Det tror jeg desværre ikke, der er grund til at glæde sig over – ikke for briterne og slet ikke for os andre.

I teorien kan briterne bruge Brexit til at liberalisere deres økonomi og udenrigshandel mere, end EU tillader. For en del brexiteers var det netop forestillingen om et europæisk Hong Kong eller et Singapore ved Themsen, som var motivationen for at træde ud. Desværre er det ikke så sandsynligt et udfald. En vigtig motivation for andre brexiteers var at komme af med den frie bevægelighed for arbejdskraft, som har været en af EU’s allerstørste succeser og været til enorm fordel også for briterne. De brexiteers ønsker et mere lukket Storbritannien, ikke et nyt Hong Kong eller Singapore.

Det er mildest talt uklart, hvad Boris Johnson vil bruge sin store valgsejr til. Man kan håbe, at regeringen vil forsøge at gøre Brexit til en økonomisk succes ved at føre en liberal økonomisk politik, som øger den økonomiske vækst. En yderligere nedsættelse af selskabsskatten ville være et oplagt træk. Men han er nyvalgt på en platform, som stritter i alle retninger, og som bl.a. indebærer løfter om flere offentlige udgifter. Han kan, som Thatcher, vælge at udnytte Labours upopulære venstreorienterede politik til at føre en markant liberal økonomisk politik, men han kan også vælge at rykke til venstre i forsøg på at befæste midten.

Hvor udsigterne for briterne i bedste fald er uklare, er de desværre temmelig klart negative for os andre. Medianvælgeren i EU er rykket sydpå, i mere protektionistisk og illiberal retning. Det gør det sværere at blokere for protektionistiske tiltag og sværere at få fremskridt i gennem. Det protektionistiske og etatistiske Frankrig er kommet til at spille en større rolle. Tyskland kommer måske lidt længere frem i skoen politisk, nu hvor man ikke kan overlade det til briterne at tage teten mod dårlige ideer sydfra. Men den nye kommissionsformand er tysker, og hendes politiske linje lover foreløbig ikke godt. Som den tidligere Kommission synes hun at mene, at EU skal genvinde sin folkelige popularitet gennem populistiske mærkesager som minimumsløn, grøn industripolitik og kamp mod IT-virksomheder. Det er også værd at huske på, at hun er Macrons opfindelse, og at en del af betalingen var at udpege en fransk politiker (og jurist), Christine Lagarde, til at lede Den Europæiske Centralbank. Det lægger op til at politisere centralbanken – mindre end ti år efter, at politisering var ved at koste euro-projektet livet.

EU kunne – som Johnson kan i UK – forsøge at gøre Brexit til en succes ved styrke de dele af EU-samarbejdet, hvor det har en naturlig funktion. Det vil først og fremmest sige at styrke det indre marked, bekæmpe konkurrencebegrænsende nationale foranstaltninger og sikre en markedskonform klimapolitik. Det ser jeg desværre ikke mange ansatser til. Selv i et land som Danmark med en traditionel markedsliberal tilgang til EU-politik mangler der en klar politik i den retning. Regeringen gik til valg netop på populistiske temaer som mere EU-indblanding i skatte- og arbejdsmarkedspolitik. Til gengæld har dens fornuftige modstand mod at udvide EU-budgettet mødt kritik hos oppositionen.

Så jeg er ikke optimist i dag. Jeg håber, jeg kommer til at tage fejl.