Den første indsigt fra dette års EFW-rapport er dog et bedre overblik over, hvad der skete med verdens økonomiske frihed under Covid-nedlukningerne, og i hvilket omfang, friheden er vendt tilbage. Som man kan se i Figur 1.3 fra rapporten, er verden idag tilbage på niveauet fra 2012. Noget af den økonomiske frihed er vendt tilbage, men i særlig grad regulering, den offentlige sektors størrelse, og i nogen grad retvæsenernes kvalitet er stadig noget under der, hvor vi var for 12-15 år siden. Her ligger nogle af de store, langsigtede omkostninger af de enorme politikfejl, der blev lavet som reaktion på en ny pandemi.

En af grundene til at bekymre sig så meget, er illustreret pædagogisk i Figur 1.10 nedenfor. Masser af forskning – bogstaveligt talt flere hundrede studier – viser, at økonomisk frihed bidrager til langsigtet økonomisk vækst. På den lange bane er økonomisk frihed en af de væsentlige kilder til, at nogle lande er meget rigere end andre. Den nye rapport viser også, at det samme gælder fattigdomsrater, forventet livslængde, korruption og en række andre forhold. En af de lidt glemte indsigter – som Nicolai Foss og jeg bidrog med i EFW-rapporten i 2012, er at økonomisk frihed er tydeligt forbundet med iværksætteraktivitet, som derefter gør landets økonomi mere produktiv.

Hvor er Danmark så i alt det her? Som flittige læsere måske ved, siger man nogle gange i forskningsmiljøet omkring EFW, at de skandinaviske lande er skizofrene: På nogle af de fem underområder af økonomisk frihed er vi blandt den globale top. Det gælder ikke mindst vores meget fine beskyttelse af privat ejendomsret, solide og forudsigelige pengepolitik, og relativt uregulerede erhvervsliv. Ingen påstår, at det er ureguleret, men i forhold til andre vestlige lande er det relativt fornuftigt. På den anden side, er de skandinaviske offentlige sektorer – og ikke mindst den danske – blandt de største i alle ikke-totalitære samfund. Figuren nedenfor illustrerer situationen: de røde dele af søjlerne illustrerer det globale gennemsnitsindeks i 2024, mens de blå dele illustrerer Danmarks indeksværdier.

Som altid omfatter årets rapport altid mål for den økonomiske frihed to år tilbage – det tager tid at få statistik indsamlet og udgivet. Vi ved ikke endnu, hvad der er sket i 2025-26, men det forhindrer ikke, at forskere på universiteter, uafhængige institutter og i tænketanke kan bruge EFW-rapportens data. Det er blandt andet denne rapports information, der har skabt indsigt i, hvorfor Danmark har så relativt få iværksættere på trods af de fine institutioner. Selvom det gode retsvæsen i princippet gør det nemmere at etablere en virksomhede, forhindres en masse iværksætteraktivitet af den enorme offentlige sektor og det høje skattetryk. Virksomhederne bliver med andre ord slået ihjel ved fødslen – og blandt andet derfor er de store, danske virksomheder næsten alle overraskende gamle. Og der er masser af andre interessante, overraskende og samfundsrelevante indsigter at få fra dette og tidligere års Economic Freedom of the World.

Hvor det niveau ligger er spørgsmålet om, hvordan den såkaldte Laffer-kurve ser ud. På den socialistiske fløj afskyr mange Arthur Laffer og den kurve, der bærer hans navn, men den er uafviselig. I yderpunkterne er der ingen skatteindtægter: Ved en skat på 0 % får staten naturligvis ingen indtægt, og ved en skat på 100 % er der ikke længere noget at beskatte, fordi ingen har incitament til at arbejde (officielt). Så ren logik fortæller en, at der må være en slags optimum, hvor skattesatsen maksimerer statens indtægter. Det illustreres fint i figuren nedenfor, der er fra Institutet för Näringslivsforsknings annoncering af Jacob Lundbergs nye artikel i Journal of Public Economics.

Jacob ser i artiklen på konsekvenserne af, hvor den højeste marginalskat ligger. For danskere er det interessante, at den kombinerede marginalskat (indkomstskat og afgifter) er 66 %, mens Jacob estimerer den sats der maksimerer statens indtægter til 57 %. Sverige og Finland ligger også til højre for toppunktet på kurven, og alle tre kunne derfor i princippet forøge statens indtægter ved at sænke marginalskatten.

En af de særlige grunde til det er, at jo højere marginalskatten bliver, jo mindre vil folk rationelt arbejde: Hvis jeg skulle betale 40 %, ville jeg nok sige ja til flere foredrag, avisartikler osv. Men med den nuværende marginalskat, får jeg ganske enkelt ikke nok ud af det ekstra arbejde til at det opvejer mit tab af fritid – en lørdag med min kæreste, en søndag eftermiddag i tennisklubben, eller anden fritid, jeg skulle opgive for at arbejde (læs også her). Jacob pointerer, at de tre nordiske lande ville være lige omkring toppunktet på Laffer-kurven, hvis arbejdsudbuddets elasticitet var omkring 0,15 – dvs. hvis 10 procent højere marginalskat gav 1,5 % mindre arbejdsudbud. Det er meget cirka hvad Finansministeriet typisk regner med, men som han peger på, viser uafhængige og nyere studier en væsentligt højere elasticitet. Jacob regner i artiklen med 0,25, men på langt sigt er den nok endnu højere. Som Henrik Kleven, Claus Kreiner, Kristian Larsen, og Jakob Søgaard viste i en artikel i American Economic Review fra sidste år, er elasticiteten på langt sigt i Danmark nok omkring 0,5.

Bundlinjen i den fine, nye forskning fra IFN er, at selv med Folketingets nærmest umættelige appetit på større skatteindtægter, er den danske skattebyrde og marginalskat simpelthen for høj. Vi er ud over det punkt, hvor højere indkomstskat giver flere indtægter, som politikerne har behov for for at finansiere at købe stemmer. Hvornår de indser det, i stedet for at insistere på, at økonomerne tager fejl og de har ret, er et åbent spørgsmål.

I artiklen ”Teori har praktisk betydelse – om entreprenörer i nationalekonomiska modeller” viser Niclas i særlig grad, at der sker interessante ting, når man bygger en faktisk iværksætter ind i det Nobelprisbelønnede teoretiske framework fra Philippe Aghion og Peter Howitt (se Nobelkomiteens gennemgang her). Aghion og Howitt antog i deres model, at der dukker nye forskningsindsigter ind med en vis sandsynlighed, og at de driver produktivitet fremad i nogle virksomheder, men dermed også slår andre ihjel, der ikke længere er konkurrencedygtige. Udviklingen er derfor karakteriseret af det, Joseph Schumpeter kaldte ”kreativ ødelæggelse”. Men Niclas spørger, hvordan forskningsindsigter bliver til konkurrencedygtige produkter og processer – sådan helt automatisk?

Hans måde at tænke over spørgsmålet i artiklen ”Entrepreneurship under ambiguity: extending Aghion and Howitt” er, at introducere en iværksætter i modellen, der omformer idéer og indsigter fra forskning til faktiske produkter eller processer. Med andre ord tager Niclas hensyn til, at der skal være en form for aktør – en iværksætter – der gør invention til innovation, eller med andre ord ser mulighederne i en form for opfindelse for noget, en forbruger eller virksomhed måske ville bruge. Men der er ingen sikkerhed for, at det lykkes, og det er netop den usikkerhed, iværksættere bedre end andre kan (og vil) navigere.

Niclas peger i sin lille artikel i Ekonomisk Debatt på, at teori kan have praktisk betydning. Som han skriver, ”Det man inte modellerar kan man inte uttala sig om, och det man bortser från kan visa sig vara just det som avgör om en politisk åtgärd fungerar som avsett”.  I denne sammenhæng er betydningen, hvad den teoretiske, fagøkonomiske indsigt har at sige for praktisk vækstpolitik. Aghion og Howitts oprindelige framework pegede på, at der ville være en klar national gevinst af at støtte grundforskning og have solid patentbeskyttelse: Når virksomheder ikke får en tilstrækkelig stor del af gevinsten ved deres egne investeringer i innovation – med tiden kan andre virksomheder kopiere den, og der er en risiko for, at ny innovation fra andre steder gør investeringen overflødig – investerer de for lidt i forhold til hvad der er samfundsøkonomisk optimalt.

Men bygger man en faktisk iværksætter ind for at fylde den rolle, som vi ved eksisterer mellem akademisk indsigt og opdagelse og markedsrelevant innovation, er der andre implikationer for vækstpolitik. Det gælder ikke mindst, at fordi iværksætterne påtager sig væsentlig risiko som man ikke bare kan forsikre sig imod – usikkerheden er Knigthiansk – er det vigtigt, at konkursregler og skattelovgivning omkring tab ikke straffer dem unødvendigt hårdt. Med andre ord skal erhvervslivets lovkompleks tillade og tilskynde dem, der har evnerne til det, at påtage sig netop den risiko.

I en dansk sammenhæng er indsigterne fra Niclas ikke mindst vigtige, da både iværksættere og det bredere erhvervsliv ofte klager over, at tab og fejl straffes langt hårdere i Danmark end, for eksempel, i USA. Hans advarsel mod industripolitik, hvor man netop forsøger at udvælge hvilken invention skal støttes og fremmest, er også aktuel med en regering, der planlægger en såkaldt ’arbejdsgruppe for en aktiv industripolitik’ der blandt andet skal arbejde tæt sammen med en kommende ’industriel taskforce’ i en ny nordisk vækstalliance. Industripolitikken sigter både mod at styre forskningen – dvs. inventionsdelen – og iværksætterrollen i økonomien – innovationsdelen – med Niclas nye forskning ligesom Joel Mokyrs Nobelprisforskning viser med al ønskelig klarhed, at det er embedsværk og politikere katastrofalt dårlige til. Og på den måde er den nye samfundsøkonomiske forskning ikke blot teoretisk interessant, men også af stor praktisk betydning. Spørgsmålet er som altid, om der også er politisk interesse til at lytte til den.

Alt sammen for at øge presset på Storbritannien og styrke Argentinas krav.

Øerne er ca. på størrelse med Fyn og Sjælland, mens vejret kan kan minde lidt om Skotland. Det væsentligste erhverv er dog fiskeri, som udgør mere end halvdelen af BNP. Herefter følger turisme, mens man i fremtiden ser et stort potentiale i gas og olie.

Et spørgsmål om selvbestemmelse eller imperialisme?

På den ene side står Argentina, som aldrig har anerkendt britisk suverænitet over øerne. I argentinske skoler optræder Malvinas som en del af landets territorium, og generationer er opdraget med en patriotisk fortælling om, at Briterne stjal øerne.

På den anden side står Storbritannien, som fastholder, at øerne er britiske, så længe beboerne ønsker det. Og det gør de. Således afviste de næsten enstemmigt for få år siden at blive en del af Argentina.

Den argentinske kampagne er ofte dramatisk og følelsesladet. Præsident Cristina Fernández de Kirchner sammenlignede således prins William med fortidens conquistadorer og kaldte britisk tilstedeværelse for imperialisme. Og senest har præsident Javier Milei, hvis popularitet er faldet drastisk i indeværende år, i sidste uge i vanlig aggressiv stil gentaget, at Falklandsøerne/Malvinas er en uadskillelig del af Argentina.

Retorikken er både voldsom og indebærer lidt af et særligt paradoks:

Skiftende argentinske præsidenter har gerne brugt Falklandsøerne, når de på anden måde har været i problemer, og som argument bruges ofte, at øernes befolkning er “importeret” efter 1833. Det er sådan set rigtigt nok at en stor del af de nuværende beboere stammer fra mennesker som kom til ørerne efter 1833 (dog ikke alle), men det gælder jo også Argentinas egen befolkning. Den består næsten udelukkende af efterkommere af europæiske immigranter (og en meget stor andel immigranter som kom til Argentina i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede). Den oprindelige indfødte befolkning udgør kun ca. 1,4 procent, mens efterkommere efter europæiske immigranter udgør ca. 90 procent af Argentinas befolkning.”

Når Argentina taler om kolonialisme, gør de det altså som et land, der selv blev formet af massiv europæisk indvandring. Og når de taler om briterne som imperialister, hvad er de så selv?

Vi har gennem årene skrevet flere gange om Falklandsøerne, men i anledning af de seneste dages retoriske ”sværslag”, tager vi den gerne en gang til, så her er en kort historisk gennemgang:

Hvordan endte Falklandsøerne under britisk overhøjhed?

Striden går tilbage til 1600‑tallet. England og Spanien gjorde begge krav på øerne, uden at konflikten nogensinde blev afgjort. Nedenfor er kort tidslinje.

• 1590-1600
  Øernes eksistens noteres af flere engelske og et enkelt hollandsk skib
• 1690:
  Første dokumenterede landsætning af englænderen John Strong, hvorefter Storbritannien første gang formelt gør krav på øerne.
• 1764–1770:
  Frankrig (som de første), England og Spanien (overtager den franske) etablerer kolonier.
  I 1770 angriber Spanien den Port Egmont, som er britisk. Den leveres dog tilbage året efter og en fredsaftale indgås.
• 1774:
  Briterne forlader øerne, men efterlader en inskription, der fastholder deres krav på øerne.
• 1811:
  Spanierne forlader øerne. Ligesom briterne havde gjort tidligere efterlod man en inskription, der fastholdt spansk krav på øerne.
• 1816:
  Argentina bliver selvstændigt.
• 1820–1828:
  Sporadiske argentinske forsøg på kolonisering.
• 1829:
  Luis Vernet grundlægger en koloni på 30-50 personer, som bl. a. kom fra Argentina, Tyskland, Storbritanien og Frankrig.
• 1831:
  USA angriber og ødelægger det fort som Luis Vernet havde grundlagt efter tilladelse fra både Argentina og Storbritannien. Derefter erklærer amerikanerne øerne for værende ”uden regering”.
• 1833-1834:
  Storbritannien (gen)etablerer kontrol. Argentina indgiver en formel diplomatisk protest og fastholder at Falklandsøerne/Malvinas er argentinsk territorium som arvtager til det spanske vicekongedømme.
  Øerne havde ikke en indfødt eller fastboende befolkning før 1833, men her spiller de faktiske begivenheder i 1833 dog en stor rolle og ikke mindst den meget forskellige udlægning fra argentinsk og britisk side.
  Da det britiske krigsskib HMS Clio ankom til Falklandsøerne den 2. januar 1833, eksisterede der en mindre argentinsk administration og en civil bosættelse på øerne.
  Den argentinske kommandant José María Pinedo blev af den britiske kaptajn John Onslow beordret til at trække den argentinske garnison tilbage. Det gjorde Pinedo og hans styrke under protest. Man anerkendte altså ikke det britiske suverænitetskrav, men erkendte at man ikke havde mulighed for at føre en meningsfuld kamp mod den britiske flådestyrke. Garnisonen forlod derfor øerne uden kamp.
  Situationen for civilbefolkningen var anderledes. Ifølge Pinedos samtidige rapport meddelte Onslow, at de indbyggere, som frivilligt ønskede at blive, ville blive respekteret sammen med deres ejendom.
  En del af Vernets tidligere bosættere blev da også på øerne, herunder flere argentinske gauchos og andre sydamerikanske og europæiske bosættere. Andre valgte dog at rejse sammen med den argentinske garnison.
  Den britiske kontrol var i begyndelsen yderst begrænset. Der var ikke nogen permanent britisk garnison på øerne, og den tidligere Vernet-bosættelse fortsatte under hans repræsentanter.
  I august 1833 gjorde en gruppe gauchos og Charrúa-indianere, ledet af Antonio Rivero, oprør. De dræbte fem personer tilknyttet Vernets bosættelse, herunder Matthew Brisbane, som var blevet tilbage som Vernets repræsentant, da han forlod øerne i 1831. Rivero og hans mænd flygtede derefter til øernes indre. Først i marts 1834 vendte britiske styrker tilbage og arresterede Rivero og hans mænd.
  I den argentinske version er Rivero sidenhen blevet fremstillet som en patriot, der gjorde oprør mod den britiske besættelse.
  Det er der nu næppe meget som tyder på. Oprøret og drabene var snarere udløst af en konflikt om om løn, betalingsmidler og arbejdsforhold. Rivero og han mænd dræbte da heller ikke britiske soldater, men udelukkende Vernets repræsentanter,
  Med andre ord ophørte argentinsk militær tilstedeværelse i januar 1833 uden kamp, men under protest. En del af den civile befolkning blev tilbage – hvoraf flere klarede sig ganske godt efterfølgende.
  Den britiske kontrol var i begyndelsen relativt svag, og i august 1833 overtog Rivero og hans mænd reelt kontrollen over bosættelsen, indtil britiske styrker genoprettede kontrollen i 1834. Hvad Rivero-opstanden præcist repræsenterede – et socialt/økonomisk oprør eller et nationalistisk oprør mod Storbritannien – kommer an på om man spørger det officielle Argentina eller Storbrittanien (og de fleste historikere)
• 1840:
  Falklandsøerne bliver officielt en britisk kronkoloni.
• 1845:
  Stanley grundlægges og bliver hovedstad. I resten af århundredet stiger indbyggertallet langsomt, primært grundet britisk tilflytning, mens hovederhvervene er fåreavl og skibsreperation og forsyning.
• 1850:
  En fredstraktat indgås mellem UK og Argentina, den såkaldte Arana Southern traktat. Hermed afsluttedes den britiske blokade af Buenos Aires 1945-1949 og konflikten om flodsejlads i La Plata-området. Argentina har efterfølgende lagt vægt på at traktaten alene handlede om flodnavigation, blokader og krigsforhold i Río de la Plata‑regionen, mens Storbritannien har anholdt at selv om Falklandsøerne ikke nævnes var der tale om en generel fredstraktat, hvorfor Argentina må have frafaldet deres krav på øerne.
• 1880erne-1910erne:
  Argentina fastholder fortsat, at øerne er deres, men begrænser sig til lejlighedsvise diplomatiske henvendelser. Øernes politiske betydning som samlingspunkt for argentinsk nationalisme er yderst begrænset.
• 1910erne-1930:
  I takt med en stigende argentinsk nationalisme stiger Falklands/Malvinas symbolske betydning og skolebøger og politiske taler begynder at omtale øerne som det tabte “tabte territorium”. Der er dog fortsat meget begrænset diplomatisk og udenrigspolitisk aktivitet i den forbindelse.
• 1930erne:
  Argentina begynder at rejse spørgsmålet i internationale sammenhænge. Ligesom der sendes flere formelle protester til London.
• 1939-1945:
  Øerne udgør en vigtig del af de allieredes tilstedeværelse i Sydatlanten.
• 1945-1965:
  Argentina rejser sagen i FN
  Storbritanien og Argentina begynder formelle forhandlinger.
  Storbritanien tilbyder at det afgøres ved den internationale domstol i Haag flere gange (1947, 1948 og 1955)
  FN’s resolution 2065 i 1965 anerkender konflikten som en bilateral suverænitetsstrid.
• 1965-1976:
  Bilaterale forhandlinger under ledelse af FN, hvor man bl. a. forhandlede om fælles administration, kommunikationsaftaler og vist også om modeller for ændring i suverænitet, som der ikke kom noget ud af fordi Argentina ønsker suverænitet, mens Storbritannien under ingen omstændigheder vil afgive suværenitet til Argentina.
  Hvor det før 1965 var Argentina som ikke ville have sagen for en international domstol, var det nu Storbritannien som ikke vil have sagen for en international domstol.
• 1976-1982:
  Efter midten af 1970erne går forhandlingerne i stå, hvorefter det som bekendt ender med Argentinas invasion i 1982, hvor de efter en relativt blodig, men kort konflikt fordrives igen. En måske til tider måske lidt overset detalje, som kan forklare hvorfor det argentinske militærdiktatur satsede på at Storbritannien ikke ville reagere på besættelsen er Argentinas etablering af en permanent militær tilstedeværelse på Thule Island ca. 700 km. sydøst for Falklandøerne i 1976. Thule Island er en del af de Sydlige Sandwich øer, som administreres af Storbrittannien. Nok var etableringen hemmelig, men nu ikke mere hemmelig end man vidste det i London. Men ud over at protestere gjorde den daværende regering ikke mere ved sagen, og basen blev først fjernet i forbindelse med afslutningen på Falklandskrigen 6 år senere.
• 1982-1989:
  FN’s Generalforsamling vedtager årligt resolutioner, der opfordrer storbritannien og Argentina til at genoptage suverænitetsforhandlinger og FN-mægling om samme, hvilket Argentina (selvfølgelig) gerne siger ja til, mens Storbritannien lige så selvfølgelig stemmer imod.
  I 1985 vedtager Storbritannien en “forfatning for FAlklandsøerne”, hvorefter øboerne har større selvbestemmelse. Argentina er naturligvis modstandere af dette.
• 1990-1995:
  Under Carlos Menems tid som præsident indgås en række aftaler om flyforbindelser, fiskeri, olieefterforskning og diverse humanitære forhold.
  Spøgsmålet om suverænitet berøres ikke.
• 2000-2005:
  Storbritannien udsteder licenser til olieefterforskning trods argentinske protester.
• 2007-2010:
  Argentina vender tilbage til en mere aktiv tilgang, med fornyede kampagner i FN og OAS (Nord- og sydamerikansk fælles organ), mens ma forsger at bremse olieefterforskningen omkring Falklandsøerne.
• 2010-2020:
  I 2013 afholder øboerne en folkeafstemning, hvor 99,8 pct stemmer for at forblive britiske, hvilket Storbritannien anfører som afgørende. Argentina afviser afstemningen som irrelevant, dam na ikke anerkender øboernes status.
  Under præsident Macri forbedres forholdet mellem Argentina og Storbritannien kortvarigt og der indgås bl. andet nye fiskeriaftaler og samarbejdes om at identifisere faldne argentinske soldater fra krigen i 1982.
• 2020- 2026:
  Argentina intensiverer igen sine diplomatiske kampagner i FN og regionale organisationer
  I 2022 markeres 40 året for invasionen af Falklandsøerne både i Storbritannien og ikke mindst Argentina, hvor retorikken får endnu et nøk opad.
  Fra 2023 og frem styrker Storbritannien deres miltære tilstedeværelse yderligere og også under den nuværende præsident Javier Milei gentages kravet om at Malvinas “igen” skal være en del af Argentina.
  I samme periode fortsætter FN’s dekoloniseringskomíte med at opfordre til bilaterale forhandlinger (om suverænitet), hvilket Argentina naturligvis siger ja til, mens Storbritannien lige så naturligt siger nej.

FN, Folkeret og princippet om “uti possidetis juris”

Det er unægteligt svært at se denne konflikt bliver løst inden for en overskuelig fremtid.
Når Argentina kræver øerne tilbage, tager man bl. a. udgangspunkt i princippet om ”uti possidetis juris”, som er blevet brugt til at fastlægge grænserne efter Spaniens koloniale sammenbrud i Latinamerika. Princippet tilsiger at nye stater skal arve de administrative grænser, de havde som kolonier. Argentina bruger det til at hævde, at de grænser, som Spanien administrativt opererede med i 1810–1816, da Argentina blev selvstændigt, også skal være de moderne grænser. Storbritannien hævder derimod at Falklandsøerne ikke var en integreret del af den spanske koloniforvaltning på samme måde som fx Patagonien. Der var ingen stabil spansk bosættelse, ingen permanent administration og ingen kontinuerlig udøvelse af suverænitet.

Ser man på gældende folkeret kan man også anføre at det det faktum at Storbritannien har formået at være kontinuerlig til stede siden 1833-34 sammen med ideen om folkenes selvbestemmelse som afgørende må tungest. Et synspunkt man dog ikke deler i Argentina og forøvrigt i store dele af verden uden for Europa.

Fejlslagene forsøg på mægling

Siden 1965 (også før), har der som anført været flere forsøg på at finde en løsning, men grundlæggende strander de altså på at Storbritannien (efter 1965) ikke mener ICJ (International Court of Justice) har nogen jurisdiktion i forhold til Falklandsøerne – før 1965 var det Argentina som ikke ønskede en retlig afgørelse – mens Argentina ikke mener at befolkningen på øerne, hvoraf en del har aner langt tilbage i det 19. århundrede, skal indrages i en løsning.

Derfor har Argentina sagt ja til FN Resolution 2065 (1965), FN’s opfordringer til bilaterale forhandlinger, FN’s mægling om suverænitet, herunder tilsynelandende også delt suverænitet og fælles administration.
Mens man afviser trepartsforhandlinger (Storbritannien–Argentina–Falklandsøerne), mægling hvor øboerne har vetoret og Løsninger baseret på selvbestemmelse

Heroverfor står Storbritannien som gerne indgår praktiske aftaler om flyforbindelser, post, telekommunikation, fiskeriaftaler, olie‑samarbejde, humanitære aftaler mv. Groft sagt alt undtagen afgivelse af suverænitet.

Tomme tønder buldrer bedst

Hvor den fejlslagne invasion i 1982 var et desperat forsøg fra militærdiktaturet på at styrke sin popularitet midt i økonomisk kollaps – hvilket lykkedes kortvarigt, men endte i nederlag og regimets fald – er situationen i dag en helt anden. Jovist går bølgerne til tider højt, ikke mindst når Argentina slår England i fodbold, som vi så her i sommers, men bortset fra det drives den fortsatte konflikt vist primært af skiftende præsidenters behov for at skabe opbakning, især i perioder hvor den er lav. Det er således også tilfældet for den nuværende præsident Javier Milei.

Hvad vil det sige at være argentiner?

Falklands/Malvinas-konflikten kan måske bedst ses som et spejl af Latinamerikas kolonihistorie, Argentinas nationale identitet og Storbritanniens princip om selvbestemmelse. Den er også et politisk redskab, der kan aktiveres, når det passer indenrigspolitisk. Men realpolitisk er der intet der tyder på, at konflikten nærmer sig en løsning. Øboerne ønsker at være britiske. Storbritannien fastholder deres ret til selvbestemmelse. Og Argentina fastholder et krav, der primært lever i symbolsk form og som en markør for det at være Argentiner, sammen med tango og fodbold. Her må man nok erkende at det går en del bedre med det sidste end det første.

Når præsident Milei nu taler om en overdragelse af øerne i stil med overdragelsen af Hong Kong til Kina, glemmer han også at den britiske overhøjhed for en stor del af territoriet i det der opfattes som Hong Kong var baseret på en lejeaftale, som stod til at løbe ud (og selvfølgelig også at Kina er en lidt anden størrelse rent realpolitiske end Argentina).

For mere om udviklingen og den faktisk temmelig beherskede reaktion fra den argentinske offentligheds side på Mileis udtalelser, se bl. a. de to engelsksprogede aviser Buenos Aires Herald og Buenos Aires Times. For at følge med i hvordan man ser det fra Falklandsøernes side, kan jeg anbefale Mercopress.

Alle tre er på engelsk, så det skulle være til at at gå til.

”Vi har på en eller anden måde løst en gordisk knude, fordi vi både kan gøre Danmark rigere, fremme konkurrencevilkår og vækst, samtidig med, at vi også fremmer ligheden*). Jeg er ikke sikker på, at det er lykkedes nogen før.”

Hun har ret så langt, at der ved tidligere tiders reformer – inkl. dem hun selv har deltaget i – har været en klar positiv sammenhæng mellem arbejdsudbudseffekten og effekten på indkomstuligheden målt ved Gini-koefficienten. Det ses af figuren, hvor de officielle skøn for arbejdsudbud og Gini-koefficient fremgår for alle større reformtiltag siden 2004.

Spørgsmålet er, om statsministeren har nu fundet en vej, ingen tidligere har kunnet se? Om hun har brudt et ellers teoretisk meget velunderbygget “trade-off” mellem efficiens og lighed?

Det har mine gode kolleger Mia Amalie Holstein og Niklas Praefke allerede svaret på i et par interviews. Det korte svar er nej.

Her kommer et lidt længere svar.

Trade-off’et mellem lighed og efficiens er velkendt og går langt tilbage i økonomisk teori. Det har vi flere gange skrevet om før her på stedet. I sin essens skyldes modsætningen, at efficiens kræver mindre skatteforvridning, mens mere indkomstlighed kun kan opnås ved at øge marginalskatten (progressionen) og dermed forvridningen. Det er så at sige to modsatrettede effekter af samme redskab: Marginalbeskatning. Bindingen er logisk set sand.

Men findes der ikke skatter, som kan skabe større efficiens? Jo, der gør. Hvis der findes en negativ eksternalitet – f.eks. forurening – kan en skat svarende til den eksterne omkostning skabe efficiens i form af mindre ekstern omkostning. Men når man tager stilling til anvendelsen af provenuet, kommer bindingen i effekt. Den vil altid binde på marginalen.

Men kan man ikke forestille sig en skattereform, der beskatter en eksternalitet og samlet øger efficiens og indkomstlighed? Jo, det kan man godt. Men det afhænger helt af, om udgangspunktet er en inefficient tilstand. Jo mindre efficient udgangspunktet er, desto nemmere er det at lave en sådan reform. Husk på, at hvis man indfører en afgift på en hidtil ubeskattet eksternalitet, så er udgangspunktet også inefficient. Men det ændrer ikke ved, at trade-off’et stadig gælder på marginalen. Når efficienstabet ved den ubeskattede eksternalitet er rettet op – dvs. efter vi har indført den korrigerende afgift – så står valget mellem efficiens og fordeling tilbage.

OK, men man kan så indvende, at trade-off’et mellem efficiens og fordeling ikke udelukker, at der kan laves en skattereform, der både øger arbejdsudbud og indkomstlighed (målt ved Gini). Og det er for så vidt også sandt. Af tre grunde.

For det første er arbejdsudbud og efficiens ikke det samme. Man kan ofte (men langt fra altid) få en indikation af effekten på efficiens af en skatteændring ved at se på arbejdsudbudseffekten. Det skyldes, at den primære forvridning i skattesystemet vedrører arbejdsudbuddet. Men det er ikke det samme, som at mere arbejdsudbud automatisk skaber mere efficiens. Hvis man sænker indkomstskatten, vil det typisk øge både efficiens og arbejdsudbud. Men man kunne også øge arbejdsudbuddet ved f.eks. at indføre tvangsarbejde: Det ville både øge arbejdsudbud og indkomstlighed, men ikke efficiens. Arbejdsudbuddet kan også øges ved at gøre folk fattigere.

For det andet kan en reform samlet set – som vi så ovenfor – øge efficiens og indkomstlighed, hvis udgangspunktet er et inefficient skattesystem. Bindingen for efficiens og lighed gælder på marginalen, ikke for en samlet reform.

For det tredje kan de negative arbejdsudbudseffekter ved en skattereform udskydes ved at underfinansiere den. Pengene kommer til at mangle for fremtidige generationer, som så må gennemføre de indtægts- og/eller ulighedsforøgende skatteforhøjelser, der skal til. I Danmark er der som bekendt overholdbare offentlige finanser, men det ændrer ikke ved, at underfinansiering tager af holdbarheden og dermed fra, hvad der er til rådighed for fremtidige generationer.

Det er netop den tredje mekanisme, der er i spil i regeringens foreløbige skatteudspil. Det er underfinansieret med over 5 mia.kr.

Der er altså ikke nogen ny, revolutionerende indsigt eller en ophævelse af økonomiske tyngdelove bag den nye regerings skattepolitik. Statsministeren er højst begunstiget af, at hun har et råderum at tage af – modsat en del tidligere reformer, som konsoliderede de offentlige finanser.

Det er naturligvis fornuftigt nok ikke at blive ved med at konsolidere de offentlige finanser i det uendelige, når de – som i Danmark – er blevet ”overholdbare”. Tværtimod kan det være klogt at bruge af overholdbarheden på en skattereform. Men i så fald bør den målrettes større efficiens – altså at øge den samlede velstand og fremtidige økonomiske vækst.

Figuren siger som sagt ikke, at det er teoretisk umuligt at lave reformer, som øger både arbejdsudbud og indkomstlighed, men blot at de praktiske muligheder ikke er så store. Derfor har der været en historisk klar sammenhæng mellem arbejdsudbud og fordeling. Figuren siger også, at de fleste reformer har prioriteret strukturgevinster over snæver fordelingspolitik – ret uafhængigt af regeringernes farve (markeret med blå og rød på figuren). Et meget stort flertal af initiativerne har øget arbejdsudbuddet. Det er ikke tilfældigt, at samtlige regeringer siden Schlüter har præsideret over stigende ulighed (målt ved Gini).

Det mest sandsynlige nybrud med den nye regering er måske, at den vil prioritere anderledes. Det vil i givet fald medføre, at årtiers reformpolitik bliver sat i bakgear. Forhåbentlig vil den risiko ikke materialisere sig.  

*) Hun sagde faktisk først “uligheden”, men blev straks rettet af SFs formand.

Både kronprinsen og Bernstorff, ligesom deres referingskolleger Christian Ditlev Reventlow og Christian Colbjørnsen, forstod de nye oplysningsidéer fra Skotland, der blandt andet viste hvordan protektionisme og særinteressepolitik var økonomisk skadelige. Privat synes det også, at Bernstorff troede på værdien af i hvert fald en grad af ytringsfrihed og offentlig kritik af regeringen. Blandt de første lovændringer, de gennemførte, blev flere offentligt kritiserede selvom de i dag hyldes: Landbrugsreformen i 1788 afskaffede stavnsbåndet – der havde været håndhævet i kongeriget og en mindre del af det sydøstlige Slesvig, men ikke i resten af hertugdømmerne. Den afskaffede også flere adelsprivilegier og alle direkte forbud mod import fra resten af verden, ligesom den sænkede nogle toldsatser.

Flere reformer fulgte de kommende år, der ikke mindst omfattede en gennemgribende liberalisering af jordmarkederne. Reformerne fulgte således en lang række af de indsigter, Adam Smith havde skrevet om i The Wealth of Nations, der var oversat til dansk så tidligt som i 1780. Bernstorff-administrationen indså for eksempel, at private handelsvirksomheder voksede langt hurtigere end de statslige virksomheder, den tidligere regering under Ove Høegh-Guldberg havde skabt. De statslige blev likvideret og private ejerandele blev ombyttet til statsobligationer: Dansk shipping overtog i de kommende år relativt meget transport fra både britiske, franske og hollandske virksomheder, og en del af handelen flyttede gradvist fra København til en række mindre havne i Danmark og Norge.

Det sidste skridt i reformprocessen kom, da finansministeren, Ernst Schimmelmann, i 1793 skrev en rapport, hvor han direkte brugte Smiths indsigter til at argumentere for handelsliberalisering og en total afskaffelse af statslig beskyttelse af dansk industri. Schimmelmann havde året før været en af drivkrafterne bag Danmarks afskaffelse af slavehandel, og hans arbejde om handel blev i brede træk indført af regeringen i 1797.

Som Svend Aage Hansens klassiske arbejde om dansk økonomisk historie peger på, var konsekvenserne af reformerne virkeligt substantielle, og i særlig grad i landbrugssektoren. Hansen vurderede, at landbrugets produktivitet fordobledes i årene efter liberaliseringen af jordmarkederne og den internationale handel. Danmark var ved at blive et samfund af uafhængige og individualistiske borgere i jordbrug og handel, der var langt bedre uddannede end resten af Europa: Langt størstedelen af befolkningen i Danmark og Norge kunne læse og skrive. De gennemgribende reformer satte landet op til en periode med moderne udvikling, da Napoleonskrigene startede og den politiske top endte med at satse på den forkerte hest. Og som vi skrev om forleden, måtte den moderne udvikling vente i 30 år…

Stagnationen mellem 1807 og 1830erne skyldtes både den internationale udvikling og den førte politik. Frederik VI havde i 1808 opløst Statsrådet og regerede direkte indtil statsbankerotten og åbenlyst inkompetent politik tvang ham til at genindføre det. De næste 20 år hjalp dog ikke meget: Seks forskellige statsministre, fra den meget konservative og gammeldags Grev Joachim Godske Moltke til hans mere fremsynede bror Otto Joachim Moltke og den liberale Ernst Schimmelmann førte en politisk slingrekurs, der både omfattede frasalg eller opløsning af statsejet produktionsindustri, lovgivning i 1817, som styrkede lavvæsenet og således begrænsede den private konkurrence, og et lovgivet renteloft i kongeriget. Det sidste betød, at finansiel innovation som udviklingen af sparekasser, helt primært skete i hertugdømmerne, og måtte vente til en renteliberalisering i kongeriget i 1855 (læs f.eks. her).

Fra 1835, da de første stænderforsamlinger mødtes og begyndte at diskutere retningen på dansk politik, begyndte det hele så småt at ændre sig. På samme tid slap regeringen (omend uvilligt) grebet om medierne, så der dannede sig en reel offentlig debat. Oppositionsavisen Fædrelandet, der var grundlagt af økonomen C.N David året før, udgav for eksempel i 1835 en liste med 23 separate politikforslag som den mente, stænderforsamlingerne burde overveje. Den øgede transparens og debat omkring politik tvang regeringen til at offentliggøre statsbudgettet i december 1838, hvilket førte til endnu mere debat: Offentliggørelsen viste, hvor lidt styr regeringen havde på finanserne, og tvang den de følgende ti år til at slanke den offentlige sektor og arbejde en væsentlig del af udlandsgælden af.

Reformerne omkring 1840 omfattede dog meget mere end blot finanspolitisk ansvarlighed. Først og fremmest afskaffede man den rent ud sagt idiotiske told på varer, der krydsede Kongeåen – dvs. grænsen mellem Slesvig-Holsten og kongeriget og således mellem de to halvdele af riget. Hvorfor den handelshindring ikke allerede var afskaffet i 1790ernes reformer har vi ikke fundet nogen historisk forklaring på (men måske en læser har den). For det andet moderniserede regeringen, under pres fra stænderforsamlingerne, straffeloven og hele strukturen af embedsværket. Reformen var dybt kontroversiel, men skabte faktisk de moderne rammer om et professionelt og meget effektivt embedsværk og skabte lovgivningen, der sikrer at danske domstole er politisk uafhængige. Det er værd at understrege, at det i en vis forstand er disse rammer fra 1840 som udfordres i disse år med Skats undvigelse af almindelig forvaltningsskik, retssikkerhed og anstændighed.

Som det tydeligt kan ses i figuren nedenfor, var konsekvensen af disse reformer et markant skifte i økonomisk udvikling. Fra at have haft en gennemsnitlig vækstrate på 0,6 % per år mellem 1820 og 1840, skiftede væksten til 1,1 % per år mellem 1840 og 1860, og Danmarks relative økonomiske stagnation holdt op. I en periode før den første slesvigske krig og flere politiske fejltagelser umiddelbart efter, var danskerne endda omkring ti procent rigere end det vesteuropæiske gennemsnit. I de følgende 40 år steg væksraten – som vi dokumenterer senere i august – til 1,8 % og dermed til fuldt moderne økonomisk udvikling. Men reformerne omkring 1840 var en af forudsætningerne for at Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet kunne etablere sig som et af verdens rigeste lande. Og de er en del af fundamentet, som den danske velstand stadig står på.

Men sådan har det bestemt ikke altid været, og velfærdsstaten kom ikke uden voldsomme balanceproblemer.

Per Callesen, tidligere afdelingschef i Finansministeriet og nationalbankdirektør, har skrevet et digert værk om, hvorfor Danmark kom tæt på afgrunden (som tidligere finansminister Knud Heinesen advarede om i 1979). Jeg har endnu ikke haft mulighed for at læse bogen, men han fortalte historien i kortere form i Politikens kronik sidste uge. Analysen er relevant for vores sommerserie om de danske økonomiske reformer og fortjener også en tilføjelse med på vejen.

Hovedpointen i kronikken er, at det danske skattesystem var en alvorlig hæmsko, da dansk økonomi blev ramt af en række udefrakommende og selvskabte chok i løbet af 1970erne. Rentefradraget havde en skatteværdi på op til 73 pct., mens forskellige former for kapitalafkast blev beskattet væsentligt lavere eller slet ikke. Da renten så steg som følge af højere inflation bl.a. i  kølvandet på devalueringspolitikken i 1970’erne, blev skattesystemets manglende robusthed blotlagt og bidrog til de voksende offentlige underskud, som i sig selv bidrog yderligere til rentestigningen.

Jeg er enig i analysen af, at kombinationen af høj rentefradragsværdi og høj inflation og rente var kritisk. Realrenten efter skat var negativ, og da det stod værst til i slutningen af 70erne og starten af 80erne, spiste skattesystemet ti procent af boligejernes gæld om året. Tal lige om at ”komme sovende” til boliggevinster. Incitamentet til at spare op var ringe, og i kombination med de offentlige underskud, var der kroniske underskud på betalingsbalancen og voksende udenlandsk gæld – begge forhold som skabte stor bekymring i datiden.

Men her kommer den vigtige tilføjelse: At de offentlige underskud i 70’erne blev grundlagt af udgiftspolitikken i 1960erne, og der i første omgang var meget store provenustigninger at bruge løs af. Langsigtet robusthed eller ej, så blev velfærdsstatens voldsomme vækst i 60erne og 70erne hjulpet på vej af meget store skatteindtægter.

Hovedårsagen til de store indtægter var indførelse af moms, kildeskat og amtsskat (i forbindelse med kommunalreformen i 1970). Således steg de offentlige indtægter med 9,0 pct. af BNP under VKR-regeringen (fra 1967-71). Under det foregående ”røde kabinet” fra 1965-67 steg indtægterne med 2,7 pct. af BNP. Der har ikke på noget tidspunkt sidenhen været en årlig stigning, som kom bare i nærheden.

Udgiftsstigningen var også unikt kraftig. Udgiftstrykket steg med ca. 1½ pct. af BNP om året under både det røde kabinet og VKR-regeringen. Det fortsatte med næsten uændret stigningstakt (1,3 pct. af BNP om året) fra 1971-82 (domineret af socialdemokratisk ledede regeringer), men ændrede alligevel karakter. Som kronikken noterer, blev udgifterne nu i høj grad drevet af de dårligere konjunkturer, hvor renteudgifter og arbejdsløshedsdagpenge gik i vejret. Kimen var allerede blev lagt med tidligere lempelser af dagpengereglerne, men først da ledigheden steg, gik der for alvor hul i kassen. Hullet blev vedvarende, fordi ledigheden med lempelserne var gjort strukturel. Også på andre områder kostede velfærdsstatens nye initiativer ikke altid så meget i begyndelsen, indtil antallet af brugere begyndte at stige.

Kimen til den langstrakte økonomiske krise i 1970erne og reformpolitikken under stort set samtlige efterfølgende regeringer blev altså lagt i anden halvdel af 1960’erne. Det var her, den moderne velfærdsstat for alvor blev udbygget. Der var råd til det, fordi indtægterne til at begynde med steg voldsomt. Men det varede kun indtil skattestigningerne ikke kunne følge med den fortsatte, voldsomme vækst i udgifterne (for en nærmere gennemgang, se f.eks. min ”VKR katastrofen” her).  

Stort set alle regeringer siden 80’erne gennemførte reformer. Der er bl.a. kommet talrige reformer af skattesystemet, ligesom arbejdsmarkedspolitikken og overførselsindkomsterne er blevet reformeret.

Men trods denne indsats er der aldrig rigtig blev gjort noget ved de øvrige store udgiftspolitiske områder – bortset fra at renteudgifterne svandt med gælden og inflationen. Den store offentlige sektor, vi fik grundlagt i 1960erne, har vi altså langt henad vejen stadig.

Reformpolitikken begyndte som sagt i 1982 – med firkløverregeringen. Selv om den – som Per Callesen skriver – kom i gennem med historisk kraftige stramninger af finanspolitikken, lykkedes den ikke med udgiftspolitikken. Da den tiltrådte, var ambitionen at lukke hullet i de offentlige finanser ved at sænke udgiftstrykket. I stedet endte den med at hæve skattetrykket.

Kronikken konstaterer, at der var overraskende lille forståelse blandt samtidens økonomer for de strukturelle problemer på både skatteområdet og arbejdsmarkedsområdet, da de blev skabt og blussede op med krisen i 1970erne og 1980erne.

Måske kan man sige det samme om udgiftspolitikken i dag. Jo vist, der er fokus på udgifterne set fra et holdbarhedssynspunkt, og med budgetloven er der lagt et (vist) loft over dem. Men de alvorlige misallokeringsproblemer ved at fritage en stor del af økonomien fra forbrugernes kontrol og prioritering og fra produktivitetspresset fra egentlig konkurrence, fylder forbavsende lidt. Det bliver til tider blot relegeret til at være ”et politisk spørgsmål”. Men så var ”afgrunden” vel det samme?

Det er der nu ikke grund til at være så overraskede over. Børn i Argentina lærer i skolen at Malvinas er en del af Argentina og England er en besættelsesmagt. Det er simpelthen en konstant i Argentina sammen med kærligheden til fodbold og tango.

Konflikten mellem Argentina og Storbritannien om Falklandsøerne/ Malvinas er en af de længst varende territoriale tvister i den vestlige verden. Den har rødder i kolonitidens rivalisering mellem europæiske stormagter og tager sin begyndelse ved opdagelsen af øerne i 1600.

Så lad os lige få styr på kronologien:  

Den hollandske opdagelsesrejsende Sebalt de Weert ser øerne i år 1600.

I 1690 sejler Den engelske kaptajn John Strong gennem sundet mellem de to hovedøer og navngiver det Falkland Sound. Dette bliver senere et centralt element i briternes krav.

I 1764 etablerer Frankrig den første koloni på den østlige ø under Louis Antoine de Bougainville, mens England etablerer en en koloni på den vestlige ø i 1765-66 under John Byron, som erklærer øerne for britisk territorium under George III.

I 1767 overtager Spanien overtager den franske koloni og hævder suverænitet over hele øgruppen. Herefter følger en periode hvor både Spanien og Storbritannien hævder suverænitet over hele øgruppen. I 1770 lykkes det faktisk Spanien af fordrive englænderne og situationen er tæt på at udløse krig mellem Spanien og Storbritannien. Den efterfølgende fredsaftale er temmelig uklar og indebærer at begge parter fortsat kan hævde suverænitet over øerne. I 1774 forlader sin koloni fuldstændig, men efterlader en inskription, der fastholder kravet om at øerne tilhører dem. Efterfølgende forlader også den spanske guvernør i 1806 øerne og efterlader ligeledes en inskription. Herefter affolkes øerne og i 1811 forlader de sidste beboere øerne, som herefter er ubeboede i flere år.

I 1816 etableres Argentina som Provincias Unidas del Río de la Plata og i 1820 tager Fribytteren David Jewett øerne i besiddelse på Argentinas vegne. Det følges op i 1828 med at Luis Vernet etablerer en koloni med tilladelse fra både Argentina og Storbritannien. Men i 1831 angriber et amerikansk krigsskib kolonien efter strid om fiskerirettigheder, hvorefter USA arresterer koloniledelsen og erklærer at øerne “ikke tilhører nogen”. Argentina sender 4 år senere en garnison til øerne, men allerede året efter, i 1833, vender Storbritannien tilbage og beder den argentinske garnison forlade øerne. Argentina protesterer, men opgiver i praksis at fremføre kravet om Argentinsk suverænitet de efterfølgende omkring 100 år.

Fra 1834 begynder englænderne at bruge øerne som flådestation, og fra 1840 er der en permanent britisk bosættelse på øerne, som har udviklet sig til et lille, stabilt samfund, hvor man kører i venstre side af vejen, drikker te og taler engelsk. I dag har øerne omkring 5.000 indbyggere, inkl. ca. 1.000-1.1500 udstationerede militærpersonale, som resultat af Falklandskrigen i 1982, samt omkring 700.000 får.

Det kan godt være at Argentinerne mener de har et historisk krav på øerne, men den centrale placering det har i den argentinske offentlige debat er dog af nyere dato. Hele anden halvdel af det 19. århundrede og største delen af første halvdel af det 20. århundrede fylder det ikke meget, men det gør til gengæld massive engelske investeringer i Argentina – ikke mindst i jernbaner og infrastruktur.

Det ændrer sig radikalt, især efter 2. verdenskrig , hvor Juan Perón kommer til magten og i 1946 kræver at Falklandsøerne/Malvinas ”igen” skal være en del af Argentina.  Storbritannien tilbyder både i1947, 1948 og 1955 at sagen afgøres ved Den Internationale Domstol i Haag, men Argentina afviser hver gang.

I 1964 opfordrer FN til bilaterale forhandlinger, og der diskuteres en mulig overdragelse med garantier for øboerne, hvilket de (måske naturligt nok) protesterer mod. I den forbindelse fastslår Storbritannien, at øernes fremtid skal afgøres af befolkningen selv, hvilket Argentina afviser.

Uenighederne forhindrer dog ikke, at der mellem 1971 og 1982 etableres faste flyruter mellem Argentina og Port Stanley.

2. april1982 invader Argentinske tropper så Falklandsøerne/Malvinas. Baggrunden var (endnu en) nedsmeltning af den argentinske økonomi – præget af recession, stigende inflation, eksterne gældsproblemer og utilfredshed med den siddende militærjunta. Selve invasionen styrker da også regimet, som satser på at UK ikke vil forsøge at tilbageerobre øerne med militærmagt, på kort sigt. Her forregner man sig dog mildt sagt og 14. juni generobrer UK øerne efter en blodig krig som koster ca. 1.000 mennesker livet, herunder 3 civile.

En konsekvens af Falklandskrigen er for øvrigt den brutale militærjuntas fald i Argentina og genindførelsen af demokrati og Thatcher og de konservatives sejr ved det efterfølgende valg i Storbritannien.

Krigen afslører også den afgrundsdybe forskel i synet på hvad der afgør et nationalt tilhørsforhold. Alle Latinamerikanske lande, bort set fra Chile, støtter Argentina. Peru endda ret aktivt ved at levere både våben og mandskab. Og Chiles støtte er for øvrigt meget diskret – men dog forklaringen på Thathers senere offentlige støtte til Pinochet, da denne bliver anholdt og efterfølgende sidder 1,5 år i husarrest i London i 1998.

Også Spanien støtter i 1982 Argentinas krav på Falklandsøerne. Det gør man dog ikke længere, idet EU siden Lissabontraktaten har støttet Storbritanniens krav på øerne.

I slutningen af 1980erne genoptages de diplomatiske forbindelser mellem Argentina og Storbritannien, og trods det at kravet på øerne indskrives i den argentinske forfatning 1994, hvor kravet udvides til også at omfatte South Georgia, South Sandwich Islands og flere mindre øer, udvides samarbejdet mellem de to lande op gennem 1990erne under Carlos Menems regeringstid i Argentina.

Det ændrer sig dog under først Néstor og sidenhen Cristina Kirchners regeringstid og i 2007 opsiger Argentina olieaftalen, mens retorikken fra ”Casa Rosada” bliver langt mere aggressiv. Storbritannien beskyldes således for imperialisme og prins William sammenlignes med conquistadorerne, da han besøgerne øerne. Øboerne beskrives som “importerede” og ”ikke berettiget til selvbestemmelse”.

Den form for retorik, hvor Argentina beskriver konflikten som ”anti-kolonial kamp” er nok temmelig vanskelig at forstå (eller burde i hvert fald være det) på vores breddegrader, givet at 90 % af argentinerne er efterkommere af europæiske immigranter – ikke mindst europæere som først kom til Argentina i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, mens øboerne ofte har familierødder tilbage til langt tidligere i 1800-tallet.

Der er da heller ikke noget som helst argentinsk eller latinamerikansk over Falklandsøerne og den befolkning, som også den argentinske dokumentarist Tamari Florin bemærkede efter at have besøgt øerne, Eller med hendes egne ord:

“There is nothing Argentinian about the islands… they’re British.”

Den ligeledes argentinske journalist Jorge Lanata har ligefrem betegnet Argentinas politik “vanvittig, irrationel og meningsløs.”

Det er dog nok en holdning som ikke deles af flertallet af den argentinske befolkning og netop det faktum kan sikkert forklare meget af hvorledes konflikten er blevet brugt i Argentina gennem mange årtier af skiftende regeringer. Et fællestræk for alle regeringer i Argentina, det være sig højre- eller venstreorienterede, er kravet om at Falklandsøerne/Malvinas er en del af Argentina. Det gælder altså også den nuværende.

Storbritannien derimod fastholder at man har haft et legitimt krav siden 1690, at man har været i kontinuerlig kontrol af øerne siden 1833 (med undtagelse af nogle få måneder i 1982), at øerne var ubeboede før den britiske bosættelse samt at de nuværende øboere har ret til selvbestemmelse, selvfølgelig vel vidende at man nok ikke ønsker at blive en del af Argentina (hvem ville da også ønske det?)

Samtidig afviser man Argentinas krav om at avende det såkaldte ”uti possidetis juris” princip, hvorefter øernes tilhørsforhold skal afgøres ved de koloniale administrative grænser fra Spaniens tid.

Sådan står tingene i dag og det eneste som har ændret sig over tid siden Falklandskrigen er som sagt hvorledes skiftende argentinske ageret, eller måske rettere hvor aggressiv man har været i sin retorik. En ny Falklandskrig er der næppe risiko for.

Men det ændrer ikke ved at gårsdagens argentinske fejring af sejren over England og dermed plads i finalen på søndag, hvor man bl. a. kunne se spillerne med et banner hvor der på spansk stod at Malvinas tilhører Argentina, er udtryk for en holdning som deles af majoriteten i Argentina. Ligesom mange opfatter Storbritannien som skurken i Falklandskrigen mens man hylder de argentinske veteraner.

Videoen nedenfor blev lagt op på Youtube af “Casa Rosada” i anledning af 30-året for Falklandskrigen i 2012. Den ligger der fortsat.

Men bevares, hvad har argentinerne egentlig ellers at være fælles om, altså ud over fodbold og tango?

Der bliver talt meget om reformer i dansk politik, men i virkeligheden gjort meget lidt. Alle mindre ændringer bliver solgt som ‘reformer’, og imens er produktivitetsvæksten, og i særlig grad væksten i danskernes privatforbrug, faldet til historisk lave niveauer. Men sådan har det ikke altid været. Vi skriver derfor en række indlæg om faktiske reformer fra de sidste godt 200 års dansk historie – reformer, der ikke bare var politisk stafage, men faktisk ændrede Danmark i en bedre retning.

Hvad er det så for reformer, vi kommer til at betragte? Listen er på ingen måde udtømmende, men det er oplagt at skrive om: Poul Nyrups arbejdsudbudsreformer i 1990erne; Poul Schlüters store reform af dansk politik fra 1982, der blandt andet indførte fastkurspolitikken; indførslen af næringsfrihed for alle danskere i 1857; civilretsreformen, som stænderforsamlingerne pressede regeringen til at implementere i 1840; parlamentarismens indførsel i 1901; og liberaliseringen af jordmarkederne i 1790erne.

De kommende uger kommer indlæggende dryppende. I mellemtiden er alle punditokraternes læsere mere end velkomne til at foreslå emner. Det gøres enten som kommentar til denne post, eller via e-mail til redaktøren (chbj@econ.au.dk).

Cubas premierminister Manuel Marrero annoncerede for to uger siden en lang række meget vidtgående ændringer i landets økonomi. ABC News kaldte det en “sweeping economic overhaul”, og minder i meget høj grad om de ændringer, som store dele af Central- og Østeuropa gennemgik i årene efter 1989. The Miami Herald (via Marginal Revolution) opsummerede de vigtigste som:

Private and foreign capital to purchase and sell fuel

The creation of private corporate banking

Private business owners to own more than one company and hire more than 100 workers

Private businesses in agriculture and tourism

Tourism property sales, evaluated case-by-case, for Cubans resident in the country and abroad

Foreign investors to hire workers directly

Foreign investment in Old Havana and other tourist spots, in state telecom ETECSA data centers, mobile networks, and other digital infrastructure

The extension of surface rights up to 99 years and leases up to 50 years for foreign investments

Real estate development in tourism

Farmland lease rights for an “indefinite period”

Wholesale and retail trade without limits by foreign entities

The sale of state assets and state companies’ shares to the private sector and foreign companies

ABC peger også på, at selv internationale fast food-kæder – læs, MacDonalds, Burger King osv. – tillades at operere frit i Cuba. På samme måde indebærer de mange reformforslag, at man frit kan importere og eksportere fra landet uden at det kræver statens godkendelse. Alt i alt ligner den cubanske reformpakke en fuld transition til noget, regimet blankt indrømmer er inspireret direkte af Vietnam. Man sigter med andre ord efter at få en kapitalistisk, dynamisk markedsøkonomi, men uden den ‘almindelige’ politiske overbygning.

Som alle andre af den slags markante reformpakker må man nødvendigvis vente og se på, hvordan den bliver implementeret i praksis. Der er mange ting, der kan gå galt, og det er på ingen måde sikkert, om Cuba ender som Estland og Tjekkiet, eller mere som Hviderusland eller Uzbekistan. Men bare det, at det cubanske regime nu erkender åbent, at systemet siden starten af 1960erne har spillet så grotesk fejl, er et meget stort skridt fremad. Hvor vi er om bare fem år, er der ingen der ved. Men hvis det politiske regime også falder sammen med den socialistiske økonomi, bliver det næppe kønt for den politiske elite – på trods af at den almindelige befolkning står til enorme fremskridt. Siden 1990 er det private forbrug i gennemsnit steget med 120 % i de tidligere kommunistiske lande der kom ud af Sovjetblokken. Der er ikke meget grund til at tro, at det bliver en anderledes oplevelse i Cuba…

Måden mange politikere og almindelige vælgere tænker på spørgsmålet er, at hvis trusselsbilledet ændrer sig og man ikke længere kan stole på USA som partner, bør man gå efter det der ofte kaldes “Strategisk Selvforsyning” eller “Strategic Autonomy”. Det gælder ikke mindst på EU-plan, hvor diskussionen blandes med dybt misforståede idéer om forsyningssikkerhed og gamle tåbeligheder som aktiv industripolitik. Den store frustration de seneste dage over, at et fransk-tysk projekt om at udvikle et fælles jagerfly er droppet, handler ikke mindst om netop disse misforståelser.

Som mange, mange økonomer har understreget over årene, er den mest effektive form for forsyningssikkerhed ikke at man laver alt selv. Som ordsproget siger, gælder det netop om ikke at lægge alle sine æg i én kurv. At have åbne globale supply chains er langt mere effektivt – dvs. at have fri handel – fordi man derfor har en hel række forskellige lande og langt flere forskellige virksomheder at handle med. Selvom det fransk-tyske projekt er droppet, betyder det således ikke at dansk eller belgisk militær bliver nødt til at købe amerikanske jagerfly. Så længe man er åben for handel, er der et nyt jagerfly under udvikling i et samarbejde mellem Storbritannien, Italien og Japan, der er det svenske Gripen, det sydkoreanske KF-21 Boramae, og endda også Indiens Hal-Tejas. Og det samme gælder for en lang række andre indkøb af militært udstyr.

Derudover er, som Robert Lawson (Southern Methodist University) og Samuel Gregg (American Institute for Economic Research) understregede ved et National Review Institute-arrangement forleden, den bedste strategi at være velstående. Rigere og ikke mindst mere produktive samfund har lettere ved at finansiere et mere effektivt militær, og har også mindre alternativomkostninger, hvis man bliver nødt til at producere mere selv. Og det vigtigste i det perspektiv, som Gregg fremførte forleden, er at begrænsninger på frihandel, mere aktiv industripolitik, og større statslig indblanding, alle er forbundet med lavere vækst og dermed også væsentligt mindre velstand på langt sigt.

Basalt set er en udbredt grad af økonomisk frihed i sidste ende forbundet med større potentiel militært potentiale på langt sigt! Det er, med andre ord, stik modsat EU og USA’s nuværende økonomiske kurs. Er man interesseret i mere, kan hele eventen ses nedenfor. Samtalen med Lawson og Gregg starter ved 1:02:10.

En ekspertkommission, der skal rådgive om håndtering grundvandstruende forurening.

En ‘Allemandsretskommission’.

E ekspertkommission til at vurdere idéer om avancebeskatning af realiserede boliggevinster.

En ekspertkommission til at anvise en model for ‘gratis’ tandpleje.

En ekspertkommission for såkaldt trivselsøkonomi.

En kommission til at lave anbefalinger til en kapitalbeskatningsreform.

En produktivitets- og konkurrenceevnekommission – igen.

En forberedende kommission til at hjælpe med ændringer i pension og velfærdsforlig 2.0.

En ekspertgruppe, der skal foreslå byrdelempelsestiltag.

En ‘hurtigt arbejdende ekspertgruppe’ til at kortlægge den samfundsøkonomiske værdi af den danske model.

En arbejdsgruppe til at anbefale en mere aktiv industripolitik.

Oveni de 11 kommissioner og ekspertgrupper, nævner regeringsgrundlaget også flere task forces og andet. Det er svært at komme udenom konklusionen, at man i forhandlingerne ganske enkelt har sendt næsten alle politisk svære emner i syltekrukker. For det er reelt, hvad ekspertkommissioner er idag i dansk politik. Skulle man være i tvivl, kan man se på to eksempler. I 2022 fremlagde Pensionskommissionen sine anbefalinger til et fremtidigt pensionssystem. Alligevel er det igen en kommission til at hjælpe med pensionsændringer.

Og i 2014 præsenterede Produktivitetskommissionen sit ekstremt omhyggelige arbejde for den daværende regering. Det er værd at bemærke, at ingen – siger og skriver ingen – af dens anbefalinger er gennemført siden da. Der ligger et fint idékatalog fra 2014, men alligevel skal vi have en ny produktivitets- og konkurrenceevnekommission. Men må stille sig mindst to spørgsmål: 1) Får vi en ny kommission, fordi den nye regering vil have andre konklusioner? For hvis de skal have det, skal de i hvert fald ikke udnævne kapable økonomer til kommissionen. Og 2), hvordan skal sådan en kommission arbejde på samme tid som regeringen har nedsat en såkaldt arbejdsgruppe til at se på mere aktiv industripolitik – en type politik, der så absolut ikke er til gavn for vækst, produktivitet eller konkurrenceevne.

Det bekymrende er ikke kun retningen i den nye regerings politik, men i høj grad også usikkerheden i, hvad den reelt vil. Baggrunden er nok, at regeringen ikke internt er enig om retningen, og derfor sikrer sig en masse politisk manøvrerum ved at bruge kommissionsarbejde til at udskyde eller sløre en række vigtige beslutninger.

Regeringen har, basalt set, valgt at spille et intrikat politisk spil, men efterlader dermed borgerne med ikke blot en stor og meget usikker regning – DI har regnet sig frem til et underskud på 15 milliarder på de planer, der nogenlunde konkrete, mens Cepos ender på 18 milliarder – men også med en meget høj grad af policy uncertainty. Lars Løkke og Mette Frederiksen har nok ‘vundet’ det politiske spil, men dansk økonomi ser i høj grad ud til at være taberen i det spil. Det faktum, at så lang en række af politiske spørgsmål er lagt i syltekrukker i form af kommissioner – som danske politikere har en tradition for fuldstændigt at ignorere, når de er færdige – burde ringe alle advarselsklokkerne hos erhvervslivet.

Der er næppe bedre steder i verden at undersøge populisme og dens konsekvenser end Latinamerika. Det er præcist det, netværket Public Choice in Latin America blandt andet gør. Og forleden bragte de det nedenstående interview med netværkets grundlæggere Nicolás Cachanosky og JP Bastos, der netop talte om ny forskning om populisme i regionen. Nick er lektor ved University of Texas at El Paso og director for universitetets Center for Free Enterprise, mens JP er en rising star i public choice-miljøet og på vej til en stilling som adjunkt ved University of Austin. Hele interviewet tager 55 minutter og er varmt anbefalet som en interessant lille time i pinsen!

Påstandene og idéen om ‘degrowth’ er således inkluderet i stadig mere politik i den vestlige verden (se f.eks. Fitzpatrick, Parrique og Cosme) og virker også i stigende grad populær blandt både politikere og unge mennesker på begge fløje. En af grundene er, at den basale idé virker så intuitiv for de fleste ikke-økonomer: Vækst må jo betyde, at man producerer flere ting og derfor bliver nødt til at bruge flere ressourcer og mere energi på at lave tingene – og så konkluderer man lynhurtigt, at det må føre til at vi bruger for mange ressourcer og forurener mere og mere. Men er det overhovedet rigtigt? Og er folks basale forståelse af økonomisk vækst faktisk korrekt?

En del af påstandene i de-growth litteraturen er, at man må have langt mere regulering, begrænsning af international handel (transporten påvirker miljøet), og en langt større grad af direkte statsstyring af økonomisk aktivitet. Oversat til økonom-termer er påstanden, at der er et objektivt behov for en alvorlig begrænsning af borgernes økonomiske frihed. Man kan derfor teste de grundlæggende idéer ved at undersøge, hvad mere eller mindre økonomisk frihed gør ved miljøbelastningen.

Ny forskning af Justin Callais, Vincent Geloso, og Alicia Plemmons, der lige er accepteret til udgivelse i Structural Change and Economic Dynamics, ser på netop dette spørgsmål og peger helt utvetydigt på, at liberaliserende reformer, der skaber større vækst, ikke er et problem. I artiklen med titlen Economic Freedom and the Environment: Causal Evidence from Liberalization Reforms udnytter de evidens fra 49 store liberaliseringer siden 1970. Grunden til at undersøge spørgsmålet på dén måde er først, at store liberaliseringer qua degrowth-argumentet jo må føre til en markant større miljøbelastning – både ved at føre til mere økonomisk vækst og ved at rykke politik i den modsatte retning af degrowthernes foretrukne. For det andet indebærer metodologien, at man kan sige noget kausalt, når man blot tager hensyn til, at store liberaliseringer ikke sker tilfældigt. Netop den metodologiske udfordring er Justin Callais blevet lidt af en ekspert i at håndtere med såkaldte matching-estimatorer.

Konklusionen er skarp: “Using matching methods between liberalizers and non-liberalizers, we find that liberalizations have no consistent effect on total emissions or emissions per capita. However, they do reduce emissions per dollar of GDP and reduce mortality from outdoor air pollution.” Med andre ord viser Callais, Geloso og Plemmons, at økonomisk liberalisering generelt ingen effekt har på drivhusgasudledninger, der kan betragtes som den mest almindelige miljøindikator. Men de viser meget klart, at liberalisering sænker et af de værste miljøproblemer i ulande – dødsfald der skyldes luftforurening! Og mens der er masser af evidens for, at liberalisering skaber øget økonomisk vækst, peger de tre økonomer på, at den ikke fører til mere forurening fordi produktionen bliver mere effektiv: Værdiskabelsen per ton CO2 stiger markant efter liberaliseringer. Og heri ligger hele forståelsen af, hvorfor degrowth-bevægelsen tager så markant fejl. Vækst er på langt sigt drevet af produktivitetsfremskridt, så man kan producere mere med færre ressourcer og mindre energi. På meget langt sigt ender økonomisk vækst således ikke blot med at sænke miljøbelastningen, men også med at vi som samfund bliver bedre til at behandle de eventuelle miljøproblemer, vi alligevel måtte have.

I Populism and Monetary Freedom undersøger vi spørgsmålet, men med inspiration fra noget af den nye forskning, jeg selv (i al beskedenhed) har været med til at lave. I stedet for, som i tidligere forskning, at undersøge de relativt få tilfælde hvor et klart populistisk parti kommer til magten, ser vi på tilstedeværelsen af populister i parlamentet. Det tillader os allerførst at bruge nyudviklede data på hvor populistiske partier er i stedet for enten-eller kategoriseringer. Og for det andet tillader det os at måle den indflydelse, populistiske partier kan have, selvom de ikke sidder i regering. Den indflydelse kan både komme fra situationer, hvor de er med i forligskredse om politiske forslag – og dermed har konkret mulighed for at sætte et populistisk aftryk på politik i systemer med mindretalsregeringer – og fra deres afsmitning på andre partiers politik. Som man har kunnet se i mange år i Danmark, reagerer almindelige politiske partier ofte på konkurrencen fra populisterne ved at overtage dele af den populistiske politik. Socialdemokraternes udlændingepolitik idag er for eksempel en næsten direkte kopi af Dansk Folkepartis politik fra 10-15 år siden.

Og når vi følger 72 landes pengepolitik og pengepolitiske institutioner i perioden 2000-2023, viser der sig et ganske klart billede: Jo stærkere populistiske partier der er repræsenterede på venstrefløjen i parlamentet, jo større er chancen for at landet introducerer kapitalkontrol, reducerer dets finansielle åbenhed, og svækker beskyttelsen af udenlandsk-ejede aktiver. I løbet af et par år kan man også se inflationen stige, når den fulde effekt af populistisk politik slår igennem. Det helt særlige her er ikke blot, at systematisk højere inflation så klart er et venstre-populistisk fænomen – vi finder ikke på samme måde systematiske effekter af højre-populisme – men også at effekten af populisme er stærkere, jo større en andel af parlamentet er domineret af venstrefløjen helt generelt. Vi tager det som indikation på, at populistiske partier ofte får deres politik igennem selvom de formelt sidder i opposition.

Hele det nye papir kan læses i linket ovenfor. Her er abstractet:

Populist leaders frequently challenge established economic institutions and policy norms, including the independence of central banks and the conventional conduct of monetary policy. While a growing literature examines the macroeconomic consequences of populism, less is known about how populist actors affect monetary policy institutions and instruments. Building on the view of populism as a political approach that contrasts a virtuous “people” with a corrupt elite and claims exclusive representation of the general will, this paper empirically examines whether and how populist forces influence monetary policy. Distinguishing between different ideological versions of populism in the economic policy sphere, we combine eight indicators of monetary policy and monetary institutions from the Economic Freedom of the World dataset with newly developed measures of populism and ideology to construct a panel dataset covering 72 countries with Western-style political institutions from 2000 to 2023. Results indicate that any negative effect of populism in government is primarily associated with economically left-wing populism that can build on left-leaning majorities in parliament. These are clearly linked to stronger capital controls, reduced financial openness, weaker protection of foreign assets, and over time higher inflation.

Det er netop det, men ven og kollega Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg gør i en ny artikel, der startede som en idé her på stedet, og som netop er udgivet i tidsskriftet Kyklos. I “Capitalism and femicide: an empirical inquiry” starter vi med at beskrive de relativt tågede påstande i feminismelitteraturen, og sætter dem overfor hvad en snart 30-år lang litteratur om økonomisk frihed har at sige. Den forskning peger således på, at økonomisk frihed fører til højere indkomster, mere uddannelse, større kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet, flere kvinder i politik, og mere tolerante sociale normer. Alle disse faktorer sættes ofte i forbindelse med langt bedre generelle vilkår for kvinder, og dermed også at kvinder er langt mindre udsat for vold i samfundet.

Vores undersøgelse af data på tre forskellige mål for drab på kvinder mellem 1990 og 2023, og hvordan de er relateret til ændringer i økonomisk frihed i 163 lande, viser meget klart at påstandene fra de ofte marxistiske feminister er statistisk vrøvl. Generelt finder vi ingen sammenhæng overhovedet – drab på kvinder påvirkes af helt andre forhold end økonomisk frihed – og når vi finder statistisk klare sammenhænge, er mere økonomisk frihed forbundet med færre drab.

Det bredere spørgsmål, som Martin og jeg ikke stiller eksplicit i artiklen, er hvorfor for eksempel feminismeforskere og andre på den yderste venstrefløj i så høj grad afskyr, at almindelige borgere har økonomisk frihed, at de tror at frihed har så dramatisk negative konsekvenser. Er det en refleksion af Deirdre McCloskeys observation, at den yderste venstrefløj er overbevist om, at højrefløjen er ond og derfor ikke behøver at engagere sig med argumenter eller evidens, men blot kan regne med at al politik fra den fløj også er ond? Er det en form for strategisk delegitimering af politik, man af andre grunde er imod? Eller hvor kommer de bastante påstande fra, når de ikke engang underbygges af klart formulerede sociale eller økonomiske mekanismer? Man må undre sig…

Den foreløbige rekord for hvor lang tid der tager at danne regering, er Anker Jørgensens regering efter 1975-valget. Den proces krævede 35 dage og fire dronningerunder, før der blev dannet en socialdemokratisk mindretalsregering. Anker Jørgensens anden regering varede blot to år indtil et nyt valg blev afholdt i februar 1977. Jørgensen blev siddende som leder af fem regeringer efter valgene i 1977, 1979 og 1981, før han famøst i september 1982 gav op og overgav regeringsmagten til en koalition af fire borgerlige partier under Poul Schlüter.

Forskellen til idag er ikke hvor svært og fragmenteret, Folketinget er efter valget. Beregner man et såkaldt Herfindahl-indeks over hvor fragmentering, er Folketinget idag mere fragmenteret idag end i 1975, og der er flere partier. Den væsentlige forskel idag er, at Mette Frederiksen nægter at opgive ‘sin’ kongerunde, uanset at der er gået fire uger uden et resultat. Hun synes ikke at forstå, at hun hverken har flertal længere, eller at hun slet ikke er statsminister. Frederiksen er blot den umiddelbare chef for en midlertidig forvaltning uden politisk magt.

I en vis forstand er det helt i karakter, at den tidligere statsminister bare bliver ved, og reagerer aggresivt og nedladende, når de andre politiske partier ikke makker ret og giver hende magten igen. Frederiksen har aldrig været en demokratisk minded – eller bare demokratisk kapabel – statsminister. Hendes politiske redning som regeringsleder var Coronaepidemien, der tillod hende at regere diktatorisk i en lang periode, der omfattede grundlovsbrud, ulovligt slettede sms’er, og en total afvisning af al kritik. Og efter 2022-valget faldt brikkerne sådan, at en regering for første gang siden Baunsgaard i 1968-71 reelt havde flertal. I SVM-regeringens tid kunne Frederiksen fortsætte sin diktatoriske kurs, så længe hun enten afhandlede politikken med regeringspartnerne eller slap afsted med at ignorere dem.

Problemet med Mette Frederiksen i disse dage er, at hun er en basalt udemokratisk politiker, der nægter at anerkende, at hendes tid som magtful leder er ovre. Politisk er hun udød, på sin vis ligesom som britiske kollega Keir Starmer, der forsøger at suge de sidste dråber blod ud af en forfejlet kongerunde. Spørgsmålet er, hvem der fortæller hende at der er slut?

Spørgsmålet er, om vi i perioden med relativ lav og stabil inflation siden 1980erne, har glemt  hvad inflation er, og hvad der driver den? Og måske især hvad driver den i Danmark?

Det talte vi lidt om i CEPOS ugentlige podcast Bag om nyhederne torsdag. Du kan se og høre den her. I dette indlæg vil jeg illustrere nogle af pointerne.

Første spørgsmål handler om, hvorvidt stigende energipriser skaber inflation.

Forbrugerne forbruger energi direkte og som input i produktionen af andre varer. Energipriser indgår derfor både direkte og indirekte i forbrugerprisindekset. Men det er helt centralt, at stigende energipriser påvirker de relative priser. Stigende energipriser skaber ikke inflation – forstået som en generel opdrift i forbrugerpriserne. Inflation er en generel reduktion i købekraften af penge. I løbet af 1970erne og 1980erne blev man opmærksom på, at stigende energipriser kun udløser generel inflation, hvis den økonomiske politik – pengepolitikken – tillader det.

Af samme grund er det blevet standard at give de store centralbanker mandat til at sikre stabil inflation. I dag er ECBs eneste mandat at sikre en inflation på gennemsnitligt 2 pct. (en udvanding i forhold til tidligere, hvor mandatet var højst 2 pct.). Det ville være besynderligt at udstyre centralbanker med et sådant mandat, hvis der ikke samtidig var en forventning om, at de havde evnen til at udfylde mandatet.

I Danmark har Nationalbanken ikke et inflationsmål. Den har faktisk heller ikke redskabet til at forfølge det. Dens mandat er derimod at fastholde en stabil kronekurs i forhold til euroen. Den må derfor bruge sin pengepolitiske frihedsgrad til at fastholde kronekursen. Det betyder dog ikke, at pengepolitikken ikke har nogen effekt på inflationen. For den faste kronekurs medfører, at ECB bestemmer pengepolitikken, som vi så at sige ”importerer” via båndet på valutaen. Ud over at importere pengepolitikken har fastkursen den helt grundlæggende effekt, at priserne på internationalt handlede varer kommer til at følge priserne i eurolandene. En højere dansk pris ville sætte gang i importen og presse eksporten, indtil prisforskellene var mere eller mindre udlignet.

Virker fastkurspolitikken så i praksis? Det så man tydeligt, da den blev indført i starten af 1980erne – dengang i forhold først til EFs regningsenhed ECU, siden til den tyske D-mark – og højinflationen meget hurtigt aftog. Og vi ser det fortsat meget tydeligt.

Denne figur viser, i hvor høj grad dansk inflation har fulgt den tyske de sidste 30 år. Tendensen er endda blevet stadig stærkere i løbet af perioden.

Billedet er måske endnu tydeligere, hvis man plotter de to landes inflationsrater over for hinanden, som jeg har gjort i figuren her:

Den er helt, som man bør forvente under fastkurspolitik.

Men er der ikke også en indenlandsk impuls? Det er jo kun prisen på internationalt handlede varer og tjenester, som umiddelbart er hængslet til udenlandske priser.

Det er korrekt, men ændrer ikke ved, at prisen på internationalt handlede varer og tjenester også giver et anker for varer og tjenester, der ikke handles. Det skyldes substitution mellem handlede og ikke-handlede varer i både forbrug og produktion. Hvis man f.eks. forestiller sig, at man gennem den økonomiske politik forsøgte at drive prisstigningerne på ikke-handlede varer og tjenester ned relativt til handlede, ville der ikke være tale om at påvirke inflationen – det samlede prisniveau – men de relative priser mellem handlede og ikke-handlede goder. Det ville påvirke forbrugs- og produktionssammensætningen, som – udover de realøkonomiske effekter – ville begrænse effekten på de ikke-handlede goder. Det kan slet ikke sammenlignes med en situation, hvor den økonomiske politik påvirker det samlede prisniveau som ved generel inflation.

At de indenlandske konjunkturer heller ikke i praksis har væsentlig indflydelse på det samlede prisniveau, ses tydeligt, hvis man sammenholder konjunkturerne (målt ved OECDs opgørelse af BNP-gabet) og den danske inflation, som i denne figur.

Billedet er igen endnu tydeligere ved at plotte BNP-gab mod inflation direkte:

Sammenhængen er svag og statistisk insignifikant. Den svarer til, at man skal reducere BNP med 5 pct. for at sænke inflationen med 1 procentpoint. Og selv den statistiske korrelation er ikke nødvendigvis udtryk for en kausal sammenhæng fra BNP-gab til inflation, men kan højst sandsynligt være spuriøs. Hvis f.eks. inflationen aftager som følge af en pengepolitisk stramning i ECB, kan det påvirke både dansk inflation og BNP-gab negativt.

Når det gælder inflation, er Danmark altså helt afhængig af ECB. Man kan diskutere, om det er godt eller skidt – og det gjorde vi da også her på bloggen i optakten til den stigende inflation i 2022. Men så længe vi fører fastkurspolitik, er det en illusion at ville føre en dansk inflationspolitik.

Man kan så spørge sig, hvor effektiv ECB kan forventes at være. Et væsentligt problem i den forbindelse er den meget høje statsgæld i mange euro-lande. Den gør landene meget følsomme over for rentestigninger, hvilket kan gøre ECB mindre tilbøjelig til at stramme pengepolitikken. Allerede dette forhold kan – som Sargent og Wallace påpegede for længe siden – sætte sig i inflationsforventningerne i en grad, som centralbanken ikke kan hamle op med. Det er blevet meget aktuelt med de nuværende gældsrate

Baggrunden er, at den britiske økonomi stort set er gået i stå: Mellem 2008 og 2023 voksede BNP per indbygger med kun 7,3 % og produktiviteten med 5,6 %, mens privatforbruget faldt med 2,3 (ifølge Penn World Tables). Med andre ord er briterne ikke blevet økonomisk bedre stillede i 15 år! Til sammenligning er dansk produktivitet steget 18 % i samme periode, selvom danskernes privatforbrug er vokset med blot 5 %. Er det fordi briterne ikke længere er interesserede i velstand? Hvordan forstår de problemerne? Og – længere i projektet – hvad kan man gøre ved det? Hele arrangementet, minus drinks og snak bagefter – kan ses nedenfor. Hele arrangementet var ekstremt velbesøgt og ganske unikt, og det er varmt anbefalet at man bruger en times tid på at lære mere.