Som svenskerne skriver i den officielle pressemeddelelse, tackler Diamond og Dybvig den første del af spørgsmålet ved at starte med et dilemma: Folk med indlån har behov for direkte og øjeblikkelig adgang til deres penge, mens virksomheder og boligejere ikke bare kan tilbgebetale deres lån uden et langt varsel. Hvordan sørger man for, at den første gruppe har adgang til deres indlån, uden at den anden adgang ofrer muligheden for at have langsigtede og forudsigelige lån? Diamond og Dybvigs model – der er blevet en af ‘arbejdshestene’ i nationaløkonomi – viser hvordan banker løser problemet gennem måden, der medierer finansielle transaktioner. Fordi bankerne har mange indlånere, der løbende hæver penge, er der ikke noget problem at låne penge ud til virksomheder på en forudsigelig måde.

Så længe der ikke pludseligt er en stor gruppe indlånere, der vil hæve deres penge, kan banker uden problemer intermediere mellem indlån og udlån. Og her ligger hele humlen i problemet, fordi det er netop det der kan ske under finansielle kriser. Hvis der begynder at gå rygter om, at en bank eller banksektoren er i problemer, kan det være rationelt for en stor gruppe indlånere at prøve at hæve deres penge. Fænomenet kaldes et ‘bank run’ og kan vælte selv velpolstrede banker. Diamond og Dybvig peger på, hvordan stater kan undgå fænomenet ved at forsikre folks indlån: I Danmark er det Garantifonden, der forsikrer de første 750.000 kroner. Derudover kan staten også virke som ‘lender of last resort’ for banker, der kommer i stormvejr.

Bernankes arbejde går videre ved at vise, at den store Depression i 1930erne blev så dyb og lang ved en kombination af elendig pengepolitik og bank runs. Som Nobelpriskomiteen formulerer det viste Bernanke “how bank runs were a decisive factor in the crisis becoming so deep and prolonged. When the banks collapsed, valuable information about borrowers was lost and could not be recreated quickly. Society’s ability to channel savings to productive investments was thus severely diminished.”

Årets Nobelpris er måske ikke en af de mest ophidsende i mands minde, og den gives primært til de tre forskeres arbejde fra først i 1980erne. Der er dog ingen grund til at ærgre sig over den, da Bernanke, Diamond og Dybvig så absolut hører til i Nobelklassen. Deres arbejde er fundamentalt for den moderne forståelse af, hvordan banker fungerer og hvad deres rolle er i økonomien. Og selvom der næppe er mange, der vil beskylde Bernanke for at have være økonomisk østriger, kan det godt varme at en del af hjertet af hans indsigter om kriser er et fokus på informationsproblemer.

Verdens første sparekasse blev grundlagt i 1778 i Hamborg med det eksplicitte formål at fungere som bank for ’kleine Leute’. 18 år senere, i 1796, bredte idéen sig til hertugdømmerne nord for storbyen Hamborg, da den danske helstat fik sin første sparekasse i Kiel. Nummer to blev grundlagt fem år senere i Altona, og derefter bredte idéen sig hurtigt nordpå med bl.a. Slesvig i 1816 og Flensborg i 1819. Borgere i den nordligste af hertugdømmernes købstæder, Haderslev, grundlagde således en sparekasse i 1820 – det samme år som Kjöbenhavn og Omegns Sparekasse blev grundlagt som kongerigets første.

Udviklingen er tydelig at se i den første figur, hvor vi plotter antallet af sparekasser per million indbyggere i kongeriget mellem 1847 og 1905, og samme tal for de to hertugdømmer indtil den sidste indberetning fra 1862 før Preussen erobrede dem. Figuren viser, hvordan hertugdømmernes finansielle udvikling var langt foran kongerigets i midten af 1800-tallet, selvom figuren også viser ganske tydeligt, at der ikke var nogen særligt stor forskel i antallet af konti per million indbyggere (de stiplede linjer). Forskellen lå i udbredelsen af adgang til finansiel service i højere grad end i, hvor mange der brugte den.

Et forhold, der er meget tydeligt i figuren og ret interessant for en nationaløkonom er, at man kan se hvordan kongerigets marked for finansiel service mættes når man når til 1880erne, og derefter konsolideres. Selvom antallet af konti bliver ved med at stige helt lineært i perioden, holder grundlæggelsen af nye sparekasser op. Fra slutningen af 1880erne stabiliseres antallet af sparekasser omkring 535, og udviklingen derefter består mere simpelt i, at hver sparekasse gradvist får flere kunder. En lignende udvikling ser ud til at være foregået i hertugdømmerne, men sandsynligvis cirka 15 år tidligere. Så vidt vi har kunnet finde ud af fra tyske rapporter fra tiden, var der i 1902-3 263 sparekasser og banker i Slesvig-Holsten. Med en befolkning på knap 1,4 millioner gav det en tæthed på omtrent 190 institutioner per million indbyggere, mens det tilsvarende tal for Danmark var cirka 200. Kongeriget og hertugdømmerne endte således cirka samme institutionelle sted, men startede meget forskelligt, hvilket også illustreres af citatet nedenfor fra en af de første statistiske meddelelser om forholdene i midten af 1850erne. Citatet illustrerer dog også, hvor udviklet den danske sektor var allerede på det tidspunkt, sammenlignet med andre steder i Europa.

Et andet forhold, som den finansielle udvikling også viser, er den økonomiske vækst i Danmark i perioden. I dagens anden figur plotter vi indeståendet per konto i hvert af de tre områder. I 1853 – det første år, der er indrapporteret hvor stort kundernes indeståender var, var den gennemsnitlige konto i kongeriget på 166 rigsdaler, mens den var 127 rigsdaler i Slesvig og 183 rigsdaler i Holsten. Per 1905 var danskernes gennemsnitsindestående steget til 308 rigsdaler, mens det danske forbrugerprisniveau faktisk var faldet med cirka 5 % ifølge Kim Abildgrens historiske prisindeks. Det gennemsnitlige indestående per konto var med andre ord vokset med 78 %, selvom en væsentlig del af udviklingen var, at stadig flere og stadig mindre velstående borgere fik adgang til at oprette en sparekassekonto. Den sidste figur demonstrerer dog også, hvordan indeståenderne voksede noget hurtigere end nationalindkomsten, som den vurderes af Madison-projektet, fra starten af 1870erne til midten af 1880erne. Sammenligner man figuren før, er det klart at det netop er perioden, hvor adgangen til sparekasser udviklede sig næsten eksplosivt, og derfor heller ikke underligt, at udviklingen i indeståender efterfølgende stagnerede noget.

Sidst, men ikke mindst, gav den nye finansielle sektor også anledning til flere alvorlige skandaler. Den mest kendte er Danmarkshistoriens største finansielle skandale, da det i 1908 blev afsløret, at landets siddende justitsminister – den konservative P.A. Alberti – havde begået underslæb og dokumentfalsk mod Den Sjællandske Bondestands Sparekasse for 15 millioner kroner. Beløbet, der var svimlende på det tidspunkt, ville omregnet til nutidskroner i dag være tæt på en milliard. Men skandalerne var ikke begrænset til kongeriget. I 1896 var det et alvorligt slag mod den danske sag i hertugdømmerne, da Hans Lassen blev taget i at have begået underslæb for 250.000 mark mod den lille Lysabild Sparekasse på Als. Lassen var ikke blot sparekasseformand, men sad også som rigsdagsmand i Berlin, hvor han repræsenterede de danske interesser i det dengang tyske Slesvig. Regner man med, at man sandsynligvis har kunnet købe 3-4 hele rugbrød for én mark dengang, og at et rugbrød hos Lagkagehuset i dag koster omkring 40 kroner per kilo, indebærer det at Lassens underslæb omregnet i nutidens købekraft beløb sig til cirka 15-20 millioner kroner.

Historien om sparekasserne i kongeriget og hertugdømmerne er således i høj grad historien om det moderne Danmarks fødsel. Udviklingsøkonomer taler ofte om, hvordan mangel på adgang til finansiel service – til opsparing, lån og forsikring – er en væsentlig faktor i at forklare, hvorfor så store dele af Asien og Afrika bliver ved med at være så fattige. Uden adgang til lån og opsparing er det svært at investere i sin egen virksomhed, udvikle sit eget landbrug, eller starte noget op. En del af spørgsmålet bliver derfor, hvorfor der ikke kommer den slags finansiel infrastruktur, når man udmærket ved hvordan det fungerer i andre dele af verden. Den danske historie er på den måde en reminder om, at det ikke er en naturlig opgave for staten eller internationale donorer: Det er civilsamfundet i et kapitalistisk samfund, der ordner den opgave effektivt, så snart der er en mulighed.

Socialdemokraternes forslag er bekymrende tæt på et stykke lovgivning, som den demokratiske senator Elizabeth Warren har foreslået i USA. Warren vil tvinge virksomheder til at inkludere såkaldte ’stakeholders’ i bestyrelserne, angiveligt for at få dem til at bidrage mere til samfundet. Adskillige politikere har for eksempel klaget over, at det er for svært for bestemte virksomheder at få lån, ligesom det er for svært at finansiere huskøb i dele af landet.

Formålet med at tvinge banker og andre virksomheder til at have politiske repræsentanter i bestyrelsen er at få dem til at tage anderledes beslutninger, end de ellers ville gøre. Med andre ord er ideen bag forslaget, at bankerne ikke tager beslutninger, der er tilstrækkeligt acceptable, set med politiske øjne. Som Henrik Sass Larsen formulerede det, vil det være bedre hvis ”Rasmussen, Lykketoft og Stavad sad med ved bordet derinde.”

Fordelen i at have ”offentlige repræsentanter” i alle bankers bestyrelser, som man havde før 2003, skulle være at de politiske repræsentanter ingen økonomiske interesser har i bankens drift, og dermed kan varetage det offentliges interesse. Der er dog to meget væsentlige problemer med den påstand.

For det første er såkaldt økonomisk uafhængighed ikke en fordel. Erfaring viser klart, at hvis bestyrelsesmedlemmer selv har penge på spild, vil de opføre sig langt mere ansvarligt med bankens penge, end hvis de – som det påstås – ingen økonomiske interesser har. Omvendt er der, med Milton Friedman udtryk, ingen, der er så uansvarlige, som hvis de bruger andres penge på andre. Det er derfor en mærkværdig antagelse er, at politisk udnævnte repræsentanter på næsten magisk vis ved bedre end fagfolk.

For det andet peger forskning i public choice og politisk økonomi over de sidste 50 år utvetydigt på, at politiske repræsentanter næsten aldrig repræsenterer den brede befolkning. De er praktisk taget altid repræsentanter for særinteresser, som oftest enten fordi de direkte støttes af dem. Der behøver dog ikke være tale om direkte støtte, da særinteresser kan påvirke politik på andre måder. Helt særligt er det ofte billigst og ganske effektivt at skabe en situation, hvor politikere får deres ’viden’ direkte fra særinteresser.

S-forslaget åbner således en ladeport for interesser, der er direkte skadelige for den almene befolkning. I en tid hvor Danmarks økonomi på trods af fuld beskæftigelse og sunde aktiemarkeder ikke følger med nabolandenes, er det sidste vi har brug for en politisering af de finansielle markeder.

Indtil efteråret 2008 opererede ”investment banks” dog fortsat uden FDIC garanti og tog derfor ikke imod deposits. En af konsekvenserne af Lehmans konkurs var at de to resterende rene investment banks – Morgan Stanley og Goldman Sachs konverterede til at blive regulerede commercial banks.

Det er endnu uklart, hvordan Obamas forslag skal implementeres, og i finans mere end nogen andre steder er djævelen i detaljen. Forslaget bliver nok i praksis ineffektivt. Og selv hvis det ikke  bliver det, vil det næppe føre meget godt med sig. Almindelige rene commercial banks som Wells Fargo og alle de regionale banker tjener i forvejen ikke meget på prop trading og investment banking i almindelighed. For de ”rene” investeringsbanker som Goldman Sachs og Morgan Stanley er det imidlertid en vigtig del af deres forretningsmodel. De vil blive tvunget til droppe commercial bank status igen for at undgå lovgivningen. De store tabere bliver dermed ”krydsningerne” såsom JP Morgan, Citigroup og Bank of America.

Det lyder jo godt, at Obama vil forhindre bankerne i at tage for meget risiko. Men sagen er, at forslaget i praksis ikke vil opnå andet end at flytte risiko rundt. Vinderne bliver i øvrigt paradoksalt nok det ”shadow banking system” som alle er efter herunder især hedge funds. For investeringsbankerne og brokerne er der reelt ingen klar grænse mellem ”prop trading” og ”market making”. Bananhandleren nede på Israels plads er nødt til at have et lager af bananer for at kunne handle med dem, og dermed har han også en risiko for tab hvis bananprisen falder. En del af det bananhandleren bliver betalt for er, at påtage sig en prisrisiko på varelageret. Anderledes er det ikke for investeringsbankerne. I praksis kan de derfor ikke leve med ikke at måtte tage risiko.

Det morsomme er, at der ikke er en eneste sober analyse, der viser at prop trading er en underliggende årsag til den finansielle krise. Listen af banker der er gået ned inkluderer både investment banks (Lehman, Bear Stearns og de facto Merril Lynch), commercial banks (Wachovia, WaMu), specialiserede mortgage banks (Countrywide m.m.fl.) og de statsgaranterede Realkredit udstedere (Fannie Mae og Freddie Mac). Og sidst men ikke mindst. Det mest spektakulære kollaps var slet ikke en bank. Det var AIG – verdens største forsikringsselskab – der viste sig at have leget market maker i credit default swap markedet. Med den tabsliste burde det være åbenbart, at hverken graden af proptrading, regulatory regime eller størrelse på nogen klar måde har været afgørende for om en institution har overlevet. Det er også slående at ingen andre rige lande forbyder at banker driver investmentbank og commercial bank under et tag, eller forbyder prop trading. Det har ikke forhindret lande som f.eks. Canada i at komme væsentligt bedre igennem den finansielle krise. Der er vel ingen, der reelt forestiller sig, at et forbud mod at banker bedrev prop trading havde mindsket eller forhindret den finansielle krise. Bortset måske fra Paul Volker.

De underliggende svagheder i det amerikanske realkreditsystem var blandt andet at låntagerne kun hæfter med værdien af huset, og at det er ret ”billigt” at gå fallit og at de institutioner der originerede lånene ikke beholdt en tøddel kreditrisiko og derfor ikke havde nogen som helst incitament til at checke om opgivet indkomst mv. passede. Læg dertil en god portion politisk indblanding i Fannie Mae og Freddie Macs udlånsvirksomhed (flere lån til fattige husholdninger) samt en helt åbenbar offentlig garanti af de to ineffektive og oppustede kæmpers balancer.

Det sidste gør det i øvrigt morsomt at høre europæiske socialisters schadenfreude i forbindelse med den amerikanske ”hyperkapitalismes sammenbrud”. Det er åbenbart ikke gået op for dem, at hjertet i det amerikanske realkreditsystem er to statsgaranterede banker og FHLB systemet, der garanter over halvdelen af alle realkredit udlån med den amerikanske skatteyder som reel ultimativ garant. Det danske realkreditsystem har altid været mere markedsbaseret og “nyliberalistisk” end det amerikanske og det er i øvrigt et af de systemer der har klaret sig bedst igennem krisen.

Hvis man skal løse de underliggende problemer i den amerikanske finansielle regulering vil det imidlertid i praksis betyde en opstramning af kreditvilkårerne for middelklasseamerikanere og dermed en styrkelse af kreditorernes retsstilling.

Obama kunne her et år efter krisen have vist sig som en stærk præsident, der søger at finde den rigtige langsigtede løsning, også selv om den ikke ville være umiddelbart populær eller let at forklare: En opstramning af reglerne for hvor meget realkreditlån må udgøres af ejendommens værdi. En meningsfuld reform Fannie Mae og Freddie Mac (start f.eks. med at påtvinge dem et dansk totalbalanceprincip så de bliver reelle kredit forsikrings utilities). Og på sigt en privatisering af dem. En forsigtig, graduel og forudsigelig og ensartet generel opstramning af kapitalkravsregler for banker. En opstramning af lovgivningen vedr. personlig konkurs, der sikrer kreditorer en bedre retsstilling. Intet af dette ville være populært, men det ville give mening, og styrke systemet på sigt. Det ville i øvrigt formentlig også på sigt betyde billigere lån til husholdninger, der faktisk betaler til tiden og ikke lyver om deres indkomst.

I stedet vælger Obama at straffe de slemme banker og især deres highflying prop traders. Det er sikkert populært. Det er i hvert fald populistisk. Det vil sikkert ikke skade systemet netto. Men det er alligevel en skuffelse for flere af de demokrater i den finansielle sektor jeg taler med.

Det er efterhånden indtrykket, at Obama er så forsigtig og drevet af rating-angst, at han har svært ved at beslutte sig og at det gør ham til tider populistisk og ineffektiv. Er Obama en “light weight”?

UPDATE: De dygtige bankanalytikere på banksstocks.com er heller ikke imponerede.