Den finder sted på mandag eftermiddag, og der er stadig åbent for tilmelding. Det kan ske her.

Det glæder jeg mig meget til.

Som vores trofaste læsere ved, var det et emne, som optog flere af os her på bloggen, da pandemien ramte. Der var utrolig meget på spil – både mulige konsekvenser af pandemien og ved håndteringen af den. Det skrev vi om, i takt med at vi blev klogere.

Ingen af os er epidemiologer eller virologer, og vi ved meget lidt om den naturvidenskabelige side af en pandemi. Her var det vigtigt at lægge naturvidenskaben til grund. Men den rigtige politiske respons er nok så meget et spørgsmål om økonomi, jura og politologi. Og derfor et vigtigt spørgsmål for samfundsvidenskaberne.

Der har været meget fokus på især minkskandalen og placeringen af ansvaret for den. Og det er også vigtigt. Men det er endnu vigtigere, at vi opsamler erfaringerne fra epidemien til næste gang en krise rammer – ikke for at placere ansvar, men undgå at gentage fejl og kunne besvare krisen bedst muligt.

Det handler det om på mandag.

Man kan tilmelde sig arrangementet her.

Markedsfejl er umiddelbart det stærkest tænkelige argument for en statslig intervention, som i princippet kan stille alle bedre. Men nissen flytter med, når der skal træffes politiske beslutninger (som jeg bl.a. har skrevet om her). Politiske beslutninger er forbundet med de selv samme problemer, som de egentlig skulle løse. Det blev ikke mindst en gruppe af økonomer med senere Nobelpristager James Buchanan opmærksomme på, da de grundlagde et forskningscenter i Virginia for at studere ”ikke-markedsmæssige beslutninger”, senere kendt som ”public choice”. Og en af disse pionerer var faktisk en ung David Friedman.

Friedman-navnet er naturligvis mest kendt i forbindelse med hans far, Nobelpristageren Milton Friedman, men David er en fremragende økonom i egen ret. Han er også en fremragende libertariansk politisk tænker. Hans ”The Machinery of Freedom” fra 1973 er noget af en klassiker, som han har opdateret i flere omgange. Den kan i øvrigt hentes kvit og frit på hans hjemmeside, sammen med mange andre interessante bøger og artikler.

Jeg skal nok vende tilbage med en nærmere analyse, men her er nogle links til min umiddelbare vurdering.

Vi drøfter rapporten i CEPOS’ ugentlige podcast “Bag om nyhederne”. Se med her:

Der er et link til min pressemeddelelse her

Op til offentliggørelsen udgav jeg en fællesartikel med en række andre tænketanke mv.

Her er et Facebook-opslag om begge dele.

En af de ideer, der bliver ved med at spøge, er at lægge en afgift på oksekød. Enten oven i en generel afgift på landbrugets udledninger, det er især De Radikale, der har luftet den idé. Eller som en erstatning for den generelle afgift. Den idé har været diskuteret en del i Venstre. Også Moderaterne og Klimarådet har været ude med varianter af en sådan afgift.

Men det er et fatamorgana. En “kølediskafgift” vil stort set ingen effekt have i forhold klimamålene.

Min kollega Line Andersen og jeg har regnet på det. Beregningen viser, at en afgift på oksekød og på mejeriprodukter svarende til 10 pct. af forbrugerprisen vil reducere de samlede danske udledninger med 0,11 mio. ton CO2-ækvivalenter (CO2e). Det svarer til 0,3 pct. af de samlede danske udledninger og 2 pct. af landbrugets udledninger fra kvægdrift. Afgiften gør simpelt hen ingen forskel.

Til gengæld er det ikke gratis. En sådan kølediskafgift koster små 2.000 kr. per ton reduceret CO2e. Det er godt fem gange så meget, som hvis man i stedet prissætter landbrugets udledninger som i resten af økonomien.

Politikerne vil gerne undgå, at landbrugsproduktionen falder. Men en kølediskafgift virker udelukkende på den måde. Afgiften giver ingen gevinst for landmanden ved at sænke drivhusgasintensiteten. En generel afgift på landbrugets udledninger vil derimod både føre til et fald i produktionen, og tilskynde til en mindre drivhusgasintensiv produktion. Hvis politikerne ønsker at skåne landbrugets økonomi ved en generel afgift på landbrugets udledninger, sker det bedst gennem kompensationsordninger. Det har også de økonomiske vismændene anbefalet i deres seneste rapport.

Med de klimamål, politikerne har valgt, er landbruget havnet i en svær klemme. Og kølediskafgifter er ikke vejen ud.

Læs vores analyse her.

Den dygtige Matthew Lesh interviewer her punditokraternes ven og Cepos’s uddannelsesleder Stefan Sløk-Madsen, der også er ekstern lektor på CBS. Baggrunden er Stefans bog fra sidste år Danish Capitalism in the 20th Century: A Business History of an Innovistic Mixed Economy, som netop fortæller historien om dansk erhvervsliv og hvordan økonomisk frihed var centralt for at netop Danmark var en af de store vækstsucceser mellem 1870 og 1920erne. Interviewet er vældigt interessant og informativt, og er varmt anbefalet.

Den 1. september var det ti år siden, jeg skiftede fra centraladministrationen til CEPOS. Den sande luksus i livet er at beskæftige sig med interessante ting og at være omgivet af spændende mennesker. Målt med den målestok var det luksuriøst at arbejde med økonomisk politik i centraladministrationen, men bestemt ikke mindre her blandt tænketankens meget dygtige og dedikerede kolleger. Jeg er utroligt privilegeret.

CEPOS er ganske velkendt i samfundsdebatten, men jeg kunne godt ønske mig, at den måde, vi arbejder på, var endnu mere velkendt. Så lad mig sige lidt om det, og om de principper jeg lægger til grund for mine egne analyser og anbefalinger.

Hvad mange ikke ved, er, at CEPOS ikke har corporate views, altså som institution advokerer for bestemte synspunkter. Det er alene de enkelte medarbejdere, som fremsætter vurderinger og anbefalinger. Det er også de enkelte, som beslutter, hvilke analyser der skal laves, og hvad de leder frem til af anbefalinger. Vi laver ikke konsulentarbejde på vegne af nogen eller tager imod sponsorater til at fremme bestemte dagsordener. Der er vandtætte skotter mellem donorer og analytikere.

CEPOS er en public policy-baseret tænketank. Vi beskæftiger os kun med ”policy” – altså hvilken politik bør føres – ikke med ”politics”, dvs. proces, spin og taktik. Det sidste er en uundgåelig del af politik, men det er ikke en del af vores opgave. Vi har den luksus, at vi ikke skal genvælges.

Ligesom vi ikke deltager i ”politics”, arbejder vi ikke for bestemte interesser. Og det kan også være helt legitimt, men det er altså ikke vores opgave.

CEPOS er uafhængig og har et bredt borgerligt-liberalt udgangspunkt.

Den måske største misforståelse går på, at der skulle være en modsætning mellem ”ideologi” og ”saglighed”, og at det åbent erkendte udgangspunkt er en hæmsko for saglige anbefalinger. Men det er en helt grundlæggende videnskabsfilosofisk indsigt, at positiv analyse i sig selv umuligt kan føre til politik-anbefalinger. Sagt på en anden måde kan deskriptiv teori ikke føre til præskriptiv. Eller som David Hume påviste: Et ”er” alene kan aldrig føre til et ”bør”. Der kan aldrig forekomme en rent saglig anbefaling, uden at der im- eller eksplicit er lagt en normativ forudsætning til grund. Det burde være børnelærdom på alle samfundsvidenskabelige studier – og også gerne journalistuddannelserne.

Denne normative forudsætning kan naturligvis komme mange steder fra. Som embedsmand er man vant til, at det er regeringen og ministerens præmisser, der rådgives ud fra. Og en analyse kan naturligvis være betinget: Altså givet at man ønsker at opnå dette eller hint mål, x, så kan y anbefales….

Men en normativ forudsætning er nødvendig. Rent teknokratiske løsninger findes ikke. Det eneste spørgsmål er, om forudsætningen er åben eller skjult. Hos os er den åben, og det er for mig klart at foretrække. Og som sagt er der tale om en bredt borgerligt-liberalt ideologisk udgangspunkt, som medarbejderne hver især fortolker.

Målsætningen er naturligvis at præge samfundet i en friere retning. Det gør vi ud fra den betragtning, at det bør ske gennem konkrete skridt, der  er fagligt velbegrundede. Det handler både om at være med til at sætte dagsordenen og om at følge og reagere på den dagsorden, som nu engang opstår.

Og nu til de principper, der ligger til grund for de fleste af mine analyser. Det er ikke sådan, at jeg har formuleret dem samlet og eksplicit før, men her er mit bedste bud i kort form:

1. Naturlig frihed. Det første princip er, hvad man kunne kalde (og Adam Smith faktisk kaldte) naturlig frihed. Det er en forudsætning om, at mennesker som udgangspunkt bør være frie, og at ikke friheden, men indgreb i friheden kræver en begrundelse.
2. Kollektive handlingsproblemer er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig grund til politiske indgreb. Politiske indgreb skal begrundes med kollektive handlingsproblemer. Princippet om naturlig frihed indebærer, at indgreb skal være i borgernes interesse. En nødvendig forudsætning for, at et indgreb kan begrundes med deres interesse er, at der foreligger et såkaldt kollektivt handlingsproblem. Altså en situation, hvor individuelle incitamenter leder til et resultat, som kan forbedres – ultimativt for alle. Dermed ikke være sagt, at de politiske myndigheder nødvendigvis har forudsætninger for at gøre det bedre. Tværtimod er politiske beslutninger også behæftet med kollektive handlingsproblemer.
3. Politiske indgreb bør ikke være større end nødvendigt og bør være til lavest mulige samfundsøkonomiske omkostninger. Jeg tror, man vil kunne genfinde dette princip mere eller mindre eksplicit udtryk i alle analyser, jeg har skrevet. Det afspejler, at det er vanskeligt i hver enkelt konkrete politik-tilfælde at stille alle bedre. Men det er altid muligt at minimere de samfundsøkonomiske omkostninger. Hvor det paretianske princip (ingen bør stilles ringere) bør guide den samlede politik, bør det utilitaristiske (maksimer den gennemsnitlige nytte) styre hver enkelt politisk indgreb. Men vel at mærke kun, hvis det er velbegrundet inden for rammerne af naturlig frihed. Jeg ville aldrig anbefale en utilitaristisk politik, uden at dens mulighedsområde var afgrænset af stærke individuelle rettigheder.
4. Retfærdighed er en vigtig binding, men ”social retfærdighed” er ikke retfærdig. For en del økonomer, som er enige i 2 og 3, vil fordelingspolitik også være et normativt mål. Men ikke for mig. Jeg ser ikke økonomisk lighed som et mål i sig selv. Derimod kan andre former for retfærdighed – ligesom naturlig frihed – sagtens være en binding på, hvad man bør gennemføre politisk.
5. Økonomer bør pege på first best, men ofte også second best (eller lavere). En økonomisk analyse bør altid anvise en first best anbefaling – altså hvad den bedst tænkelige politik ville være, givet der fandtes en beslutningstager udelukkende opsat på at føre den ud i livet. Men det gør der ofte ikke. Et politisk problem kan være underkastet mange begrænsninger i form af andre målsætninger og interesser. Derfor er det oftest også relevant at spørge: Hvis dette eller hint tages for givet, hvad er da den bedste politik? Et eksempel, hvor det ofte er relevant, er, hvordan man opnår givne klimamål, som jeg ikke nødvendigvis kan tilslutte mig, billigst muligt.
6. Økonomiske analyser bør tage udgangspunkt i alment anvendte økonomiske principper og empiriske forudsætninger. Startpunktet for mine analyser vil typisk være almindeligt anvendte principper, regneregler og empiriske forudsætninger. De behøver selvsagt ikke altid være rigtige eller tilstrækkelige, og så vil analysen bevæge sig derfra og begrunde hvorfor. Det er efter min opfattelse uhyre vigtigt at være sig bevidst om sit metodiske grundlag og dets muligheder og begrænsninger, men det har en selvstændig værdi at tilstræbe så stor enighed med andre som muligt om analytiske forudsætninger.

Mads var født på Bornholm, og endte hos det dengang nystartede Cepos i 2005 efter at have arbejdet i både Finans- og Økonoministeriet og som cheføkonom for Venstre. Ingen kunne dengang have forudset, at det skulle blive til 18 års parløb med den nye tænketanks direktør, Martin Ågerup. Han blev dermed en central del af den proces, der etablerede Cepos som den primære danske tænketank, med Kraka som en tæt nummer to de senere år.

Mens nogen måske tog anstød af Mads lidt kantede og måske lidt bryske facon, begyndte andre danske økonomer hurtigt at høre efter, hvad han sagde, og læse hans analyser. Som en af mine erfarne kolleger på Aarhus Universitet engang pointerede overfor en yngre kollega, der var kritisk overfor Mads: Det kan godt være du ikke er politisk enig med ham, men han har jo ret! Der stod stor respekt om Mads faglige dygtighed, omhu og integritet, og der blev lyttet langt udenfor universitets- og tænketanksmiljøerne.

Den samme respekt har gennemsyret mandagens reaktioner på den triste meddelelse om, at Mads er gået bort. Venner og kolleger roser ham naturligvis, men også mange andre – inklusive AE-direktøren Lars Andersen og Dansk Metals cheføkonom Erik Bjørsted – der næppe har været politisk enige med Mads, fremhæver også hans faglige dygtighed og omhu. Og alle, fra Søren Pind til Pelle Dragsted, understregede igår hvor venligt og hjælpsomt et menneske, Mads var. Det kan jeg også selv med største lethed skrive under på, efter at have kendt Mads i snart 18 år. Mads havde faglige kvaliteter og menneskelig livsglæde i lige mål. Troede man, at han blot var et hoved der talte om skat i TV2, tog man grueligt fejl. Mads var meget mere end det.

Seminaret var interessant, oplysende og blev afholdt i en rigtigt god stemning – ikke mindst pg.a Cepos-direktør Martin Ågerups evner som ordstyrer. Andreas har efterfølgende skrevet en længere Twitter-tråd om emnet (læs her), men for de interesserede kan hele eventen ses nedenfor. Den er varmt anbefalet.

Vi mener selv, at vi har en meget spændende line-up med Andreas Bergh fra Lunds Universitet som hovedtaler, og hans kollega Robert Klemmensen, Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance, og undertegnede i et panel bagefter. Alle – endda Punditokraternes læsere – er velkomne den 16. maj. Man skal bare sørge for at tilmelde sig på seminarets side. Vi håber at se mange læsere!

Det særlige ved arrangementet er, at det er åbent for alle – og alle punditokraternes læsere således er inviterede til at deltage! Tilmelding er gratis og efter først til mølle-princippet. Man sender bare sit CV og en kort beskrivelse af ens interesse i arrangementet til Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen på stefan@cepos.dk (sørge for at skrive “Masterclass” i emnefeltet).* Ved tilmelding vil man få tilsendt materiale, som man forventes at have læst forud for undervisningen.

* Hvis man er alumne fra CEPOS Uddannelse, har man direkte adgang og behøver ikke vedlægge CV eller motivation

Det gælder dog ikke Tyler Cowen, professor i nationaløkonomi på George Mason University udenfor Washington, der mener at der er alt for lidt fokus på økonomisk vækst. Cowen, der ved siden af at være professor også er en af de to ophavsmænd til den fremragende blog Marginal Revolution og en af de mest markante stemmer i debatten – magasinet Foreign Policy placerede ham i 2011 på deres liste over Top 100 Global Thinkers – besøgte i mandags Cepos i København. Han var sammen med den nuværende overvismand, professor Carl-Johan Dalgaard, hovedtaler ved et seminar om netop vækst. Hans oplæg om emnet “Bør økonomisk vækst stå højere på den politiske dagsorden?”” kan nu ses på YouTube. Det er varmt anbefalet for alle interesserede!

Der er for eksempel kapitler om nyere dansk økonomisk politik (Mads Lundby Hansen), hvordan en borgerligt-liberal sundhedspolitik ville se ud (Karsten Bo Larsen), narkotikapolitik (Punditokraternes egen Niels Westy), velfærdsstatens regulering af børn og kvinder (Anne Kirstine Sørensen), finanskrisen (Aksel Tarras Madsen), og handelspolitik (undertegnede). Hele antologien er interessant og kommer langt omkring, og hvis man f.eks. sidder som gymnasielærer og gerne vil se kapitlet om frihandel, kan enkeltkapitler fås ved henvendelse til redaktørerne. Stærkt anbefalet!

Der er flere konkrete årsager til lukningen. Først blev der indført et politisk krav om at flytte størstedelen af produktionen væk fra København. Derefter kunne det ikke hænge sammen for ejeren, Berlingske Medier. Stationen fik en ny chance, da den nye DAB-kanal kom i udbud, men den blev tildelt til en ny station Loud (med bl.a. Nationalmuseet i ryggen).

Men i stedet for at pille i de konkrete omstændigheder, vil jeg træde et skridt tilbage og se på det helt grundlæggende problem i dansk mediepolitik. Det er, at staten fylder alt for meget – og meget mere end i sammenlignelige lande.

Det er et af de alvorlige svigt fra det borgerlige flertal i den sidste valgperiode, at der ikke blev gennemført en egentlig mediereform. Man fik kun svinget sig op til at gennemføre besparelser på DR’s budget, som ikke en gang står mål med faldet i de private mediers udbredelse i de foregående år. Vi har altså en situation, hvor den statslige dominans vokser på bl.a. nyhedsområdet. De statslige medier har samtidig kapital i ryggen til at kaste sig ind på nye områder. DR og TV2 er således de to største danske nyhedssites på nettet.

Der er ingen god grund til, at staten er involveret i medieproduktion. Der er tværtimod gode grunde til, at uafhængige medier holder staten i ørerne. Vi er med rette bekymrede over, at medierne ikke er uafhængige nok i lande som Polen, Ungarn og Rusland.

Der har en gang været et (svagt) argument for, at der var en ”markedsfejl” forbundet med æterbårne radio- og TV-udsendelser, fordi man ikke kunne udelukke ikke-betalere fra at modtage dem. Dermed kunne private aktører have svært ved at finansiere dem (dog ikke mere, end at man gjorde det ved hjælp af reklamer i andre lande). Forekomsten af ”markedsfejl” er den klassiske begrundelse for offentlig intervention.

Men den ”markedsfejl” eksisterer ikke længere, hvor man sagtens kan udelukke ikke-abonnenter fra at modtage programmerne via nettet eller kabelnetværk. Derfor er der ikke større begrundelse for offentlig indblanding, end når det gælder f.eks. dagblade.

Det typiske argument for statslig intervention er i stedet et politisk ønske om at levere ”public service”. Det er grundlæggende et paternalistisk argument om, at forbrugerne bør forbruge andre medier, end de ville vælge frit. Det hører efter min mening ingen steder hjemme i et liberalt demokrati, hvor borgerne ikke betragtes som undersåtter. Men selv om man går ind på forestillingen om public service, kan det ikke begrunde den nuværende mediepolitik. Den nuværende mediepolitik handler i alt overvejende grad om at finansiere statslige medieinstitutioner – og ”public service” er ikke veldefineret udover, at især DR udpeges til per definition at være ”public service”.

Hvis man skulle tage ”public service” alvorligt, talte det for at yde støtte til alle, der udbyder noget, som lever op til veldefinerede kriterier. Det er f.eks. sådan, der ydes filmstøtte. Den kan søges af alle og ydes ikke altovervejende til et statsligt filmselskab. Eller hvis politikerne gerne vil formå borgerne til at forbruge bestemte medieprodukter (nyheder, kultur etc.), ja så er det oplagte redskab at give en voucher til at købe sådanne produkter for. Den kunne så bruges til f.eks. TV- eller avisabonnementer, som lever op til kriterierne.

CEPOS udgav i 2017 en analyse af mediemarkedet og en række forslag til en mediereform (her), hvor disse pointer er uddybet. Den er desværre stadig aktuel.

Når Radio 24/7 må lukke, er det altså først og fremmest et resultat af, at radiomarkedet især for nyhedsstof er så domineret af statslig finansiering, at det ikke er muligt at drive en uafhængig station på kommerciel basis. Og det er værd at erindre, at det faktisk var målet, da stationen blev etableret. Var det lykkedes at blive økonomisk uafhængig, kunne  stationen have kørt videre, men realiteten var, at det ikke gik uden fortsat statsstøtte.

Den anden grund er, at den statslige finansiering er så politisk kontrolleret, at private institutioner står og falder med, hvordan politikerne beslutter at bruge pengene. Havde der været adgang til ”public service”-støtte på samme måde som filmstøtten (altså til formål, der lever op til bestemte kriterier) eller støtte direkte til borgerne til medieabonnementer, ville det have givet et betydeligt mere stabilt og mindre vilkårligt støttegrundlag for Radio 24/7.

Borgerlige politikere, som i disse dage begræder lukningen af Radio 24/7, har kun sig selv at takke.

Eventen mandag handler om Bryans meget roste bog The Myth of the Rational Voter, der har undertitlen Why Democracies Choose Bad Policies. I en tid hvor det virker som om valgkampen så småt er gået i gang (at dømme efter dagens fabelagtige pølsesnak i JP fra udenrigsministeren et al.) er den mere aktuel i Danmark end for blot få år siden. Omtaler af bogen kan findes her, her og her og en kort policy analyse her. Hele arrangementet er stærkt anbefalet.

Benjamin Powell (Texas Tech University) og Matt Ryan (Duquesne University) giver et svar på spørgsmålet i det nye nummer af the Journal of Private Enterprise (læs ungated her). Powell og Ryan ser specifikt på liberale tænketanke i traditionen fra Institute of Economic Affairs i London, som Cepos og svenske Timbro også tilhører. De bruger the Atlas Network som kilde til, hvornår tænketankene blev oprettet, og kan dermed beregne, hvad de kalder ”aggregate think tank years”, som er antallet af tænketanke gange hvor mange år de har eksisteret. På den måde kan Powell og Ryan tage hensyn til, at det ofte tager tid før tænketanke opnår indflydelse, og politiske ændringer også ofte tager tid.

De sammenholder derefter deres tænketanksindeks med ændringer i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks for 121 lande siden 1980. Med de sædvanlige kvalifikationer – Powell og Ryan påstår ikke, at de kan etablere tydelig evidens for en kausal sammenhæng – finder de en stærkt signifikant og potentielt vigtig sammenhæng mellem tænketanksaktivitet og økonomisk liberalisering. Meget intuitivt, hvis man skal tolke sammenhængen som evidens for en faktisk effekt af tænketankene, er sammenhængen væsentligt stærkere i mindre lande, hvor en enkelt tænketank f.eks. let kan fylde en større del af mediebilledet.

Powell og Ryan konkluderer, at en standardafvigelses større tænketanksaktivitet – cirka 22 ’tænketanksår’, eller fem års aktivitet hvis man regner med at et land som Tyskland har 4-5 liberale tænketanke – er forbundet med en liberalisering af den økonomiske politik svarende til rundt regnet en tredjedel point på Fraser Instituttets tipunkts-skala. Et godt bud er, at den virkning i sidste ende giver cirka en tredjedel procent hurtigere vækst i det lange løb. Er de liberale tænketanke en god udvikling? Svaret er ja, hvis man mener at langsigtet økonomisk vækst er et gode.

Som det fremgår af nedenstående foto fra CEPOS vækstkonference i mandags, skal der en del til for blot at sikre en beskeden reduktion af GINI. Og ja, BNP falder.

At også venstrefløjen etablerede en uafhængig tænketank var bestemt positivt. Desværre er man vist hverken en tænketank eller uafhængig.

I stedet lever man op til alle fordomme om manglende hæderlighed og respekt over for helt grundlæggende videnskabelige sammenhænge og metoder, og kompenserer så rigeligt for den manglende seriøsitet ved at holde et meget lavt debatniveau.

Efter den seneste omgang fra den såkaldte tænketanks direktør, Kristian Wiese, må Cevea’s troværdighed således anses for at være lig nul.

Under overskriften  “Højrefløjen bagatelliserer stigende ulighed” forsøger Kristian Weise at imødegå den kritik, som Lundby og Bjørnskov har rejst af et notat fra IMF om sammenhængen mellem vækst og ulighed. Notatet kan man læse her, og kritikken af den anvendte metode fra Christian Bjørnskov kan man læse bl.a. her og her, suppleret af Otto Brøns-Petersen yderligere kritik her.

I stedet for at forholde sig til substansen i den fremførte kritik, nemlig at notatet nærmer sig videnskabeligt fifleri, og den anvendte metode er uanvendelig, bruger Kristian Weise sin artikel på at begå karaktermord på Mads Lundby og Christian Bjørnskov.

Under overskriften “Tyv tror hver mand stjæler” skriver han herefter:

Mads Lundby Hansen fra tænketanken Cepos skriver eksempelvis i Berlingske den 18. marts, at ”IMF snubler i ulighedsdebatten”, og at undersøgelsen ikke kan bruges til at konkludere, at ”stigende ulighed kan skade den danske vækst”. Mads Lundby Hansen betvivler ganske enkelt IMF’s videnskabelige og metodiske integritet.

Han lægger sig således i forlængelse af Cepos-medstifteren Christian Bjørnskov, som i Børsen beskrev IMF’s rapport som ”ideologisk sjusk”. Bjørnskov påstår, at IMF’s rapport ikke beviser andet end økonomers evne til at krydre tallene, så resultatet er mest appetitligt.

Mads Lundby Hansen og Christian Bjørnskovs kritik af Den internationale Valutafond giver en lyst til at spørge, om tyv stadig tror, at hver mand stjæler? Begge to har et idelogisk præget syn på samfundsforhold og økonomi og tillægger derfor også andre aktører det.

Det er en ganske opsigtsvækkende og umanerlig grov anklage. Den logiske konklusion er jo at Weise og Cevea mener, at både Lundby og Bjørnskov bedriver fusk. For Bjørnskovs vedkommende er det lig med at Weise anklager en dansk professor for videnskabelig uhæderlighed.

Men uhæderligheden er helt på Weise’s side, som når han forsøger at bruge OECD’s “Society at a Glance” og udtalelser fra IMF’s chef, den tidligere konservative finansminister i Frankrig, Christine Lagarde, til at bakke op om notatet. Ligeledes er det ganske enkelt for groft, og nærmest tragikomisk, når en faglig kritik af metode fra Bjørnskovs side tages til indtægt for at være udtryk for at være “dogmatisk”.

Kristian Weise forholder sig på intet tidspunkt til substansen i den kritik af FN notatet, som Lundby og Bjørnskov (og mange andre) har fremført. Om det skyldes, at han er ligeglad eller bare ikke evner at sætte sig ind i den anvendte metode eller kritikken af denne, skal jeg ikke udtale mig om.

Jeg kan blot konstatere, at Cevea’s direktør i sin argumentation minder mere om en politiker end en direktør for en tænketank. Og her lever han så fuldt og helt op til mine fordomme om venstrefløjens forhold til videnskabelighed og fakta, desværre.

Redaktionen

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have  – The Economist leder den 13.10.2012 om årsagerne til den stigende ulighed og manglende sociale mobilitet i USA.

Update: læs også Joachm B. Olsens “Et frit marked skaber dynamik og vækst” i Berlingske

Torsdags den 6. december bragte Berlingske Tidende en på alle måder pinlig kronik af udviklingsminister Christian Friis Bach. Under overskriften “lighed skaber dynamik” forsøger han at overbevise læseren om at økonomisk lighed er et gode i sig selv. Det skal han naturligvis have lov til at mene, selv om der ikke eksisterer noget økonomisk-videnskabeligt grundlag for denne forestilling. Men at ministeren gør det med en argumentation baseret på manipulation og usandheder – man fristes til at sige – løgnagtigt, er til gengæld helt uacceptabelt. At han samtidig lægger vægt på at han har undervist i økonomi, føjer blot spot til skade. Det bedste man kan sige om hans nuværende job som minister er måske derfor, at sagesløse studerende hermed ikke skal udsættes for hans undervisning.

Baggrunden for ministerens kronik er et temanummer fra The Economist, som udkom i oktober måned, omhandlende uligheder i den globale økonomi. Og lad os med det samme slå fast – den globale ulighed er faldende og har været det siden slutningen af 1970erne. Verdens befolkning bliver således ikke kun mere og mere velstående, men også mere lige – hvilket naturligvis ikke bør overraske nogen.

Den øgede globale lighed dækker dog over, at uligheden i en lang række nationer er steget i samme periode. En markant undtagelse er klodens “mest ulige” kontinent Latinamerika – se også nedenstående figur.

I sin kronik påstår Christian Friis Bach (CFB), at lighed per se skaber mere dynamik og vækst . En påstand, som han modsat det indtryk han prøver at skabe hos læseren, ikke har opbakning til hos hverken The Economist eller flertallet af økonomer. Hermed står tilbage – med mindre CFB ikke kan læse engelsk – at han enten ikke har læst det pågældende temanummer eller ganske enkelt løber an på at Berlingskes læsere ikke har det.

Udviklingsministerens overordnede påstand er, at

øget lighed er godt både for dynamikken og den økonomiske vækst – formentlig også i Danmark.

Ud over at det er lodret forkert(løgn), når CFB skriver, at

Venstres socialminister Eva Kjær Hansen tog fejl, da hun i 2005 slog til lyd for, at vi havde brug for mere ulighed for at øge den økonomiske vækst i Danmark.

så er det heller ikke korrekt, når CFB tager The Economist til indtægt for sit synspunkt. Tværtimod understreger Economist i deres leder (13.10.2012) med en reference til politiske tiltag og reformer i USA og England i begyndelsen af det 20. århundrede, at:

Modern politics needs to undergo a similar reinvention—to come up with ways of mitigating inequality without hurting economic growth.

Det er meget langt fra CFBs udlægning, og postulatet om at mindre ulighed – også i Danmark – vil skabe mere dynamik og økonomisk vækst står helt for ministerens egen regning. Der er ingen videnskabeligt grundlag for udsagnet, og det er i direkte modstrid med de konklusioner The Economist drager.

I temanummeret fremhæver man tværtimod Sverige, som eksempel på et land, hvor man via reformer og sund incitaments-politik har opnået (betydelig) højere vækst end i Danmark. “Omkostningen” har været en mindre stigning i uligheden (øget Gini kvocient). Og mon ikke de fleste vil være enige om at Sverige er et væsentligt bedre eksempel at sammenligne Danmark med korrupte 3. verdenslande? hvor crony capitalism og priviligerede gruppers adgang til f.eks. subsidier og statsgaranterede (nær)monopoler har hersket.

Som Economist skriver om udviklingen i Sverige:

The most equal country in the world is becoming less so. Sweden’s Gini coefficient for disposable income is now 0.24, still a lot lower than the rich-world average of 0.31 but around 25% higher than it was a generation ago.

og senere:

Sweden has cut taxes on labour, especially for the low-skilled. The Earned Income Tax Credit, which offers strong incentives for lower-skilled people to work, marks the biggest change. Other innovations, such as a credit for hiring household help, are designed to spur demand for low-wage workers. Union membership dues, in contrast, no longer qualify for tax relief. Benefits have been reformed at the same time as taxes. All handouts, from jobless aid to disability benefits, have become less generous, more short-lived and harder to qualify for.

All this has brought about palpable changes. Notice boards at Stockholm’s suburban railway stations are filled with advertisements for cleaners, once an unheard-of luxury. The Iraqis, Somalis and other low-skilled foreigners in Fisksätra, unlike migrants a generation ago, can no longer count on a drip-feed of government support. The combination of lower taxes and fewer benefits is intended to encourage people to work. And getting more of them to take jobs, argues Mr Borg, is the key not only to faster growth but also to keeping inequality low. His ministry reckons that in the long term Sweden’s reforms will raise the country’s employment rate by 5%.

Economist konkluderer, at:

Sweden’s experience suggests that the welfare state can be trimmed by cutting transfers and maintaining progressive investment in social services, without allowing inequality to surge. And a revamp of the welfare state that encourages employment can boost growth while keeping income gaps to a minimum.

Det bør også undre såre, nårr CFB skriver at:

Teorierne om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst har forandret sig markant i de seneste 20 år. Da jeg forelæste på universitetet i 1990erne, måtte jeg nærmest fra år til år lave om på konklusionerne. Tidligere konkluderede den overvældende andel af økonomer, anført af både Keynes og Friedman, at mere ulighed ville være godt for økonomisk vækst. Det gav bedre mulighed for, at de rige kunne investere, og stærke incitamenter for dem, der gjorde en ekstra indsats, lød teorien. I dag peger stadig flere økonomer og analyser på præcis det modsatte. Øget lighed er godt for økonomisk vækst. Kun CEPOS og Liberal Alliance synes at være ganske tonedøve overfor den voksende bevisbyrde.

Både CEPOS og Liberal Alliance kan vel angives at være de varmeste fortalere for, at vi følger Sveriges eksempel og øger incitamentet til at arbejde. Med andre ord ligger de to langt mere på linje med The Economist end Christian Friis Bach. Og ja, det vil i lande med meget lige indkomstfordeling (efter skatter og overførselsinkomster) føre til øget ulighed. Det kan vi nok ganske sikkert konkludere, at langt de fleste økonomer vil være enige i, vil være til fordel for vækst og velstand – for både høj og lav.

Men CFB er også åbentlyst opslugt af begrebet lighed, som for ham i lighed med resten af venstrefløjen er ophøjet til religion. Lighed bliver til målet i sig selv, og dermed adskiller CFB sig radikalt fra mainstream økonomer – også de fleste, som forsøger at beskæftige sig nøgternt med konsekvenserne af variationer i lighed (som igen er resultat af teknologiske forhold, politiske forhold, økonomiske forhold etc. etc.)

De typer af reformer som f.eks. CEPOS konsistent er fortalere for, kan heller ikke på forhånd tilskrives at have entydige konsekvenser for udviklingen i den økonomiske ulighed.

Eller som Economist skriver:

Inequality, as measured by Gini coefficients, is simply a snapshot of outcomes. It does not tell you why those gaps have opened up or what the trend is over time. And like any snapshot, the picture can be misleading. Income gaps can arise for good reasons (such as when people are rewarded for productive work) or for bad ones (if poorer children do not get the same opportunities as richer ones). Equally, inequality of outcomes might be acceptable if the gaps are between young people and older folk, so may shrink over time. But in societies without this sort of mobility a high Gini is troubling.

I lande med stor omfordeling (Skandinavien) og et relativt frit arbejdsmarked (set i forhold til f.eks. Sydeuropa og Latinamerika), vil reformer formentlig medføre øget ulighed – men også øget vækst.

I andre lande vil de samme reformer til gengæld medføre mindre ulighed. Og det er faktisk præcist hvad der er sket i Latinamerika og formentlig også ville være resultatet i Sydeuropa, hvor et ekstremt rigidt arbejdsmarked holder især unge mennesker ude af det formelle arbejdsmarked i uhyggelig grad. For slet ikke at tale om Indien, hvor kun 10 procent af arbejdsstyrken er ansat i den formelle sektor på grund af gældende lovgivning,.

Uddannelsespolitik

Når CDB skriver, at

Et centralt argument handler om social kapital. Den vigtigste omfordelingsmekanisme i mange lande er at investere i uddannelse og sundhed. Det gør befolkningen klogere og sundere og giver øget social kapital til gavn for virksomheder og vækst. Derfor skal vi i Danmark investere mere i uddannelse, ikke mindst for dem, der i dag ender som ufaglærte.

var det måske værd at medtage at dette dels ikke er et kontroversielt synspunkt, – heller ikke for en borgerlig-liberal økonom, og slet ikke for f.eks. Milton Friedman. Han var bl.a. kraftig fortaler for at udgifter til uddannelsessystemet hørte under investering og ikke under forbrug i nationalstatistik. Og et væsentligt kritikpunkt gennem årtier blandt konservative og liberalister i USA har netop været degenereringen af det offentlige uddannelsessystem. Og netop manglerne i uddannelsessystemet er en af de kraftigste kritikpunkter i forhold til USA fra Economist side.

Et kig på udviklingen (eller måske mere afviklingen) i det amerikanske uddannelsessystem illustrerer dette.

Fra begyndelsen af det 20. århundrede investerede det offentlige kraftigt i uddannelsessystemet i USA, ligesom særlige programmer for krigsveteraner efter 2. verdenskrig øgede uddannelsesniveauet kraftigt. Ifølge økonomerne, Claudia Goldin and Larry Katz var dette den væsentligste grund til den faldende ulighed i midten af det 20. århundrede. Ifølge Daniel Aaronson and Bhashkar Mazumder fra  “the Federal Reserve Bank of Chicago” indebar stigningen i antallet af college-studerende i 1940erne, at forholdet mellem forældres og børns indtægter svækkedes betydeligt (udtryk for social mobilitet).

Helt anderledes er det gået siden 1970erne. Samtidig med at den stigende globalisering og teknologiske udvikling krævede bedre uddannelse, stagnederede væksten i det amerikanske uddannelsesniveau. Ifølge Goldin og Katz, kan denne udvikling forklare 60 procent af stigningen i lønforskellene mellem 1973 og 2005 (se også figur)

Sammenligner man udviklingen i starten af det 20. århundrede og frem med udviklingen siden 1970erne er det også slående, at hvor indvandrerne i starten af det 20. århundrede relativt hurtigt bevægede sig op af den sociale og økonomiske rangstige, er det gået ganske langtsomt især for gruppen Hispanics, hvor indvandrerne generelt har haft et lavt (eller ikke eksisterende) uddannelsesniveau. En egenskab som de har til fælles med de store strømme af europæiske indvandrere i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.

The Economist er ikke i tvivl om hvor hovedansvaret for denne udvikling skal placeres. Desuagtet andre defekter i USA, er man meget klar, når man påpeger, at :

No Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have

Og der er nok mere end et gran sandhed i Thomas Sowells bemærkning om, at

At one time, immigrants came to America to become Americans. Today, the apostles of multiculturalism and grievance-mongering have done their best to keep foreigners foreign and, if possible, feeling aggrieved. Our own schools and colleges teach grievances.

Et er vækst nu og her, noget andet er at sikre væksten på sigt.

Ufrivilligt morsomt og decideret pinligt bliver det, når CFB peger på betydningen af overførselsindkomster i bekæmpelsen af fattigdom i middel- og lavindkomstlande.

CDB skriver om betydningen – og effektiviteten- af fattigdomsbekæmpelse, ved brug af overførselsindkomster til de fattigste i en række lande med meget skæv indkomstfordeling, at:

Det gør flere og flere af dem heldigvis, og det er derfor uligheden, som en markant undtagelse, falder i Brasilien og andre lande i Latinamerika.

Det er noget sludder. Nok har de forskellige former for overførselsindkomst til de fattigste haft betydning, men den generelt væsentligste forklaring ligger i det forbedrede uddannelsesniveau  På trods af at at Latinamerika notorisk har haft og stadig har problemer, er de nuværende generationer bedre uddannede end tidligere generationer. Det er også værd at medtage, at de underliggende forklaringer varierer fra land til land. Ifølge IBGE (Brasiliens svar til Danmarks Statistik) kan ca. 1/3 af faldet i uligheden forklares med bedre uddannelse, ca. 1/3 skyldes markedsreformer i 1990erne, mens 1/3 skyldes målrettet bistandshjælp til de fattigste i Brasilien. Desværre dækker udviklingen over at man til gengæld har nedprioriteret nødvendige investeringer (Brasiliens infrastruktur er ringere end Indiens) samt at det i flere lande (bl.a. Brasilien) reelt primært drejer sig om kompensation for et statskapitalistisk system, som fortsat primært kommer snævre grupper til gode. De omkosntinger Brasiliens fattige må bære på grund af Statsstøtte til udvalgte industrier i kraft af fortsatte handelsrestriktioner og subsidieret statslig långivning overgår langt de håndører som overføres i form af hjælp til landets fattigste.

Ligeledes er det åbenbart gået hen over hovedet på ministeren, at indkomst-uligheden også er faldet i lande, hvis opfattelse af fornuftig økonomi ligger betydeligt tættere på både CEPOS og Liberal Alliance, end Brasiliens statskapitalistisme. Således har væksten i Chile og Peru været langt højere de seneste 10 år end i Brasilien, mens man har reduceret fattigdommen væsentligt mere og ligeledes oplevet faldende indkomstulighed (indkomstuligheden har været faldende i Chile siden 1987). I modsætning til Brasilien, som kan se frem til lav vækst i de kommende år, fortsætter den økonomiske vækst i både Chile og Peru.

Ministeren er muligvis enig med Enhedslisten, men han kan åbenbart ikke læse (engelsk).

CFB konkluderer i sin kronik, at:

Lighed som vækstmotor er en god nyhed. Nyheden bliver bedre af, at uligheden faktisk kan bekæmpes med gode politiske indgreb. Og den rigtig gode nyhed er, at de lande, der gør det, kan blive belønnet med både stabilitet, innovation og solid økonomisk vækst. Når et budskab kommer fra både The Economist, Enhedslisten og De Radikale – er der måske grund til at lytte.

At lighed i sig selv skulle være et redskab til fortsat vækst er han muligvis enig i med Enhedslisten. Men i så fald deler de blot den egenskab, at de ikke vil forholde sig til virkeligheden. The Economist er i hvert fald ikke enig i denne tåbelige konklusion.

At the core, there is a failure of ideas. The right is still not convinced that inequality matters. The left’s default position is to raise income-tax rates for the wealthy and to increase spending still further—unwise when sluggish economies need to attract entrepreneurs and when governments, already far bigger than Roosevelt or Lloyd George could have imagined, are overburdened with promises of future largesse. A far more dramatic rethink is needed: call it True Progressivism.

Og at tage økonomer til indtægt for at Danmark har behov for øget lighed i bestræbelserne på at skabe vækst, finder han næppe heller opbakning til hos hverken danske eller udenlandske økonomer, bortset fra de lommer af overvintrerede marxister der måtte være tilbage.

Economist anbefaler derimod, at:

The priority should be a Rooseveltian attack on monopolies and vested interests, be they state-owned enterprises in China or big banks on Wall Street. The emerging world, in particular, needs to introduce greater transparency in government contracts and effective anti-trust law. It is no coincidence that the world’s richest man, Carlos Slim, made his money in Mexican telecoms, an industry where competitive pressures were low and prices were sky-high. In the rich world there is also plenty of opening up to do. Only a fraction of the European Union’s economy is a genuine single market. School reform and introducing choice is crucial: no Wall Street financier has done as much damage to American social mobility as the teachers’ unions have. Getting rid of distortions, such as labour laws in Europe or the remnants of China’s hukou system of household registration, would also make a huge difference.

Next, target government spending on the poor and the young. In the emerging world too much cash goes to universal fuel subsidies that disproportionately favour the wealthy (in Asia) and unaffordable pensions that favour the relatively affluent (in Latin America). But the biggest target for reform is the welfare states of the rich world. Given their ageing societies, governments cannot hope to spend less on the elderly, but they can reduce the pace of increase—for instance, by raising retirement ages more dramatically and means-testing the goodies on offer. Some of the cash could go into education. The first Progressive era led to the introduction of publicly financed secondary schools; this time round the target should be pre-school education, as well as more retraining for the jobless.

Last, reform taxes: not to punish the rich but to raise money more efficiently and progressively. In poorer economies, where tax avoidance is rife, the focus should be on lower rates and better enforcement. In rich ones the main gains should come from eliminating deductions that particularly benefit the wealthy (such as America’s mortgage-interest deduction); narrowing the gap between tax rates on wages and capital income; and relying more on efficient taxes that are paid disproportionately by the rich, such as some property taxes.

Og her er vel egentlig et par godbider, som man godt kan bruge som radikal. Og nej, der argumenteres ikke mod flad skat, som ministeren ellers påstår i sin kronik, men der argumenteres for brug af ejendomsbeskatning i jagten på effektiv skatteinddrivelse, som skader den økonomiske vækst mindst muligt.

Men med tanke på at Economist næppe har haft Danmark i tankerne – det kunne ellers have været et godt caseeksempel i hvorledes overdreven fokus på økonomisk lighed skader alle indkomstlag – er det ganske enkelt pinligt, at ministeren konkluderer at øget lighed skulle være godt for væksten i Danmark.

At man, som ministeren gør det i sin kronik, henviser til enighed på tværs af Enhedslisten og The Economist er grundlæggende (ufrivilligt) komisk. Én af de grundlæggende årsager til at The Economist mener man skal tage den voksende ulighed alvorlig er netop faren for at totalitære og ekstremistiske partier som Enhedslisten skal få vind i sejlene.

Men ok, ret skal være ret. Samme minister fremhævede på et debatmøde på Københavns Universitet i foråret, Bolivias retsreformer under Evo Morales. Reformer, hvis eneste formål var at sikre Evo Morales og hans parti, kontrollen over Bolivias retssystem. Heri er han ganske sikkert på linje med Enhedslisten, men næppe med hverken The Economist eller andre, som grundlæggende rent faktisk reelt interesserer for at sikre fortsat velstandsfremgang, ikke mindst for verdens fattige.

Programmet er som følger:

17.00-17.10 Velkomst og kort introduktion til personen Thomas Sowell

Ved mag. art. Henrik Gade Jensen, projektleder og leder af CEPOS Universitet

17.10-17.35 Økonomiske og politiske fejlslutninger

Ved cand.mag. Michael Jourdan, Center for Rusmiddelforskning, Århus Universitet:

Sowell fremlægger en lang række eksempler på gængse fejlslutninger indenfor politik og økonomi, hvor forkerte fortolkninger eller forklaringer viser sig at have direkte og ofte utilsigtede skadelige virkninger. Ved en bedre forståelse af den sociale virkelighed kan der også drives en mere fornuftig politik.

17.35-18.00 Hvad er diskrimination?

Ved lektor, ph.d. Mehmet Ümit Necef, Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet:

Kan diskrimination være ‘rationel’? Kan bestemte grupper have ‘velfortjent dårligt ry’? Der tales meget om diskrimination, men der er ikke mange der definerer begrebet ordentligt. Begrebet bruges i flæng og det er blevet populært at påstå, at denne eller hin gruppe bliver diskrimineret. Oplægget vil forsøge at præsentere en definition med inspiration fra Thomas Sowell.

18.00-18.15 Pause (vand, kaffe og te)

18.15-18.40 Sådan skabes en ghetto.

Ved Niels Westy Munch-Holbek, cand.polit., Præsident for Akademiet for Fremtidsforskning:

Med udgangspunkt i Sowells trilogi “Race and Culture”, “Conquest and Culture” samt “Migration and Culture” samt “Black Redneck and White Liberals” stilles der spørgsmålstegn ved, om den danske velfærdsstatskultur med dens særlige dyrkelse af danske værdier i bund og grund er lige så håbløs som multikulturalisternes dyrkelse af minoritetskulturer.

18.40-19.00 Selvretfærdighed som politisk problem

Ved mag. art. Henrik Gade Jensen, projektleder og leder af CEPOS Universitet:

I flere bøger har Sowell påpeget moralske rigiditeter eller tabuer som barrierer for en pragmatisk politik baseret på erfaring og sund fornuft. Følelsen af at være udvalgt eller retfærdig blokerer ifølge Sowell politikeres udsyn og kan forklare, hvorfor samfundsforhold over tid får lov at udvikle sig vrangt og trægt. Samtidig kan vi ikke undgå at fortolke samfundet gennem visioner, hvorfor en diskussion om de rigtige “ideologier” bliver afgørende.

Som det fremgår er denne post’s forfatter en af talerne. Det skal med det samme erkendes, at overskriften “Sådan skabes en ghetto” dækker over et andet udtryk, der er lidt/noget mere kraftfuldt. Hvad det er må man møde op for at finde ud af, – eller vente på at lydoptagelsen fra arrangementet bliver tilgængelig på Cepos hjemmesider.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=2GklCBvS-eI&feature=related[/youtube]