Lad os starte med emnet, som er et af de helt store og grundlæggende i nationaløkonomi: Hvorfor er nogle lande rigere end andre? Man kan derfor næppe klandre Nobelkomiteen, at den giver årets pris til måske det vigtigste spørgsmål i hele feltet. Der er heller ingen tvivl om, at Acemoglu, Johnson og Robinsons arbejde har været indflydelsesrigt: Deres oprindelige artikel fra 2001 er indtil nu citeret mere end 18000 gange i forskningen! Og selve idéen om at institutioner, der beskytter den private ejendomsret og håndhæver kontrakter upartisk, er også indlysende. Adam Smith skrev allerede om vigtigheden af institutioner i 1770erne, og Douglass Norths Nobelpris i 1993 handlede i høj grad om det samme. Men dykker man længere ned i årets Nobelpris, begynder problemerne desværre også at blive synlige.

Vi har adskillige gange skrevet om Acemoglu-holdets bidrag, men også om deres problemer. Et af de store problemer ligger i holdets teoretiske forståelse af, hvor gode institutioner kommer fra. Den er som følger: Europæiske lande koloniserede store dele af verden, og de steder hvor bosætterne kunne regne med at overleve lang tid – steder med lav mortalitet pga. et godt sundhedsklima – havde de incitament til at skabe institutioner, der beskyttede deres liv og ejendom. Steder med høj mortalitet havde bosætterne derimod interesse i at skrabe så meget til sig som muligt, og tage væk igen før de døde af sygdomme som malaria og andet, og havde derfor ingen interesse i gode institutioner. Acemoglu-holdets kausalitetskæde er derfor lav mortalitet -> inklusive demokratiske politiske institutioner -> gode juridiske institutioner -> velstand. Men en lang række studier har stillet spørgsmål ved netop dén forklaring.

I december 2018 skrev jeg for eksempel i “Tager Acemoglu-holdet fejl?” om de meget store spørgsmålstegn, der er stillet ved deres data og hvor generel, deres påstand om kolonihistoriens effekt er. I artiklen “Late Colonial Antecedents of Modern Democracy” finder min ven og kollega Martin Rode og jeg absolut ingen evidens for påstanden om mortalitets vigtige rolle, og både David Albouy, og Jonathan Krieckhaus sammen med Matthew Fails har vist, at der er noget fundamentalt galt med hele idéen. Robinson har virket åben overfor kritik, mens Acemoglu i særlig grad har afvist problemerne.

Mens der ikke er ret mange, der ikke accepterer idéen om, at gode institutioner er vigtige for langsigtet vækst og velstand (se f.eks. vores indlæg her og her), er der også ganske store spørgsmål ved, hvor original den teoretiske idé faktisk er. En central del af teorien – at en elite kan få en klar tilskyndelse til at skabe bedre reformer for at undgå en revolution eller et kup – der ofte kaldes ‘the replacement effect’, ligner i høj grad teoretisk arbejde, som Peter Rosendorff (NYU) publicerede nogle får år før Acemoglu, Johnson og Robinson. På trods af at det måske har været Acemoglu-holdet, der har populariseret den meget intuitive teoretiske forklaring, er det ikke sikkert at det faktisk er deres idé.

Så hvor står vi i vurderingen af årets Nobelpris i økonomi? På plussiden tæller emnets enorme vigtighed, og den uomtvistelige indflydelse, Acemoglu, Johnson og Robinsons arbejde og tænkning har haft i professionen. Man må også medgive, at alle tre har lavet andet vigtigt arbejde, og stadig gør. Men på minussiden står, hvor skrøbeligt datamaterialet er – og den snagende mistanke om, at databehandlingen i en del af deres arbejde ikke har været helt op til standard – hvor skidt det er gået med flere af deres grundlæggende præmisser, og det faktum at en del af de teoretiske idéer allerede var foreslået af andre forskere. Hvor ender regnskabet? Det lader vi være op til den enkelte læser. Min vurdering er dog, at det ikke er helt godt…

Desuden løser kunstig intelligens ikke socialismens andet centrale problem: Incitamentsproblemet. Hvordan sikres det, at den almægtige centrale myndighed ville gennemføre de ”samfundsmæssigt” mest hensigtsmæssige beslutninger? På et almindeligt marked er der en overensstemmelse mellem egennyttige beslutninger og det fælles bedste, men det har ikke været muligt at finde kollektive beslutningsmekanismer med samme egenskab. Det problem forsvinder ikke af at have en kunstig intelligens til rådighed, påpeger Acemouglu.

Man kunne selvfølge overveje – hvad Acemoglu ikke gør – om den kunstige intelligens kunne udstyres med en ”velfærdsfunktion”, der helt autonomt maksimerede befolkningens nytte frem for magthavernes. Men det ville i så fald kræve, at den fik magt til at regere uden efterfølgende muligheder for menneskelig intervention. Ville vi turde tage den risiko? Og hvordan ville man kunne sikre sig, at maskinen ikke udviklede sine egne præferencer eller idiosynkratiske fortolkning af, hvad der er bedst for os?

En anden overvejelse: Hvor meget vil kunstig intelligens kunne afhjælpe allokeringsproblemerne i den offentlige sektor? De er i princippet ikke forskellige fra vidensproblemet under socialisme. Dog kan myndighederne i en markedsøkonomi betjene sig af viden om markedspriser på markedet udenfor den offentlige sektor, som kan være fraværende under socialisme, ligesom de kan ”importere” innovationer fra den private sektor. Det ville ikke være muligt i et samfund  fuldstændig underlagt planøkonomi. Men til gengæld mangler myndighederne i en blandingsøkonomi ofte viden om borgernes præferencer, fordi der typisk ikke er priser på offentligt udbudte goder. De mest realistiske socialister forestillede sig trods alt, at der skulle være et frit forbrugermarked med prisdannelse bestemt af forbrugernes præferencer; det er ”kun” produktionsapparatet, som skal være på statens hænder. I en offentlig sektor som den danske er myndighederne derimod både producenter og efterspørgere.

Kunstig intelligens vil formentlig kunne hjælpe til med at gøre den offentlige sektor mere produktiv i snæver teknisk forstand. Altså finde måder at producere det samme billigere eller få mere ud af de samme penge. Men hvis det gælder om også at sammensætte produktionen, så den passer bedst muligt til borgernes præferencer – så vi opnår det, vi kalder ”efficiens” – så kommer AI’en stadig til kort. Det ville som minimum kræve et frit marked med prisdannelse.

Og så vil den i øvrigt stadig ikke kunne løse det hayekansk problem med lokal, ”tavs” viden, som Acemoglu peger på.

Dermed ikke være sagt, at kunstig intelligens ikke kan gøre et socialistisk system lidt mere produktivt. Det ”praktiske” problem med at beregne en produktionsplan bliver mindre, når der kommer mere datakraft.  Omvendt byder kunstig intelligens på endnu et problem med at kombinere kapitalgoder på en hensigtsmæssig måde og ikke mindst skabe innovation. Socialisme vil i så fald blive lidt mindre fattigt, men få et større efterslæb i forhold til os andre. Omtrent som den teknologiske udvikling har virket for Nordkorea hidtil.

Kolonier, hvor flere europæere bosatte sig, ville derfor ifølge teorien over tid ende med væsentligt bedre institutioner, og disse institutioner ville efterfølgende gøre kolonien meget rigere. Acemoglu løste derefter (troede han) problemet med hvor europæerne ville bosætte sig permanent ved at antage, at der hvor klimaet gav flere tropesygdomme og derfor langt større sygdomsrisiko, ville europæerne foretrække meget dårlige institutioner – de skaber nemlig mulighed for ’grab-and-run’ strategier, hvor man rager så meget som muligt til sig før man flygter hjem til Europa – mens de gode sygdomsmiljøer giver incitament for permanent bosættelse.

Adskille forskere som bl.a. David Albouy, Jonathan Krieckhaus og Matthew Fails har sidenhen angrebet flere dele af Acemoglu-holdets approach. Albouy demonstrerede i en glimrende artikel at holdets sygdomsdata er stærkt kritisable, og Krieckhaus og Fails har vist, at sammenhængen er drevet af seks tidligere kolonier, der på ingen måde er tilfældige: Australien, Canada, Hong Kong, New Zealand, Singapore og USA. På trods af kritikken bliver mange specielt yngre forskere dog ved med at bruge Acemoglu-holdets approach, og man hører ofte til konferencer hvordan folk starter præsentationer med ord som ”som vi ved fra Acemoglu…”

Pointen med posten i dag er at angribe problemstillingen fra en anden vinkel. Min ven og kollega Martin Rode og jeg arbejder for tiden på at revidere en artikel, og i den forbindelse har vi konsulteret en historisk kilde til data. Vores startpunkt er, at hvis Acemoglus historie er rigtig, kan det ikke blot være i en kolonis første år at den europæiske bosættelse var vigtig. Følger man logikken i den, må størrelsen af den europæiske befolkning mere generelt påvirke, hvor sandsynligt det var, at en koloni blev demokratisk. Man må også regne med, at denne type forhold kunne påvirke uddannelsesinstitutioner, og gennem bedre adgang til uddannelse kunne man ifølge helt klassisk demokratiseringsteori a la Seymour Lipset regne med, at bedre uddannede kolonier var mere demokratiske.

Vi får disse data fra 1950-udgaven af The Statesman’s Yearbook, som både har data for den europæiske befolknings størrelse i 62 daværende kolonier, samlet befolkningsstørrelse, og information om hvorvidt der var adgang til sekundær uddannelse (gymnasieskoler) og universitetsuddannelse. I de tre figurer nedenfor sammenholder vi tre forhold – adgang til uddannelse, den europæiske befolkningsandel, og befolkningstætheden sidst i 1940erne – med om kolonien var demokratisk ved uafhængighed og om landet er demokratisk i dag. Uddannelse deler vi op i tre naturlige kategorier, mens vi deler befolkningstallene ind i tre lige store kategorier – få / spredt, middel, og mange / tæt.

Det er tydeligt i figurerne, at Acemoglu-holdets teori ikke rigtigt ser ud til at passe på dataene fra 1940erne. Der er ingen klar sammenhæng mellem den europæiske befolkningsandel og demokratisering, og det ser ud til, at de kolonier, der ikke havde virkeligt udviklede uddannelsesinstitutioner var mere tilbøjelige til at være demokratiske, og de dårligst udviklede af dem (bemærk: Typisk mindre øer), om end forskellen ikke er statistisk signifikant. Det eneste, der ser nogenlunde klart ud, er at de tættere befolkede kolonier både var og er mere tilbøjelige til at være demokratiske – dvs. en alternativ forklaring, der kan tilskrives Lipset. Bundlinjen er, at nok er Acemoglu-holdets grundlæggende artikel blevet citeret næsten 12000 gange, men tager man teorien til uafhængige data, er den forbløffende skrøbelig – og sikkert forkert.

Det skal i al retfærdig dog også siges, at Piketty langt fra er den første økonom, som har omsat sin akademiske indsigt velskrevet og tilgængeligt. Her er nogle stykker, som stærkt kan anbefales som ferielekture, fordi de både er velskrevne og ekstremt relevante:

Daron Acemoglu & James Robinson (2012): ”Why Nations Fail”. Deres tese er, at økonomisk velstand er forbundet med åbne, inkluderende politiske regimer, der beskytter borgernes rettigheder, mens ”ekstrakterende” autokratiske regimer hindrer velstand. Det er institutionerne, som bestemmer et lands skæbne mere end noget andet, herunder geografi, kultur og naturressourcer. De gennemtrawler en stor del af verdenshistorien siden Romerriget for at vise det. Nogen gange mere vellykket end andre, men altid vigtigt og interessant.

Matt Ridley (2010): ”The Rational Optimist”. Ridley er egentlig ikke traditionel fagøkonom, men han har fat i en central økonomisk pointe fra Adam Smith: At velstanden afhænger af arbejdsdelingen (specialiseringen), og at jo flere vi er, desto større kan arbejdsdelingen og dens gevinster blive. Man får en fascinerende gennemgang af historien med talrige eksempler. F.eks. om, hvordan civilisationen ifølge potteskår mm. løb baglæns, da Tasmanien ikke længere var landfast med Australien – og markedet skrumpede.

Henrik Christoffersen (2014): ”Det mindst ringe”. Han fortæller den virkelige historie om, hvordan den danske velfærdsstat blev til efter Den Anden Verdenskrig og blev til det, den er i dag. Nok blev den født af naive forestillinger – ikke mindst hos økonomer, som troede, de kunne bedrive social ingeniørkunst – men den er drevet frem af de særinteresser, dens incitamenter skabte. Til gengæld vil man – modsat hos Piketty – lede forgæves efter arv og formue som vigtige drivkræfter i den historie.