Ministerrokaden giver Punditokraterne lejlighed til at invitere vores læsere til at deltage i et lille tankeeksperiment. Hvilke ministerier skulle bibeholdes og hvilke nedlægges, såfremt en borgerlig-liberal regering efter læsernes smag var ved magten?

Et hurtigt bud fra undertegnede på hvilke ministerier der er tilstrækkelige og nødvendige i et borgerligt- liberalt Danmark kunne se således ud:

• Statsministeriet,
• Finansministeriet (med ansvar for skat og økonomi),
• Indenrigsministeriet,
• Udenrigsministeriet,
• Justitsministeriet, og
• Forsvarsministeriet

Læsere og medpunditokrater, der har lyst til at deltage i løjerne er selvfølgelig velkomne til at begrunde deres til- og fravalg og evt. sætte navne på relevante ministre (og nye ministerier).

Som sædvanligt rammer Edith Thingstrup plet i sit debatindlæg i dagens Berlinger (desværre, intet link), når hun peger på, at regeringen er mere interesseret i at købe sympati hos socialdemokratiske vælgere end at tilgodese borgerlige og liberale, fordi deres stemmer jo allerede er sikrede. Det er irriterende rationelt og frustrerende svært at gøre noget fornuftigt ved – andet end at kritisere, og det gør vi så.

Men der skal også være plads til at rose, når rosen er fortjent. Og det var den i statsministerens åbningstale i tirsdags.

Tænk, vi har en statsminister, der ved Folketingets officielle åbning i den grundlovsforeskrevne tale tør tage åbent og velbegrundet afstand fra de forsøg, der foregår i FN regi på at begrænse ytringsfriheden.

Kunne man forestille sig en socialdemokratisk statsminister (uanset hvem af dem) sige noget tilsvarende om FN? Eller hos en svensk statsminister (uanset partifarven) eller en norsk (uanset hvem overhovedet)

Næppe. Så ros herfra for det.

Trods alt banker der et liberalt hjerte bag facaden. Det er bare pokkers, at det banker så roligt og velkalkuleret.

Her lidt citater:

Hvis jeg alligevel blev tvunget til at stemme på en verdenspræsident, så skulle det være en, som er en stærk forsvarer for de personlige frihedsrettigheder, især ytringsfriheden.

[..]I et diktatur nægter man det enkelte menneskes fundamentale frihedsrettigheder.

[…]Nej i det lange løb kan terrorisme ikke ødelægge demokratiet, simplethen fordi demokratiet hviler på så stærke ideer og principper, at det opfylder det enkelte menneskes fundamentale ønske om personlig frihed.

[..]Verden er styret af mennesker, som træffer beslutninger, og den afgørende udfordring er at sikre, at de beslutninger bliver truffet på en demokratisk måde og i fuld respekt for de personlige frihedsrettigheder og retsstatsprincipper.

Det er både bemærkelsesværdigt og væsentligt, at AFR vælger udtrykket “frihedsretttigheder” fremfor “menneskerettigheder”. Hermed signalerer AFR, at det er de klassiske borgerlige og politiske rettigheder, der sikrer den personlige frihed, han anser som fundamentale. Han lægger dermed indirekte afstand fra ikke bare de positive økonomiske og sociale rettigheder, men også den kulturrelativisme og politiske korrekthed, som menneskerettighedsbegrebet efterhånden er blevet synonymt med.

Det må siges at være lidt af et nederlag for menneskerettigheds-bevægelsens universalistiske ambitioner at selve udtrykket menneskerettigheder er blevet så værdiladet og politiseret, at det i stigende grad alene appelerer til “centrum-venstre progressive”, mens borgerlige-liberale anvender betegnelsen frihedsrettigheder. Nederlaget er dog på sin vis også et nederlag for (os) borgerlig-liberale. Menneskeretttighederne er jo trods alt børn af liberalismen og, at dette begreb sammen med “lighed” og (på amerikansk) selve begrebet liberalisme, nu har et indhold og betydning, der er i direkte modstrid med deres oprindelige betydning er et godt tegn på i hvor ringe grad borgerligt-liberale har formået at formidle disse helt centrale princippers fortsatte relevans.

Og det gør han godt.  Her er den forgangne uges sammenkædning af den halvvidenskabelige meningsmåling fra A4/Epinion med spørgsmålet om regeringens ophørsudsalgs-linie (inkl. det reelt slet skjulte spark til Bendt Bendtsen og den nuværende konservative partiledelse):

“Hvis man opgiver sine tidligere synspunkter, som man er kendt for, og som man har stået for i en generation eller to, så skaber det forvirring hos vælgerne. De tænker, “når de borgerlige politikere ikke vil have deres holdninger længere, så skal jeg vel heller ikke have dem”.

PS. Schlüter foreslog iøvrigt ca. 1980 en fusion af V og K under navnet “Det Liberale Folkeparti”.  Se dét kunne have været interessant – eller det modsatte …

Dette sagde han 14. november 2006 som optakt til Venstres landsmøde (kilde: Ritzau)

En målsætning om, at “væksten i det offentlige forbrug til enhver tid skal være lavere end væksten i den private sektor”, hører ikke hjemme i Venstres nye principprogram. Regeringens ambition er, at den private sektor vokser med meget mere end den offentlige sektor – men at skrive dét ind i Venstres principprogram ville være “uliberalt”, konstaterede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tirsdag på et pressemøde forud for Venstres landsmøde i weekenden.
– Dét får ikke min stemme, fordi det er uliberalt. Og den tekst, der i forvejen står i principprogrammet, er i øvrigt meget bedre, sagde statsministeren.
Man kan godt stræbe efter en målsætning, men det er uden for politikernes kontrol at styre, hvor meget den private sektor vokser.
– Det er jo kun planøkonomer, der kan mene, at så skal man sige, at den offentlige sektor skal til enhver tid og under alle forhold vokse mindre end den private sektor. Fordi man kan jo ikke styre, hvad væksten er i den private sektor. Hvis man er liberal, er det, man styrer efter, hvad man maksimalt kan tillade, at det offentlige forbrug vokser med – det kan man have en politisk diskussion om, sagde statsministeren.
– Og derfor må man have en politik, der giver mulighed for, at den private sektor kan vokse med så meget som muligt.

Nu kan Fogh af en eller anden grund ikke acceptere, at den offentlige sektor skal vokse mindre hurtigt end den private. Sidste år på Venstres landsmøde sagde han ellers, at det var Venstres strategi. Men dengang var han måske planøkonom?

“Og derfor er den rigtige strategi at holde fast i den kurs, der er lagt. Det vil sige, at vi reserverer den økonomiske vækst, der er i kommende år på den måde, at der bliver en lille beskeden vækst i den offentlige sektor, ikke nedskæringer, men en lille beskeden vækst, som vi nu har præsteret i de senere år, og så bliver der en større vækst i den private sektor. Og på den måde så får vi gradvist en større og større privatsektor til at producere de værdier, som vi så skal finansiere en offentlig sektor af. Som ikke bare er på størrelse med den vi har nu, men som oven i købet er en lille smule voksende På den måde så bliver det muligt med en gradvist langsomt faldende skatteprocent at finansiere en offentlig sektor, ikke blot af den størrelse vi har nu, men svagt voksende, men svagere voksende end den private sektor.” (Anders Fogh Rasmussen, landsmøde 2005)

“Jeg har nået, hvad jeg gerne ville.”

Det var da godt at få slået fast.

PS. Vi må simpelthen have et citat mere fra interviewet:

– Det lyder mere som noget fornuftigt pedelarbejde i velfærdsbygningen end som et borgerligt liberalt regerings-projekt. Er det ikke et udtryk for, at du har aflivet den klassiske liberalisme, som – sagde du under valgkampen – hører fortiden til?

»Det jeg ville sige dengang var blot, at liberalisme for mig mere et livssyn end en isme. Når vi siger: »mennesket fremfor systemet,« er det, fordi vi netop tager vores udgangspunkt i det enkelte menneske. Og vi lader os ikke snøre ind af ismernes bånd. Jeg har aldrig taget afstand fra begrebet liberalisme, men jeg har forsøgt at kvalificere det ved at sige, at man som liberal skal passe på, at man ikke bliver så grebet af ismen, at man glemmer mennesket. Og derfor må det være sådan, at hvis man faktisk kan se, at det enkelte menneske får større frihed ved, at vi gør nogle ting i fællesskab, er det ikke i modstrid med en liberal tankegang, men tværtimod i overensstemmelse med en liberal tankegang. Og det er det, jeg kalder moderne liberalisme. Og det er det, som det nye Venstre står for. En moderne fællesskabsorienteret tankegang, hvor fællesskabet ikke er indrettet på at begrænse det enkelte menneskes frihed, men på at fremme den.«

Papirsposen kan findes i holderen i stolen foran Dem …

Problemet med Fogh er, at det nærmest er umuligt at se, hvilket mønster han har valgt. Stort set alle økonomer er enige om, at efterlønnen enten helt skal fjernes eller reformeres så der kun er adgang til den for de reelt nedslidte. Der er også bred enighed om, at man bør lempe på indkomstskatten for at gøre det mere attraktivt at arbejde – selv i et 'velfærdssamfund'. Statsministerens svar på begge dele igår var en erklæring om, at han nægtede at 'forringe' folks vilkår ved at fjerne efterlønnen for at give skattelettelser til de 'rige'. Det ligner i mistænkelig grad mudderkastning mod landets fremmeste samfundsvidenskabelige hjerner, men spørgsmålet er, om han ikke også har afsløret en hel del af sin politiske og økonomiske tænkning.

Pointen i hans afvisning er nemlig, at den kan forstås af en hvilken som helst normalbegavet syvårig. Man tager fra de fattige og giver til de rige – ja, i Foghs optik tager man fra de 'fattige' – uanset at de fleste efterlønnere er ganske godt ved muffen – for at give til de rige. Argumentet er således udtryk for den værste gang lagkagetænkning, man kan forestille sig: Hvis man skærer et større stykke til nogen, må det da betyde at andre får et mindre stykke? Nej, nej, og atter nej. Sådan fungerer verden ikke! Men selvom man som fagøkonom kan sige det utallige gange, er det altså lettest for folk at betragte landets økonomi som en lagkage. Så når Fogh implicit bruger lagkagebilledet, appelerer han ikke blot til danskernes indre svinehund – janteloven – men siger også til folk, at der ikke er grund til at tænke nærmere over, hvordan økonomi fungerer. Med andre ord, der er ingen grund til at lytte til eksperter, der gør det lette svært.

Jeg foretrækker at tro, at Fogh godt ved hvordan verden hænger sammen. Måske har han bare afsløret sin mangel på økonomisk forståelse, men han er trods alt uddannet økonom ved et respektabelt universitet. Mit problem er, at alternativet er at se ham som en demagog af den værste skuffe, der tillægger sig sine modstanderes egenskaber. Glæden ved velfærdsstaten og troen på offentlige løsninger og reguleringer har han erobret fra Socialdemokraterne. Det er svært at tro på, at efterlønnen bliver hans 'sidste territoriale krav i Europa'.

De unge selvstændige afrikanske lande tabte rigtig mange års udvikling på grund af socialistiske regimer og eksperimenter. Tanzania var en socialistisk et-parti-stat med tætte bånd til Øst-blokken – men er altså nu under udvikling

De afrikanske stater, der gennemfører reformer, de oplever gigantisk vækst. De lande, der stadig kører et lukket centralistisk system, de oplever hungersnød. For nu at sige det kort.

Statsministeren mener altså ikke, at fattigdomsproblemer blot løses ved at poste flere bistandskroner i hovedet på forskellige projekter. Snarere tyder det på, at AFR anerkender, at en stor del af forklaringen på Afrikas fattigdom er institutionel og skal findes i forhold som langstrakte perioder under socialistiske despoter, dårlig regeringsførelse, manglende beskyttelse af private ejendomsrettigheder etc. – hvilket alt sammen har bidraget til at fastholde mange af kontinentets lande i fattigdom. Samtidig fremhæver statsministeren frihandel og åbne markeder som vejen frem, hvis de afrikanske lande skal generere højere økonomisk vækst.

Hovedproblemet i Afrika er, at man har åbnet økonomien for sent.

Det er vanskelligt at være uenig i betydningen af frihandel og åbne markeder (samtidig med at det som liberal er rart at høre, at AFR ikke er konverteret fuldstændigt til socialdemokratismen). Lad os også her følge AFRs diagnose og løsningsforslag op med en opfordring til statsministeren (og regeringen) om at kæmpe ekstra hårdt for at afskaffe EUs handelsbarrierer og landbrugsstøtteordninger, som er særdeles skadelige for frihandel.

“Det skal altid kunne betale sig at arbejde og gøre en ekstra indsats. Det giver et dynamisk samfund. Det giver et velstående samfund. Og jo mere vækst og velstand vi har, desto bedre muligheder har vi for at hjælpe dem, der har brug for hjælp. Det har hele tiden været regeringens politik. Og det fortsætter med at være regeringens politik.”

Disse farlige udtalelser minder på foruroligende vis om, hvad socialministeren kom for skade kortvarigt at mene fornylig.  Vi forventer, at DF omgående insisterer på, at velfærdsstatsministeren snarest muligt irettesætter sig selv.