I 2005 – det første år centraleuropæiske lande var med i undersøgelsen, var de tydeligt mindre tilfredse end Vesteuropa: Gennemsnittet på tværs af de 11 lande var 2,63 mod 3,10 i vest (p<0,01). I foråret 2024 var de samme tal 3,02 og 3,03 (p<0,94). Med andre ord har de også, når folk subjektivt vurderer deres egne liv, indhentet Vesteuropa.

Det er også meget tydeligt i figuren ovenfor, hvor de blå markører – Vesteuropa – alle ligger på linjen, der markerer ingen ændring, eller lidt over. Den eneste store forskel er Tyrkiet, hvilket måske ikke er så overraskende når man tænker på, at landet i perioden er gået fra velfungerende demokrati til et i stigende grad religiøst civilt autokrati. De røde markører – Centraleuropa – er derimod steget i gennemsnit 0,36 point på en 4-point skala (en 14-procent stigning). Så hvis nogen en dag skulle komme med indvendingen, at nok er transitionen væk fra socialisme endt i markant større rigdom, meeeeen…, er her rigelig dokumentation for, hvor vigtig transitionen har været for almindelige mennesker!

Mens man kan spørge, hvor godt det egentlig gik for lande som Serbien eller Moldova efter 90erne, har Centraleuropa generelt klaret sig forbløffende godt. Nedenstående figur illustrerer det ved at se på produktivitetsudviklingen. Produktivitet er her målt som nationalindkomst per arbejdstime. Vi viser udviklingen i Estland, Polen, Tjekkiet, og Ungarn siden data blev tilgængelige. Det gælder for Ungarn i 1980, for Tjekkiet i 1993, og for de to sidste i 1995.

Det første forhold, der er til at se, er hvor fundamentalt uproduktive, de tidligere kommunistiske samfund var i starten af 1990erne. I 1995 havde Polen for eksempel en produktivitet som Danmark i 1956. Idag er polsk timeproduktivitet derimod på linje med Danmarks i 1987, og velstandsniveauet med Danmark i 1997, da polakkerne arbejder cirka 30 % flere timer end danskerne. Produktiviteten er vokset med 6,8 % per år i Polen, 6,4 % i Estland, og 2,9 % i Ungarn og Tjekkiet. Tilsvarende var produktivitetsvæksten i Tyskland 1,2 % i samme periode. Ydermere er produktivitetsvæksten i Polen fortsat efter finanskrisen i 2008, og har de senere år været 4,9 % per år. Succesen er til at føle på, som jeg oplevede i sidste uge – og som man kan se på billedet fra det centrale Warszawa nedenfor.

Min pointe her – og i Børsen på torsdag – er, at vi taler for lidt om hvor stor en succes, adskillige samfund i Central- og Østeuropa har været siden kommunismens kollaps. De er ikke blevet rige og produktive ved at føe aktiv industripolitik, beskytte deres markeder, eller smide penge efter skoler, der ikke underviser. Lande som Polen, Tjekkiet og Estland er påmindelser om, at vejen til økonomisk succes er kendt og testet – og ikke den vej, EU og Danmark er på for tiden.