Den overordnede vurdering er tydelig: Obama ”har været en i bedste fald halvpopulær præsident med meget begrænsede succeser bag sig.” Og set fra Demokraternes side er Obama parties ”mest katastrofale leder i næsten et århundrede.” I Obamas otte år har partiet tabt 12 af sine oprindeligt 60 sæder i Senatet, 178 af 435 sæder i Repræsentanternes Hus og guvernørposten i 12 stater. Republikanerne kontrollerer nu cirka 2/3 af alle de amerikanske stater. Overordnet har Obama også gennem sin præsidentperiode i gennemsnit haft lavere approval ratings end bl.a. Richard Nixon og George W. Bush.

Har han da ikke opnået noget? Mange demokrater hylder ham for at have indført sundhedsforsikringssystemet, som i dag kaldes Obamacare. Men langt de fleste økonomer er enige om, at systemet ganske enkelt ikke kan finansieres medmindre man er parat til at hæve den føderale skattesats endda meget markant. Det vidste man fra starten, hvilket kom frem i den skandale, der ofte kaldes ’Grubergate’. En af arkitekterne bag Obamacare, MIT-professoren Jonathan Gruber, blev tilfældigt optaget i en samtale, hvor han indrømmede, at man da godt vidste, at systemet var langt, langt dyrere end man påstod overfor den amerikanske befolkning og Kongressen – men hvis man indrømmede de offentligt, ville man aldrig kunne få flertal for forslaget. En konservativ vurdering af de fulde omkostninger peger på, at skatten skal stige cirka fem procentpoint for at finansiere Obamacare i fremtiden. Derudover er der allerede voldsom utilfredshed i USA, fordi forsikringspræmierne for almindelige mennesker er steget meget kraftigt de sidste to år. Det kan næppe kaldes en succes.

Obama har heller ikke formået – på trods af løfter, som gav ham Nobels Fredspris – at lukke Guantanamo-fængslet eller skabe fred i verden. I Syrien har hans særlige approach til udenrigspolitik givet Rusland nærmest frit spil, og USA har også været sært ambivalent overfor Ruslands aggression i Ukraine. Der er ikke meget at fejre på den front.

Sidst fremhæver nogle politiske kommentatorer, at hans storstillede stimuluspakke bragte USA økonomisk på fode igen og endte finanskrisen. Som PKK skriver, indeholdt de enorme pakke – den totale omkostning var 823 milliarder dollars – historisk meget flæsk. Og uanset at man kan se, hvordan landet er på fode igen, diskuterer økonomer stadig, om pakken hjalp, var ligegyldig, eller måske direkte forsinkede den økonomiske recovery. Jeg hælder personligt til den sidste fortolkning, ikke mindst fordi stater, der fik relativt lidt hjælp, ser ud til at have klaret sig rimeligt godt. Og selvom pakken muligvis har haft en vis effekt nogle steder, er nettoresultatet for fremtiden bekymrende. Den amerikanske statsgæld – der allerede var steget en del under Clinton og Bush – blev fordoblet under Obama.

Den endelige vurdering af Obama må man naturligvis vente på, men umiddelbart er jeg meget enig med PKK. Obama var på den økonomiske politik en elendig præsident. Stimuluspakke og andet fraset øgede hans administration reguleringsniveauet meget kraftigt, og lagde en lang række beslutninger – ikke mindst i Dodd-Frank – ud til det, man nu referer til som ’reguleringszarer’. Obamas politiske beslutninger indebærer dermed, at en ganske lang række reguleringer ikke længere besluttes af Kongressen, men af bureaukratiet. Hans administration har også øvet stærkt kritisabel indflydelse på andre dele af regeringsapparatet: Skattevæsenet IRS forsøgte således at fratage en række højreorienterede organisationer deres skattefrihed som no-profit organisationer, og the National Labor Relations Board forsøgte at presse Boeing til at lægge arbejdspladser i Seattle i stedet for at flytte ny produktion af 787-flyet til South Carolina.

Obama efterlader et USA, der på langt sigt er i dårligere økonomisk stand end det behøvede at være. Landet er overreguleret, skeptisk overfor handel – her har Obama intet gjort – og dybt forgældet. Politisk er hans ’legacy’ også, at han bidrog klart til at polarisere amerikansk politik yderligere. Problemet var der allerede før ham, men Obama har været en af værste præsidenter bedømt på hans villighed til at samarbejde med modparten. Han har i stedet brugt den dekretmagt, den amerikanske præsident de facto har, i en grad der ikke er set siden anden verdenskrig. Han var, med andre ord, på næsten alle fronter en dårlig præsident.

Præsident Obamas seneste våbeninitiativ er dog blevet drastisk overdrevet i de danske medier. Da jeg tjekkede dr.dk i morges stod der på forsiden, at præsidenten havde udstedt et ”dekret” og at han ”strammer våbenlovgivningen. ” Lignende meldinger, i samme bastante tone, kunne ses på alle større danske mediers Facebook-sider. Beskrivelsen er imidlertid ikke rigtig.

Præsident Obama har ikke udstedt noget dekret, og han ændrer ikke våbenlovgivningen. Han har således ikke udstedt nogen såkaldt excecutive order, men har alene truffet nogle excecutive actions og udstedt nogle memoranda. Der er en forskel imellem disse ting, og forskellene er beskrevet glimrende her: http://uspolitics.about.com/od/Gun-Control/a/Executive-Actions-Versus-Executive-Orders.htm

Alle handlingerne er indenfor rammerne af den eksisterende lovgivning og ikke mindst retspraksis. Derfor ændres våbenlovgivningen ikke. Desuden kan præsidenten heller ikke bare af egen drift ændre våbenlovgivningen, sådan som nogle borgerlige har frygtet og andre ikke-borgerlige har hyldet. USA er en retsstat og der er en lovgivningsproces.

I stedet for tale om en lovændring, skal man i stedet betragte præsidentens tiltag som en samling nye tjenesteordre til de føderale myndigheder om at justere praksis og rette ind. I respekt for den etablerede lovgivning og retspraksis. Som en kommentator (se link nr. 3 nedenfor) har bemærket om et af tiltagene:

”Taken at face value, the new ATF guidance is thus nothing more than a restatement of existing legal requirements. Put another way, it merely identifies those who are already subject to the relevant federal requirements and does not in any way expand the universe of those gun sellers who are required to obtain a license and perform background checks. In other words, it is — as the document says — a guidance, and not a substantive rule. It has no legal effect.”

I det hele taget kan den juridiske analyse hos Volokh Conspiracy (verdens bedste blog om jura og amerikanske forhold, efter min mening) anbefales: Obama’s executive actions on guns: Legal analysis.

Så, til de danske medier: Ro på.

Dette indlæg er en omskrevet FB-status, som jeg bringer efter opfordring fra Punditokraternes tidligere redaktør. En lettere omskrevet version er også at finde hos Dagbladet Børsen.

Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction

Hvis man hører til dem, der gerne vil lytte til førstehåndsberetninger fra helt centralt hold i USA’s ”krig mod terror” skal man ikke snyde sig selv for dette 1½-time lange event, som American Entreprise Institute afholdt forleden: ”Watching ‘Zero Dark Thirty’ with the CIA: Separating fact from fiction”. Det kan  ses på AEIs hjemmeside såvel som hos C-SPAN.

Det skal understreges, at Zero Dark Thirty-filmen alene er et springbræt for diskussionen eller foredraget; man behøver ikke have set filmen, for at følge med. Begivenheden handler 99 pct. om, hvordan CIA har arbejdet fra 2001 og frem: Arbejdsgange- og metoder, avancerede forhørsmetoder,  lidt om relationerne til Det Hvide Hus før og efter 2008 og meget der imellem.

Foredragsholderne er Michael Hayden (tidl. CIA-chef), Jose Rodriguez (tidl. chef for de hemmelige operationer) og ikke mindst John Rizzo (tidl. chefjurist i CIA med mere end 30 års erfaring fra ”miljøet”).

* * *

Her er i øvrigt traileren til Zero Dark Thirty, hvis De ikke kender til den:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=YxC_JNz5Vbg width=100%]

Han siger på et tidspunkt: ”This generation of Americans has been tested by crises that steeled our resolve and proved our resilience. A decade of war is now ending.” Lidt senere: ”We, the people, still believe that enduring security and lasting peace do not require perpetual war.”

Men så kommer den her: ”And we will renew those institutions that extend our capacity to manage crisis abroad.”

Hmm…

En US Army-drone af typen Sky Warrior-Alpha.

Til Obama-tilhængerne, fra Bleeding Heart Libertarians-bloggen:

Obama and the Democratic Party platform of 2008 promised a new era of accessible, open, non-secretive government, government which limited rather than expanded the discretionary power of the executive. None of these promises were kept. Maybe Obama and the Democrats were lying to us in 2008, or maybe on January 20, 2009, they changed their minds.

Executive power increased under Obama. Obama persecuted whistleblowers who threatened to expose his administrations misdeeds. Obama continued the regime of torture and abuse. He even claimed for himself—and for all future Republican presidents—the right to assassinate American citizens. Obama terrorizes and murders innocent Pakistani citizens. Obama fights battles and commits acts of war against foreign nations without Congressional approval, even when there is no imminent threat to national security.

[d]et er med al sandsynlighed stadig den enkelte vælgers vurdering af de foregående fire års økonomiske politik og dens resultater, der vejer tungest i forhold til at træffe den endelige beslutning om, hvor krydset skal sættes

Apropos valget, så  har Jack Balkin skrevet to spekulative essays i The Atlantic om, hvordan han forestiller sig en henholdsvis første valgperiode for præsident Romney eller en anden valgperiode for præsident Obama vil tegne sig, for så vidt angår en specifik teori om “præsidentielt lederskab“.

I Liberty Unbound dissekerer Stephen Cox sprogbrugen under kandidatdebatterne. Hist og her går lidt for meget ”alt var bedre i gamle dage” i den; men alligevel er det som om, at der er noget om det. Det viste sig i hvert fald, at den siddende præsident ikke besad helt så astronomisk gode debatevner, som rygtet sagde, og dykker man ned i hvad, der er blevet sagt og skrevet ”i gamle dage” af præsidentkandidater, så er feltet (også) denne gang temmelig let. Men sådan er der jo så meget.

Compared to old-time politicians, Obama is basically nothing. He doesn’t know any more words than they did, and his grammar isn’t any better. His range of allusions is much more limited than theirs (they could quote Shakespeare and the Bible, while he appears to live in a world without any books at all); and he doesn’t know any good stories. He is as stiff as a high school principal who has attended Toastmasters on two separate and distinct Thursday evenings, and his self-importance is untiring. It doesn’t take much to overtake Obama in the oratory department…. When, in the second and third presidential debates, Obama “revived,” “woke up,” or “agreed to participate” … he did even more to show what he is: snarky, snippy, evasive, demagogic, unwarrantably superior, bored or angry with everyone except his slavish adorers.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=DA3ff8bjiZ8[/youtube]

Og så er der selvfølgelig dette blogindlæg fra Powerline, hvor to af de kvindelige republikanske Obama-støttere viser sig at være demokrater.

“He didn’t invent iron ore and blast furnaces, did he?”

“Who?”

“Rearden. He didn’t invent smelting and chemistry and air compression. He couldn’t have invented his Metal but for thousands and thousands of other people. His Metal! Why does he think it’s his? Why does he think it’s his invention? Everybody uses the work of everybody else. Nobody ever invents anything.”

She said, puzzled, “But the iron ore and all those other things were there all the time. Why didn’t anybody else make that Metal, but Mr. Rearden did?”

HT: Lisbet Røge Jensen a.k.a. KapitaLisbet

Traditionelt set, har det amerikanske justitsministerium besvaret føderalkongressens spørgsmål angående f.eks. grundlovsmæssigheden af en given bestemmelse i et lovforslag eller den udøvende magts handling i en konkret sag. Sådan er det ikke (så meget) mere:

…Increasingly, it is the White House, not the Justice Department, that is making the tough legal calls—without the disciplined staff work and traditions of independence that have permitted the Office of Legal Counsel to win legal credibility over the past 75 years…

…In challenging the Senate on recess appointments, President Obama has only relied on his White House Counsel, not the Justice Department, in reaching his constitutional conclusions…

…This shift in legal authority is a bitter legacy of the George W. Bush administration, where the White House exerted intense pressure on members of the Office of Legal Council to get the decisions it wanted and promulgated a stream of remarkably superficial presidential signing statements nullifying parts of congressional statutes on problematic constitutional grounds…

Selvom Ackerman, ikke overraskende, har taget fløjlshandskerne på, når det han omtaler Obama-regeringen og dennes embedsmænds handlinger, har han helt ret når han påpeger det forkastelige i, at den udøvende magt ikke så meget som anser det for nødvendigt, at begrunde sine afgørelser og efterfølgende stå til regnskab for dem:

The question is not what one or another pundit thinks. It is whether the president has an obligation to make his own constitutional case, or merely announce his judgment by fiat.

Præsident Obama har, når det kommer til retsstatsprincipperne, opført sig som en anden solkonge. – Og, i en sidebemærkning, har hans hustru også spenderet løs og tilladt sig selv en, som var hendes mand en sådanne.

Det er hverken klædeligt, tillidsskabende eller i tråd med den praksis, der er oparbejdet omkring checks-and-balances-systemet.

* * *

Skulle nogen i øvrigt undre sig over, hvad dagens næst-vigtigste kommentar om amerikansk politik var, så behøver man ikke kigge længere væk end i Berlingske tidende, hvor denne blogs tidligere redaktør skriver fyldigt og klart om mit eget yndlings in-your-face-emne, når jeg møder en lidt for pro-Obama person: Hykleriet omkring Gitmo og “det hemmelige fangeprogram”.

Først den konservative Washington Post-kommentator Charles Krauthammer, der stort set altid er velskrivende, snusfornuftig og med begge fødder plantet på jorden:

Tuesday was the electorate’s first opportunity to render a national verdict on this manner of governance. The rejection was stunning. As a result, President Obama’s agenda is dead. And not just now. No future Democratic president will try to revive it – and if he does, no Congress will follow him, in view of the carnage visited upon Democrats on Tuesday.

This is not, however, a rejection of Democrats as a party. The center-left party as represented by Bill Clinton remains competitive in every cycle. (Which is why he was the most popular, sought-after Democrat in the current cycle.) The lesson of Tuesday is that the American game is played between the 40-yard lines. So long as Democrats don’t repeat Obama’s drive for the red zone, Democrats will cyclically prevail, just as Republicans do.

Nor should Republicans overinterpret their Tuesday mandate. They received none. They were merely rewarded for acting as the people’s proxy in saying no to Obama’s overreaching liberalism. As one wag put it, this wasn’t an election so much as a restraining order.

The Republicans won by default. And their prize is nothing more than a two-year lease on the House. The building was available because the previous occupant had been evicted for arrogant misbehavior and, by rule, alas, the House cannot be left vacant.

Den altid lige så kloge og snusfornuftige Wall Street Journal lederskribent havde bl.a. disse ord:

One lesson of the big GOP victory is that voters are again open to a message of limited government, but they want messengers with the savvy and smarts to implement it. Voters swept dozens of newcomers to power on Tuesday, but they also rejected prominent tea party candidates who didn’t seem up to the task. This cost at least two seats in the Senate, and it ought to chasten tea partiers who want House Republicans to perform immediate miracles. It should also inform the 2012 GOP Presidential nominating debate.

By all means, tea partiers should hold Republicans to their promises, while recognizing that Harry Reid still has a Senate majority and Mr. Obama still has his veto pen. Republicans did not win a governing majority on Tuesday. They were given a chance to build one in 2012, if they can show they deserve it over the next two years.

Fhv. WH-vicestabschef & chef-strateg Karl Rove sagde næsten det samme på samme sider:

Tuesday’s results mean Mr. Obama no longer has the luxury of jamming through legislation solely with his party’s support. A week after saying it was “time to punish our enemies,” the president will have to find ways to reach common ground with them. In yesterday’s press conference, the president mentioned earmarks and energy policy as two places to start.

Republicans must not delude themselves: The voters didn’t throw out the Democrats because they are enraptured with the GOP. The polling data suggest that many voters, while warming to the party, still remain nervous about it. Republicans are on probation. And whether they get off of it depends on whether they do what they said they would on the campaign trail.

Voters want Republicans to press for reform—regardless of the obstacles placed in their way by Mr. Obama. They understand Mr. Obama is president for two more years and retains the veto, but they will insist Republicans at least fight for change.

Republicans should be willing to compromise on details. Ronald Reagan was right when he said, “I’d rather get 80% of what I want than to go over the cliff with my flag flying.” But voters will not tolerate compromise on fundamental principles.

Den sejrrige de facto leder af Tea Party-bevægelsen–nej, ikke Sarah Palin eller Glenn Beck, således som danske journalister gerne vil fremstille det–senator James DeMint (R-SC) var derimod allerede dagen efter valget ude med den ideologiske rive i en hilsen til de mange nyvalgte TP-kandidater:

Congratulations to all the tea party-backed candidates who overcame a determined, partisan opposition to win their elections. The next campaign begins today. Because you must now overcome determined party insiders if this nation is going to be spared from fiscal disaster.

Many of the people who will be welcoming the new class of Senate conservatives to Washington never wanted you here in the first place. The establishment is much more likely to try to buy off your votes than to buy into your limited-government philosophy. Consider what former GOP senator-turned-lobbyist Trent Lott told the Washington Post earlier this year: “As soon as they get here, we need to co-opt them.”

Don’t let them. Co-option is coercion. Washington operates on a favor-based economy and for every earmark, committee assignment or fancy title that’s given, payback is expected in return. The chits come due when the roll call votes begin. This is how big-spending bills that everyone always decries in public always manage to pass with just enough votes.

But someone can’t be bribed if they aren’t for sale. …

When you are in Washington, remember what the voters back home want—less government and more freedom. Millions of people are out of work, the government is going bankrupt and the country is trillions in debt. Americans have watched in disgust as billions of their tax dollars have been wasted on failed jobs plans, bailouts and takeovers. It’s up to us to stop the spending spree and make sure we have a government that benefits America instead of being a burden to it.

Tea party Republicans were elected to go to Washington and save the country—not be co-opted by the club. So put on your boxing gloves. The fight begins today.

Og her lidt af Dr. Conservative, George F. Will:

Unwilling to delay until tomorrow mistakes that could be made immediately, Democrats used 2010 to begin losing 2012. Trying to preemptively drain the election of its dangerous (to Democrats) meaning, all autumn Democrats described the electorate as suffering a brain cramp, an apoplexy of fear, rage, paranoia, cupidity – something. Any explanation would suffice as long as it cast what voters were about to say as perhaps contemptible and certainly too trivial to be taken seriously by the serious.

It is amazing the ingenuity Democrats invest in concocting explanations of voter behavior that erase what voters always care about, and this year more than ever – ideas. This election was a nationwide recoil against Barack Obama’s idea of unlimited government.

The more he denounced Republicans as the party of “no,” the better Republicans did. His denunciations enabled people to support Republicans without embracing them as anything other than impediments to him.

I sin næste klumme, fortsatte Will i samme spor:

As he promised it would be, Barack Obama’s presidency has been transformative, but not as he intended. Whether it lasts two or six more years, it is an exhausted volcano because its biggest consequence may already have happened: It has resuscitated the right, making 2010 conservatism’s best year in 30 years – since the election of Ronald Reagan.

Republican gains were partly a result of the “shock-and-awe statism” (Indiana Gov. Mitch Daniels’s phrase) of the health-care legislation passed in March. Seven months later, a federal judge in Florida, hearing arguments about the constitutionality of penalizing Americans who do not purchase health insurance, was bemused.

Lawyers defending the legislation said that the fee noncompliant Americans would be forced to pay is really just a tax. But during congressional debate on the legislation, Democrats adamantly denied it was a tax. So, in a rehearsal of an argument that will be heard by the Supreme Court, the judge said:

“Congress should not be permitted to secure and cast politically difficult votes on controversial legislation by deliberately calling something one thing, after which the defenders of that legislation take an ‘Alice-in-Wonderland’ tack and argue in court that Congress really meant something else entirely, thereby circumventing the safeguard that exists to keep their broad power in check.”

Stemmeandele på landsplan (afrundet):

• Demokraterne: 42%
• Republikanerne: 51%
• (= andre: 7%)

Senatet:

• Demokraterne: 50 (-9)
• Republikanerne: 50 (+9)

Repræsentanternes Hus:

• Demokraterne: 190 (-66)
• Republikanerne: 245 (+66)

Altså med andre ord: Republikanerne vinder Huset overbevisende og går markant frem i Senatet men mangler reelt én stemme i et flertal.

Et sådant “bud” ligger i den højere ende for Republikanernes vedkommende sammenlignet med andre iagttagere, men på linje med hvad jeg har “prognosticeret” i mine to tidligere poster om emnet.  Til sammenligning ligger RealClearPolitics.com’s gennemsnit for “generic congressional vote” i skrivende stund på lidt over 8%, og de fleste kommentatorers bud på 48-49 senatorer og ca. 230-35 i Huset (til Republikanerne).  Bevægelsen i meningsmålingerne på landsplan har dog den sidste uge været så næsten systematisk til fordel for Republikanerne, at meget tyder på, at en “bølge” er ved at forme sig.

Viser dette bud sig at være korrekt, vil det være det største sving til fordel for noget parti ved et midtvejsvalg i cirka 100 år, den største stemmeandel ved et sådant for Republikanerne siden 1940erne og det største antal kongresmedlemmer for partiet i lige så lang tid.

Skal man krydre med lidt forskning på området, kan man pege på, at ved sidste midtvejsvalg (2006) tabte Republikanerne 30 sæder i Huset, hvilket svarede næsten nøjagtigt til gennemsnittet for de seneste årtier, samt at Douglas Hibbs’ model for midtvejsvalg forudsiger–på rent strukturelle faktorer–at Demokraterne på økonomien m.v. alene skulle tabe ca. 45 sæder i Huset.  Holder Demokraternes tab sig på 30 eller derunder (og dermed magten med Huset), vil de med god ret kunne fremstille det som en sejr.  Jo mere tabene er over 30–og især over Hibbs’ 45–desto mere vil det være en målestok for Demokraternes nederlag.

Historisk set sker der aldrig det helt store i meningsmålingerne før slutningen af august–eller efter slutningen af september.  Indtil sommeren er forbi, er vælgerne ikke rigtigt “tunet ind”–og mange af dem er det heller ikke efterfølgende–men særligt ved midtvejsvalgene, hvor der ikke er nogen markante personligheder, der tegner fronterne, er der ikke så meget, der rykker sig, når først folk ovenpå primærvalg og ferie har zoomet ind.

Det er ikke så godt for Obama & Demokraterne.  I denne uge kunne Gallup således registrere den største partitilslutning blandt “registrerede vælgere”, som man har målt, siden man begyndte at lave meningsmålinger.  Det var i 1942 vel at mærke …

G.O.P.s forspring er p.t. på 10 pct.point i Gallups måling.  Gennemsnittet af samtlige målinger viser et lidt mindre spænd på typisk 3-5 pct.point–men udviklingen siden 2008 er ganske klar, især siden sundhedsreformen.  Til sammenligning førte partiet med 5 pct. point, da man i 1994 erobrede flertallet i både Repræsentanternes Hus og Senatet og i 2002 tilbageerobrede Senats-flertallet.

Læg dertil, at “registrerede vælgere” ikke er den bedste indikator for, hvorledes valgresultatet ser ud, for langt fra alle registrerede vælgere stemmer.  I stedet skal man se på, hvor motiverede vælgerne er.  Altså “fired up and ready to go”, som Obamas var i 2008.  Til det kan man sige, at når Republikanernes begejstring tages med i betragtning, ser Republikanernes 10 pct.points forspring slet ikke så skidt ud for Demokraterne …

I forvejen stemmer Republikanske vælgere som regel (men ikke altid) mere end Demokratiske.  Tager man det med i betragtning, kan man næsten kun komme til at undervurdere, hvor godt valget p.t. tegner for Republikanerne.  Rasmussen Reports, der er et af de senere års mest succesrige meningsmålingsinstitutter, har p.t. et G.O.P.-forspring på 6 pct.point blandt “likely voters”.  Rasmussen bliver ofte beskyldt for at give Republikanerne for gode målingsresultater (fordi de altid arbejder med “likely voters”), men hvis Gallups tal er korrekte, er det formodentlig Rasmussen, der er for “konservative”.  Så kan det vise sig, at Republikanernes føring p.t. blandt sandsynlige vælgere, snarere er på 10-15 pct. eller mere.  Kommer man blot tilnærmelsesvis derop i nærheden, begynder det at ligne et sving, der ikke er set større i otte årtier.  Både Cook Report og Larry Sabato–som ingen kan anklage for at være i seng med Republikanerne–har på det seneste skiftet deres vejrudsigter for Demokraterne fra “overskyet” til “orkan”.

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen.  Tager man RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

• Republikanerne: 44
• Demokraterne: 48 (inkl. to “uafhængige)
• “Toss ups”: 8

Huset:

• Republikanerne: 206
• Demokraterne: 194
• “Toss ups”: 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 48 (+7)
• Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to “uafhængige)

Huset:

• Republikanerne: 223-224 (+41/42)
• Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men “close but no cigar”.  Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.

Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt.  I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt.  Hvis alle “toss-ups” “breaker” samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 52
• Demokraterne: 48

Huset:

• Republikanerne: 241
• Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne.  Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Demokraterne kan på nuværende tidspunkt kun hænge deres hat på en knage, og den er ret lille.  Og det er, at den såkaldte “generic ballot” (altså: “Vil De stemme Demokratisk eller Republikansk?”) ikke altid forudsiger, hvad vælgerne gør i praksis–nemlig hvis de alligevel godt kan lide deres egne lokalt valgte politikere.  “He may be a S.O.B., but he’s my S.O.B. …”.  Det vil sige, at nogle vælgere kunne tænkes at ræsonnere: “Jeg ville egentlig helst stemme G.O.P., men jeg kan godt lide min lokale Demokrat …”.  Problemet er blot, at andre målinger viser, at siddende politikere (“incumbents”) i dette valgår som race er omtrent så populære som lopper i en sovepose.

En del kommentatorer, særligt Demokratiske, og journalister, både herhjemme og i USA, vil gerne gøre Demokraternes hastigt faldende aktier til et spørgsmål om alt andet end politik.  F.eks. racisme eller myter om, at Obama skulle være muslim eller ikke amerikansk statsborger.  Det ville i sig selv være påfaldende, hvis den slags skulle gøre så stort et udslag, idet alle emnerne sådan set var oppe at vende i 2008.

Snarere end den slags bortforklaringer er der givetvis to og kun to ting, der virkeligt er belæg for at sige er drivende for vælgernes stillingtagen p.t. de to partier imellem.

Den ene er–som altid–økonomien:

Den anden er, at en pluralitet af vælgerne generelt er mere enige med Republikanerne.  Det kan man såmænd se på, hvad vælgerne siger, når Gallup spørger dem om deres syn på de to store partiers politikker:

Kun på miljøspørgsmål har Demokraterne en føring, der er statistisk signifikant.

Der kan næppe være tvivl om, at Demokraternes dårlige udsigter er tæt forbundne med præsident Obamas førte politikker og den (bl.a.) deraf solidt faldende popularitet. Så alt i alt må man sige, at ovenpå alle udlægningerne af, hvorledes 2008-valget var “farvel til Reagan”, en vindikation af venstrefløjens holdninger, og begyndelsen på en ny “realignment” i amerikansk politik, der “is likely to create a new governing majority coalition that could dominate American politics for a generation or more” … ja, så får man lyst til at spørge ligesom damen:

“How’s that hopey changey stuff workin’ out for ya’?”.

Den ene er, at økonomien vil kunne arbejde for Obama ved midtvejsvalget til november. Amerikanske valg afgøres som regel af økonomiske konjunkturer, og noget tyder på, at de er (svagt) opadgående. Dét er sådant set godt nok. Men hvordan kan det lede til den konklusion, rubrikken lægger op til? Formodentlig kun ved at vælgerne i givet fald har kunnet rejse fra fremtiden tilbage til nutiden. Ellers er der ikke rigtigt noget ræsonnement, der giver mening.

Den anden er, at Republikanerne har en tendens til at selvdestruere. Den er også god nok. Og igen kræves kun en tidsmaskine, for at rubrikken giver mening – med mindre, naturligvis, at Republikanerne allerede har destrueret sig selv. Det sidste kan godt nok ikke ses i meningsmålingerne – men nu foregriber vi fornøjelserne.

Høi har nemlig, for det tredje, faktuel viden til at bakke sin udlægning op. “Effekten er ikke udeblevet”, siger han med henvisning til de to foregående punkter.

Jo, dels kan Høi se, at Republikanerne burde have vundet det ene suppleringsvalg, der blev afholdt forleden:

“I tirsdags skulle vælgerne i et enkelt distrikt i Pennsylvania, PA-12, vælge et kongresmedlem, og alle havde talt om, at Republikanerne kunne vinde med arme og ben bundet op. PA-12 var trods alt det eneste valgdistrikt i hele USA, som havde stemt på John Kerry i 2004, men på John McCain i 2008, og kun 33% af vælgerne i distriktet var tilfredse med præsident Obama, men alligevel vandt Demokraterne.”

Det er godt set – og lyder ret overbevisende, ikke sandt?

Og dels kan Høi fortælle, at Obamas og Demokraternes meningsmålinger faktisk er på vej op:

“Tag to meningsmålinger. Den ene viser Obamas opinionstal, den anden Kongressens, og i februar var flere amerikanere imod end med Obama, og siden november 2009 har et stort overtal af amerikanerne foretrukket Republikanerne frem for Demokraterne. Men hvad nu? Obama har igen et godt forspring, og Demokraterne og Republikanerne står lige. Tendensen er med andre ord vendt.”

Igen, det er godt set – og lyder jo egentlig ret overbevisende.

Men er noget af det sandt? Hvis der findes én sort svane (og alle andre er hvide), er det så sandt, hvis man siger “Svaner er sorte!”?

Lad os begynde med suppleringsvalget i PA-12. For det første kunne det være interessant at høre, hvem de “alle” er,der “havde talt om, at Republikanerne kunne vinde med arme og ben bundet op”? Så man på meningsmålingerne op til valget, tydede alt snarere på, at det ville blive ekstremt tæt, og allerede inden valgdagen blev den forventede Demokratiske sejr hypet og spundet præcis, som Høi gjorde efterfølgende. For det andet: Hvis Republikanerne havde tabt en traditionelt solid Republikansk kreds, ville det nok kunne have været, hvad Høi påstår – en antydning af, at “tendensen er vendt”.  Hvis Republikanerne havde tabt en kreds, der var meget, som USA er demografisk, og hvor det traditionelt havde stået meget lige, nå ja, så havde det nok være lidt ærgerligt, men i bedste fald dét. Men hvordan ser PA-12 faktisk ud?  Lad os se på disse simple fakta:

• Valgdistriktet PA-12 blev ved en “gerrymandering” øvelse i 2002, foretaget af Republikanerne i delstaten, bevidst gjort til et endnu mere solidt Demokratisk distrikt – for derved at skabe et sikkert Republikansk valgdistrikt andetsteds. Hele distriktet er geografisk-demografisk designet til at give sikkert valg til en Demokrat.
• RealClearPolitics.com har anslået, at dem, der stemte ved suppleringsvalget var ca. 62% registrerede Demokrater, ca. 34% registrerede Republikanere og kun ca. 4% uafhængige eller registrerede som vælgere for et af de små partier. Selv ikke hvis alle Republikanere i PA-12 havde stemt, ville man formodentlig kunne have vundet.
• Ved præsidentvalget i 2004 vandt George W. Bush i i alt 255 kongresvalgdistrikter.  Blandt dem var – som ventet – ikke PA-12.
• Republikanerne havde – for første gang i et par generationer – flertallet i Repræsentanternes Hus i perioden 1994-2006.  Partiet har ikke stået stærkere i tre kvart århundrede, end man gjorde i disse år – og selv da vandt man ikke PA-12 én eneste gang.
• Er det korrekt, at distriktet i 2008 havde flertal for McCain snarere end Obama?  Jeps – men det var en marginal forandring, fra 51% til Kerry i 2004 til 49% til Obama i 2008. At Obama ikke vandt et flertal skyldes formodentlig noget helt andet, hvilket afspejler sig i, at han tabte primærvalget i foråret 2008 ganske markant til Hillary Clinton: Han fik kun 27% af primærvalgsstemmerne i det markant fagforeningsorganiserede distrikt. Lad os uden nu at genere de Demokratiske vælgere i PA-12 for meget sige, at der nok ikke er så mange af dem, der ligner en “affirmative action”-nydende, Harvard-uddannet lektor med en far fra Kenya og en muslimsk gift hippie-mor i Indonesien.
• Demokraten Mark Critz vandt ved at sige, at han var modstander af Obamas sundhedsreform. Han fik 53% af stemmerne – i et valgdistrikt, hvor ca. 62% af de deltagende vælgere var registrerede Demokrater. Hvad siger det?

Og så er der meningsmålingerne. Bemærk Høis lille “Tag to meningsmålinger”, som han så fingerer at linke til. Det er nemlig ikke til enkeltmålinger, som Høi antyder, men derimod til den konstant opdaterede PollTracker fra den iøvrigt pænt venstreorienterede nyhedsportal TalkingPointsMemo.com, der ligesom fx RealClearPolitics.com og Pollster.com aggregerer meningsmålinger og udregner gennemsnit. Høi nævner heller ikke tallene. Så vi ved faktisk ikke, hvad Høi mente.

Men vi kan jo se på tallene.  Høis blog-post er dateret 20. maj, så hvis vi går til Pollster.com (hvor man kan lege med grafikken) og tager udviklingen fra fx 1. maj til 20. maj, hvad får man så, når man ser på gennemsnittene? Det kan man se af de to nedenstående grafer.

Fremgang for Obama i “approval ratings” i perioden?  Ikke rigtigt – vel snarere det modsatte.  Fører han i “positive” med det, Høi kalder “et godt forspring”? På den dag, hvor Høi postede, lå Obamas snit til 49.5% negative og 46.2% positive.

Fremgang for Demokraterne i perioden?  Ikke just – igen nærmest det modsatte.  Fører de over Republikanerne, eller ligger de i mindste – som Høi siger – lige med dem?  Så er det i hvert fald ikke synligt, givet at sidstnævnte på Høis post-dag lå gennemsnittene på 44.7% til Republikanerne, mod Demokraternes 42.6%.

Kan der have været to enkelte målinger, hvor det så anderledes ud? Sikkert. I næsten al statistik forekommer der “outliers”. Det er dem, man kommer lidt til livs ved at se på gennemsnit i stedet. Det kunne Høi også have gjort – han kendte jo åbenlyst TPM’s PollTracker og givetvis også RealClearPolitics.com, Pollster.com, FiveThirtyEight.com og PollingReport.com for nu blot at nævne nogle af de mest kendte, hvor man kan finde enten gennemsnit eller selve målingerne.

Men det havde jo muligvis ødelagt den “originale” vinkel: At “trenden er vendt”, o.s.v.  Det er sikkert sjovt at lave den type “analyser”, men god journalistik det er det den ondelyneme ikke.

PS. Gallup målte i denne uge Demokraternes styrke vis-a-vis Republikanerne til den laveste i al den tid, der er lavet meningsmålinger – i mere end 60 år. Dét er en slags trend.

Only 22 percent of Americans surveyed by Pew say they can trust government in Washington “almost always or most of the time” — among the lowest measures in the half-century since pollsters have been asking the question. And an increasing number — almost 1 of every 3 people — say they believe government is a major threat to their personal freedoms and want federal power reined in.

Pew asked people to say whether they were content, frustrated or angry with the federal government — and 3 of every 4 people said they were either frustrated or angry.

The proportion of Americans who say they are “angry” with the federal government has doubled since 2000, increasing from 10 percent to 20 percent.

Independents who are highly frustrated with government are highly committed to voting this year, and they favor the GOP candidates in their district by a margin of 66 percent to 13 percent.

Pew gentog undersøgelsen hele tre gange for at være sikre på, at det ikke bare var en tilfældighed, at de fik disse dramatiske resultater, men fik det samme resultat igen. Som centerets leder Andrew Kohut konkluderer: “The public wants a less activist government.” Det kan godt være at danske og europæiske mainstream medier elsker Barack Obama og den kurs, han har lagt for USA, men amerikanerne er uenige. Kunne vi måske få det dækket i danske medier?

I forlængelse af min kommentar (i kommentar-sektionen her) om, hvorvidt Obamas sundhedsreform i virkeligheden måske er forfatningsstridig, er det vigtigt at være opmærksom på USA-forfatningens centrale men oversete 10. tillæg:

“The powers not delegated to the United States by the Constitution, nor prohibited by it to the States, are reserved to the States respectively, or to the people.”

I den forbindelse har min gamle ven gennem snart 23 år, Randy Barnett (professor i forfatningsret ved Georgetown University og næppe én, der kan ses som værende ude i et “konservativt” eller partipolitisk ærinde), argumenteret for, at sundhedsreformen meget vel kan være forfatningsstridig.  I et indlæg forleden i Washington Post skriver han bl.a.:

“Can Congress really require that every person purchase health insurance from a private company or face a penalty? The answer lies in the commerce clause of the Constitution, which grants Congress the power “to regulate commerce . . . among the several states.” Historically, insurance contracts were not considered commerce, which referred to trade and carriage of merchandise. That’s why insurance has traditionally been regulated by states. But the Supreme Court has long allowed Congress to regulate and prohibit all sorts of “economic” activities that are not, strictly speaking, commerce. The key is that those activities substantially affect interstate commerce, and that’s how the court would probably view the regulation of health insurance. But the individual mandate extends the commerce clause’s power beyond economic activity, to economic inactivity. That is unprecedented. While Congress has used its taxing power to fund Social Security and Medicare, never before has it used its commerce power to mandate that an individual person engage in an economic transaction with a private company. Regulating the auto industry or paying “cash for clunkers” is one thing; making everyone buy a Chevy is quite another. Even during World War II, the federal government did not mandate that individual citizens purchase war bonds. If you choose to drive a car, then maybe you can be made to buy insurance against the possibility of inflicting harm on others. But making you buy insurance merely because you are alive is a claim of power from which many Americans instinctively shrink. Senate Republicans made this objection, and it was defeated on a party-line vote, but it will return.

At der kommer en større sag ud af det, og at sidste ord ikke er sagt, er klart.  Spørgsmålet er så blot–hvis Barnett m.fl. har ret–hvorvidt forbundshøjesteretten vil have mod nok til at erklære en så stor lov forfatningsstridig?  Historien taler imod det, og det forudser Barnetts kollega og med-blogger, Orin Kerr, også.  Efter min mening desværre.

Barnett er mere optimistisk:

“[Although some] of the potential constitutional challenges to health-care reform have a sound basis in the text of the Constitution, and no Supreme Court precedents clearly bar their success, the smart money says there won’t be five votes to thwart the popular will to enact comprehensive health insurance reform.

But what if five justices think the legislation was carried bleeding across the finish line on a party-line vote over widespread bipartisan opposition? What if control of one or both houses of Congress flips parties while lawsuits are pending? Then there might just be five votes against regulating inactivity by compelling citizens to enter into a contract with a private company. This legislation won’t go into effect tomorrow. In the interim, it is far more vulnerable than if some citizens had already started to rely upon its benefits.

If this sounds far-fetched, consider another recent case in which the smart money doubted there were five votes to intervene in a politicized controversy involving technical procedures. A case in which five justices may have perceived that long-established rules were being gamed for purely partisan advantage.

You might have heard of it: Bush v. Gore.”

I forvejen er vicepræsident Joe Biden mindre populær, end Cheney var, og sundhedsreformen er mindre populær end Irak-krigen.  Lavt at flyve–fortsat langt at falde.

Update: Som John Pitney skriver ovre hos NRO, så har Obama-administrationen i det mindste en vis sans for humor.  Måske.

Indtil efteråret 2008 opererede ”investment banks” dog fortsat uden FDIC garanti og tog derfor ikke imod deposits. En af konsekvenserne af Lehmans konkurs var at de to resterende rene investment banks – Morgan Stanley og Goldman Sachs konverterede til at blive regulerede commercial banks.

Det er endnu uklart, hvordan Obamas forslag skal implementeres, og i finans mere end nogen andre steder er djævelen i detaljen. Forslaget bliver nok i praksis ineffektivt. Og selv hvis det ikke  bliver det, vil det næppe føre meget godt med sig. Almindelige rene commercial banks som Wells Fargo og alle de regionale banker tjener i forvejen ikke meget på prop trading og investment banking i almindelighed. For de ”rene” investeringsbanker som Goldman Sachs og Morgan Stanley er det imidlertid en vigtig del af deres forretningsmodel. De vil blive tvunget til droppe commercial bank status igen for at undgå lovgivningen. De store tabere bliver dermed ”krydsningerne” såsom JP Morgan, Citigroup og Bank of America.

Det lyder jo godt, at Obama vil forhindre bankerne i at tage for meget risiko. Men sagen er, at forslaget i praksis ikke vil opnå andet end at flytte risiko rundt. Vinderne bliver i øvrigt paradoksalt nok det ”shadow banking system” som alle er efter herunder især hedge funds. For investeringsbankerne og brokerne er der reelt ingen klar grænse mellem ”prop trading” og ”market making”. Bananhandleren nede på Israels plads er nødt til at have et lager af bananer for at kunne handle med dem, og dermed har han også en risiko for tab hvis bananprisen falder. En del af det bananhandleren bliver betalt for er, at påtage sig en prisrisiko på varelageret. Anderledes er det ikke for investeringsbankerne. I praksis kan de derfor ikke leve med ikke at måtte tage risiko.

Det morsomme er, at der ikke er en eneste sober analyse, der viser at prop trading er en underliggende årsag til den finansielle krise. Listen af banker der er gået ned inkluderer både investment banks (Lehman, Bear Stearns og de facto Merril Lynch), commercial banks (Wachovia, WaMu), specialiserede mortgage banks (Countrywide m.m.fl.) og de statsgaranterede Realkredit udstedere (Fannie Mae og Freddie Mac). Og sidst men ikke mindst. Det mest spektakulære kollaps var slet ikke en bank. Det var AIG – verdens største forsikringsselskab – der viste sig at have leget market maker i credit default swap markedet. Med den tabsliste burde det være åbenbart, at hverken graden af proptrading, regulatory regime eller størrelse på nogen klar måde har været afgørende for om en institution har overlevet. Det er også slående at ingen andre rige lande forbyder at banker driver investmentbank og commercial bank under et tag, eller forbyder prop trading. Det har ikke forhindret lande som f.eks. Canada i at komme væsentligt bedre igennem den finansielle krise. Der er vel ingen, der reelt forestiller sig, at et forbud mod at banker bedrev prop trading havde mindsket eller forhindret den finansielle krise. Bortset måske fra Paul Volker.

De underliggende svagheder i det amerikanske realkreditsystem var blandt andet at låntagerne kun hæfter med værdien af huset, og at det er ret ”billigt” at gå fallit og at de institutioner der originerede lånene ikke beholdt en tøddel kreditrisiko og derfor ikke havde nogen som helst incitament til at checke om opgivet indkomst mv. passede. Læg dertil en god portion politisk indblanding i Fannie Mae og Freddie Macs udlånsvirksomhed (flere lån til fattige husholdninger) samt en helt åbenbar offentlig garanti af de to ineffektive og oppustede kæmpers balancer.

Det sidste gør det i øvrigt morsomt at høre europæiske socialisters schadenfreude i forbindelse med den amerikanske ”hyperkapitalismes sammenbrud”. Det er åbenbart ikke gået op for dem, at hjertet i det amerikanske realkreditsystem er to statsgaranterede banker og FHLB systemet, der garanter over halvdelen af alle realkredit udlån med den amerikanske skatteyder som reel ultimativ garant. Det danske realkreditsystem har altid været mere markedsbaseret og “nyliberalistisk” end det amerikanske og det er i øvrigt et af de systemer der har klaret sig bedst igennem krisen.

Hvis man skal løse de underliggende problemer i den amerikanske finansielle regulering vil det imidlertid i praksis betyde en opstramning af kreditvilkårerne for middelklasseamerikanere og dermed en styrkelse af kreditorernes retsstilling.

Obama kunne her et år efter krisen have vist sig som en stærk præsident, der søger at finde den rigtige langsigtede løsning, også selv om den ikke ville være umiddelbart populær eller let at forklare: En opstramning af reglerne for hvor meget realkreditlån må udgøres af ejendommens værdi. En meningsfuld reform Fannie Mae og Freddie Mac (start f.eks. med at påtvinge dem et dansk totalbalanceprincip så de bliver reelle kredit forsikrings utilities). Og på sigt en privatisering af dem. En forsigtig, graduel og forudsigelig og ensartet generel opstramning af kapitalkravsregler for banker. En opstramning af lovgivningen vedr. personlig konkurs, der sikrer kreditorer en bedre retsstilling. Intet af dette ville være populært, men det ville give mening, og styrke systemet på sigt. Det ville i øvrigt formentlig også på sigt betyde billigere lån til husholdninger, der faktisk betaler til tiden og ikke lyver om deres indkomst.

I stedet vælger Obama at straffe de slemme banker og især deres highflying prop traders. Det er sikkert populært. Det er i hvert fald populistisk. Det vil sikkert ikke skade systemet netto. Men det er alligevel en skuffelse for flere af de demokrater i den finansielle sektor jeg taler med.

Det er efterhånden indtrykket, at Obama er så forsigtig og drevet af rating-angst, at han har svært ved at beslutte sig og at det gør ham til tider populistisk og ineffektiv. Er Obama en “light weight”?

UPDATE: De dygtige bankanalytikere på banksstocks.com er heller ikke imponerede.

Berlingske bad mig i går om at kommentere årsdagen for Barack Obamas tiltræden som præsident.  Det gjorde jeg dd. i denne kommentar, hvori jeg bl.a. skrev:

“En upopulær præsident med det overordnede ansvar for driften af to krige. Stigende arbejdsløshed. Voksende budgetunderskud. Eksploderende gældsætning. Frygt for nye terrorangreb. Undergravning af de borgerlige frihedsrettigheder. For lidt åbenhed og for megen korruption i det regerende parti.
Sådan endte George W. Bushs præsidentperiode for nøjagtigt ét år siden – og sådan er billedet af Barack Obamas første år. Altså lige bortset fra at underskud og gæld er steget yderligere, at nye skatter truer, og at Obama er løbet fra flere af sine valgløfter – og at hans relativt få resultater mestendels har vælgerne markant imod sig. … [De] fleste amerikanske vælgere ønskede ikke en nationalisering af sundhedssektoren, en altomfattende miljøregulering, en eksplosion i den korrumperende statsstøtte til alskens særinteressegrupper, og en omsiggribende politisk korrekthed. Det lod Obamas ideologi og manglende erfaring ham bare ikke se i tide.”

Updates:

• Man kan opgøre Obamas score-card til dato til 0-3.