COP-møderne kaldes klimatopmøder, men har ofte handlet det om alt mulig andet end klima. Også denne gang hvor hovedspørgsmålet endnu en gang var, om og hvor meget ”de rige” lande skal betale i klimabistand til ”de fattige”. Man blev enige om at hæve beløbet til 300 mia. USD (godt 2.000 mia. kroner), hvilket er en tredobling af det hidtidige beløb. Men det er fortsat et godt spørgsmål, hvor mange af pengene der vil blive overført, når det kommer til stykket. 

Spørgsmålet er dog helt grundlæggende, om der er en god grund til at overføre midler til regeringerne i den tredje verden på grund af klimaforandringer. Umiddelbart kunne det måske godt se sådan ud.  

Argumentet er primært, at den udviklede, industrialiserede verden historisk har udledt flest drivhusgasser. Brugen af fossile brændsler er en del af forklaringen på vores velstandsniveau. Udledningerne er allerede toppet i de vestlige lande, mens de fortsat stiger i de fleste udviklingslande – med Kina som den nu største udleder. Der er imidlertid ikke så god plads længere til at udlede flere drivhusgasser, som da vi voksede os rige. Og det kræver disse lande – som nu går under betegnelsen ”Det global Syd” – så kompensation for. En del vestlige lande, inklusive vort eget flagellantiske land, er principielt enige, men kvier sig ved de  beløb, modtagerlandene forlanger. 

Det kan som sagt lyde rimeligt nok. Men det er det i realiteten ikke. 

For det første er industrialiseringen ikke kun kommet de vestlige lande til gode, men også resten af verden. Den har løftet levestandarden næsten overalt på kloden – undtagelserne er de steder, hvor regimerne er ekstraordinært ringe. Før industrialiseringen levede befolkningen med en meget lavere levestandard, inklusive en middellevealder på det halve af i dag, og der var plads til meget færre mennesker: Der var omkring 1 milliard mennesker på jorden for godt 200 år siden ved den industrielle revolutions begyndelse mod 8 milliarder i dag. Langt de fleste af os kan takke industrialiseringen for, at vi er i live, og at vi ikke lever på eksistensminimum. Produktivitetsgevinsten har været global og ikke reserveret til dem, der historisk har brugt fossile brændsler i store mængder. Mens global opvarmning helt givet er en omkostning ikke mindst for de fattigste – og varmeste (de to ting overlapper end del) – lande, så vi alle haft en betydelig gevinst ved anvendelsen af fossile brændsler. Det er simpelthen ikke rigtigt, at vi er løbet med gevinsterne og kun har overladt omkostningerne til resten.  

For det andet er der ualmindeligt dårlige erfaringer med at hjælpe udviklingslande ved at overføre penge. En meget omfattende empirisk litteratur opviser næsten ingen positiv effekt af udviklingsbistand (se Doucouliagos og Paldam 2015). Angus Deaton, der modtog Nobelprisen i økonomi for udviklingsstudier i 2015, finder endda, at udviklingsbistanden gennemgående har negative effekter, når man desuden tager hensyn til dens afledte politiske konsekvenser. Den skaber en indtægtskilde for de regerende magteliter, så de ikke i så høj grad behøver at føre en politik, der fremmer velstanden hos den almindelige befolkning – en velstand de kunne beskatte. Selv hvis man måtte mene, at der burde overføres midler til almindelige mennesker i den fattige del af verden, er der ingen troværdig kanal til det.  

Men emnet fik unægtelig en ekstra dimension, da Nobelprisen i økonomi for 2015 mandag blev tildelt Angus Deaton. Hans arbejder med måling af forbrug har ført ham til at måle fattigdom, og han er derudover gået ret kontant ind i debatten om udviklingsbistand. Hans konklusion er, at den gør mere skade end gavn. Både Christian Bjørnskov og NIels Westy har nævnt pointerne her på bloggen. Det slår direkte ned i den danske debat.

Ud over klummen om udviklingsbistand har jeg skrevet denne kommentar i Børsen. Det er også blevet til interviews til Radioavisen, TV2 News, P4 og DR2. Og så har jeg skrevet min årlige Nobelprispræsentation i Weekendavisens videnskabstillæg Ideer med en chance (jeg kan desværre ikke linke, så man må have abonnement eller fat i papirudgaven).

Deaton er født i Skotland i 1945 og fik sin PhD fra Cambridge i 1974. Hans store bidrag er integrationen af teori og empiri i studiet af fattigdom rundt omkring i verden. Som Alex Tabarrok skriver på Marginal Revolution: ” When you read that world poverty has fallen below 10% for the first time ever and you want to know how we know— the answer is Deaton’s work on household surveys, data collection and welfare measurement.” Det kræver f.eks. at man tager hensyn til forskelle i priser og forbrugsmønstre på tværs af lande. En god og relativt letlæst introduktion er her. Jeg er helt enig med Tabarrok i, at Deatons helt væsentlige bidrag har været at måle og forstå fattigdom – er dermed også, hvad der ikke er fattigdom.

Hans tidlige arbejde med Almost Ideal Demand Systems har også været banebrydende for f.eks. vurderinger af effekten af økonomisk politik. Hvis man f.eks. beslutter sig for at indføre en fedt- og sukkerskat, påvirke det ikke blot prisen på produkter med fedt og sukker over en politisk bestemt grænse. Det påvirker også forbruget af andre varer – større forbrug af substitutter og gennem mindre købekraft, mindre forbrug af andre varer – og dermed også deres priser.

Mange flere omtaler kan anbefales: David Leonhardt i NYT om hans The Great Escape, Tyler Cowen, Christopher Blattman, Justin Wolfers, John Cassidy, A Fine Theorem, og Lynne Kiesling. Her og her er Deaton selv.

Et adelstegn hos Deaton er, at han ikke er bange for at være kontroversiel eller politisk ukorrekt. Han har for eksempel kritiseret brugen af randomiserede eksperimenter i udviklingsforskning (her) og er generelt meget skeptisk overfor ulandsbistand (f.eks. her). Deaton har også været ude med forslaget om, at det måske ville være smartere at give folk i ulande penge direkte, i stedet for at lade dem gå gennem regeringen eller donororganisationer. Bemærk, at det var dette forslag, som Lars Christensen luftede forleden, hvorefter Trine Pertou Mach og Michael Aastrup fik lov til at opføre sig rædselsfuldt overfor ham i 24 syv (hør her). Aastrup mente ikke, at det var noget nogen kunne tage alvorligt – men hvis det kommer fra årets Nobelprismodtager?