besynderligt at udstyre centralbanker med et sådant mandat, hvis der ikke samtidig var en forventning om, at de havde evnen til at udfylde mandatet.

I Danmark har Nationalbanken ikke et inflationsmål. Den har faktisk heller ikke redskabet til at forfølge det. Dens mandat er derimod at fastholde en stabil kronekurs i forhold til euroen. Den må derfor bruge sin pengepolitiske frihedsgrad til at fastholde kronekursen. Det betyder dog ikke, at pengepolitikken ikke har nogen effekt på inflationen. For den faste kronekurs medfører, at ECB bestemmer pengepolitikken, som vi så at sige ”importerer” via båndet på valutaen. Ud over at importere pengepolitikken har fastkursen den helt grundlæggende effekt, at priserne på internationalt handlede varer kommer til at følge priserne i eurolandene. En højere dansk pris ville sætte gang i importen og presse eksporten, indtil prisforskellene var mere eller mindre udlignet.

Virker fastkurspolitikken så i praksis? Det så man tydeligt, da den blev indført i starten af 1980erne – dengang i forhold først til EFs regningsenhed ECU, siden til den tyske D-mark – og højinflationen meget hurtigt aftog. Og vi ser det fortsat meget tydeligt.

Denne figur viser, i hvor høj grad dansk inflation har fulgt den tyske de sidste 30 år. Tendensen er endda blevet stadig stærkere i løbet af perioden.

Billedet er måske endnu tydeligere, hvis man plotter de to landes inflationsrater over for hinanden, som jeg har gjort i figuren her:

Den er helt, som man bør forvente under fastkurspolitik.

Men er der ikke også en indenlandsk impuls? Det er jo kun prisen på internationalt handlede varer og tjenester, som umiddelbart er hængslet til udenlandske priser.

Det er korrekt, men ændrer ikke ved, at prisen på internationalt handlede varer og tjenester også giver et anker for varer og tjenester, der ikke handles. Det skyldes substitution mellem handlede og ikke-handlede varer i både forbrug og produktion. Hvis man f.eks. forestiller sig, at man gennem den økonomiske politik forsøgte at drive prisstigningerne på ikke-handlede varer og tjenester ned relativt til handlede, ville der ikke være tale om at påvirke inflationen – det samlede prisniveau – men de relative priser mellem handlede og ikke-handlede goder. Det ville påvirke forbrugs- og produktionssammensætningen, som – udover de realøkonomiske effekter – ville begrænse effekten på de ikke-handlede goder. Det kan slet ikke sammenlignes med en situation, hvor den økonomiske politik påvirker det samlede prisniveau som ved generel inflation.

At de indenlandske konjunkturer heller ikke i praksis har væsentlig indflydelse på det samlede prisniveau, ses tydeligt, hvis man sammenholder konjunkturerne (målt ved OECDs opgørelse af BNP-gabet) og den danske inflation, som i denne figur.

Billedet er igen endnu tydeligere ved at plotte BNP-gab mod inflation direkte:

Sammenhængen er svag og statistisk insignifikant. Den svarer til, at man skal reducere BNP med 5 pct. for at sænke inflationen med 1 procentpoint. Og selv den statistiske korrelation er ikke nødvendigvis udtryk for en kausal sammenhæng fra BNP-gab til inflation, men kan højst sandsynligt være spuriøs. Hvis f.eks. inflationen aftager som følge af en pengepolitisk stramning i ECB, kan det påvirke både dansk inflation og BNP-gab negativt.

Når det gælder inflation, er Danmark altså helt afhængig af ECB. Man kan diskutere, om det er godt eller skidt – og det gjorde vi da også her på bloggen i optakten til den stigende inflation i 2022. Men så længe vi fører fastkurspolitik, er det en illusion at ville føre en dansk inflationspolitik.

Man kan så spørge sig, hvor effektiv ECB kan forventes at være. Et væsentligt problem i den forbindelse er den meget høje statsgæld i mange euro-lande. Den gør landene meget følsomme over for rentestigninger, hvilket kan gøre ECB mindre tilbøjelig til at stramme pengepolitikken. Allerede dette forhold kan – som Sargent og Wallace påpegede for længe siden – sætte sig i inflationsforventningerne i en grad, som centralbanken ikke kan hamle op med. Det er blevet meget aktuelt med de nuværende gældsrate

Baggrunden er, at den britiske økonomi stort set er gået i stå: Mellem 2008 og 2023 voksede BNP per indbygger med kun 7,3 % og produktiviteten med 5,6 %, mens privatforbruget faldt med 2,3 (ifølge Penn World Tables). Med andre ord er briterne ikke blevet økonomisk bedre stillede i 15 år! Til sammenligning er dansk produktivitet steget 18 % i samme periode, selvom danskernes privatforbrug er vokset med blot 5 %. Er det fordi briterne ikke længere er interesserede i velstand? Hvordan forstår de problemerne? Og – længere i projektet – hvad kan man gøre ved det? Hele arrangementet, minus drinks og snak bagefter – kan ses nedenfor. Hele arrangementet var ekstremt velbesøgt og ganske unikt, og det er varmt anbefalet at man bruger en times tid på at lære mere.

Men var Coronapassene effektive, eller også blot en synlig og politisk bekvem, men objektivt ubrugelig politik? Det spørgsmål stiller økonomen Mats Ekman fra universitetet i Karlstad i Sverige i ny forskning, der er under udgivelse i det fine European Journal of Law and Economics. Ekman udnytter, at mens 18-årige svenskere fra 1. december 2021 skulle have et pas, hvis de ville gå på museum, i teatret, i biografen, eller deltage i nogen anden event med mere end 100 deltagere, gjaldt de samme krav ikke for 17-årige.

Ekman finder, at paskravet i bedste fald påvirkede en procent af de uvaccinerede 18-årige, og kun i et par uger efter at kravet var indført. Perioden, hvor effekten kan ses, var endda julemåneden, hvor der traditionelt er langt flere aktiviteter at deltage i. I og med at vaccinerne ikke var steriliserende – man kunne stadig få Covid og smitte andre, selvom man var vaccineret – er Ekmans konklusion, at Coronapassene fejlede, selv hvis man udelukkende er interesseret i deres effekter på epidemien, og ser bort fra enhver anden effekt på borgeres rettigheder, velbefindende, eller økonomiske muligheder.

Hele det glimrende papir kan findes her, abstractet er nedenfor:

In many countries, the roll-out of the Covid-19 vaccines was accompanied by vaccine passports. In Sweden, anyone aged 18 or above was required to have taken two doses of an approved vaccine to visit any venues with a capacity of a hundred guests or more. This article compares Swedish 17- and 18-year-olds in difference-in-difference and event-study analyses. These indicate that the vaccine passports produced an effect that lasted around four or five weeks and led to at most approximately one per cent of unvaccinated 18-year-olds getting vaccinated. The vaccines were not sterilizing but plausibly lowered the reproductive value and thereby slowed the spread of the virus. However, with at most a negligible effect on take-up, there is little to recommend the vaccine passports.

Bruger man Penn World Tables – en af de største kilder til sammenlignelige nationalregnskabsdata, vi har – er problemet klar. Fra 1998 til 2023 voksede dansk BNP per indbygger 27,7 %. Selvom de kant lyde af meget, er det ikke ret meget over en procent om året, inklusive kriseårene omkring finanskrisen og nedlukningerne. I samme periode voksede vores naboers økonomier 29,7 procent, og Sverige 35,3 %. Dansk vækst på langt sigt er således ikke prangende, men ikke så meget anderledes end meget af Nordeuropas.

Men dekomponerer man væksten i privatforbruget, dukker problemet synligt op. Vi illustrerer det i figuren nedenfor, hvor vi har brudt den samlede vækst i privatforbruget op i væksten i produktivitet, beskæftigelse, arbejdstimetal, og borgernes forbrugsrate. Allerførst er det klart, at væksten i danskernes privatforbrug har været væsentligt lavere end naboernes: I Danmark er det vokset blot 4,8 % over en 25-årig periode, mens naboernes er vokset 14,4 % og svenskernes hele 27,6 %. I 2023 lå danskernes forbrug således stadig seks procent over svenskernes, men under lande som Tyskland og Storbritannien. Målt på BNP er vi meget rige, men målt på faktiske forbrugsmuligheder er vi ikke i samme liga.

Figuren illustrerer, hvor væksten er forsvundet hen for danskerne. Produktiviteten er steget 26,9 % i perioden, og dermed lidt langsommere end Sveriges 30,5 % og lidt hurtigere end naboerns 24,4 %. Beskæftigelsesraten er vokset med 5,1 % mod 11,2 og 9,3 %. Efter de sidste mange års diskussion af arbejdsudbud er det faktisk vokset langsommere end f.eks. i Sverige. Det samme ses også på timetallet, hvor det årlige antal timer, beskæftigede danskere leverer er faldet med 4,3 % mod svenskernes 4,5 % og naboernes 5,9 %. Ingen af disse forhold taler klart til dansk fordel. Derimod er forbrugsraten i Danmark – procentdelen af det samlede BNP som forbruges privat, faldet med hele 22,9 % ifølge Penn World Tables. Naboernes er faldet 14,3 %, mens det ‘kun’ er faldet 7,7 % i Sverige.

Fem sjettedel af danskernes vækst er forsvundet i større handelsbalance, statslig opsparing, større offentligt forbrug, og større investeringer. Det er dog svært at se, at danskerne har fået ret meget ud af den lidt højere investeringsrate. Og deri ligger det problem, ingen taler om. Af politiske grunde vokser privatforbruget meget langsomt i Danmark, endda i forhold til andre velfærdsstater som Sverige. Får vi noget ud af det større offentlige forbrug og opsparing? Det er meget svært at se.

Wealth of Nations bliver bredt betragtet som den første moderne bog om nationaløkonomi. Læser man den idag er den naturligvis skrevet i tidens sprog, men indsigterne er forbløffende moderne. Den introducerede for eksempel kernebegreber i nationaløkonomi som arbejdsdeling, produktivitet, frie markeder og frihandel, og hvordan priser spiller en central rolle i hvordan et samfunds totale ressourcer allokeres. På den måde bliver Wealth of Nations ved med at være aktuel, ikke mindst i en tid med handelsprotektionisme og en nyfunden interesse i at regulere priser. Smith var den første til helt konkret at demonstrere, at frihandel er den bedste handelspolitik og at politisk kontrol med prisdannelsen fører til misallokation af ressourcer og arbejdskraft, og dermed til lavere produktivitet. Man kan næppe klandre Smith for, at han ikke fik alle mekanismer på plads – det tog således indtil 1817, før David Ricardo, der arbejdede videre med Smiths idéer, fuldt forstod betydningen af landes og virksomheders komparative fordele, og dermed hvad forskellige lande eksporterer og importerer.

Smith var også den første til omhyggeligt og klart at pege på, hvor vigtigt et effektivt og politisk uafhængigt retsvæsen, der beskytter folks private ejendomsret, er for samfundets udvikling. Nobelpriserne i 2024 og 2025 kan derfor læses som en direkte udvikling af et af hovedtemaerne i Wealth of Nations. Det gælder ikke mindst for vores forståelse idag af, hvordan retsvæsenet er en forudsætning for at have høj produktivitet. Og når vi siger ‘produktivitet’ er det med en Smithsk forståelse for, at lande ikke bliver rige ved at få mere guld eller have større eksport end import, men ved at få det meste ud af de ressourcer, det nu engang har. Wealth of Nations var den første bog, der klart beskrev den ultimative kilde til velstand, og diskuterede hvorfor den kilde er så meget svagere nogle steder i verden.

Siden dens udgivelse, har Wealth of Nations ikke blot skabt diskussion, men også inspireret politiske reformer, der har hjulpet milloner af særligt fattige mennesker til bedre liv. Smith blev læst hemmeligt bag Jerntæppet i 1980erne og en generation af unge politikere og intellektuelle var klar til at bruge hans indsigter, da den marxistiske undertrykkelse i Central- og Østeuropa endte. Uden den forståelse, som Wealth of Nations lagde grunden for – og tusinder af samfundsforskere efterfølgende har bygget ovenpå – var Polen næppe blevet et rigt land på bare 30 år, lande som Ghana, Indien, og Sydkorea havde ikke løftet millioner ud af fattigdom, og verdenshandlen have heller ikke været fri. Og så har vi ikke engang nævnt Smiths andet hovedværk, The Theory of Moral Sentiments, der i sig selv er en oplevelse.

En interessant detalje er, at den første oversættelse af bogen til noget fremmedsprog var til dansk. Franz Dræbye, der var etatsråd – en slags ledende embedsmand i datidens pendant i Danmark-Norge til finansministeriet – oversatte og udgav Wealth of Nations på Gyldendals forlag i 1780. Det er kendt, at en række ledende danske og norske politikere og embedsmænd i slutningen af 1700-tallet læste Adam Smith; listen omfatter så indflydelsesrige navne som Christian Ditlev Frederik Reventlow, Christian Colbjørnsen, og Andreas Peter Bernstorff. Wealth of Nations kom således til at præge en hel række reformer, der lagde grunden til et mere moderne Danmark. Stavnsbåndets ophævelse, liberaliseringen af jordmarkeder, og reformerne i dansk handelspolitik i slutningen af 1700-tallet var alle inspirerede af Wealth of Nations.

For de interesserede kan hele Wealth of Nations læses gratis hos the Online Library of Liberty. Hvis man hellere vil have den stående på hylden og læse den i fysisk format, kan den fås fra Liberty Fund for tyve dollars for begge bind. Mark Skoussen har også skrevet en glimrende, ny analyse med titlen The Genius of Adam SMith for the Institute of Economic Affars, som kan læses her.

En debat som formentlig – sådan plejer det i hvert fald at være – vil være drevet af relativt lidt “hård” data, men mange følelser, formodninger og misrepræsentation af den viden, vi rent faktisk har.

Det er naturligvis ikke et særkende ved netop udlændingedebatten, men det gør sådan set ikke tingene bedre.

Når jeg skriver ovenstående, skal der sikkert være en del, som nikker og tænker: “Ja, det har Niels ret i”. Problemet er bare, at det gælder på tværs af synspunkter og holdninger. Jovist, fakta er godt, når det understøtter det, man mener i forvejen – og ellers er det vist mest af alt i vejen.

Myter, misforståelser og problemet med mangelfuld data, som kun vil blive større

I forrige uge offentliggjorde min med‑punditokrat, Otto Brøns‑Petersen, sammen med sin kollega i Cepos, Carl‑Christian Heiberg, en analyse omkring udlændinges kriminalitet og beskæftigelse: Store forskelle i udlændinges kriminalitet – beskæftigelse gør afgørende forskel.

Her kommer de frem til, at udlændinge i gennemsnit begår mere kriminalitet end danske statsborgere (87 pct. mere), men at lovovertrædelserne typisk er mindre alvorlige og oftere består af bødestraffe.

De kommer også frem til, at personer fra de såkaldte MENAPT‑lande skiller sig ud med markant højere kriminalitetsniveau end alle andre grupper, mens udlændinge fra vestlige lande (Danmarks Statistiks definition, se også senere i dette indlæg) ligger på niveau med danskere.

Nok så interessant kan deres analyse ikke understøtte den opfattelse, mange har om at efterkommere efter indvandrere fra især ikke‑vestlige lande er mere kriminelle end dem, der er indvandret. Det er ellers en påstand, som ofte gentages – ofte med henvisning til den alderskorrigerede statistik – som opdeler kriminaliteten efter oprindelsesland. Det kunne man måske også tro, når man læser fx nedenstående tabel, som er fra Danmarks statitiks årlige publikation om Indvandrere i Danmark – seneste udgave.

Tabel 1

Jeg forstår egentlig godt forvirringen. For fremgår det ikke, at efterkommere har flere domme? Jo, det gør det – for både efterkommere efter vestlige og ikke‑vestlige indvandrere – og så er der endda korrigeret for alder!

Der er bare den problem, at den korrigering man foretager er for at sikre, at man kan sammenligne med andre enkeltlande eller grupper af lande. Der er ikke tale om en korrigering, som gør det muligt at sammenligne mellem generationer, hvilket jo er hvad man gør når man hævder, at efterkommere er mere kriminelle end deres forældre.

Problemet er ikke mindst hvor gamle indvandrerne var, da de kom til landet, i forhold til deres efterkommere, som er her fra barnsben. Det fremgår af det kumulative kriminalitetsindeks, at langt de fleste domme sker i en relativt tidlig alder.

Figur 1.

Otto og Carls analyser tyder også på, at der rent faktisk ikke er nogen forskel på kriminaliteten mellem indvandrerne og deres efterkommere (så langt som dansk statistik nu tillader os at studere udviklingen) overordnet set.

Derimod står det klart, at kriminaliteten især blandt indvandrere og deres efterkommere fra nogle lande (MENAPT) er endog signifikant højere end for resten af befolkningen. Men igen er der stor forskel på, hvorfor de pågældende har opholdstilladelse i Danmark.

Den væsentligste konklusion er, at beskæftigelse er den primære faktor i forhold til kriminalitet. Det gælder både danskere og udlændinge. Udlændinge uden job begår således 4–5 gange så meget kriminalitet som fuldtidsbeskæftigede udlændinge.

Endelig fremgår det, at udlændinge, der kommer til Danmark via erhvervsordninger, har færre domme end danskere i arbejde – og ikke uinteressant i lyset af den løbende debat de sidste mange år. Det gælder også dem, der kommer fra MENAPT‑landene.

Men betyder Otto og Carls resultater så, at man “bare” skal sætte indvandrere og deres efterkommere (såvel som danskere) til at udføre en eller anden form for arbejde, så går det hele nok alt sammen?

Så nemt er det selvfølgelig ikke. Man er jo også nødt til at tage højde for, hvorfor en del af befolkningen ikke er i beskæftigelse – og hvorvidt de overhovedet er reelt jobsøgende.

Og her kommer så den pointe, som også er grunden til overskriften på dette indlæg: hvorledes indretningen af vores velfærdsstat desværre har nogle meget uheldige konsekvenser. En pointe som også var grundlæggende i mit indlæg for snart 15 år siden (og hvorfor dette indlæg har fået overskriften “Indvandringens pris eller socialstatens fallit II”) i mit oprindelige indlæg om indvandring og indretningen af det danske velfærdssystem i 2012.

Tabel 2

En del vil måske mene, at “det er der ikke noget overraskende i”, men hvis man (mere eller mindre frivilligt) følger den løbende debat både på de sociale medier og de mere traditionelle medier, er det ikke just det indtryk man efterlades med.

Et andet problem, der måske er værd at pege på, handler om den måde, man opgør befolkningens inddeling på (se også nedenstående), og om de problemer, der er ved at opstå i forhold til at kunne følge integrationsprocessen over tid.

Det handler om, hvad der sker for generationerne efter de umiddelbare efterkommere af de oprindelige indvandrere og flygtninge.

Mens det er muligt at behandle udviklingen for den første efterkommergenerations børn, bliver det herefter mere og mere problematisk på grund af manglende statistik. I modsætning til USA er dansk statistik (med mindre jeg har overset noget) baseret på oprindelsesland og statsborgerskab. Den anvendte definition hos Danmarks Statistik i forbindelse med opgørelse af befolkningsandele er som følger for indvandrere, efterkommere og personer med dansk oprindelse:

Indvandrere er født i udlandet. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes personen også som indvandrer.

Efterkommere er født i Danmark. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er udenlandsk statsborger, opfattes personen også som efterkommer. Når én eller begge forældre, der er født i Danmark, opnår dansk statsborgerskab, vil deres børn ikke blive klassificeret som efterkommere, men som personer med dansk oprindelse. Fastholder danskfødte forældre imidlertid begge et udenlandsk statsborgerskab, vil deres børn blive klassificeret som efterkommere.

Personer med dansk oprindelse er personer, der – uanset fødested – har mindst én forælder, der både er dansk statsborger og født i Danmark.

Med andre ord kan man anføre, at gruppen “dansk oprindelse” over tid ikke helt indebærer det, de fleste af os måske forventer. Det er næppe noget større problem på nuværende tidspunkt, givet at børn af dem, som statistisk angives som efterkommere efter indvandrere, fortsat udgør en relativt lav andel – og primært består af efterkommere efter indvandrere fra Tyrkiet, det hedengangne Jugoslavien og Pakistan.

Men det kommer til at ændre sig i de kommende årtier. Så hvis man ønsker en vidensbaseret debat, som i mine øjne i den grad er at foretrække frem for det nuværende misk-mask, bliver man nødt til at interessere sig mere for selvidentifikation. Og selv om det måske er en kamel at sluge for en del, må man opgive forestillingen om det homogene Danmark. Sådan har det ikke været længe, og det bliver det aldrig igen (i det omfang det overhovedet har været andet end en romantisk myte – det kommer jo an på, hvordan man definerer graden af homogenitet).

Det er også vigtigt at kunne følge udviklingen, hvis man ønsker at se på de problemer, der f.eks. er i uddannelsessystemet. Her ser det nemlig ifølge den seneste publikation fra Danmarks Statistik om indvandrere i Danmark ikke ud til, at børn af efterkommere efter indvandrere klarer sig meget bedre end deres forældre.

Det skal lige medtages, at Danmarks Statistik understreger, at man reelt kun har undersøgt udviklingen for dem, hvis bedsteforældre kom fra Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan.

For mens andelen, som tager en eller anden form for uddannelse, ikke ligger langt fra “danskere”, så ligger deres gennemsnit klart lavere, hvilket fremgår af nedenstående to figurer.

Her kunne noget tyde på at vi er ved at reproducere forholdene i USA, se også “Indvandringens pris eller socialstatens fallit”

Figur 2. Folkeskolens afgangsprøve

Figur 3.

En del vil måske mene: “Herregud, hvad er problemet?” Det vigtige er vel, at næsten en lige så stor del af indvandrere fra ikke‑vestlige lande som af personer med dansk oprindelse gennemfører en ungdomsuddannelse. Dertil kan man anføre, at det kunne skyldes, at niveauet for fx gymnasieuddannelserne er faldet over tid. Det er der formentlig en ikke så lille andel af underviserne, som vil mene er hovedforklaringen.

Lidt data om befolkningssammensætning og indvandring de senere år.

Når vi nu befinder os i en valgkamp, er det måske på sin plads at slutte af med at se på, hvordan befolkningssammensætningen ser ud på nuværende tidspunkt, og hvordan indvandringen har formet sig de senere år. En del vil måske blive overrasket over nogle af tallene. Alt data stammer fra Statistikbanken.

Som det fremgår af figur 4, udgør indvandrere og deres efterkommere ca. 16 pct. af den samlede befolkning (alt sammen baseret på Danmarks Statistiks definition, se også nedenfor).

Indvandrere fra vestlige lande udgør ca. 6 pct., mens indvandrere fra ikke‑vestlige lande udgør ca. 10 pct., hvoraf halvdelen kommer fra de såkaldte MENAPT‑lande.

Lad os lige for god ordens skyld få styr på, hvad der menes med de tre kategorier:

Vestlige lande er: Alle EU‑lande, Andorra, Island, Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz, Storbritannien, Vatikanstaten, Canada, USA, Australien, New Zealand.

MENAPT‑landene udgøres af: Bahrain, Forenede Arabiske Emirater, Irak, Iran, Israel/Palæstina (Gaza, Vestbredden, Østjerusalem), Jordan, Kuwait, Libanon, Oman, Qatar, Saudi‑Arabien, Syrien, Yemen, Algeriet, Egypten, Libyen, Marokko, Mauretanien, Sudan, Tunesien, Djibouti, Tyrkiet, Afghanistan, Pakistan, Somalia.

Resten kategoriseres som “øvrige ikke‑vestlige lande”. Det gælder altså også fx hele Latinamerika, Israel og Ukraine.

Den inddeling kan man så problematisere og diskutere herfra og til solen bliver sort – ikke mindst hvad der egentlig skal til for at være et “vestligt land”. Men det er altså den definition, der er valgt, og som medfører nedenstående fordeling af befolkningen pr. 1/1‑2025, inkl. efterkommere.

Figur 4

Blandt MENAPT-landene er indvandrere og deres efterkommere fra Tyrkiet den absolut største gruppe (og samtidig dén største indvandrergruppe i Danmark pt.). Her støder vi så iøvrigt på et problem, som er indbygget i den statistik man har adgang til. Der findes ikke rigtigt nogen statistik om indvandringen på subnationalt (etnisk) niveau. Og i realiteten burde fx. den tyrkiske indvandring vel opdeles i mindst to grupper, nemlig “tyrkere” og “kurdere”. Hvor sidstnævnte gruppe muligvis udgør fra ca. 30 til 50 pct af den samlede indvandring fra Tyrkiet.

Efter februar 2022 er Ukrainere blevet den 2. største gruppe. Herefter følger så indvandrere og deres efterkommere fra Polen og Rumænien, mens Syrere kommer ind på en 5. plads, lige foran Tyskland. Hele top-25 landelisten fremgår af figur 5.

Figur 5.

Og lad os lige slutte af med listen over de seneste fem års nettoindvandring til Danmark, som i alt har været på ca. 180–190.000, alt efter om man tæller danske statsborgere med eller ej.

Figur 6.

De 10 lande udgør lidt under to tredjedele af den samlede indvandring de seneste fem år (når man ikke regner “dansk nettoindvandring” med). Der er jo ingen tvivl om, hvilken gruppe der fylder mest. Og så bemærker man måske også, at den fjerde største gruppe er nepalesere, som der har været meget debat om det seneste års tid. Til det er kun at sige, at set ud fra et økonomisk synspunkt er de en stor gevinst for dansk økonomi: stort set intet træk på de offentlige kasser og til gengæld meget høj beskæftigelsesfrekvens, se også figur 7 og top og bund, sorteret efter mænds beskæftigelsesfrekvens november 2024.

Figur 7.

Hvis du er interesseret i mere information om indvandringen til Danmark, vil jeg forøvrigt varmt anbefale den årlige publikation om indvandrere i Danmark fra Danmarks Statistik. Men gør dig selv den tjeneste ikke at læse den som mange politikere vist gør – overfladisk og blot på jagt efter noget, som kan støtte dem op i det de mente på forhånd eller hvad der nu driver dem.

Planen fordeler udgifter på ialt 75,2 milliarder kroner udover syv hovedområder. Som vi illustrerer i lagkagediagrammet nedenfor, står Forsvaret for den store del: 42,9 milliarder ekstra, som kommer af Danmarks nye internationale forpligtelser. Det er en del, der ikke rigtigt kan diskuteres, men det interessante er, at regeringen ikke forsøger at omprioritere de andre udgifter for at kompensere for de højere forsvarsudgifter.

Resten går til diverse andre poster, med 13 milliarder til det demografiske træk, fem milliarder til ekstra ‘beredskab’ (hvad det end betyder), 4,5 milliarder til havvindmøller, og diverse andre indsatser til klima og pension. Den eneste post, der kan siges at repræsentere en lettelse for borgerne i modsætning til en udgiftsstigning for staten, er planerne for en differentieret moms. Her skal man lægge mærke til to ting. For det første er planerne stadig helt uspecificerede: Bliver der tale om en lavere moms på fødevarer, en lavere moms på ‘sunde’ fødevarer, momsfriholdelse af frugt og grønt, eller en helt fjerde ordning? Det ved vi ikke, og det eneste sikre er, at en næsten enig økonomstand har argumenteret imod differentieret moms. Den giver store bureaukratiske problemer for både stat og virksomheder. Dansk Industri har således vurderet de samlede byrder forbundet med differentieret moms til omkring 2,75 milliarder kroner. Det indebærer, at de seks milliarder ( otte procent af den totale plan) der er afsat til området, netto ikke bliver til meget mere end tre milliarder for borgerne.

2035-planen indebærer med andre ord en stor udvidelse af staten og næsten intet for borgerne. Overordnet udvider den de offentlige udgifter med 5,2 procent – oveni andre planlagte udvidelser – og det sker efter et 2025, hvor de offentlige udgifter brutto steg med 3,5 procent. En så stor stigning i de offentlige udgifter vil, alt andet lige, føre til lavere økonomisk vækst i de kommende år, når det offentlige crowder privat aktivitet ud, beslaglægger en større del af arbejdsstyrken, og presser iværksætteraktiviteten. Og det helt store problem her er, at alt andet netop er lige! Der ligger absolut ingen tiltag i regeringens plan, eller de tre partiers udmeldinger til valget, der kunne påvirke dansk økonomis langsigtede vækst eller produktivitet. Udspillet er basalt set et forsøg på at købe vælgergrupper, mens virkningen er stilstand. Dansk politik et tæt på at have slået sin egen rekord i ligegyldighed overfor borgerne og den økonomiske fremtid.

Section 122 har overskriften Balance-of-Payments Authority og starter med “(a) Whenever fundamental international payments problems require special import measures to restrict imports – (1) to deal with large and serious United States balance-
of-payments deficits.” Det er denne del, som præsidenten påberåber sig. Og heri ligger problemet, fordi et “balance-of-payments deficits” overhovedet ikke er det samme som det “trade-balance deficit” som Trump mener er et problem. Selvom mange ofte taler om et betalingsbalanceproblem, når de mener et handelsbalanceunderskud, er det ikke det samme fænomen.

Betalingsbalancen – på engelsk the balance of payments – består af de løbende poster og kapitalbalancen. Langt det meste af de løbende poster består af handelsbalancen, der er værdien af al eksport minus værdien af al import, mens kapitalbalancen er inflows minus outflows af kapital. Og de to går cirka i nul. Hvis et land har et underskud på de løbende poster, må det jo nødvendigvis finansiere underskuddet på en eller anden måde. Det kan være lån eller udenlandske investeringer, dvs. inflows af kapital. På samme måde er et overskud på de løbende poster logisk forbundet med outflows af kapital. Det er på den måde – ved at have store overskud på handelsbalancen – at Danmark betalte sin massive udlandsgæld af fra midten af 1980erne til nu!

Trump har adskillige gange demonstreret, at han ikke forstår basalt nationalregnskab, og i særlig grad at investeringsflows og eksport/importflows er direkte forbundet på denne måde. Præsidenten er ganske enkelt nationaløkonomisk analfabetisk, men det er hans rådgivere næppe allesammen. Trump har hele sin karriere klaget over, at USA har underskud på varehandelsbalancen og at det er evidens for, at andre lande narrer USA. Læg mærke til kursiven: Trump klager over underskuddet på varehandlen, og ignorerer dermed, at USA har et ganske stort overskud på balanden på handel med service. Og han kræver, at USA får både et overskud på handelsbalancen og et overskud af investeringer, der flyder ind i landet – noget, der er nationaløkonomisk umuligt.

Man kan nu forudsige endnu et længere retsligt opgør, fordi Trump-administrationen har brugt en lov, der slet ikke handler om det problem, man påstår at ville løse. I Højesterets dom fra forleden var dommerne meget klare i deres krav til præcist sprogbrug: Når IEEPA ikke brugte ordet ‘tariff’ betød det, at Kongressen ikke havde uddelegeret brugen af toldpolitik til præsidenten i loven. Det er derfor svært at tro, at domstolen vil lade præsidenten slippe afsted med at bruge en lov, der slet ikke handler om handelsbalancen, men noget fundamentalt andet.

Forklaringen er, at de løbende skatter – ejendomsværdiskat og grundskyld – beslaglægger en væsentlig del af den grundrente, der er knyttet til en grund.

Det er let at se, at boligejeren kommer til at betale mere, så længe man bliver boende i boligen. Hvis værdierne på grunde stiger som følgende af stigende efterspørgsel efter jord, stiger vurderingerne også. Og med højere vurdering følger også højere løbende skat.

Men selv om boligejeren sælger sin ejendom, kan man ikke slippe for skattestigningen i fremtidige år. Det skyldes, at grundskatter kapitaliseres i jordpriserne. Kapitaliseringen er et resultat af, at udbuddet af jord er givet, og at det derfor er prisen som må give sig. Her adskiller jord sig fra næsten alle andre goder, hvor udbuddet kan give sig.

Der sker kort sagt følgende: Nye købere er villige til at give en højere pris for et stykke jord (uanset om der er hus på eller ej). Det skaber en avance for sælgeren. Men den højere pris driver de fremtidige løbende skatter op. Da køberen ikke er villig til at betale endnu mere, fordi skatterne stiger, falder jordprisen igen, indtil grundprisen og nutidsværdien af de fremtidige skatter svarer til den ekstra betalingsvillighed.

Hvor meget drejer denne effekt sig om? Altså – stiger grundprisen som følge af øget efterspørgsel, hvor meget af den stigning bliver redresseret af kapitaliserede fremtidige skatter, som får prisen til at falde noget igen?

Jeg har beregnet det i et nyt notat. Svaret er under de givne forudsætninger – rente- og grundprisinflation spiller en rolle – sluger de løbende boligskatter 56 pct. af avancerne på boliger. Hvis boligejeren betaler den progressive ejendomsværdiskat (1,4 pct. i stedet for 0,51 pct.), er den effektive avanceskat 68 pct.

Der er et lille appendiks i notatet, hvor man kan følge beregningen. Desuden gennemgår jeg også en del af de myter, som knytter sig til avanceskat på boliger. De er i høj grad falske.  

“There is no exception to the major questions doctrine for emergency statutes. Nor does the fact that tariffs implicate foreign affairs render the doctrine inapplicable. The Framers gave “Congress alone” the power to impose tariffs during peacetime […]. And the foreign affairs implications of tariffs do not make it any more likely that Congress would relinquish its tariff power through vague language, or without careful limits. Accordingly, the President must “point to clear congressional authorization” to justify […] his extraordinary assertion of that power.”

Hele dommen kan læses her.

Men som min fremragende kollega Philipp Schröder har påpeget, er det hverken utvetydigt gode nyheder for virksomheder, og heller ikke slutningen på vanviddet. For det første har præsident Trump øjeblikkeligt raset over højesteretsdommere – hans påstand er, at de er illoyale, forkerte, og upatriotiske – og har meddelt, at han vil fortsætte sin protektionistiske politik. Hans udmelding er nu at bruge Section 122 i the Trade Act of 1974, en særlov fra Richard Nixons period, der giver præsidenten særlige, kortvarige toldmuligheder i specielle situationer (læs f.eks. her). Den skal misbruges til at pålægge al import til USA en basistold på 10 procent. Oveni det kommer alle hans særlige straftoldsatser.

Den udmelding skaber en del af det næste problem, som er den fortsatte usikkerhed omkring USAs handelspolitik i den umiddelbare fremtid. Trump har muligheden for at bruge section 122 til at føre fortsat protektionistisk politik, omend loven begrænser politikken til 150 dage. Enhver fortsættelse skal godkendes af Kongressen. Han har også vist sig mere end villig til at bruge lovgivning, der giver mulighed for at regulere international handel der kan true den ‘nationale sikkerhed’. Så stoppet for brugen af IEEPA til at begrænse handelen er ikke slutningen på usikkerheden om, hvad Trump-administrationen kan finde på. Og, som Philipp noterer, er der også en række julelege som lande kan bruge, for at begrænse handelen med uigennemsigtig regulering, tekniske krav, og dyre procedurer.

Fremadrettet kan man derfor forvente endnu flere retssager. Nogle af dem kommer til at handle om, at dem amerikanske stat skal tilbagebetale ulovligt opkrævet told. Andre kommer til at teste, hvor langt en amerikansk præsident kan gå i brugen af section 122 og sikkerhedslovgivning. Er det for eksempel i den nationale sikkerheds interesse, at man lægger høj told på import at træmøbler? Og nej, det er ikke et tænkt eksempel, men amerikansk virkelighed. Og kan administrationen måske finde på direkte trusler mod importører? Ingen kender morgendagen i Trumps politiske vanvid, men Højesteret har i det mindste lukket ned for én af ruterne for idiotien.

Ny forskning af Andreas Bergh (Lund Universitet), Justin Callais (Archbridge Institute) og undertegnede løser i det mindste ét af problemerne med at finde ud af, hvad der foregår. Problemet er, at det ikke er tilfældigt, hvor og hvornår et land eller regions grad af globalisering stiger. Vi bruger derfor matching – en metode, der kun sammenligner steder med en stigning med steder, der ser ligesådan ud, men uden en stigning i globalisering – til at estimere en effekt på uligheden, og ser endda på hver kvintils (hver 20 % af indkomstfordeling) del indkomstandel. Bundlinjen: Der er ikke rigtigt noget at komme efter. De fattige bliver ikke fattigere af globalisering, og om noget har middelklassen måske en vis gavn af øget handel. Vores fund, at der ikke er nogen klare fordelingseffekter af globalisering skal fortolkes på baggrund af den massive evidens for væksteffekter for hele samfundet af øget frihandel.

Artiklen er under udgivelse i Journal of Comparative Economics, men hele abstractet kan allerede læses her:

Low barriers to trade and access to international capital markets have long been argued to improve economic conditions in a country. However, there is less consensus on the impact of economic globalization on the distribution of those gains across society. There are several possible explanations for the conflicting findings in the existing literature, perhaps most notably endogeneity issues that plague the cross-country studies. To alleviate this, we utilize matching methods. Instead of using Gini coefficients, as much of the previous literature, we examine large increases in economic globalization’s impact on 5-year income growth in each quintile of the income distribution as well as top 1 and 5 percent. We find no evidence that income growth for the middle classes in OECD countries is hurt by economic globalization; if anything, some results indicate statistically positive effects. Most estimates, however, are positive but statistically and economically insignificant.

Problemerne i skattemyndighederne er ikke bare absurde for borgerne og en alvorlig udfordring for retssikkerheden, men også en skamplet på 14 ministre. Det er antallet, der reelt har været involveret i den rullende skandale omkring ejendomsvurderingerne. Her er de fire værste problemer med Vurderingsstyrelsens system.

1. Grundlaget for systemet er reelt umuligt. Som jeg understregede i Børsen i sidste uge, kan det ikke lade sig gøre at opdele vurderingerne i en grundværdi og en samlet ejendomsværdi. Grunden er, at en grund i praksis næsten aldrig handles uden bygninger på den. Der eksisterer således ikke et sammenligningsgrundlag for en separat vurdering af grunden. Dermed kan det simpelthen ikke lade sig gøre, at et system beregner en pris. Grundværdierne bliver ganske enkelt fiktive.
2. Princippet om ‘bedste økonomiske anvendelse’ er økonomisk analfabetisk. Alligevel har Vurderingsstyrelsen implementeret det, måske fordi princippet giver en grundpris. For at se, hvor idiotisk ‘bedste økonomiske anvendelse’, kan man forestille sig 25 grunde i Aarhus, hvor der i princippet kunne ligge et luksushotel. Styrelsens metode betyder, at hver af de 25 vil blive beskattet som om grunden ville blive solgt til at luksushotel. Men det er ikke sikkert, at der overhovedet er et marked for et eneste ekstra hotel i Aarhus. Og selvom der var et marked for ét ekstra hotel, ville det ikke kunne ligge på alle 25 grunde. Princippet fører med andre ord til fuldstændigt fiktive og helt generelt til alt for høje vurderinger – og dermed meget større skatteindtægter til stat og kommuner.
3. Ejendomsvurderingerne bliver ved med at være midlertidige. Lige nu er de endelige vurderinger udskudt til 2028, og mit bedste bud er at de bliver udskudt igen. Sandheden er nemlig, at systemet performer ekstremt ringe. Da en avis for godt et år siden fik lavet en sammenligning mellem de offentlige vurderinger og den faktisk salgspris på omkring 72000 ejendomme, var over halvdelen af de handlede ejendommes vurdering mere end 20 procent forkert i Sydjylland. Det gamle system, som det nye skulle erstatte, blev skrottet netop fordi vurderingerne bar for upræcise. Man må derfor stille det spørgsmål, om det nye system i virkeligheden er mindst lige så upræcist som det gamle – og dermed ulovligt – og det er derfor, at alt bliver ved med at være midlertidigt. For man kan som bekendt ikke klage over de midlertidige vurderinger – den almindelige klagemulighed er omgjort i loven.
4. Sidst, men bestemt ikke mindst, er der to problemer, der i alvorlig grad udfordrer borgernes retssikkerhed. Forleden kom det frem, at mange borgere – endda inklusive den kendte forsvarsadvokat Karoly Nemeth – bliver opkrævet strafrenter, fordi de midlertidigere vurderinger er opdateret, og de derfor skulle have betalt højere skat end de gjorde. Det regner Skat dermed som en skattegæld, som der løber renter på. Men det er med stor sandsynlighed ulovlig praksis, da borgerne da de betalte ejendomsskatten, ikke på nogen som helst måde kunne vide, at de betalte for lidt. Det kunne Skat ikke engang vide – men de opkræver stadig strafrenter. På samme måde er ombudsmanden gået ind i sagerne, da det viser sig, at Vurderingsstyrelsen hverken kan eller vil dokumentere, hvordan man er nået frem til en given vurdering. Borgerne skal simpelthen acceptere, at det er korrekt uden at have nogen mulighed for at efterprøve det grundlag, de beskattes på. Og som ombudsmanden har understreget, betyder det også at Skatteankenævnet eller domstolene heller ikke vil kunne få adgang til grundlaget. Der er intet andet at gøre end bare at lægge sig fladt ned og erkende, at selvom staten tager fejl, har den alligevel ret. Det er en decideret sovjetisk retstilstand!

Som titlen angiver, er situationen omkring Vurderingsstyrelsen og det nye system ikke en demokratisk retsstat værdig. Det minder langt mere om mafiaen, der kommer og opkræver penge uden at fortælle, hvorfor det lige præcist er 20.000 kroner eller hvornår de ændrer mening og kommer igen. Beskeden til Folketinget herfra er: Drop det og start forfra!

Jeg var i den specielle situation, at jeg ikke præsenterede noget selv, men alligevel havde tre papirer på programmet: Tre forskellige medforfattere havde besluttet at præsentere arbejde, som jeg har været med på. Ege Asutay, der er PhD-studerende ved universitetet i Jena (på billedet) præsenterede for eksempel Do Populists Erode Civil Society, der er skrevet sammen med Niclas Berggren (IFN i Stockholm) og undertegnede. Beskeden i papiret er, at jo flere populistiske partier der kommer i parlamentet, og jo mere populistiske partierne bliver, jo mere lider civilsamfundet. Historien ender dog ikke der, fordi vores empiriske undersøgelse peger utvetydigt på, at det helt primært er højrefløjens populisme, der fører til direkte repression af civilsamfundet og lavere deltagelse i det.

En anden præsentation, der gjorde indtryk, var fra Cepos-forskeren Karsten Bo Larsen, der sammen med Cecilie Tandrup-Rasmussen har undersøgt, hvad der er sket med de danske hospitalers produktivitet. Der plejede at være en regulær, årlig måling af, hvad man får ud af ressourcerne på de danske hospitaler, men den sluttede i 2018. Karsten Bo konstaterede lakonisk, at det var måske ikke helt tilfældigt. Analysen, der meget snart udkommer fra Cepos så alle kan læse den, peger på at produktiviteten er faldet markant siden 2020.

Et par andre spændende indlæg kom fra bl.a. Eliza Hałatek, der er PhD-studerende på universitetet i Warszawa, og Stefan Voigt fra Hamborg, der er lidt længere i sin karriere – Stefan er en af Europas absolut mest citerede retsøkonomer. Eliza stillede i One or too many voices? Introducing the Central Bank Cacophony Index spørgsmålet, om hvad der sker når centralbanker kommunikerer i alle mulige retninger. Til formålet har hun udviklet sit eget ‘kakofoniindeks’ for den europæiske centralbank. Den meget fine præsentation gav anledning til et par kommentarer, man først grinte lidt af og bagefter tænkte seriøst over: Hvordan ville den slags se ud, hvis man gentog analysen for latinamerikanske centralbanker (fra Douglas Elmauer), og kunne man forestille sig ‘rationel kakofoni’ (fra Peter Nannestad). Eliza tog hjem om lørdagen med flere nye idéer til PhD-projektet.

Sidst, men ikke mindst, præsenterede Stefan Voigt mere arbejde i sit kreative og spændende projekt om. hvad folkeeventyr kan fortælle os om nationale værdier. Papiret What Folktales Tell Us: Tracing Value Persistence Across a Century peger ret klart på, at en del værdier er endda meget stabile på samfundsplan. Og når basale værdier er stabile, kommer visse institutioner og politiske valg også til at blive stabile, og konstante gevinster eller problemer for nogle lande.

Der er god grund til at sige tak til alle deltagerne inklusive de kolleger og studerende, der kom og sad med på dele af workshoppen. En del af punditokraternes mission er at bringe ny samfundsforskning ud til læserne, og det indebærer også, at man kan give besked i kommentarerne, om man ønsker en længere post om et af papirerne, der blev præsenteret i fredags. Og selvom man ikke har det, kan man konstatere, at public choice er ved godt helbred i vores del af verden.

I hvor høj grad det er sket er det spørgsmål, som Julian Hinz, Aaron Lohmann, Hendrik Mahlkow og Anna Vorwig ser på i et nyt policy brief fra Kiel Instituttet. Med titlen America’s Own Goal: Who Pays the Tariffs? bruger de fire økonomer data fra al import, der er fragtet til USA på oceangående fragtskibe mellem januar 2024 og november 2025. Hver sending kan kobles til en bestemt produkt-specific toldsats (8-digit HS niveau), så man kan se helt præcist, hvad der sker når de amerikanske toldsatser ændres.

Konklusionen er klar: “foreign exportes absorb less than 4 % of the tariff burden; the remaining 96 % passes through to US importers.” Man kan endda ikke afvise med normal statistisk sikkerhed, at de amerikanske importører faktisk bærer hele omkostningen. Det samme resultat kan ses i import fra Brasilien, der fra august blev ramt af en toldsats på 50 %. I de særlige brasilianske tal kan Hinz et al. ikke se nogen klar ændring af den pris, de brasilianske virksomheder tager for varerne. Med andre ord betyder et, at der reelt er fuld pass-through: Amerikanerne betaler hele tolden. Det samme ser de i Indien, hvor de har adgang til de præcise FOB priser (free on board), der tages ved afgang.

Implikationen af Kiel Institutets nye analyse er, at Trumps toldpolitik fuldt ud er en ekstra skat på amerikanerne – den overfører ingen velstand fra udlandet til amerikanere. Starter man fra det faktum, at importen er cirka 15 % af USAs BNP og den gennemsnitlige toldsats stiger fra godt 1,5 til 21 % når politiken er fuldt indfaset, vil en back-of-the-envelope-beregning vise, at Trumps handelspolitiske ændringer svarer til en ekstraskat på cirka tre procent. Der skal økonomisk inkompetence af gigantiske dimensioner til at forklare, hvordan man kan lave et så ekstremt politisk selvmål.

Min glimrende kollega Justin Callais, der idag er cheføkonom ved Archbridge Institute, skitserede forleden teorien på sin Substack Debunking Degrowth (der i sig selv er varmt anbefalet). Justin opsummerer teorien ved at den “highlights how political extremes often converge in their authoritarian tendencies, anti-establishment rhetoric, and simplistic “us versus them” worldviews.” Ekstremerne konvergerer således i definitionen på populisme, og kommer ikke overraskende til at føre ret ens politik. Her er nogle få eksempler fra Trumps anden administration.

Interventionistisk industripolitik er baseret på idéen om, at markedet ikke virker – eller, som nogle populister påstår, kun virker for nogle allerede priviligerede grupper – og derfor skal styres politisk. Man skal fra politisk side dirigere industrien, subsidiere og beskytte særligt strategisk vigtige (læs: politiske forbundne) sektorer, og både beskytte og promovere særlige slags arbejdspladser i traditionel industri. Populisternes industripolitik hviler således på socialistiske idéer fra 1930erne og 50erne, der bredt set er debunket af ædruelige politikere, og som forskere som von Mises, Hayek og Olson forlængst har vist, ikke kan lade sig gøre i praksis. Men det er meget præcist den type politik, Trump i stigende grad fører, og amerikanske socialister som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez har plæderet insisterende for.

Påstande om, at globalisering er en trussel og fører til at ‘vores’ arbejdspladser og markedsandele stjæles af andre lande, er en anden gammel traver på den uinformerede venstrefløj. Bemærk, at jeg understreger uinformeret, da der er mange venstreorienterede økonomer, der fuldt støtter frihandel, fordi den i særlig grad gavner fattige mennesker i fattige lande, og nedbryder monopoler. Men Trumps handelspolitik og hans gentagne påstande om, at andre lande stjæler amerikanske industriarbejdspladser og “rip us off” er både økonomisk analfabetisk, og en idé som man ellers primært finder hos gakkede socialister som f.eks. Joseph Stiglitz og den trotskistiske franske præsidentkandidat Jean-Luc Mélenchon. Også her mødes socialistiske populister og autoritære højrefløjspopulister i toppen af hesteskoen.

En tredje afart af fænomenet kan ses i Trumps opkøb og statsliggørelse af private virksomheder: Hans ‘golden share’ i US Steel, 10 % andel i Trilogy Metals og Intel, og hands tvungne option på 8 % af aktierne i Westinghouse. Man kan næppe komme længere mod fuldblods socialisme end idéen om, at staten skal eje produktionsmidlerne i centrale industrier. Men det er præcist hvad Trump argumenterer, og hvad han er igang med at udføre i praksis.

Sidste skud på stammen er hans edikt om, at kreditkortselskaber ikke må tage mere end 10 % rente på folks kredit. Som Justin peger på, foreslog socialisterne Sanders og Ocasio-Cortez sammen med den ekstrem-trumpistiske republikaner Josh Hawley præcist det samme for knap et år siden. Statslig styring af kreditgivelse og finansielle institutioner er næppe heller særligt liberal eller konservativ politik, men er klassisk socialistisk populisme.

Donald Trump er på mange måder et ekstrem i sig selv, men derfor også et skoleeksempel på, hvordan populister ofte ligner hinanden selvom de rent umiddelbart hører til forskellige fløje. Trump er uden tvivl økonomisk analfabet, ligesom mange venstrepopulister er (og nogle gange med vilje), men det undskylder ikke at han også økonomisk er identisk med Sanders, Xi og Putin.

Deltagerne i år kommer fra Danmark, Holland, Polen, Sverige og Tyskland, og emnerne spænder bredt fra euroeffekter over ulighed til terrorisme. Det næsten endelige program er her, og ser – hvis jeg skal sige det – meget spændende ud.

11.00-11.05: Welcome

11.05-12.35: Session 1. Policies

Tobias Poulsen (Cepos): Reassessing the Trade Effect of the Euro: A Replication of Glick & Rose (2016) with Updated Data and Adjusted Analyses

Rasmus Wiese (Groningen), Jakob de Haan (Groningen), and João Tovar Jalles (Lisbon): Unveiling Employment and Wage Dynamics: The impact of Labor Market Reforms using a Local Projections Difference-in-Differences Approach

Eliza Hałatek (Warsaw): One or too many voices? Introducing the Central Bank Cacophony Index

12.35-13.30: Lunch

13.30-15.00: Session 2a. Populism and voting

Ege Asutay (Jena), Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Civil Society and Populism: Do Populist Politics Help or Hinder it?

Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Incongruent Values and Populist Voting

Peter Nannestad (Aarhus): Immigrants as Future Voters? An empirical footnote to the Hillman – Van Long model

13.30-15.00: Session 2b. Rent-seeking

Atma Mahapatra (Groningen): A Broader View: Mapping the Universe of U.S. Trade Lobbying

Lotta Stern and Staffan Samuelsson (Ratio): A Return to Corporatism or Just Establishing a New Status Quo?

Martin Paldam (Aarhus) and Jamel Saadaoui (Paris 8): The Grand Pattern in the Triplet of Political Capitalism, State Capture, and Crony Capitalism

15.00-15.45: Coffee

15.45-17.40: Session 3a. Inequality and values

Andreas Bergh (Lund): Tennis, Chess, and Supercomputers: New Measures of Global Inequality

Karsten Bo Larsen and Cecilie Tandrup-Rasmussen (Cepos): Productivity in Danish Hospitals

Jerg Gutmann, Anne van Aaken, Betül Simsek, and Stefan Voigt (Hamburg): The Tightness/Looseness of Social and Legal Norms in Europe

Stefan Voigt (Hamburg), Mahdi Khesali (Hamburg), and Nadia von Jacobi (Trento): What Folktales Tell Us: Tracing Value Persistence Across a Century

15.45-17.40: Session 3b. Terrorism and constitutions

Lasse Aaskoven (SDU) and Marius Mehrl (Leeds): White and Red Terror: Ideology and State Violence after Autocratic Regime Establishment

Lasse Skjoldager Eskildsen (SDU) and Christian Bjørnskov (Aarhus): Are Terrorists Ideologically Consistent in their Target Selection?

Katarzyna Metelska-Szaniawska, Anna Lewczuk, Tymoteusz Mętrak (Warsaw): Economic consequences of respecting and violating constitutions revisited using a new set of indicators

17.40: Refreshments and end

Den glimrende Daniel Freeman fra the Institute of Economic Affairs i London interviewede forleden Guriev om netop Rusland. Det blev en samtale om hvordan resterne af Sovjetunionen blev til Rusland, hvad der gik galt, og hvordan landet virker under Vladimir Putins diktatur. Det er varmt anbefalet.

Hvis man er i humør til en kortere samtale om mere generel udvikling med fokus på institutioner og hvad der er tilbage fra kolonitiden, lavede jeg forleden podcast med min ven og kollega Manoel Bittencourt. Hele samtalen kan ses her; jeg hyggede mig meget med samtalen, og håber at der måske er noget inspiration i de muligheder, vi taler om.

Carlos Martinez skrev forleden dag om Cuba på Econlib og argumenterede for, at landet om få år vil slippe af med socialismen. I et forsøg på at foretage rigtig meningsmåling i Cuba i 2024 fandt CubaData at kun 3 procent af de adspurgte betragtede sig selv som ‘stærkt socialistiske’, mens næsten 22 procent var liberale eller pro-marked. Langt de fleste mener, at landet burde indføre liberaliserende reformer. Cubanerne ved godt, hvor meget de er gået glip af, og hvorfor.

For snart syv år siden skrev vi om Cubas tabte udvikling (læs her). Siden da er der kommet ny og meget fin forskning, der helt klart dokumenterer de enorme tab, cubansk socialisme har pålagt landet. I “The Forsaken Road: Reassessing Living Standards following the Cuban Revolution and the American Embargo” tager JP Bastos, Vincent Geloso og Jaime Bologna Pavlik fat i to indbyrdes relaterede spørgsmål: Hvilken økonomisk påvirkning har skiftet til socialisme haft, og hvor stor er effekten af den efterfølgende amerikanske embargo?

Svarene er, at revolutionen stort set har sat Cubas økonomi totalt i stå, og at USAs embargo kun har bidraget til 3-10 procent af det samlede tab. Bastos et al. noterer således, at cubansk arbejdsproduktivitet – målt på BNP per fuldtidsansat i John Devereuxs nye data – ikke er klart højere i 2019 end den var i 1957, året før revolutionen. Enhver indkomstfremgang på øen må derfor være kommet fra, at folk simpelthen arbejder mere, mens den socialistiske revolution stort set har slået al produktivitetsfremgang ihjel.

Figuren nedenfor illustrerer Cubas udvikling relativt til resten af Latinamerika; de fulde optrukne linjer er BNP per indbygger, mens de stiplede viser BNP per fuldtidsansat. Figuren viser meget klart, at BNP stiger fra starten af 1970erne til starten af 1980erne, hvilket er konsistent med en periode hvor arbejdsudbuddet stiger fordi flere kvinder kommer på arbejdsmarkedet. Omvendt sker der ikke noget med produktiviteten, og cubansk levestandard styrtdykker med cirka 40 procent i starten af 1990erne. Som Bastos et al. viser, er en væsentlig forklaring at den sovjetiske hjælp, der bidrog med omkring 20 procent til BNP, pludseligt holdt op. Væksten fra 1995 og frem er således blot en type konvergens op mod hvor Cubas økonomi var i midten af 1980erne.

Bundlinjen for cubanerne er, at hvis landet bare havde fulgt Latinamerikas trend, havde det været cirka dobbelt så rigt og dobbelt så produktivt. I stedet har cubanerne idag 45 procent af den nationalindkomst, som gennemsnittet i resten af Latinamerika har, og endnu lavere privatforbrug. Samtidig arbejder de officielt cirka 20 procent flere timer om året, og reelt er der masser af uofficielt arbejde i Cuba for bare at få mad på bordet.

Det er derfor ikke kun en økonomisk, men også en menneskelig tragedie at et land, der i midten af 1950erne var et mellemindkomstland med en særligt levende tradition for frie medier – V-Dem-projektets vurdering af ytringsfriheden i Cuba i slutningen af 1950erne er omtrent en tredjedel højere end resten af Latinamerikas – og en længere demokratisk tradition end det meste af kontinentet, idag er et næsten desparat fattigt land, hvor op mod 20 procent af befolkningen er flygtet de seneste år. Cuba burde have været et normalt, demokratisk latinamerikansk land, men er et repressivt diktatur med en levestandard under Indiens. Hvorfor nogen stadig tror på, at socialisme er vejen frem, er svært at forstå.