Så hvor stor er risikoen for en egentlig bankerot? Reelt er der ingen chance for, at grækerne betaler deres gæld tilbage. I den forstand er sandsynligheden 100 %. Men spørgsmålet er, i hvor høj grad institutionelle långivere bailer landet ud, og i hvor høj grad private markedsaktører bærer byrden. Jeg vil ikke sætte et talt på, men blot pege på udviklingen i markedet. Læg mærke til udviklingen i rentespændet til Tyskland (kilde: ECBs tiårige statsobligationsrenter) i de sidste 26 måneder – og ikke mindst siden det blev tydeligt sidste år, at Syriza ville vinde valget. Markedets tusindvis af decentrale aktører peger alle i én retning: Mod afgrunden.

Som en grov tommelfingerregel siger man, at over et renteniveau på syv procent er der ingen vej tilbage fra bankerotten. ECB har arbejdet hårdt de seneste år for at holde Sydeuropas renter under det niveau. Markedet har dog siden oktober krævet stadigt mere, i takt med at Syrizas indflydelse har ændret den græske politik. Sagt med andre ord: Markedet regner nu i høj og stigende grad med, at Grækenland går bankerot.

De økonomiske realiteter har ofte ikke meget med politiske forhandlinger at gøre, men Alexis Tsipras’s Syriza-regering i Athen har øjensynligt satset på at vinde et spil ’kylling’ – som hans finansminister Varoufakis sikkert ville kende under dets tekniske betegnelse ’the attrition game’ – hvor det gælder om at få modparten til at blinke først. Med meningsmålinger, der peger på at mere end 80 % af tyskerne ikke vil give Grækenland en eneste euro mere, blinker Frau Merkel næppe længere. Det synes også at være gået op for Francois Hollande, at giver man efter for grækerne, er døren åben for andre traditionelt mindre ansvarlige lande, der kunne have lyst til at lege lignende afpresningslege med Nordeuropa og Frankrig.

Så mens Bloomberg også skriver, at eurogruppens formand, den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, er begyndt at tale åbent om at indføre kapitalkontrol for at beskytte den græske økonomi, er toget ved at være kørt for Tsipras. Hans land har betydelige gældsposter, der forfalder de næste uger, og den græske regering kan i princippet allerede om to uger være i en situation, hvor den ikke er i stand til betale de offentlige lønninger. Hvordan han og Varoufakis kan forestille sig, at EU og ECB alligevel kryber til korset og giver det næste lån – læs: Den næste pose afpresningspenge – er svært at forstå. Men som en kollega formulerede det forleden: Lande betaler gæld tilbage for at beskytte deres internationale omdømme, men hvad hvis man i forvejen har det værst tænkelige omdømme? Hvad skulle så få en til at betale sin gæld eller opføre sig fornuftigt? Og derfor, hvad skulle forhindre den regering, Tyler Cowen gentagne gange har omtalt som The Not Very Serious People i at drive dens land ud i den endelige bankerot?

Men markedet som helhed regner stadig med en form for statsbankerot som det mest sandsynlige scenario, ligesom de credit rating agenturer, som EU-værket hader så voldsomt, også stadig regner græske (og portugisiske og irske) obligationer som ’junk’. Og man skal heller ikke tænke længe for at se, at omlægningen til lavere rente og længere løbetid faktisk er en lille begyndelse på en græsk gældssanering – investorer bliver ’snydt’ for den risikopræmie, de stadig regner med er rigtig (over 200 milliarder kroner). Det helt store problem er selvfølgelig, at ikke bare tyske og franske banker, men også den Europæiske Centralbank har store beholdninger af græske (irske og portugisiske) statsobligationer.

Hvis – og det betyder når – Grækenland og muligvis to andre EU-lande mere officielt vælger at gå statsbankerot, står ECB med et meget stort problem: De vil have tabt en stor del af deres penge, og vil få behov for en delvis rekapitalisering. Det vil med andre ord betyde, at eurozonelande, der er i stand til at gøre det, må skyde flere penge i den fælles centralbank. Idet ECB i praksis har finansieret det græske overforbrug, da markedet ikke længere ville gøre det til politisk acceptable renter, vil en rekapitalisering fra de bedre fungerede eurolande ganske enkelt betyde, at de har betalt for problemlandenes overforbrug.

Og dermed er vi ved problemets kerne: EU fungerer nu i praksis som en transfer union. Man overfører tydeligvis midler fra bedre stillede – læs: Finansielt ansvarlige lande – til problemlandene. Den finansielle stabiliseringsfond søger man fra EU’s side at gøre væsentligt større og ændre den til en fast institution, hvilket også vil betyde en vis automatik i overførsler mellem EU’s stater. Næste skridt, som en del kommentatorer og politikere argumenterer for er ’nødvendigt’, er at indføre en vis grad af fælles finanspolitik styret fra overstatsligt plan.

Reuters rapporterede den 22/7, at Tysklands kansler Angela Merkel er stærkt imod indførslen af en formel transfer-ordning. Ved et pressemøde sagde hun bl.a. at “a transfer union would be an automatic financial balancing … and this shall not happen according to my conviction.” Spørgsmålet er blot, om Merkel og Sarkozy mener det, eller om de i højere grad forleder deres egne vælgere til at tro, at det ikke allerede er sket. Det er svært at tro, at de ikke forstår hvad der er ved at ske med den fælles valuta. Dilemmaet er dette: Hvis man vælger at beskytte euroen ved at fastholde, at ingen lande kan gå statsbankerot og dermed forlade euroen (en bankerot indenfor euroen er ikke mulig), indebærer det at den nuværende situation bliver permanent. Ansvarlige lande vil dermed permanent finansiere underskud i uansvarlige lande, og hverken de i forvejen uansvarlige lande eller de bedre stillede vil få andet end svagere incitamenter til at føre fornuftig offentlig finans- og udgiftspolitik. En de jure eller de facto transfer union vil ganske enkelt underminere politikerne tilskyndelse til at opføre sig ansvarligt.

Scenario nummer to er, at man vælger at lade Grækenland og sandsynligvis mindst ét andet euroland gå bankerot og forlade euroen. Frygten er, at hvis et land forlader euroen efter en mere eller mindre ordnet statsbankerot, vil andre følge efter, da det er en ’lettere’ måde at løse problemerne. Man vil derefter stå med det samme behov for rekapitalisering af ECB, men med en mindre eurozone. Fra EU-side er man således skrækslagen for, at denne situation vil føre til euroens sammenbrud, i det mindste som troværdig, international reservevaluta.

Valget er således mellem pest og kolera. Fra EU-politisk side er det et forholdsvist enkelt valg: Euroen skal bestå, så man bliver nødt til at gøre EU til en transfer union. Men dette valg er hverken populært eller politisk bæredygtigt, for hvem tror at menige tyskere, hollændere, briter, eller for den sags skyld danskere eller franskmænd vil finde sig i permanent at blive politisk bestjålet af dysfunktionelle, uansvarlige medlemsstater?

UPDATE: Moody’s har her til morgen igen sænket deres kreditvurdering af Grækenland. Berlingske skriver, at private investorer kan se frem til store tab, og at ”når der kommer en restrukturering af den græske gæld, så vil Moody’s definere det som, at den græske stat ikke tilbagebetaler hele sin gæld”