Boligmarkedet er fyldt med reguleringer og tilskudsordninger. Der er bl.a. krav til indkomsten for at kunne optage realkreditlån, hvilket både sænker mobiliteten på boligmarkedet og gør det sværere for unge at komme ind i især de store byer. Der er subsidier til almene boliger og til lejere. Der er huslejeregulering i dele af den private udlejningssektor. Andelsboliger må ikke realkreditbelånes. København stiller krav om, at nybyggeri skal have en vis størrelse. Og så videre. Listen er lang og bedrøvelig.

Venstres forslag vil dog ikke gøre op med den omfattende regulering. Derimod vil man indføre endnu et tilskud til udvalgte grupper.

Det er ringe nok i sig selv. Men her i sommerserien om begreber, der bør væk, vil jeg se på, hvad Venstre kalder tilskuddet. Det kaldes et “skattefradrag”. Det bliver ikke placeret på udgiftsbudgettet, hvor det rettelig hører hjemme, men som et mindre skatteprovenu på indtægtsbudgettet. Dermed maskeres udgiften som en skattelettelse. Skattetrykket bliver endnu mere misvisende som udtryk for den reelle skattebyrde. At kalde ordningen for et fradrag føjer spot til skade.

Begrebet “skattefradrag” bør ikke helt fjernes fra sproget, fordi der findes ægte og reelle fradrag. F.eks. er rentefradraget en logisk konsekvens af at beskatte nettokapitalindkomsten. Erhvervsdrivendes fradrag for driftsudgifter er et andet eksempel. Når man beskatter overskuddet, skal der naturligvis være fradrag for omkostninger. Ellers ville det blive en omsætningsskat.

Et fradrag, som er betinget af, at skatteyderne gør noget, politikerne gerne vil have, er derimod ikke en logisk del af skattesystemet. Det har heller ikke samme værdi for skatteyderne som almindelig disponibel indkomst. Fradraget kræver en modydelse: at man gør, hvad politikerne vil. På samme måde som når man gør sig berettiget til et tilskud. Derfor er der et økonomisk forvridningstab, som borgerne må bære ved den slags “fradrag”. Disponibel indkomst kan man omvendt bruge, som man vil. Jeg har her  prøvet at forklare, hvorfor fradrag, der er maskerede udgifter, som tommelfingerregel kun er det halve værd af ægte skattelettelser.

For at illustrere det absurde i at kalde offentlige udgifter for fradrag kunne man i princippet finansiere den nuværende offentlige sektor med et skattetryk på nul! Her er hvordan: I stedet for at betale offentligt ansatte, leverandører, overførselsindkomstmodtagere og andre med penge, kunne staten give dem et omsætteligt fradrag med samme fradragsværdi som pengene. Uudnyttede fradrag kunne de sælge til andre skatteydere, som ellers ville blive nettoskatteydere. Slutresultat: Ingen betaler skat, men politikerne styrer i samme omfang som i dag. Helt grebet ud af luften er eksemplet endda ikke. Grunden til, at statsligt udstedte penge har værdi, er, at de i sidste ende kan anvendes til at betale skat med.

Et liberalt parti burde ikke deltage i at skjule beskatningens reelle omfang. Det burde arbejde for at sænke skatterne og øge befolkningens frihed til at bestemme selv. Men desværre er det populært at skjule sporene af den udvidelse af den offentlige sektor, der er tale om ved diverse særordninger. Bolig-job-ordningen er et andet eksempel på en tilskudsordning, der er maskeret som et fradrag. Nedslaget i registreringsafgiften for el- og plugin-biler er et tredje. Desværre også med Venstre som ikke bare medskyldig, men bagmand.