For det første har centralbankerne som bekendt været i gang med at stramme pengepolitikken for at få bugt med den høje inflation og modvirke de foregående års ekspansive politik. SVB-krisen var første rigtige bump på den vej, som med stor sandsynlighed vil rumme mange flere økonomiske udfordringer.  Vi har f.eks. ikke rigtig set nogen større stigning i ledigheden endnu. Den amerikanske centralbank, Fed, har selv peget på, at virksomheder uden for banksektoren kan komme i de vanskeligheder, SVB havnede i. Stigende renter uden tilsvarende stigning i indtjeningen vil uvægerligt gøre ondt mange steder.

Så spørgsmålet er, i hvor høj grad bankkrisen vil svække Feds appetit på fortsat stramning. Fed kan måske i en vis udstrækning henvise til, at en bankkrise i USA i sig selv vil virke på samme måde som en pengepolitisk stramning, og at den derfor behøver at gøre mindre selv. Men hvis den bliver mistænkt for at ryste på hånden, bider inflationsforventningerne sig fast. Det er også blevet bemærket, at de amerikanske myndigheder var hurtige til at stille likviditet til rådighed for SVB – selv om traditionel logik tilsiger, at likviditet kun skal tilføres til banker i likviditets- og ikke solvensvanskeligheder – og udvide indskydergarantiordningen til alle indlån uanset størrelse. Det svækker også tilliden til, at Fed har mod og vilje til at realisere sit mål om at normalisere inflationen. Og fordi det i sig selv gør inflationsforventningerne mere hårdnakkede, øger det centralbankens dilemma.

Foreløbig valgte fed onsdag at foretage en beskeden renteforhøjelse på ¼ point, men lod det stå åbent, om der kommer flere indtil videre.

Det er også blevet bemærket, at den europæiske centralbank ECB torsdag sidste uge holdt fast ved sin annoncerede linje og satte renten op med ½ point. Men lad os se, hvor stort modet er, hvis f.eks. EU-lande med svage offentlige finanser begynder at mærke det øgede pres, eller EU-banker også begynder at komme under pres.

For det andet er der blevet lagt mærke til, at SVB-bankens vanskeligheder tilsyneladende kom bag på de finansielle myndigheder, som ellers navnlig siden finanskrisen har udsat bankerne for massiv kontrol og regulering. Her er det værd at notere, at SVBs krise ikke skyldes overudlån til kriseramte sektorer eller komplekse konstruktioner med finansielle instrumenter – eller på anden måde minder om bankkrakkene under finanskrisen.

SVBs problem var i virkeligheden meget banalt. Den har spekuleret i, at rentekurven ville forblive “normal” – dvs. at den korte rente er lavere end den lange. Kort fortalt har banken taget imod indlån til en meget lav rente og så placeret dem i længere statspapirer med en lidt højere rente. Da rentekurven vendte, begyndte kunderne at trække indskuddene ud for at placere dem til højere rente i korte papirer. Samtidig førte stigende renteniveau til, at også den lange statsobligationsrente steg noget, så kurserne på bankens obligationsbeholdning faldt. Men når kunderne trak deres indskud ud, blev SVB nødt til at sælge statsobligationerne med kurstab. Udsigten til at sådanne kurstab ville trække tæppet væk under bankens egenkapital startede et “run” på banken, som gjorde problemet endnu mere akut. Men grundlæggende var bankens problem ikke, at den blev udsat for et “run”. Det var, at dens spekulationsstrategi var slået fejl og dens kapital tabt.

Hvordan kan denne risiko have undgået tilsynsmyndighedernes opmærksomhed? Problemet var som sagt helt banalt. Måske derfor. Et af de reguleringsmæssige dogmer siden finanskrisen har været, at banker skulle holde store mængder af “sikre”, likvide statspapirer. Tilskyndelsen er så stærk, at der i realiteten er tale om et subsidium til stater med svage offentlige finanser (græske og italienske statspapirer anset f.eks. for sikre). Problemet er dog ikke, at statspapirerne hos SVB ikke har været sikre. Det er ikke den amerikanske stats kreditværdighed, som har skabt missæren. Men statspapirer er jo ikke kurssikre. Når renten stiger, falder kursen. Og det kan skabe helt samme problem, som hvis bankaktiverne var blevet ramt af tab.

Når tilsynsmyndighederne ikke har opdaget denne risiko, hænger det angiveligt bl.a. sammen med, at en skarp pengepolitisk opbremsning med inverteret rentekurven åbenbart ikke er indgået i de stresstest, man har udsat bankernes kapital for. At det skulle komme dertil, at de pengepolitiske myndigheder tillod en så voldsom stigning i inflationen, var der åbenbart ikke fantasi til at forestille sig – eller også var det tabu?

For det tredje er der så historien om Credit Suisse, som på afgørende punkter adskiller sig fra SVB. Modsat SVB er Credit Suisse en systemisk vigtigt bank, som fyldte meget i banklandet Schweiz og i øvrigt har mere end 100 år på bagen. Dens vanskeligheder skyldes heller ikke en banal spekulation, men vedholdende forlydender om, at den havde brændt sig på køb af aktiver, som var blevet meget mindre værd end de bogførte værdier. Ingen ved vist rigtigt hvor slemt, det stod til, men banken var ikke (som SVB) insolvent ved salget til UBS. Aktionærerne i Credit Suisse fik reelt kun en slik for salget – i alt fald en langt lavere pris, end aktierne var værdisat til på børsen, da handlen lukkede fredag, selv efter at aktien var faldet markant forinden.

Det, der tilsyneladende udløste krisen, var – ud over et nervøst marked efter SVB-insolvensen – at en talsmand for Credit Suisses saudiske hovedaktionær offentligt afviste, at det kunne komme på tale at skyde ekstra kapital i banken. Derefter besluttede den schweiziske regering og nationalbank flere bemærkelsesværdige ting i løbet af weekenden. Forløbet er beskrevet i Financial Times (som jeg her baserer mig på). Det var i realiteten regeringen, som bestemte, at UBS skulle købe Credit Suisse. Andre interesserede fik et signal om at holde sig væk. Der var tilsyneladende ikke meget forhandling om prisen, som endte på 3 mia. euro, omkring en snes milliarder kroner. Handlen kom aldrig til afstemning blandt de to selskabers aktionærer. Bemærkelsesværdigt nok blev det besluttet, at indskyderne af den hybride kapital i Tier 1 – altså kapital skudt ind mellem indskud og aktiekapital – mistede deres indskud, mens aktionærerne – som ellers betragtes som mere yderligt placeret – fik en lille smule. Noget tyder dog som sagt på, at de også mistede en væsentlig del af deres værdier. Endelig har myndighederne stillet garantier og kredit til rådighed og beskyttet de nye ejere mod at blive holdt ansvarlig for dispositioner foretaget af de tidligere ejere, selv om de i princippet driver virksomheden videre som del af UBS.

De schweiziske myndigheder synes primært motiveret af at få sagen ud af verden i en fart og at undgå, at uroen kunne svække den schweiziske banksektors omdømme. Men altså ikke uden at efterlade nogle gevaldige ridser i lakken. Den optræden er ikke noget, man ellers forbinder med det ordentlige og stabile Schweiz.

Helt generelt kan man – endnu engang – med rette sætte spørgsmålstegn ved den omfattende regulering, vi har fået af den finansielle sektor. Den tryghed, den skaber, kan meget vel være falsk. Til trods for overvågningen gik SVB ned på grund af et meget banalt problem. Og mens Credit Suisses problemer næppe var banale, så var det også en krise, som pludselig fik lov at eskalere. Samtidig med falsk tryghed skaber overregulering yderligere et “moral hazard”-problem: Hvis myndighederne overvåger bankerne tæt, er det mindre oplagt for kunderne selv at holde øje med, om banken opfører sig for risikabelt. Det gælder især for mindre kunder med indskydergaranti, men også store kunder uden formel beskyttelse kan få forventninger om, at myndighederne alligevel redder stumperne for dem. Og ja: Det kom faktisk også til at ske denne gang. Der blev udspændt en ubegrænset indskydergaranti under SVBs kunder (mange af dem store IT-selskaber), og banken blev tilført ubegrænset likviditet for at stoppe den “bank run”, som blev udløst.

I stedet for de omfattende lag af regulering burde vi have skarp fokus på den ene ting, som virkelig spiller en rolle – nemlig om bankerne har egenkapital nok til, at risici tages for ejernes regning. Og de krav er faktisk også blevet øget – hvorfor banksektoren generelt er meget mere robust end under finanskrisen. Men hvis der er politisk ønske om at øge reguleringen, bør det være ved at stramme egenkapitalkravene. Man bør ved samme lejlighed reducere den straf af egenkapitalfinansiering, som selskabsskatten udgør (og helt perverst i Danmark, hvor der er lagt en ekstra straf-selskabsskat på den finansielle sektor). For min skyld måtte man meget gerne ”veksle” detailregulering til højere kapitalkrav, hvis det skulle være.

Tallet fremkommer ved at sammenholde Forbes liste over verdens rigeste (20. november) med den akkumulerede nettoformue for de nederste 5 deciler i Credit Suisse opgørelse over de globale nettoformuer medio 2017. Om denne udvikling – i 2016 krævede det kun 8 superrige at have en nettoformue der var lige så stor som som verdens fattigste halvdel – nu indebærer at Ibis/Oxfam i deres årlige rapport om verdens uretfærdighed – vil finde noget andet at sælge deres årlige rapport, som normalt udkommer op til det årlige topmøde i Davos i januar,  er ikke til at vide. Men nu læste du det her først.

De superrige er ikke så superrige i forhold til verdens fattigste (målt på nettoformue), som de var sidste år.

Den slags opgørelser er naturligvis noget pjat. Med mindre man altså mener at det er meningsfyldt at et gadebarn i Delhi er rigere end de 40 procent fattigste (voksne) danskere tilsammen – også i år.

Vi har tidligere skrevet om både Credit Suisse opgørelse over verdens nettoformue og Oxfam/Ibis (mis)brug af denne i deres fortsatte propaganda, se bl. a, her og her.

Stigende priser på værdipapirer og bolig afgørende

Når man ser på udviklingen i nettoformuerne, kan perioden 2000-2016 groft indeles i to dele – før og efter finanskrisen i 2008. Perioden frem til krisen i 2008 var ud over generelt voksende globale nettoformuer – ikke mindst i Kina og Indien – også karakteriseret ved at formuerne for den halvdel af den globale befolkning med de mindste formuer, voksede hurtigere end den globale gennemsnitlige nettoformue. Førstnævnte voksede i gennemsnit med 12 procent om året, mens sidstnævnte “kun” steg med 7 procent om året.

Som det fremgår af nedenstående figur oplevede man derefter et kortvarig,  omend betydeligt, fald i nettoformuerne i 2008. Det er her forøvrigt værd at bemærke sig at opgørelsen finder sted medio året, og at faldet fra 2007 til 2008 altså finder sted inden “sammenbruddet” i efteråret 2008. Herefter er de globale nettoformuer steget igen, omend væksten generelt har været lavere. Det er også værd at påpege at udviklingen i høj grad prægedes af dollarens appreciering. Betydningen af valutaudsving påpegede jeg forrige år (et forhold som Ibis/Oxfam sjovt nok ikke forholder sig til i deres årlige rapporter).

Credit Suisse rapport dette år viser, at udviklingen det seneste år i højere grad ligner det billede man så før finanskrisen. I de tolv måneder frem til midten af ​​2017, har robust fremgang på  verdens aktiemarkeder sammen med stigende boligpriser (den væsentligste komponent i ikke-finansiel formue) medført en global vækst på 6,4 procent i nettoformuerne, med USA som det land der oplevede den største fremgang.

Nu ser vi frem til hvordan Ibis/Oxfam vil udlægge teksten. Mon ikke de vil fokusere på at medianformuen i Afrika faldt? At nettoformuer og deres fordeling så ikke rigtigt kan anvendes til at sige noget begavet om velstand og velstandsudvikling er en anden sag. Således er lande som USA og Danmark voldsomt overrepræsenterede blandt verdens fattigste, opgjort på formue, ligesom Danmark tilhører gruppen med høj ulighed i formuefordeling. At dette primært skyldes at vi har et velfungerende finansielt system, som gør det muligt for os at flytte forbrug/investering frem i tiden og indebærer at en stor del af os går fra at være blandt de fattigste målt på nettoformue i vores unge år, til at være blandt de rigeste i verden på vores ældre dage, kommer næppe til at fylde i Oxfam/Ibis rapporten til januar. Det er til gengæld en af fordelene ved at leve i et af verdens frieste og mest stabile markedsøkonomier i verden.

Selve Credit Suisse rapport finder du her

Som det også er traditionen tro, sluger verdenspressen Oxfam og Ibis vrøvlehistorier råt. Som min medskribent her på bloggen, Otto Brøns-Petersen, bemærker på sin facebook:

Det styrker ikke just troværdigheden til de traditionelle medier, at det tilsyneladende er muligt år ud og år ind at komme med det samme budskab baseret på hvad der vel bedst kan betegnes som “junk-science”.

Vi har tidligere her på bloggen indgående beskæftiget os med alle de fejlslutninger og misforståelser, som Oxfam og Ibis rapport er baseret på. Se bl.a. her. samt det bagvedliggende datamateriale fra Credit Suisse.

Med vanlig forarget tonefald får vi også i år historien om de superrige og deres store formuer sat op mod den halvdel af jordens befolkning, som med de mindste formuer.

Som Ibis skriver under overskriften “Find dig ikke i ulighed“:

8 mænd ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Det er en vanvittigt ulige verden.

Et sygt system tillader, at ganske få absurd rige har råd til at spise sig mætte hver dag på Michelin-restauranter, mens 1 ud af 9 mennesker i verden samtidig går sultne i seng.

Med andre ord må man åbenbart forstå, at hvis ikke disse 8 mænd havde så store formuer, ville det være til fordel for jordens fattigste.

Det må i så fald glæde Oxfam og Ibis, at verdens 4. rigeste mand, Carlos Slim fra Mexico, sidste år oplevede at hans formue faldt med ca. 1/3, fordi aktiekursen på hans Telecom virksomhed América Móvil faldt drastisk i lighed med at pesos svækkedes i forhold til den amerikanske dollar.

Nu mangler vi bare at Oxfam og Ibis forklarer os, hvorledes dette har gavnet verdens fattige. Men den forklaring kommer vi nol til at vente på.

Til gengæld kan vi være sikre på, at der også til næste år i januar, hvor der også er Davos møde, naturligvis igen vil komme en rapport fra Oxfam og Ibis. Og konklusionen vil med garanti også til den tid være at det hele er af pommern til.

At vi de seneste 3 årtier har oplevet en historisk reduktionen i verdens fattigdom, mens størrelsen af den globale middelklasse er eksploderet, vil der næppe blive plads til at fortælle i den årlige rapport.

Og så længe pressen ukritisk rapporterer fra den, vil man naturligvis blive ved med at lave den. Som Fraser Nelson skriver på sin blog hos “The Spectator”:

Your average milkman has more wealth than the world’s poorest 100 million people. Doesn’t that show how unfair the world is? Or given that the poorest 100 million will have negative assets, doesn’t it just show how easily statistics can be manipulated for Oxfam press releases? They’re at it again today: the same story, every January. “Almost half of the world’s wealth is owned by just 1% of the world’s population” it said in 2014. It has done variants on that theme ever year, each time selling it as a new “big” story. All the time peddling the impression that inequality is getting worse, that the rich are engorging themselves at the expense of the poorest.

Samtidig udsendte Oxfam – i samarbejde med bl.a. danske IBIS – sin årlige “rapport“, hvis hovedbudskab som altid er at uligheden stiger og verden går af lave. Som tidligere år går man meget langt for at skabe billedet af en verden hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere. Alt sammen til formål at skabe opbakning til Oxfam og IBIS fortælling om at hvis bare man kom skattely til livs og de rige betalte deres “fair” del af skatten, så ville alting blive meget bedre.

Som IBIS skriver på deres hjemmeside:

Rapporten dokumenterer og analyserer den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk – og som forhindrer, at målet om at få udryddet global fattigdom inden 2030 kan blive indfriet. Tallene i rapporten er foruroligende. I dag har verdens rigeste én procent større rigdom, end alle andre mennesker til sammen. Blot 62 absurd rige ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning – i alt 3,6 milliarder mennesker. For fem år siden skulle der 388 milliardærer til.

En historie som det også i år viste sig nem at sælge til verdens medier, ikke mindst herhjemme. Men også en historie som grundlæggende er falsk, ligesom Oxfam og IBIS rapport grundlæggende er uhæderlig. Hvilket dog kan være vanskeligt at opdage for det utrænede øje. Nemmere bliver det ikke af, at pressen videregiver rapporten, som var den udtryk for en faktuel og redelig gengivelse af virkeligheden. Det er der langt fra tale om.

Netto-formue begrebet forklaret igen igen

Som jeg skrev, da Credit Suisse årlige rapport om verdens nettoformuer udkom i oktober, var det kun et spørgsmål om tid, hvornår OXFAM og Ibis ville udsende deres rapport, hvor de på det skammeligste manipulerer og misbruger Credit Suisse data.

Vi havde allerede sidste år en debat om brugen af netto-formue begrebet. En debat som både foregik i de traditionelle og sociale medier. Det har jeg skrevet om tidligere.

Grundlæggende er problemet at Oxfam og IBIS – mod bedrevidende – bruger Credit Suisse årlige estimering af verdens nettoformuer som mål for velstand og levelvilkår. Og det er ikke muligt. De skriver og taler konsekvent om “verdens fattigste” stillet op mod “verdens rigeste” ud fra nettoformueopgørelserne.

Som Christian Bjørnskov bemærker i en kronik i Børsen onsdag den 3, februar, “Ren nonsens i ny ulighedsrapport” om netop Oxfam og IBIS rapport:

Ibis og Oxfams problem skyldes først, at de bruger en årlig rapport fra Credit Suisse, hvor banken opgør verdens nettoformuer. Dette begreb definerer de som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt andre aktiver som bolig og jord fratrukket gæld.

Det er derfor forskelle i formue og ikke indkomster eller forbrugsmuligheder, Oxfam påstår, er udtryk for global ulighed. Det giver blot forsvindende lidt mening.

Ifølge opgørelsen udgjorde 10 pct. af amerikanerne således 10 pct. af verdens fattigste halvdel, ligesom over en million danskere var blandt den – en i øvrigt langt større andel end i Kina.

Den million danskere, der har ingen eller negative nettoformuer, er heller ikke i virkeligheden de fattigste danskere.

Metoden, som Credit Suisse bruger, har f.eks. den konsekvens, at optager en ellers velfungerende dansk landmand et lån for at forbedre sin gård, falder hans nettoformue, og han risikerer dermed at ende blandt det, Oxfam taler om som verdens fattigste.

På samme måde er der ganske store problemer med, hvordan Credit Suisse opgør folks pensionsformue, der som oftest ikke tæller med i nettoformuetallene – pensioner er jo typisk ikke omsættelige.

Så har man almindelig pensionsopsparing, tæller den ikke med, mens en investering, som skal finansiere ens pension, gør.

Konsekvensen er, at lande med velfungerende pensions- og forsikringsvæsener vejer langt tungere i de internationale tal og kommer til at se mere ulige og langt fattigere ud i den måde, Oxfam fortolker tallene på. Og jo bedre pensionsvæsener – og mere inklusive finansielle institutioner – et land får, jo mere ulige ser det ud i Oxfams årlige rapport.

Oxfam og IBIS rapport er med andre ord godt og grundig useriøs, med mindre man altså mener at de mere end 30 procent voksne danskere, som ifølge Credit-Suisse hører til verdens fattigste målt på formue, reelt er fattige.

Har man således en nettoformue (finansielle aktiver plus realaktiver minus gæld) på én krone, er man således rigere end 30 procent af voksne danskere tilsammen!

Medier og journalisters rolle

Lige som sidste år må jeg doge komplimentere Oxfam og IBIS evne til at få kritikløs omtale i medierne. Historien om de rige som bliver rigere og fattige som bliver fattigere og truslen fra stigende ulighed, slugte verdens medier igen i år råt og kritikløst – også Børsen viderebragte Ritzau-historien om at “62 personer ejer det samme som halvdelen af alle i verden“. I artiklen kunne man bl. a. læse følgende advarsel til verdens ledere fra Oxfams Winnie Byanima:

“Verdens lederes bekymring over den voksende ulighedskrise har indtil videre ikke ført til konkret handling – verden er blevet et meget mere ulige sted, og den tendens tager til i fart”

Problemet er bare, at Winnie Byanima’s udsagn er forkert på alle måder. Mere om det senere.

Efterfølgende er Oxfam’s rapport, lige som det var tilfældet sidste år, blevet kritiseret sønder og sammen, ikke mindst af økonomer.

Jeg havde selv en artikel i Raeson i sidste uge. hvor jeg under overskriften “Stop lige. Aldrig har så mange mennesker haft det så godt godt som nu“, påpegede at der ikke er faktuelt grundlag for Oxfam og IBIS påstand om, at :

”Kløften mellem rig og fattig bliver stadig mere ekstrem. Banken Credit Suisse afslørede for nyligt, at verdens rigeste 1 pct. nu har ophobet større værdier end alle andre mennesker tilsammen. Det er sket et år tidligere end forudset i Oxfam og IBIS’ prognose, der blev offentliggjort forud for sidste års World Economic Forum i Schweiz. Samtidig ejer den fattigste halvdel af menneskeheden 1.000 milliarder dollars mindre end for fem år siden. Dette er blot de seneste udtryk for en global ulighed, der formentlig er uden sidestykke i over hundrede år.”

Man undlader dog i modsætning til Credit Suisse, at påpege den væsentligste grund til det mindre fald i den globale nettoformue fra 2014 og til 2015, som er:

Den ugunstige valutakursudvikling [primært udviklingen i dollarkursen]. Tendensen for den underliggende rigdom forbliver dog generelt positiv”. Hvis man fastholder valutakurserne fra året før, ville formueudviklingen altså faktisk være positiv i alle regioner – altså også for den “fattige” (eller: mindst-rige) halvdel af menneskeheden (som jo bl.a. inkluderer 1.3 mio. danskere).

Hele øvelsen fra Oxfam’s side med at bruge Credit Suisse nettoformuetal er at “male et” på forhånd bestemt (dystert) billede af verden. Hertil er historien om de absolut rigeste’s netto-formuer i forhold til resten af verdens befolknings nettoformuer et nyttigt redskab, omend det måske nok hører hjemme i den mere kulørte del af pressen end i en rapport, som forventer at blive taget seriøs.

Jovist er det da “morsomt” at sammenligne verdens rigeste, som de fremgår af Forbes liste med alle os dødelige. Men om der skal 30, 40, 50, 62, 100 eller flere af dem til at have en formue svarende til “halvdelen af jordens befolkning”, som man ynder at skrive (som vist hvis man skal være helt korrekt er en del mere, da nettoformueopgørelserne alene laves for voksne mennesker, hvorfor 3,5 mia. udgør en meget større andel) er ret beset fuldstændig ligegyldigt. I forvejen forholder det sig således at 70 procent af verdens voksne befolkning tilsammen har en akkumuleret nettoformue svarende til 0,7 %, eller ca. 1.750 mia. dollars af verdens globale nettoformue på ca. 250.000 mia. dollars ved dagens kurser (medio 2015).

I virkeligheden er det langt mere interessant, at mens under halvdelen af verdens 400 rigeste i begyndelsen af 1980erne selv havde skabt deres formue, gælder det i dag 7 ud af 10 af USA’s rigeste, som vejer temmelig tungt på listen over verdens rigeste.

Og at, som påpeget af Christian i Børsen:

af de 400 rigeste amerikanere i 1982 var kun 6 pct. af dem eller deres efterkommere blandt de rigeste 25 år senere

 

“10” betyder man er startet fuldstændig fra bunden “1” at man intet gør for at vedligeholde og øge formuen. Kilde: Forbes

Indkomsten stiger mest i udviklingslandene  

Hvis vi ønsker at bruge et enkelt mål for den reelle udvikling i levestandard, skal vi naturligvis bruge folks indkomst. Skal man tro Oxfam og IBIS går det skidt, men fakta er dog, at det går ganske glimrende.

Siden 1990 er andelen af mennesker, som lever i absolut fattigdom mere end halveret, mens den globale middelklasse er vokset kraftigt. Sagt med andre ord: Aldrig har så mange mennesker levet så godt, og så lille en andel levet i absolut fattigdom, som i dag. Og til de som går op i indkomstfordeling, er den globale ulighed målt ved GINI-kvocienten også faldene. Koncept 1: alle lande vægtes lige. Koncept 2: der tages højde for indbyggertal. Koncept 3: der tages højde for hvert lands fordeling og befolkningstal. Kilde: Branko Milanovic

Med andre ord bliver verden ikke kun rigere, den bliver faktisk også mere lige. Altså det modsatte af hvad Oxfam og Ibis gerne vil bilde os ind. Oxfam og Ibis vil gerne give os indtryk af, at globaliseringen først og fremmest kommer de rigeste til gode, eller som man skriver :

”Der kan ikke herske tvivl om, at de store vindere i verdensøkonomien er dem, der i forvejen har mest. Vores økonomiske system er i den grad skruet sammen til deres fordel, og noget tyder endda på, at det bliver værre og værre. I stedet for at ‘dryppe nedad’ bliver indkomst og formue ’suget opad’ med foruroligende kraft.”

Til illustration af denne påstand anvender BIS og Oxfam nedenstående figur, som viser udviklingen hver decils akkumulerede indkomststigning målt i købekraftskorrigerede dollars.

Figuren kan overfladisk give det indtryk, at de rigeste har opnået de største indkomststigninger – og det er uden tvivl også formålet med den valgte form. Der er bare det problem, at IBIS og Oxfams udsagn er lodret forkert.

Som påpeget af bl.a. Christoph Lakner og Branko Milanovic,  som IBIS og Oxfam interessant nok bruger som kilde. Har de nederste 8 deciler oplevet de største indkomststigninger, hvis vi ser bort fra den 1 halve decil.

Det fremgår tydeligt af nedenstående figur fra Branko Milanovic “Global Income Inequality in Numbers: in History and Now“, som viser den reelle indkomstudvikling fordel på deciler i perioden 1988 – 2008. Det fremgår her tydeligt, at det ganske enkelt er ukorrekt – for ikke at bruge endnu kraftigere udtryk.

Når IBIS skriver, at “Der kan ikke herske tvivl om, de store vindere i verdensøkonomien er dem, der i forvejen har mest”, må det avises som usandt.

Det er nemlig IKKE de, som i forvejen har mest, der er de store vindere. Således er det i den 8. – 10 decil, at vi finder de som har haft de laveste indkomststigninger i perioden, mens de største vindere findes i 4. til 6. decil.

Selv den ene procent højeste indkomster har oplevet LAVERE indkomstfremgang end 6. decil

Den korrekte version af indkomstudviklingen siden 1988 er derfor at de store vindere er de 75 procent laveste indkomster samt den ene procent højeste. mens vi finder de største relative tabere blandt de 25 procent højeste indkomster (minus den famøse ene procent).

Det afspejler selvfølgelig at indkomstudviklingen har været mere behersket i den rige del af verden, hvis indbyggere alle er blandt de 25 procent højeste indkomster i forhold til resten af jorden befolkning. Måske med undtagelse af de absolut laveste indkomster.

Som Lakner og Milanovic konkluderer i “Global Income Distribution: From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession” :

A striking fact is that among the percentiles in 1988 that turned out 20 years later to have been the most successful part of the global income distribution, 90% of people came from Asia. Among the 1988 percentiles that 20 years later turned out to have been the least successful part of the global income distribution, 86% came from mature economies

Hvordan man får faldende indkomstforskelle til at se ud som stigende og afsluttende bemærkninger

Dette er ikke det eneste eksempel på hvad der kun kan ses som bevidst manipulation fakta. Et andet eksempel er hvorledes man behandler indkomstudviklingen i Brasilien, hvor den fattigste del af befolkningen har oplevet langt højere fremgang i indkomsterne end de 10 procent højeste indkomster (givet den nuværende situation kan man være meget bekymret for udviklingen fremover, men det er en anden sag).

I Oxfams og IBIS fulde rapport ledsages nedenstående illustration af udviklingen med følgende ord:

“In Brazil, where income inequality remains extremely high, the incomes of the poorest 50 percent more than doubled in real terms between 1988 and 2011, increasing slightly faster than those of the richest 10 percent. But the increase in the incomes of the top 10 percent equated to many more dollars in absolute terms, such that the absolute difference between the average incomes of the two groups also nearly doubled.”

Det er mildt sagt en besynderlig måde at beskrive en udvikling der indebærer, at de 50 proent laveste lønninger i den pågældende periode er mere end tredoblet (valget af periode kan også diskuteres, da perioden fra 1988 og frem til 1994 var præget af krise og meget høj inflation), mens de 10 procent højeste indkomster oplever mindre end en fordobling.

Af rapportens slutnoter fremgår, at

In 1988 the richest 10% of people in Brazil had a total income which was $166bn more than the total income of the poorest 50%. Between 1988 and 2011 the richest 10% saw their income increase from $218bl to $412bl (89%) and the poorest 50% saw their incomes increase much faster, from $51bil to $164bl (220%). Despite this faster growth, the absolute gap between the poorest 50% and the richest 10% who earned $412bn, had increased to $248bn (all values in 2005 PPP).

Med andre ord, hvis den historiske stigningstakt fortsætter, vil de 50 procent laveste indkomster i 2034 have en indkomst på i alt 527 mia., mens de 10 procent højeste indkomster vil have en samlet indkomst på 778 mia. dollars. eller 251 mia. Og så vil Oxfam og IBIS sikkert lægge vægten på at forskellen er steget med 3 mia. Men faktum er jo naturligvis at forskellen siden 1988 er faldet betragteligt. Det passer bare ikke ind i det billede, som Oxfam og IBIS ønsker at skabe om en verden hvor “den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk” som IBIS så malende skriver det, truer den fortsatte velstandsfremgang og fattigdomsbekæmpelse.
Men det er nok snarere Oxfam og IBIS aktiviteter som er til skade for den fortsatte fattigdomsbekæmpelse.

Konklusionen er, at man som udgangspunkt desværre ikke kan stole på hvad Oxfam og IBIS skriver. Det indebærer at deres materiale er uanvendelig og man ikke kan stole på dem. og det nytter jo ikke, at man hele tiden er nød til at checke alle kilder til en rapport. Det skal man med Oxfam og IBIS rapport – også i år.

Med andre ord er deres klippekort opbrugt for længst.

Desværre synes venstrefløjen ganske immun overfor fakta. Det fremgår tydeligt af en debat hos Lars Trier Mogensen i hans program “Det røde felt” på radio 24syv med Kristian Weise fra CEVEA. Uanset at de må give mig ret i at både metode og brug af begreber er forkerte, betyder det mindre for dem, da det “overordnede billede” billed åbenbart “føles” korrekt. Men hvis metoden er fejlagtig og begreberne misforstået, hvorledes kan man så hævde at konklusionen er korrekt? Men lyt selv. Man må virkelig undres.

Således er det et relativt ringe mål for menneskers levevilkår, hvilket ikke hindrede Oxfam og Ibis i at turnere rundt med deres misvisende propaganda. Det skrev vi om tidligere på året, se bl.a. her.

Lige som tidligere år dominerer USA, Canada og Europa de nederste og  øverste deciler. Hver fjerde dansker er således blandt verdens “fattigste” målt på nettoformue. Det er selvfølgelig ikke udtryk for fattigdom – tværtimod. Men fordi Danmark er et I-lande med et avanceret og veludbygget finansielt system og et fremragende realkreditsystem.

Fordelingen fremgår af nedenstående figur.
  Om udviklingen i 2015 skriver Credit Suisse selv:

Global wealth reached 250 trillion US dollars in 2015, slightly less than a year earlier, due to adverse exchange rate movements. The underlying wealth trends do, however, generally remain positive, according to the Credit Suisse Research Institute’s annual “Global Wealth Report.” The rise in household wealth was particularly strong in the US and China between mid-2014 to mid-2015. “Wealth is (nevertheless) still predominantly concentrated in Europe and the United States. However, the growth of wealth in emerging markets has been most impressive, including a fivefold rise in China since the beginning of the century,”

Den langsigtede trend er at nettovelstanden stiger relativt hurtigere i Kina og Indien (hvor ca. 40 procent af jordens befolkning lever) og er mere afdæmpet i I-landene.

Og mens det sikkert vil blive gentaget igen og igen af bl.a. IBIS, at verdens 1 procent rigeste nu ejer mere end de 99 procent tilsammen, er det måske mere usikkert at der vil blive talt så meget om, at der nu er flere medlemmer af middelklassen i Kina end i USA