Jeg er ikke på det hold, og det er der nogle grunde til. Og på en måde har den græske gældskrise bekræftet mig i den sag. I praksis er markedet i gang med at disciplinere den græske politiske elite på en måde, der vist ikke er set før. Grækenland har på linje med italien historisk haft en politisk elite og en politisk kultur, der har valgt de nemme udveje. Devaluering og dermed indirekte en inflationær har typisk været løsningen på udisciplinerede offentlige finanser og en generel gavmildhed m.h.t. lønninger, pensionsvilkår m.m. især i den offentlige sektor. De har været på ”Anker Jørgensen løsninger” i årtier. Det kommer til at ændre sig nu. I en ØMU er der ingen nemme inflationære devaluerings udveje, og det måtte før eller siden føre til en (erkendelses-)krise. For det er jo som regel igennem kriser, at den politiske elite lærer. At den kommer nu er selvfølgelig forårsaget af recessionen. Og at det er Grækenland, der holder mest for er nærmest en tilfældighed. De har kun marginalt værre offentlige finanser, og marginalt mindre troværdig politisk elite end et par andre ØMU lande.

Det kommer selvfølgelig til at gøre ondt. Men det kommer muligvis også til at betyde strukturelle reformer for f.eks. pensionsalder, skattesystem m.m. Og det kan i den sidste ende føre til en mere velfungerende græsk økonomi. Og grækerne mener vist også selv at det ikke er så tosset at få strammet op på den offentlige sektor.

Hvem ved, måske ender grækerne med seriøst at reformere dele af økonomien. Det var næppe sket, hvis der stadig var noget der hed en Drachme. Så meget for dem, der mente at regeringer kunne og ville opføre sig fuldstændigt uholdbart når de kom ind i ØMU-varmen og at markedet ikke længere ville kunne disciplinere regeringer fordi man ikke kunne spekulere mod valutaen. Markedet ser fint ud til at kunne lægge pres på – bare via statspapir markedet i stedet. Og selv om tyskland og kommissionen i den sidste ende selvfølgelig giver efter, så kommer støtten ikke uden betingelser. Grækenland har tommelskruerne på, også efter at tilsagnet om støtte er givet. Der er heller ingen tvivl om at portugal, irland, spanien og italien kan se skriften på væggen.

Guderne skal vide at det er rodet situation. ØMU konstruktionen har klare svagheder. Landene må ikke “baile” hinanden ud, men en default i et ØMU land er jo heller ikke acceptabelt. Og Vækst og Stabilitetspagten har ingen af dem reelt taget særligt alvorligt i de gode tider (end ikke tyskland). Men på sin egen mærkelige måde kan systemet ende med at fungere, måske med et par tilrettelser.

Grækenland står på mange måder over for den samme krise som Danmark gjorde i 1987-1993. Vi kom styrket ud af 90erne med et par nogenlunde fungerende arbejdsmarkedsreformer takket være et Socialdemokrati der via krisen i 1980erne havde lært en lektie og var gået fra at være et Anker Jørgensen parti til et Lykketoft parti  (i dag er det så vist desværre ved at blive et Villy Søvndahl parti). Den underliggende årsag til den markante forbedring, der har været i dansk finanspolitik – og indtil tingene gik i stå under Fogh også et par OK strukturelle reformer – har været fastkurspolitikken. Ikke fordi fastkurspolitikken i sig selv har ført til noget. Men den nærmest religiøst urokkelige fastkurspolitik har betydet et skift i fokus: Når der ikke er nogen nem vej ud via pengepolitik og når nu finanspolitikken også er rimeligt låst er man jo nødt til at fokusere på mere langsigtede reformer. Når man ikke kan tisse i bukserne fordi der er slået en knude, så må man jo gå rigtigt på toilettet.

En af de centrale konklusioner efter denne krise er i øvrigt at små åbne økonomier reelt ikke har meget pengepolitisk selvstændighed mere, lige meget hvilken formel pengepolitisk løsning model de vælger (møntunion, fastkurspolitik eller inflationsmålsætninger). Jeg skrev et papir om hvorfor det er sådan, i øvrigt i 2007, dvs. før krisen for alvor startede.

I pengepolitisk forstand har Danmark været en delstat i Tyskland siden 1987. Med rimelig succes. Og netop den succes viser, hvorfor ØMU også kan virke rigtigt fint for andre små åbne økonomier i Europa.

Den store ironi er så, at Danmark ikke formelt er ØMU medlem. Men i virkelighedens verden betyder det jo ikke så meget. For andre end populister, der hykler at det betyder noget, hvem der er på mønten (DF). Eller for intellektuelle som mener at det en dag kunne være attraktivt endsige muligt for en økonomi på Danmarks størrelse og med Danmarks åbenhed at føre selvstændig pengepolitik med succes.

Det er mig en gåde, hvorfor nogle borgerlige synes det kan være en god ide at Danmark forbliver i det nuværende pseudo-ØMU-medlemskab og beholder en option på en dag at føre en selvstændig pengepolitik og lade kronen flyde. Jeg kan derimod godt forstå, hvis Villy Søvndahl kunne mene at han skal have muligheden for i en presset situation at snuppe nøglerne til Nationalbankens kælder, så han kan føre de politikker, som han mener hans vælgere er i deres gode ret til at nyde godt af.