Det er et tema, som optager os en hel del her på stedet, hvor vi interesserer os for public choice og konstitutionel økonomi. Gode institutioner – dvs. nogle der giver politiske beslutningstagere gode incitamenter – har gode konsekvenser. Så hvis vi ønsker os de gode konsekvenser, bør vi interessere os for at skabe gode institutioner.

Men sammenhængen går også den anden vej. Politik former institutioner. Derfor kan der være en god grund til at interessere sig for mere konkret politik også.

Det er en stor del af motivationen for, at jeg interesser mig for statsgældsproblemet i EU. Eller statsgældskrisen om man vil. Det har jeg for nylig udgivet en analyse om her og givet et interview til Information om her.

Det lyder måske kontraintuitivt at interessere sig for statsgæld i et land, som rigeligt opfylder EU-traktatens finanspolitiske regler og netop har opjusteret det finanspolitiske råderum voldsomt. Bruttogælden ligger langt under den tilladte grænse på 60 pct. af BNP, og tager man hensyn til, at staten har købt aktiver med arme og ben (senest Københavns Lufthavn), og kigger på nettogælden, så er den helt væk og erstattet af en nettoformue på 25 pct. af BNP. Vi har som bekendt overholdbare offentlige finanser med plads til at finansiere konsekvenserne af aldringen, uden at belaste kommende generationer.

Forklaringen på interessen er imidlertid to ting.

For det første er EU og især eurolandene så langt på vejen mod fælles hæftelse, at der er voksende risiko for, at vi kommer til at hæfte for andre landes gæld. Der er altså kommet et stadigt tykkere sugerør i den ellers bugnende danske statskasse. Det er en rent økonomisk bekymring.

For det andet kan fælles gæld – og fælles hæftelse i det hele taget – få afgørende betydning for vores politiske institutioner. Fælles gæld leder nødvendigvis til større centralisering. Vi er altså i gang med en ændring af vores forfatningsmæssige rammer – men uden først at have taget en demokratisk diskussion af det. Det er naturligvis en helt legitim politisk holdning at ønske et mere centralistisk EU i stil med USA. Men vi bliver nødt til at diskutere det først, og det bør ikke ske på en måde, hvor vejen til centraliseringen går over risiko for kaos – på grund af nationale gældskriser – og sprængning af unionen – på grund af modvilje mod at betale for andres finanspolitiske problemer.

Hvorfor leder fælles gæld og fælles hæftelse til centralisering? Af flere grunde.

For det første skaber fælles hæftelse meget usunde incitamenter for det enkelte land til at optage gæld på andres regning. Det er et såkaldt “commons problem”, navngivet efter den velkendte overgrasning af fælleder i Europa i tidernes morgen. F.eks. har de franske vælgere klart demonstreret, at de foretrækker at stemme sig til andre befolkningers penge. De italienske vælgere afsætter jævnligt deres regering, når de bliver trætte af reformpolitik. I sidste ende kan et commons problem kun løses på to måder. Enten må fælleden deles op i private stykker – dvs. at hvert land hæfter for sin egen gæld. Selv om EU-traktaten bygger på netop det princip, er det for længst tilsidesat. Eller også må der etableres en central magt, som overdrages evnen til at optage gæld fra medlemslandene. Det er sådan, USA blev organiseret efter sin gældskrise efter uafhængighedskrigen, og det er sådan, staten regulerer de danske kommuner.

For det andet kræver fælles gæld en tilstrækkelig stærk central magt – med både økonomisk og politisk styrke. Gælden skal finansieres, hvilket kræver indtægter. Det vil svække mulighederne for at optage gæld, hvis EU skal gå tiggergang til medlemslandene, hver gang gælder skal amortiseres.

For det tredje skal provenuet fra gælden fordeles. Det kan gå til enten projekter på EU-niveau eller uddeles til medlemslandene. I begge tilfælde vil det centralisere den politiske magt. Det gælder allerede for provenuet fra Genopretningsfonden, som landene får tildelt til centralt godkendte planer.

Der lægges da heller ikke skjul på, at der følger centralisering med, når ideen om fælles gæld bliver solgt. Både kommissionen og danske politikere peger på, at fælles gæld kan bruges til at opdrage andre lande til at gøre, hvad vi gerne vil have dem til: Gennemføre reformer, bruge flere penge på oprustning, lave grøn omstilling osv. Der er bare ét problem: Det bliver ikke Danmark, som kommer til at bestemme vilkårene. Det er simpelthen en logisk fejltagelse at ræsonnere: ”Hvis EU havde mere magt, kunne den bruges til [indsæt selv]. Derfor bør EU have mere magt”. Det kræver, at det også sandsynliggøres, at magten vil blive brugt på den måde.

En del af centraliseringen kan måske i praksis undgås ved, at landene bruger pengene, som de vil, uanset de formelle bindinger. I forvejen har landene som sagt i stort omfang set bort fra de fiskale regler og overgældsat sig massivt, uden det har fået konsekvenser. Men det vil blot øge behovet for centralisering yderligere – lige som de vedvarende overskridelser af de fiskale regler skubber i den retning.

At Danmark skulle kunne indrette Europa i vores eget billede, blot vi går med til fælles gældsstiftelse, er i bedste fald naivt.

Hele NOJJ’s polemik bygger reelt på at sammenblande de to måder, vi bruger begrebet ”demokrati” på. Det kan både være en styreform og konkrete flertalsbeslutninger. Man kan godt være modstander af demokratiske beslutninger uden dermed at være imod styreformen. Det er faktisk ret normalt, og ingen ved deres fulde fem ville fx beskylde et dansk folketingsmedlem for at være imod demokratiet, fordi han/hun er imod en lov vedtaget af flertallet. I den vestlige demokratiforståelse – det liberale demokrati – er det faktisk helt fundamentalt, at demokrati ikke er lig med flertalsstyre om alt, men at der tværtimod er en sfære, som ligger uden for staten og flertallets rækkevidde. Valg af ægtefælle, retten til at ytre sig, domstolsbeskyttelse, retten til at danne partier og foreninger og vores privatforbrug tilhører den personlige sfære, civilsamfundet og markedet. Liberalt demokrati vil ikke sige, at staten bør bestemme alt, men at staten bør være begrænset. Selve det, at staten skal have mandat fra flertalsafgørelser, er i sig selv en begrænsning på statsmagten. Ifølge Karl Popper (læs bl.a. her) er det den eneste måde at opfatte demokrati på, hvis begrebet ikke skal blive selvmodsigende.

Når jeg på min Facebook-profil fremhæver markedet, er det netop for at gøre opmærksom på, at det er et rigtig godt alternativ til central styring af mennesker. Når jeg — og andre liberale — kritiserer statens indblanding i det, vi opfatter som privatsfæren, er det altså ikke en kritik af demokratiet til fordel for andre styreformer, men en kritik af demokratiets centrale beslutninger til fordel for decentrale beslutninger, hvor den enkelte har frihed til at vælge selv for sig selv. Lad mig understrege denne pointe med et eksempel.

Forestil jer, at 100 mennesker skal købe nye sko. 51 foretrækker røde sko, mens 39 foretrækker blå. De resterende 10 foretrækker andre farver. Hvis købet af sko overlades til en demokratisk flertalsbeslutning, ender alle med at få røde sko. Muligvis ender det med et bredt forlig, hvor alle får lilla sko. Til sammenligning vil markedet levere præcis de sko, som hver enkelt foretrækker. Selvom eksemplet er ekstremt simplificeret, viser det meget tydeligt, hvorfor demokratiet ikke er velegnet til at købe sko til folk. Det betyder IKKE, at et diktatur eller monarki vil være bedre til det. Det betyder, at INGEN central styreform vil kunne gøre det lige så godt som markedet. Derfor overlades købet af sko bedst til den enkelte – altså til markedet. Denne indsigt kan i de fleste tilfælde overføres til andre dele af økonomien. Men hvis der er tale om kollektive goder, gælder indsigten ikke nødvendigvis. Dette kan også illustreres med et eksempel.

Forestil jer, at 100 mennesker skal forsvare deres land mod en fremmed magt. Målet er relativt enkelt. Enten vinder man kampen, eller også bliver man besat og undertrykt. Når alle har samme mål, er demokratiet effektivt. Til sammenligning kan en markedsløsning føre til, at nogle forsøger at undgå at bidrage til forsvaret af landet, i håbet om at andre gør det for dem – dét økonomer kalder free riding. I værste fald kan det føre til, at landet bliver besat uden nævneværdig modstand. Her er altså et eksempel på, at demokratiet (eller andre styreformer for den sags skyld) måske kan levere bedre løsninger end markedet.

NOJJ’s gennemgang af liberales forhold til demokratiet giver indtryk af, at liberale er modstandere af demokrati til fordel for andre styreformer. Det er bestemt ikke korrekt. Liberale er modstandere af central styring generelt. Det er rigtigt, at det liberale fyrtårn, F.A. Hayek, på et tidspunkt i et interview bemærkede, at den personlige frihed var større under Pinochet end under den socialistiske forgænger, Allende. Om Hayek havde ret, ved jeg ikke. Men personligt ønsker jeg ikke at blive undertrykt og styret af hverken en diktator eller et socialistisk flertal, uanset om de er demokratisk valg eller ej. Og Hayeks livslange kamp mod planøkonomi baserede sig på, at det i sidste ende er uforeneligt med både frihed og demokrati. Derfor frygtede han af god grund kommunismen også i Chile. I sin berømte bog ”Vejen til trældom” påpegede han, at planøkonomi kræver en konsekvent gennemførelse af en samlet plan, som ikke levner plads til de svingende beslutninger, der må præge et demokrati.

Men en stor del af NOJJ’s påstand om det udemokratiske liberale sindelag bygger i høj grad på referencer til netop Chile. For James M. Buchanan og Milton Friedmans vedkommende ryger deres demokratiske akkreditiver alene på, at Pinochetregimet på nogle punkter lod sig inspirere af dem til økonomiske reformer – i øvrigt efter problemer med at gennemføre en ikke særlig liberal økonomisk politik i starten. Det er altså ”guilt by association”. Ud fra samme logik kunne man beskylde Friedman for at være kommunist, fordi han var med til at inspirere det kommunistiske styre i Kina til en mere markedsorienteret kurs. Interessant nok – og desværre noget ødelæggende for NOJJ’s tese – så advarede Friedman samtidig om, at markedsøkonomi og demokrati hænger sammen, og at den kinesiske succes vil blive begrænset, hvis den økonomiske frihed ikke kommer til at følges af politisk frihed. Ser man på den aktuelle udvikling i Kina, hvor kommunisterne strammer deres greb om både det politiske og økonomiske system, så virker advarslen ikke uberettiget.

Det virker tilsvarende søgt at forsøge at gøre Ludwig von Mises til sympatisør med fascisme. Mises formåede kun i sidste øjeblik at slippe ud af Hitlers Stortyskland, hvor hans markante kritik af alle former for kollektivisme, rød som brun, og hans jødiske baggrund gjorde ham forhadt hos regimet. Efter Sovjets sammenbrud fandt man hans papirer i Moskva. De var blevet beslaglagt af Gestapo under nazismen og derefter af den sovjetiske besættelsesmagt. Kan man forestille sig nogen bedre illustration af berettigelsen af at bekæmpe socialisme i alle dens afskygninger?

Den eneste lille knage, NOJJ synes at have at hænge hatten på, er at slå ned på diskussioner hos liberale tænkere af, hvordan man håndterer det dilemma, hvor et demokratisk styre løber af sporet og måske endda afskaffer sig selv. I hvor høj grad er udemokratiske virkemidler så acceptable? Var det fejlslagne militærkup mod Hitler acceptabelt, selv om Hitler kom til magten ved et demokratisk valg? Ville det have været en fordel, hvis et succesfuldt kup tidligere endnu kunne have forhindret holocaust? Heldigvis er vi i vor tid og del af verden forskånet for den slags dilemmaer. Og man vil lede forgæves efter liberale, som er imod legitime demokratiske institutioner, uanset hvor illiberal en politik de måtte beslutte sig for. Truslen mod de demokratiske institutioner kommer stadig fra kollektivister som socialisterne i Venezuela og nationalisterne i Polen. Måske Hayeks udtalelse om friheden under Pinochet primært illustrerer, at selv liberale fyrtårne — der kæmper hele livet for frihed — ikke formår at udpege algode politikere til at styre et land. Men på samme måde kan vi næppe heller forlade os på, at 51% af borgerne kan vælge 90 algode og alvidende politikere, som kan styre og vælge for den enkelte dansker. Demokratiet har sine åbenlyse begrænsninger, og derfor bør vi i mine øjne overlade så mange beslutninger som muligt til den enkelte, da flertallet simpelthen ikke kan træffe det bedste valg for den enkelte. Her er markedet bedre end demokratiet.

Under overskriften ”Skyldes Vestens velstand splittelse?”  minder PKK læserne om en af de stærkeste forklaringer fra økonomisk historie. Mens der er indikationer på, at latin gennem kirken / klostrene kom til at fungere som et lingua franca, der tillod (tilstrækkeligt veluddannede) europæere at kommunikere med hinanden, er hovedforklaringen på Europas succes en helt anden, end påstande om kristendom, kolonimagt, eller andet. Som Rosenberg og Birdzell pegede på i klassikeren How the West Grew Rich for mere end 30 år siden, skyldes velstanden i høj grad, at kontinentet var politisk fragmenteret. Som PKK formulere hovedtesen var Europa fra omkring 1000 en makroregion, hvor mange og ”ofte små, politiske enheder konkurrerede med hinanden. Hvis en fyrste det ene sted opførte sig vanvittigt, var det let at slippe væk, og det førte til en konkurrence om ikke at være for frastødende. Det fremmede økonomisk konkurrence og innovation.”

Historien peger dermed på, at EU’s centraliseringstendens – baseret på en idé hos Juncker og ganske store dele af den primært fransk-rettede europæiske elite om, at de ved bedre og andre bør have interesse i at rette ind – er ganske problematisk på langt sigt. Hvis der kun er ét sæt idéer, og kun én måde at gøre tingene på, lærer man aldrig noget nyt, og stopper derfor med at udvikle sig. Eller som PKK skriver, ”Hvis det var denne politiske decentralisering indenfor fælles normer, der skabte det europæiske mirakel, er det en advarsel overfor en tro på, at centralisering automatisk vil skabe velstand. Det er en vigtig lærdom ift. EU’s fremtidige udvikling.” Som så ofte før er PKKs klumme stærkt anbefalet.

Selve frasen ”to hastigheder” indikerer, at de lande, der deltager i den yderligere integration, vil bevæge sig hurtigere end dem, der bliver udenfor. Tricket er, at folk uden at overveje det, ser hastighed som hastighed, dvs. som samme hastighed overalt. To hastigheder kan dog ganske hurtigt komme til at betyde noget helt andet.

Den måde, begrebet bruges korrekt, er netop at det angiver, at nogle lande vil udvikle sig mere og hurtigere i retning af en føderal stat med centraliserede beslutninger i Bruxelles og kun mindre beslutninger i de enkelte medlemslande eller regioner. Den ’hurtige’ hastighed er dermed en EU-venlig proces, hvor mere beslutningsmagt afgives til overstatslige myndigheder, og hvor man får stadigt mere ens – i EU-speak, harmoniserede – reguleringer og politikker. Den langsomme hastighed er situationen hvor kun en del af harmoniseringen implementeres, mens andre reguleringer og politikker forbliver hos nationalstaterne, eller hvor visse politikområder gives tilbage fra Bruxelles til København og andre hovedstæder.

Den uudtalte ide hos den mest EU-venlige fløj i debatten er således, at den hurtige hastighed i forhold til harmonisering også fører til en hurtig hastighed i den økonomiske udvikling. Det er netop her, jeg mener at kæden hopper af i de implicitte argumenter. Hvorfor tror man, at yderligere EU-integration ad den retning, den fælles politik har udviklet sig de sidste 10-15 år, er gavnlig for den økonomiske udvikling?

En simpel og grov, men praktisk, måde at vurdere spørgsmålet på, er at se på den økonomiske udvikling siden 2007 i tre grupper i Europa: Lande i eurozonen, EU-medlemmer udenfor euroen, og europæiske lande udenfor EU. Den akkumulerede BNP-vækst per indbygger (BNI-vækst per indbygger) i eurozonen var iflg. Verdensbanken -4.2 % (-3.3 %) i perioden, og -2.8 % (-1.9 %) uden Grækenland. EU-landene udenfor euroen voksede i gennemsnit 6,0 % (6.7 %), mens landene udenfor EU voksede 10.0 % (9.9 %). De mest integrerede europæiske lande voksede dermed langsomst efter krisen.

En anden måde at vurdere, hvorfor man skulle tro at yderligere integration i EU fører til mere udvikling – udover en politisk udvikling til gavn for en meget lille politisk elite – er at se på, hvilke slags reguleringer og lovgivning, der indføres eller harmoniseres. Udover den totale centralisering af pengepolitikken gennem euroen, tales der også meget og varmt om at give EU beskatningsbeføjelser. Frankrig og andre har også foreslået, at man harmoniserer bl.a. selskabsskatter og dele af afgiftsstrukturen, og vel at mærke ikke på et irsk niveau. Argumentet har som oftest været, at man vil undgå skattekonkurrence i EU, hvilket i praksis betyder, at lande med de højeste eller mest forvridende selskabsskatter og afgifter ønsker, at resten af EU hæver deres skatter og afgifter. Frankrig excellerede endda i hykleri for nogle år siden, da landet foreslog en fælleseuropæisk minimumsskat på indkomst.

Ser man med nogenlunde klare øjne på de politikforslag, der dukker op i Bruxelles, er de endda meget svært at finde et eneste, der med nogen sandsynlighed vil fremme en økonomisk udvikling. Ser man over et gennemsnit af præferencer for politik, er det også ret tydeligt, at ’kernelandene’ i EU – dvs. dem, der sandsynligvis ville deltage i den hurtige hastighed – er de samme som har en tradition og politisk præference for meget aktive, regulerende og tunge stater. Med andre ord er det politiske traditioner, der foretrækker begrænset økonomisk frihed og væsentlig politisk styring. Alle erfaringer fra eksempler og vækststudier de senere år peger på, at de traditioner er væksthæmmende. Så et EU i to hastigheder kan meget hurtigt blive til netop et EU i to hastigheder: En kerne, der integrerer sig mere og mere, og vokser langsomt, og en EU-periferi, der økonomisk løber fra kernen. Det er næppe det, de fleste politikkere har i tankerne, når de advarer om et Europa i to hastigheder.