Mange problemer stikker dybere, og på trods af at Ramaphosa er erklæret socialist, har hans reformhensigter stoppet landets kreditrating fra at falde fra ’blød’ junk status – Standard and Poor’s fastholdt for eksempel i maj ratingen, der ellers har været faldende – og det virker klart, at der blandt andet skal blødes op i de voldsomme arbejdsmarkedsreguleringer. På mange måder ligner Afrikas største økonomi derfor i stadig større grad en afrikansk økonomi. Der kunne diskussionen naturligvis stoppe, men som vi ofte har understreget her på stedet, er det værd at se tilbage i historien for at vide, hvor man kom fra. Det gør vi derfor i dag for Sydafrika, og håber dermed at vores læsere bliver klædt lidt bedre på til eventuelle diskussioner om emnet.

Vi starter med en figur, der viser Sydafrikas nationalindkomst som andel af USA’s (den sorte linje) og Storbritanniens (den blå linje); vi sammenholder den med nabolandenes ligeledes relative udvikling (de to stiplede linjer). Som figuren viser, havde landet i tiden efter anden verdenskrig en (købekraftskorrigeret) nationalindkomst per indbygger på omkring 55 % af briternes. Det gik faktisk ikke så dårligt i Sydafrika, som i midten af 50erne var væsentligt rigere end Spanien og Portugal, og på mange måder en integreret del af den vestlige økonomi! Meget sigende var en af de første ruter, som BOAC (forløberen for British Airways) servicerede med jetfly, fra London Heathrow til Johannesburg. Var man hvid, kunne man leve et meget europæisk liv med et velfungerende demokrati, kulturtilbud og hvad man ellers var vant til i Nordeuropa, ligesom man kunne sende sine børn på et af landets otte universiteter. Som et kuriosum kan det f.eks. nævnes, at der i Sydafrika var 40 personbiler per 1000 indbyggere i 1952 – det samme antal som i Frankrig mens der var 47 i Storbritannien – og sydafrikanske flyselskaber fløj cirka 30 % flere passagerkilometer per million indbygger end danske (ifølge Statistisk Årbog 1952).

Var man ikke hvid, og særligt hvis man var sort afrikaner, var ens muligheder helt anderledes begrænsede fra indførslen af apartheidpolitikken i 1948. Gennemsnitsindkomsten for hvide var i 1954 ifølge Tomlinson-kommissionen 631 rands for hvide, 133 rands for indere, 86 rands for farvede, og 63 rands for sorte (læs her). Den egentlige forskel på sorte og hvides indkomst var dog ikke en faktor ti, da hvide typisk var langt bedre uddannede, og også var mere tilbøjelige til at bo i storbyerne, hvor både lønninger og priser var højere. Et bedre bud på den egentlige diskrimination er, at Tomlinson også fandt at ufaglærte hvide tjente dobbelt så meget som ufaglærte sorte.

Diskriminationen var således voldsom, men Sydafrika var stadig et attraktivt sted at arbejde for andre afrikanere. Tager man gennemsnitsindkomsten på 24 pund for sorte i Rhodesia (dokumentation fra R.B. Sutcliffe her) var den sydafrikanske gennemsnitsindkomst for sorte cirka 25 % højere i midten af 50erne. Der var således stadig sorte i Sydafrika der klarede sig ganske godt økonomisk, som det også kan ses på fotoet nedenfor, der er fra Cape Town i slutningen af 1940erne: Spot den velklædte sorte mand, der er ude at købe blomster.

Sydafrika holdt sin relative status gennem 1960erne på trods af et international klima, der blev stadig mere skeptisk overfor landets afskyelige apartheidpolitik. FNs frivillige våbenembargo fra 1963 blev for eksempel ignoreret af både Storbritannien og USA, der så Sydafrika som et bolværk mod Sovjetunionens indflydelse i Afrika, og embargoen blev først gjort bindende for FN-medlemmer i 1977. Landets økonomiske problemer startede først omkring 1970, som det ses tydeligt i figuren: Sydafrika gik fra at have en nationalindkomst omkring 50-55 % af Storbritanniens til en bund omkring 2000 på 30 %.

Starten omkring 1970 er sammenfaldende med et stykke vigtig lovgivning – the Homeland Citizens Act of 1970 – der skabte de såkaldte ’hjemlande’ for sorte sydafrikanere, som mange af dem blev tvunget til at bo i. Loven segregerede Sydafrika på en helt anden måde end apartheidregimet havde gjort indtil da. Før 1970 var der kun demokrati og politisk indflydelse for hvide, og i noget omfang for bl.a. de mange indere i landet, og sorte sydafrikanere blev diskrimineret på en række andre måde, men var stadig integrerede i den samme økonomi. Dét ændrede the Homeland Citizens Act ved at flytte store mængder af sorte sydafrikanere ud i bantustans og dermed segregere økonomien på samme måde som ægteskab, sociale forhold og offentlig service havde været det siden 1948.

Resultatet var den meget tydelige nedgang i forhold til Vesten i løbet af 1970erne og en nedgang i absolutte tal i 1980erne, hvor sydafrikanerne mellem 1981 og 1991 blev næsten 20 % fattigere. Det var ikke kun de økonomiske sanktioner, der begyndte at få bid omkring 1980, men også den selvforskyldte produktivitetskrise, som loven fra 1970 skabte. Politikerne i Pretoria insisterede på, at selv meget produktive sorte borgere ikke kunne bestride jobs, der svarede til deres kvalifikationer. De blev erstattet af mindre produktive hvide, og den manglende konkurrence og kontakt mellem sorte og hvide ser ud til at have gjort resten af arbejdet. Som det er klart i f.eks. indikatorerne for total faktorproduktivitet i the Penn World Tables (version 9.0), dykkede Sydafrikas produktivitet relativt til Storbritannien og USA fra starten af 1970erne og denne udvikling er ikke vendt.

Hele forklaringen på Sydafrikas elendige udvikling efter 1970 kan sandsynligvis ikke forklares af the Homeland Citizen Act, men på samme måde kan fortsættelsen af problemerne heller ikke forklares af, at de engang var der. Sydafrika afskaffede endelig apartheidregimet i starten af 90erne, men økonomien er blot holdt op med at falde bagud, og er ikke rettet permanent op. Det problem må det ubestridte regeringsparti ANC tage på sig i form af virkeligt tåbelig politik.

Sydafrikas arbejdsmarked er for eksempel mindst lige så stift som de dysfunktionelle markeder i Sydeuropa: Regulering og en lovgivet minimumsløn er lige så stramme som i Italien, og det er ifølge Fraser Instituttets opgørelse væsentligt sværere at fyre medarbejdere end i Grækenland, Italien og Spanien, der ellers holdes op som skrækeksemplerne på massiv overregulering. Flere af de store byer, ikke mindst Durban, er plaget af voldsom kriminalitet og korruptionsproblemerne rækker helt op til toppen af sydafrikansk politik.

Mens fagforeninger, militante grupper og en marxistisk fortid stadig præger ANC, er det svært for selv den mest velmenende leder at gennemføre egentlige reformer, eller blot klart respektere retsvæsenets uafhængighed. Og i mellemtiden er det ved at blive pinligt for regeringspartiet at se the Western Cape – den eneste af provinserne, der ikke styres af ANC – blomstre økonomisk. Men hvad Sydafrika havde været uden apartheid er et åbent spørgsmål.

Kort før dette års VM lancerede Mellemfolkeligt Samvirke (MS) en kampagne under overskriften ”Stop jordtyven” samtidig med at de udsendte ”rapporten” ” Financing Economic Apartheid” rettet mod Anglo Platinum’s minedrift i Limpopo provinsen i Sydafrika. MS aktiviteter er led i en internationale kampagne mod Anglo Platinum og dets moderselskab Ango-America. ”Rapporten”, der bærer undertitlen  ”How Danish investors finance land grabbing and indirectly force South Africa’s black population off their land” er umiddelbart rettet mod Danske Bank og Nordea, som man mener forbryder sig mod deres “Social Coporate responcebility” (SCR), da de begge har mindre engagementer i omtalte selskaber.

Nu skal jeg erkende, at jeg mener at SCR-begrebet er noget fanden har skabt, og at jeg som sådan er ganske enig med Milton Friedmans betragtninger om hvad der er enhver virksomheds fornemmeste opgave, og deler hans mistænksomhed overfor de der ikke anerkender egennytten – den styrer os alle – også dem i MS. Det fratager naturligvis ikke det enkelte individ der er knyttet til en virksomhed (eller måske normalt endnu vigtigere,, offentlig institution/myndighed) – uanset hvilket niveau – ansvaret for at opføre sig ordentlig overfor andre mennesker.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=76frHHpoNFs&NR=1[/youtube]

I forbindelse med lanceringen var jeg indbudt til at deltage i en paneldebat i MS i slutningen af maj måned, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til. Blandt de andre deltagere var bl.a. Frank Aaen og repræsentanter fra de to banker, men ingen fra den sydafrikanske regering. Sidstnævnte måske symptomatisk for MS fremgangsmåde – hvor kritikken primært rettes mod mineselskaber, der efter alt at dømme har overholdt gældende lov i SA. Hvad MS betegner som tyveri er i realiteten da også ”blot” ekspropriering ud fra hensynet til almenvellet – et princip vi også kender herhjemme fra . SA prioriterer minedrift højt, hvilket MS naturligvis har ret til at være uenig i – det afgøres ikke af dem, men i SA af landets demokratisk valgte politikere. Hvis MS så endda af principielle grunde var modstander af muligheden for at tvinge en overdragelse af privat ejendom, men sådan forholder det sig ikke. Problemet for MS ved at indtage et principielt standpunkt i forhold til ekspropriering er naturligvis, at det ville have vidtrækkende konsekvenser for dets (positive) holdning til andre lande i verden – som f.eks. Cuba, Bolivia og Venezuela. Således kan man hente et undervisningsmateriale om Cuba på MS hjemmesider (beregnet for folkeskoler), hvor der ikke med et eneste ord omtales den brutale tvangskollektivisering der fandt sted i Cuba i 1960erne, hvor tusindvis af fattige – ofte farvede – bønder mistede livet eller endte i kz-lejre fordi de modsatte sig tvangkollektiviseringen og ønskede at beholde deres jord. At man på en og samme gang fremstiller ekspropriering mod erstatning som tyveri og samtidig er positivt indstillet overfor regimer der vitterlig rask væk har stjålet borgernes ejendom (i Cubas tilfælde også deres liv) erkender denne punditokrat ligger ud over hans fatteevne.

Når jeg nævner det faktum at en stor dele af de der fik frastjålet deres ejendom var fattige farvede cubanske bønder, skyldes det at MS lægger stor vægt på at det er sorte sydafrikaneres jord der bliver eksproprieret (jævnfør undertitlen på deres rapport). Det skal vi nok tolke som at hvis der havde været tale om hvide sydafrikanere der havde fået deres jord eksproprieret, ville MS have indtaget et andet standpunkt/aldrig omtalt det.

Dette  går igen i ”rapportens” korte fremstilling af overgangen fra Apartheid til demokratisk styre i begyndelsen af 1990erne:

Economic Apartheid During the transition from apartheid to democracy enormous pressure was put on Nelson Mandela’s party ANC to prove that it could govern with ”sound macroeconomic policies”. The ANC wanted real  redistribution of wealth, but was threatened and warned that all international investors would leave the country. Based on this threat and insecurity the ANC and the white elite made a series of comprises and deals, which has meant that the economic structure of apartheid has remained largely intact. The result is that the mining industry of South Africa remains predominantly white owned.

Om noget er ejet af hvide eller sorte, brune, grønne eller blå er vel i realiteten ganske ligegyldig. Er man sulten og fattig er man det nok uanset hvem der ejer butikken.

Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvad MS mener med ”real redistribution” – er det Zimbabwe der er forbilledet? – forhåbentligt ikke. Noget andet er selvfølgelig, at et centralt element i den førte politik i det nye SA er ”Black Economic Empowerment”, der i sin natur er diskriminerende (det er hele pointen med den). Denne gang er diskrimineringen blot primært rettet mod hvide (mænd). Politikken indeholder krav om kvoteansættelser ud fra hudfarve (og køn), krav om at offentlige indkøb skal begunstige virksomheder med “sort” ejerskab (jeg skal lige understrege at sort også inkluderer folk af indisk og kinesisk afstamning). Der er tale om et indviklet regel- og pointsystem, som interesserede læse evt. kan læse mere om på wiikipedia.

Ved lanceringen af rapporten lagde MS stor vægt på at man havde været i Sydafrika. Måske skulle man have brugt tiden på at læse det materiale der allerede eksisterede om sagen i stedet. Det er nemlig slående, at MS rapport intet nyt bibringer til belysning af situationen, i forhold til de oprindelige beskyldninger om Anglo Platinums påståede “Land grabbing”, da de fremgår i en rapport fra ActionAid International fra 2008.

Hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt er,  at man i MS rapport, der er skrevet her i foråret på intet tidspunkt inddrager og gendriver nogle af de oplysninger, som Anglo Platinum er fremkommet med i flere offentligt tilgængelige rapporter i 2008 og 2009. Rapporter, der på trods af at de burde være kendt af MS på det tidspunkt hvor de skrev deres egen ikke inddrages på noget tidspunkt. Den eneste henvisning der er til selskabets reaktion på anklagerne er en kort pressemeddelelse i slutnoterne, som på intet tidspunkt inddrages i selve MS rapport, hvor man frejdigt holder fast i at en del af de berørte beboere får tilbudt mindre jord end de oprindeligt mente de ejede/havde brugsretten til. I pressemeddelelsen fra 25. marts 2008 skriver Anglo Platinum ellers om anklagen fra Action Aid om at tusindevis af fattige mennesker har mistet landbrugsjord, at

Prior to resettlement (Ga-Pila) 553 hectares of agricultural land, post resettlement 828 hectares of agricultural land

Prior to resettlement (Motlhotlo) 3 850 hectares of agricultural land, post resettlement 8 802 hectares of agricultural land

Og som svar til anklagerne om mangelfuld kompensation, at

Each family was resettled to a modern brick dwelling approved by that family of an equal or greater size than they previously occupied. In addition a cash allowance to assist with incidental resettlement expenses was also provided.

Det ville være rart at få et klart svar fra MS om hvorvidt ovenstående er korrekt eller selskabet lyver. Det svar finder man ikke i rapporten fra MS, der ellers har haft to år til at undersøge om selskabets påstande er korrekte eller ej.

I det hele taget er der ingen af de (faktuelle) oplysninger som selskabet er fremkommet med i 2008 0g 2009 der bliver imødegået af MS rapport. Når MS på den ene side fremmaner et billede af stor folkelig modstand mod flytningen og fremstiller den næsten som foregået ”at gunpoint”, og selskabet på den anden side lægger vægt på, at et meget stort flertal er flyttet frivilligt, kunne man jo have brugt sin tid i SA til at lave en spørgeundersøgelse, men nej, vi forventes at tage deres ord som pålydende. Formentlig har de ingen anelse om hvor stor (eller lille) modstanden reelt er – det har de aldrig undersøgt.

Når MS kalder det skete for tyveri og selskabet derimod angiver at man har bygget huse af bedre kvalitet end de oprindelige, bedre skoler, bedre fællesfaciliteter, erstattet den tabte jord med mere jord osv. osv. ville det have hjulpet en del på MS troværdighed hvis man rent faktisk havde fremkommet med noget dokumentation der tyder på det modsatte. Som nævnt er der intet nyt i MS rapport i forhold til den oprindelige kritik fra Action aid, og jeg vil da også anbefale, at man helt skipper MS rapport, og nøjes med at  læse Action Aids oprindelige kritik af Anglo Platinum. Bagefter kan man passende læse selskabets svar. Det kommenteres igen på ActionAid’s hjemmesider. Her anfører man at en (ikke nærmere specificeret) del af det tildelte land ikke er anvendelig – som allerede nævnt, det kunne have være rart at få af vide præcist hvor meget det drejer sig om. En uafhængig undersøgelse, der både ser på hvad der gik godt og mindre godt blev forøvrigt offentliggjort i slutningen af april i år (1. mdr. før MS rapport), se “REVIEW OF THE GA PILA AND MOTLHOTLO SETTLEMENT PROCESSES AGAINST THE INTERNATIONAL FINANCE CORPORATION’S PERFORMANCE STANDARDS FOR RESETTLEMENT“

At et nyt hus, som det fremgår af nedenstående video, slår revner, beviser jo hverken det ene eller andet – heller ikke en række interviews, hvor vi ikke har nogen som helst mulighed for at vurdere hvorvidt de pågældende er repræsentative for de berørte mennesker eller ej.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=ZIxh6JBy6Vw[/youtube]

Overfor videoen står så dels de oplysninger som Anglo-Magnesia er fremkommet med, og dels det billedmateriale, som følger med de selskabets egen fremstilling af sagen, se bl.a. nedenstående billede:

"Før og efter" billede ifølge Anglo Magnesum

Jeg medgiver at jeg ikke har været i det pågældende område. Til gengæld er der grund til at være mistænksom, når man som MS kører på den høje navle og råber op om brud på menneskerettigheder og tyveri men konsekvent ikke forholder sig til de oplysninger som selskabet fremkommer med.

Havde det foregået under aparthed-regimet havde jeg måske været mere tilbøjelig til at lade tvivlen komme MS til gode. Men vi taler om at hvad MS betegner som ” tyveri af fattige sortes jord” i et demokrati, hvor det er demokratisk vedtaget at diskriminere for sorte og mod hvide og ikke omvendt. Og når MS prøver at fremstille et billede af et land hvor den demokratisk valgte regering intet kan stille op mod ”neo-liberalismen” (der for MS og andre ventrefløjsorganisationer opfattes som afløseren til Apartheid) så viser det selvfølgelig primært at MS ikke har fattet en helt grundlæggende egenskab ved det ”frådende marked” og jagten på profit, nemlig at den er komplet farveblind.

Både i selve rapporten og ved lanceringen af ”stop jordtyven” kampangen, var kampråbet igen og igen lighed. En kampråb der har lydt mange gange i det 20. århundrede og i de lande hvor de der råbte det højest endte med at få magten, er det jo altid endt med at de ”progressive” kræfter ikke kun har stjålet jorden, men også velstanden. Et glimrende eksempel på dette er før nævnte Cuba. I 1950erne et af Latinamerikas rigeste lande og et yndet må for europæiske emmigranter.  I dag er blandt regionsens fattigste lande.

Så hvis Anglo Platinum aktiviteter skal betegnes som jordtyveri, så må MS’s betegnes som velstandstyveri.

Deraf overskriften ”Stop velstandstyven – Stop Mellemfolkeligt Samvirke”