Tale til lancering af ”89’erne: Politiske Visioner fra En Borgerlig Revolution”, CEPOS, 18.XI.2010

Mange tak for invitationen til at sige noget om ”89-generationen”.

Det er jo en ære—men sådan set også lidt skræmmende.  For dét øjeblik man først får en bog i hånden om en generation, så er det næsten per definition tilfældet, at den generation ikke længere er den yngste generation, og hvis man selv er en del af den generation, ja så …  Og når man så selv bliver bedt om at sige noget på vegne af en sådan generation, så er man per definition udvalgt til at være en sur, gammel mand—hvis man ikke var det i forvejen.

Så hvem ved, om et øjeblik lyder jeg måske som Georg Metz til et møde hos Gyldendal?

Men der er altså én god ting ved at tilhøre en slags mellemgeneration. Så kan man nemlig slå fast, at man ikke er så gammel og forstokket som den generation, der kom før én.

Og man er samtidigt—forstås—meget mere moden og erfaren udi livet end de uvidende barne-rumper, der sjosker i éns fodspor, fordi deres egne fødder er for få og små til at lave synlige aftryk.

Så lad os endelig holde fast i dét sympatiske perspektiv.

***

Hvem og hvad er 89’erne så?

Lad mig først sige det som forsker med hjælp af en Gallup-undersøgelse, som A4 fik lavet i 2003, og som valgforskerne siden har gentaget: Man kan med kirurgisk præcision sige, at der findes én gruppe af danskere, som holdningsmæssigt skiller sig markant ud fra resten af samfundet: Dem, der blev født i de tre årtier mellem 1958 og 1989.

Dem, der blev født før—især i årene 1948-1958—og dem, der heldigvis endnu ikke har brugt deres stemmeret så meget, ligger overvejende noget til venstre.  Ikke mindst takket være nogle enormt røde kvindelige vælgere.  I disse grupper får venstrefløjen inkl. De Radikale lidt over halvdelen af stemmerne.

Men 1958-1989 holdet er hamrende blåt.  Mørkeblåt.  Mænd som kvinder.  For et par år siden stemte denne aldersgruppe på Fogh Rasmussen regeringens parlamentariske grundlag med en overvægt på 15-20 pct.point.

Var det kun os, der havde haft stemmeret, ville Margaret Thatcher have været statsminister, Ronald Reagan udenrigsminister, Bibi Netanyahu forsvarsminister, Clint Eastwood justits- og kulturminister,—og regeringens sidste medlem kunne meget vel have været Milton Friedman som minister for afvikling af øvrige offentlige aktiviteter.

Denne alders- og holdningsmæssige afgrænsning passer faktisk ret godt på os, der har bidraget til denne bog om ”89’erne”.  Den ældste af os (Henrik Gade Jensen) havde stemt et par gange, da muren faldt i 1989—og den yngste af os (Helene Haabegaard) gik formodentlig endnu med blé.  Den typiske skribent i 89-bogen er født i 1970-1972, har løbet hornene af sig i VU, KU eller studenterpolitik, og har en samfundsvidenskabelig uddannelse.  Mere end et halvt dusin er blevet ministre og folketingsmedlemmer—og de resterende fire dusin har mere eller mindre bevidst fravalgt en sådan karriere.

Så dét er os.  For unge til at synes, at Trille var cool—og for gamle til at vide, hvem der er med i ”X-Factor”.  For unge til at have gået med afghaner-pels—og så gamle at vi endnu synes, at bukselivet skal sidde over lårene.  For unge til at have røget hash på Kulturministeriets trappe—men gamle nok til at have røget en cigar (eller noget andet), for at fejre begivenheden, da Muren faldt i 1989.

Og for os var 1989 et stort år.    Det var i sagens natur, hvad 1968 var for 68’erne—og hvad iPhone4 er for nutidens teenagere.

De fleste af os fulgte intenst, hvad der i 1989 skete på Tian-an-men Pladsen, i Berlin og i Bukarest.  Personligt kan jeg huske præcis, hvor jeg selv var da Muren faldt i 1989: Jeg gik rundt på statskundskab på Københavns Universitet og syntes, at de fleste danske samfundsforskere var noget røde i filten.  Samtidigt var jeg lidt deprimeret over en uambitiøs borgerlig regering, som den holdningsmæssige gas var gået ud af.

Og sådan kan verden jo forandre sig så meget på to årtier.

***

Nå, hvad karakteriserer så 89’erne?

Jeg vil kort pege på fire ting, som gør gruppen forskellig fra dem, der kom forud og måske for dem, der kommer efter—hvis der altså er nogen.

89’erne er …

1. meget heterogene.
2. ikke spor flove.
3. elsker bøger.
4. lettere fandenivoldske.

Lad os starte med det første—det heterogene.  Hvor 68’erne bestod af 117 forskellige socialistiske grupperinger, så består 89’erne af 117 forskellige ikke-socialistiske grupper.  Vi har ingen store utopier til fælles—måske bortset fra at hver mand og kvinde bør finde sin egen jordnære utopi.

Vi dækker hele feltet.  Fra borgerlige, der mener, at det største problem med statsmagten er, at det tit er de forkerte, der sidder på den—til liberale, der mener, at statsmagten skal være så lille, at den kan druknes i et badekar.  Eller noget mindre.

Politisk set er den mest moderate en glødende anti-marxistisk kulturkamps-kæmper, som synes, at alt var bedre i forgårs.  Den mest radikale er en fhv. Radikal, der gerne så alt privatiseret og hellere i dag end i morgen.  Og så er der en pæn mangfoldighed derimellem: Rodløse eks-Radikale.  Liberale Venstre-folk og endnu mere liberale Alliance-folk—der kun er enige om, at liberalismen ikke er død men er uenige om, hvad den er.  Og så er der Konservative af enhver social-, national-, værdi-, balance- nuance, både i og udenfor De Konservative.

Og dertil er der så et pænt assorteret udvalg af partiløse ”klimafornægtere” og en klimaminister, masser af EU-fanatikere og fanatiske EU-skeptikere, et par hjemløse georgister, nogle post-feminister, og en enkelt ensom solipsist-anarkist.

***

Selvom vi ikke er enige om ret meget, er vi enige om én ting: At vi 89’er er borgerlige uden at være flove over det.

Generationen af borgerlige, der kom før os, var håndsky og lammebankede af venstrefløjen i 60erne og 70erne.  Den måske mest fremtrædende Konservative intellektuelle profil—Per Stig Møller—skrev kronikker om, hvor meget man kunne lære af Formand Mao.  Og en af de opadstigende Venstreløver i den ældre generation—Anders Fogh Rasmussen—forsvarede i 1975 ”økonomisk demokrati” på arbejdsmarkedet.

Hvis nogen 89’ere havde gjort det …, så havde de fået buksevand af os andre.

For vi 89’ere voksede op med fodformede, lilla ble-behængte samfundsfagslærere uden fornemmelse for anden pluralisme end deres egne holdninger.  Med medier der fremstillede enhver til højre for Svend Auken som fascister.  Med alskens DKP-kontrollerede elev- og studenter-organisationer, der helt bogstaveligt sad på Dannebrog og drak jordbærthé, alt imens rektor gik rundt og beslaglagde borgerligt kampagne-materiale.

For os var det Gert Petersen og Ritt Bjerregaard og Ebbe Kløvedal Reich og Suzanne Brøgger, der repræsenterede status quo, det grå og kedsommelige—mens Uffe Ellemann, Sir Keith Joseph og Graf Lambsdorff til sammenligning vel nærmest var sådan lidt af nogle farverige, rebelske punkere.

Samtidigt kunne vi opleve en markant borgerlig bølge internationalt—med valgsejre i Storbritannien, USA, Tyskland og—ja—en dansk borgerligt-liberal regering fra 1982.

Tju hej, hvor det gik!

Så vi 89’ere syntes ikke, at der var noget at være flove over eller bange for.  Rebellerne—det var os: Unge borgerlige med slips, blazer og attache-mapper—der heller end gerne tog til Roskilde Festival og lyttede til The Clash på vores ”walkman”.

***

Det tredje, der karakteriserer 89’erne, er, at vi tilsyneladende var den sidste generation til at læse—og skrive—bøger.  Til forskel fra den ældre generation, læste vi andet end aviser og finanslove—og til forskel fra den yngre generation var vi i stand til at læse tekster længere end en blog-post.

Kort sagt: Vi var—og er—sådan lidt wanna-be intellektuelle.

Vi syntes ikke, at ideologi var—eller er—noget ”bras”—også selvom mange af os helst vil kalde det noget andet end ideologi.  Vi syntes faktisk, at der ikke var noget galt med at læse konservative som Michael Oakeshott og liberale som F.A. Hayek.  Især når vores venstreorienterede lærere ikke anede, hvem de var.

***

Det fjerde og sidste kendetræk—at 89’erne er en mere fandenivoldsk generation—var et resultat af de tre første ting.  At vi var forskellige, at vi ikke var flove over at være borgerlige, og at vi gad at læse andet end danske aviser.

Så når besserwissene-journalister kaldte os ”Nå-generationen”, så gjorde vi det til ”Nå … så det tror I!”-generationen.

Når den venstreorienterede fredsbevægelse marcherede, så lavede vi sgu’ da bare et borgerligt modstykke—”Demokratisk Fredsfraktion”—som mente, at den bedste fredsstrategi var et stærkt forsvar.  (Og hvem fik ret?)

Når venstrefløjens stormtropper i Operation Dagsværk samlede ind til de marxistiske venner i Nicaraguas Sandinist-regering, ja, så samlede VU og KU sammen ind til skoleprojekter i det Sovjet-besatte Afghanistan.

Når TV-programmet ”Landet rundt” og tegneserien ”Poeten & Lillemor” gjorde grin med KU’ere, der gik med slips—ja, så svarede vi igen med endnu flere, endnu større, end mere farvestrålende slips.  Evt. med et billede af Adam Smith i profil.

Når Anker Jørgensen i samme ånd sammenlignede de slipseklædte unge med ”fascister” og sagde, at han foretrak unge i cowboy-bukser, fordi det var mere ”demokratisk”, ja så sendte vi ham et par cowboybukser med den hilsen, at vi da gerne ville have en statsminister, der var lige så demokratisk klædt som Ronald Reagan.

Men vi 89’ere var—og er—også rebelske overfor vores egne.

Når det hele blev lidt for pænt og lidt for borgerligt dengang i 1980erne, så udsendte Danmarks unge liberale og konservative—til moro for moderpartierne—støtteudtalelser til ære for Thy-lejren.  Det er deres jordhul—købt og betalt–og de generer ingen.

Når statsminister Poul Schlüter sagde, at ”ideologi er noget bras”, og finansminister Palle Simonsen hævdede, at der trods et skattetryk på knap 50 pct. ikke var noget at privatisere i Danmark, ja, så svarede KU igen med at arrangere dobbelt så mange konferencer om ideologi og privatisering—og at forære regeringen en liste med 100 privatiseringsforslag—hvoraf op mod et dusin siden blev gennemført.  Af Socialdemokraterne.

Når venstrefløjen lavede kaffe-klubber som Café Au Lait og en nyvalgt Venstre-formand, Anders Fogh Rasmussen, omvendt ville nedtone liberalismen, så svarede unge Venstre-folk igen med at danne kaffeklubben ”Espresso”—under sloganet ”Lidt mere stærk, tak, og lidt mere sort”.

Og når Politiken helligede et helt tillæg til at forklare, at al intellektuel nytænkning kommer fra ”centrum-venstre”—ja, så lavede vi såmænd da bare CEPOS.

Tag den!

***

Men inden dette ender i selvfedme af den slags, som 68’erne er langt bedre til end os, er det måske på sin plads at spørge: Er der slet ikke noget galt med 89’erne?

Jo, det er der.  Én enkelt ting.

Vi 89’ere har indtil videre, som generation, været én spektakulært succesrig … fiasko.  Vi har invaderet avisernes debatsider.  Vi har domineret internettet.  Lavet de bedste og mest læste politiske blogs.  Skrevet flere bøger end Klavs Rifbjerg har læst.  Skabt tænketanke.  Styret partier.  Væltet én regering.  Erobret ministerier i en anden.

Og hvad så?

Siden Muren faldt og den sidste af os lagde bleen, er skatterne vokset og vokset.  Staten sprøjter årligt love, bekendtgørelser og cirkulærer ud hurtigere, end nogen kan nå at læse.  At være dansk borger er mere end nogensinde som at være i en børnehave, og én hvor halvdelen af de voksne børn ikke kan kende forskel på Harald Blåtand og Harald Børsting og ved mindre om Nic.F.S. Grundtvig end om Nik & Jay.

Vi ejer ikke 68’ernes selvglæde, og derfor kan vi—og må vi—sige ærligt: Vi har gjort, hvad vi kunne, og næsten alt er blevet værre.

Så hvad skal 89’ernes lærdom til den næste generation være?  Det samme som den slags altid skal være: Gør ikke som vi gør, men som vi siger!  Og kom så i gang …