Grunden er, at vi alle oplever at mange mennesker – selv folk, der ellers er velinformerede – har et skævt billede af regionen. Mange danskere har været i Prag og ved, at den er en spændende og rar, vestlige storby, men store dele af resten af det tidligere socialistiske Europa er stadig et område, som danskerne har meget lidt erfaring med.

For os som økonomer og samfundsforskere er Central- og Østeuropa også interessant på den måde, at regionen som helhed har været meget succesrig siden midten af 1990erne. Vi illustrerer det på kortet nedenfor, hvor vi viser de gennemsnitlige vækstrater i privatforbrug mellem 1995 og 2023 (ifølge Verdensbanken). Ingen lande i Vesteuropa har matchet væksten blandt de tidligere socialistiske lande. Men det rejser en lang række spørgsmål, som f.eks.: Er væksten bare konvergens til et normalniveau i stedet for noget ekstraordinært? Er den sket på bekostning af miljøet? Hvor meget er produktivitetstransformation og hvor meget er ‘bare’ hårdt arbejde? Hvordan er det gået med institutionerne? Er demokratiet i fare eller robust i regionen? Det næste uger forsøger vi at give svar på den type spørgsmål, med henblik på at give læserne mere viden om vores østlige naboer, og måske også en smule mere værdsættelse.

Figuren nedenunder viser udviklingen i korruption i fem europæiske regioner siden sidst i 90erne, baseret på Transparency Internationals korruptionsindeks. Jo højere indeksværdien er, jo mindre korruption har landet, og 100 er defineret som helt fri for problemer. Som man kan se af den sorte linje, er de nordiske lande de suverænt reneste i Europa. Den lille nedadgående trend er udelukkende drevet af Island, der faktisk har vist sig at have problemer. Nordvesteuropa har også været nogenlunde stabilt over perioden. Et af de få, der har et faldende indeks, er Storbritannien – udløst af afsløringerne fra mediernes bestikkelse af bl.a. politi.

Den gode nyhed er, at det går fremad i både Sydeuropa og de tidligere kommunistiske lande i Centraleuropa. Den bedste nyhed er dog, at vores nærmeste naboer med en kommunistisk fortid meget hurtigt er ved at blive af med deres værste korruptionsproblemer. Polen, der for 15 år siden lå på græsk niveau, har i dag problemer i samme omfang som Spanien og Portugal – dvs. ikke perfekt, men dog en stor forbedring. Estland, som ofte er ’det hemmelige nordiske land’, er endda rykket fra en placering midt i feltet til cirka østrigsk eller fransk niveau.

Og hvad så, kunne man måske spørge. Svaret er, at det er vigtig information for mange erhvervsinteresser, som måske stadig hænger fast i forestillingen om Østeuropa. De nordlige postkommunistiske lande er ikke længere ’Østeuropa’ som vi forestiller os. De er på flere måder ved at blive Nordeuropa, som de var en gang.

Pointen med min klumme er, at den ’gammeldags’, konservative approach til krisen så tydeligt har betalt sig. Uden nogen udsigt til hjælp kan der ikke være moral hazard-problemer og politisk fifleri. Resultatet har været klart, som jeg skriver i Børsen:

De seneste tre år har Østeuropa haft en gennemsnitlig vækstrate på 1,7 pct., mens den tilsvarende rate for Vesteuropa var 0,4 pct.

Selv uden Grækenland og Cypern, der er de facto bankerot, voksede de vestlige økonomer et procentpoint langsommere end Østeuropa. Kun Tyskland og Storbritannien følger med, og ingen er tæt på at matche de baltiske landes årlige vækst på 4-5 pct.

Figuren nedenfor viser basalt set det samme billede. Så hvem vil man helst emulere: Eurozonens politiske ’fix’ eller Østeuropas ansvarlighed?

Der skete imidlertid noget andet interessant efter murens fald. Økonomer må leve med, at der er meget få muligheder for at lave kontrollerede eksperimenter. Men af og til giver historien os noget, der ligger tæt på. Og murens fald gjorde lige præcis det. De østeuropæiske planøkonomier startede alle fra nogenlunde det samme udgangspunkt (et ringe et). Men selv om de alle gik over til en markedsøkonomi, var det med temmeligt forskellige strategier. Her efter 20 år kan man lære meget af deres erfaringer. Lad os prøve at sammenligne tre af landene, og tillad mig at give min fortolkning af forløbet. Figurerne herunder, sammenligner BNP og arbejdsløshed i de østlige länder, Polen og Ungarn.

Det tidligere DDR blev forenet med Vesttyskland, og DDR blev reelt sat direkte ind i forbundsstatsmodellen. Vesttysklands veludbyggede velfærdsstat blev udbygget til de nye länder. Reallønningerne i Øst blev sat op til vesttyske niveauer, på baggrund af fagforeningskrav. Østtyskland fik en velfærdsstat. De nye länder voksede hurtigt frem til 1994, som følge af den hurtige stigning i realindkomster (og overførsler), for siden bare at have sygnet hen i snart 15 år. Produktiviteten i øst kunne ikke følge med de høje lønninger. Arbejdsløsheden steg til høje niveauer. De unge flyttede til vest (øst mistede 10% af sine indbyggere på 15 år!). De subsidierede boliger endte med at stå tomme (der er en grund til at Berlin er billig). Vest måtte finansiere øst med 4-5% af BNP. Det blev en stagnerende økonomi på støtten. Vest gjorde østtyskland en bjørnetjeneste. Paradoksalt førte det til at Østtyskland i dag stemmer på Venstre partiet. Østtyskland er det mest venstreorienterede af de tidligere kommunistisk dominerede europæiske lande. Det er en god illustration af, hvordan den stagnation et overførsels-program kan fremkalde kan være politisk selvforstærkende, fordi det indebærer at store dele af elektoratet bliver klienter hos staten.

Polen havde ikke nogen rig storebror. Polske politikere var i starten af 90erne hurtige til at gennemføre en ”kold tyrker”. De gik hurtigt over til en dramatisk liberalisering af økonomien. Det kostede en stor krise i starten. Men det har også været en god investering. På trods af, at ingen har sendt store gaver (Østtyskland har i perioder fået 10-15% af deres BNP fra vest) eller netop af samme grund har væksten været stærk. Prisen var høj arbejdsløshed efter omstillingskrisen. Men den er efterhånden faldet. BNP i polen er samlet steget mere end i DDR og arbejdsløsheden er lavere.

Ungarn er en mellemhistorie. Ingen rig storebror. Men politikere der ikke turde konfrontere vælgerne med hårde valg, og en tilbøjelighed til at låne sig ud af problemer. Det betød mindre krise i starten, lavere ledighed. Men også lavere vækst end Polen (men meget bedre end østtyskand efter 1994) og nogle af østeuropas mest problematiske offentlige finanser.

Efter 20 år er dommen klar. Det var og er en økonomisk ulempe for de østlige Länder at de blev indlemmet i Forbundsrepublikken! De store økonomiske overførsler fra vest til øst er ikke alene spildte men har også skabt en politisk anspændt situation med høj ledighed i øst. Det samme fænomen, som rammer lande der finder olie og som forklarer hvorfor Ulandsbistand ikke virker, har ramt Østtyskland. Østtyskland blev fanget i en velfærdsstatsfælde, hvor velmente overførsler fra vest og høje reallønninger har fastholdt en høj ledighed og en trist stagnation. Det kan godt være Berlin er charmerende. Men økonomisk er det en tragedie. I den forstand har muren desværre haft lange skygger.

Her er så dagens provokerende spørgsmål har Danmark økonomisk set et øst- og vesttyskland i sig (blot ikke klart geografisk opdelt)?