Professor Peter Løchte Jørgensen og tidligere Danica-direktør og formand for Finanstilsynets bestyrelse Henrik Ramlau-Hansen skrev i går i Berlingske om de eksklusionslister, som danske investeringsforeninger betjener sig. Det vil sige selskaber, de udelukker af deres fonde af politiske grunde. Danske Invests eksklusionsliste fylder næsten 100 sider! Investeringsselskaber har f.eks. udelukket indtil for nylig udelukket våbenproducenter, men er vendt på en tallerken, efter at oprustning er blevet comme-il-faut oven på den russiske invasion i Ukraine. Et andet eksempel på et selskab på investeringsforeningernes eksklusionslister er Royal Unibrew, fordi bryggeriet laver øl med alkohol!

De to kronikører peger på det indlysende faktum, at eksklusion sænker afkastet. Det er ikke blot elementær matematik, men også empirisk velbelyst. De såkaldte passive indeksfonde, med en portefølje svarende til det samlede markeds sammensætning, genererer systematisk bedre afkast. Men eksklusion indfører et bias.

“Endelig ser vi et principielt problem i, at investeringsforeningerne med deres standardeksklusionslister trækker deres subjektive mening om, hvilke selskaber der er uansvarlige, ned over hovedet på alle kunder. Eventuel eksklusion bør være et personligt valg.” Peter Løchte Jørgensen og Henrik Ramlau-Hansen i Berlingske

Det er for så vidt fint nok, at der udbydes fonde, som tilpasser porteføljen til kunderne med specielle ønsker – herunder udelukker selskaber med produktion, som den enkelte ikke bryder sig om af den ene eller anden grund. Men når finansielle virksomheder helt generelt udelukker f.eks. et bryggeri, så gør de jo eksklusionen til deres politiske valg. Det er for så vidt også i orden, blot man klart gør opmærksom på omkostningen for kunderne og vil stå på mål for sine valg.

Problemet er, at det åbenbart er svært at finde ægte passive indeksfonde, fordi alle danske foreninger anvender eksklusion. Forhåbentlig kan kronikken være med til at øge opmærksomheden på problemet og tilskyndelsen til at etablere passive fonde, hvor kunderne ikke skal betale for selskabernes dydssignallering.

Men hvor markedet på denne måde har mulighed for selv at frembringe et bedre udbud af produkter, gælder det ikke, når CSR påbydes ved lov. Det problem handler den anden artikel om, som ligeledes kom i går. Den er skrevet af professor Jesper Lau Hansen i Børsen og handler som EU’s CSR-direktiv (CSRD). Det er en svidende, men velbegrundet kritik, Jesper rejser.

CSRD påbyder virksomheder at kortlægge deres drivhusgas-fodaftryk. Det kræver et massivt dokumentationsbureaukrati og enorme administrative omkostninger. Formelt set rammer dokumentationskravene kun større virksomheder, men for at kunne dokumentere deres ”carbon-fodaftryk” stiller de store krav til også mindre underleverandører om at dokumentere deres.

”Det er en enorm byrde at lægge på europæiske virksomheder og præcis den slags erhvervsdræbende regulering, som Letta og Draghi har advaret om i deres rapporter om EU, der er så dystre, at det er svært at se, om de er handlingsplaner eller nekrologer over et kontinent, der engang var erhvervsvenligt og derfor blev rigt, men nu helt bevidst tilstræber fattigdom og tilbagegang.” Jesper Lau Hansen i Børsen

Man kunne føje til, at reguleringen ikke kun er totalt ude af proportioner, sådan som kronikken demonstrerer. Reguleringen er faktisk direkte skadeligt for den grønne omstilling. Enhver økonom ved, at den mest omkostningseffektive reduktion af drivhusgasudledningen er at lægge en ensartet pris på drivhusgasudledninger. At lade forbrugerne begrænse dem ved at vælge klimavenlige producenter er ikke alene ineffektivt og fordyrende, men grundlæggende umuligt. Uanset hvor meget en virksomhed sporer sit klimaaftryk, er det komplet umuligt at afgøre, hvordan substitutionsvirkningerne i sidste ende vil påvirke andre  producenters udledninger. I forvejen er det højst usikkert, hvor meget drivhusgaslækage der er mellem lande. Mellem virksomheder og produkter er det mange fold vanskeligere at måle reelt.

Igen: Det er naturligvis i orden, hvis forbrugere efterspørger klimaaftryk på deres varer, er villige til at betale ekstra for det, og hvis producenterne vil levere det. Blot forbrugerne ikke stikkes blår i øjnene om, at det har mere end tvivlsom reel værdi. Myndighederne burde måske koncentrere sig om at forhindre netop vildledning af forbrugerne. I stedet påbyder de dem.

Nå, men inden jeg kommer for godt i gang med tilføjelser, så læs de to artikler. De fortjener et stort publikum.

På baggrund af en ny artikel- og podcastserie, hvor Berlingske Business ser nærmere på “de forandrede succeskriterier i dansk erhvervsliv”, som man selv beskriver det har Otto Brøns-Petersen og undertegnede en kommentar i dagens Berlingske, hvor vi under overskriften “Virksomhedernes sociale ansvar er at tjene penge” påpeger hvor forfejlet afvisningen af Milton Friedmans oprindelige kritik er. Om denne næsten rituelle afvisning af Friedmans kritik skyldes at de pågældende reelt ikke læst, endsige forstået Friedman, eller at det skyldes behovet for at opretholde en myte om at virksomhedernes arbejde med CSR er noget ganske andet og mere ophøjet end at profitmaksimere kan jeg naturligvis ikke afgøre, men det gør dog ikke problemet mindre, eller troværdigheden større.

Berlingske Business artikel, som Otto og jeg reagerer på, kan læses her.

Indtil da er det måske værd at huske på, at det økonomiske system som har tjent os så godt, nemlig markedskapitalismen ikke bygger på altruisme, men på egennytte, og at din og min fabelagtige levestandard ikke er resultatet af gode intentioner, men en konsekvens af bageren, slagteren og bryggerens ønsker om at tilgodese sig og sine. Som Adam Smith skrev for 250 år siden, og som fortsat gælder:

“Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse. Vi henvender os ikke til deres menneskelighed, men til deres egenkærlighed, og vi taler ikke til dem om vores behov, men om deres fordele.”  – Adam Smith (Wealth of Nations)

“By pursuing his own interest he frequently promotes that of the society more effectually than when he really intends to promote it. I have never known much good done by those who affected to trade for the public good. ” – Adam Smith, Wealth of Nations

Det er ingen hemmelighed, at vi her på Punditokraterne har et anstrengt forhold til begrebet “Corporate Social Responsibility” (CSR). Det kan skyldes at vi har en nationaløkonomisk og ikke en virksomhedsøkonomisk tilgang. Det kan dog også skyldes, at vi ikke er deltagere i “spillet om CSR”, der primært hører ind under hvad man må betegne som PR. Og i en stadig mere politiseret verden, hvor ikke mindst NGO’ere uden begreb om eller interesse for økonomiske sammenhænge og hvorledes velstand skabes, men stort behov for at promovere sig som de fattiges frelsere (de er oftest det omvendte), har været dygtige til at sætte dagsorden.

At virksomhedernes begejstring er begrænset , selv om man sjældent taler højt om det, fremgår af at man helst bruger så få ressourcer som muligt på det. Hvor meget CSR fylder i den enkelte virksomhed og branche, er primært afhængig af hvilke markeder og hvilke brancher man opererer indenfor.  Med andre ord er det ydre forhold der primært determinerer den enkelte virksomheds CSR, ikke indre.

En betydelig del af det som i dag kaldes CSR er forvørigt heller ikke af ny dato.  Eller som jeg skrev i en kronik i Børsen i torsdags, “Indrøm at bundlinjen er vigtigst firmaer”;

Også dengang ingen anede, hvad en CEO var. Hvor en key account manager stadig var en sælger. Og god medarbejderpolitik ikke nødvendigvis var noget, man skrev henført om i firefarvede foldere. I sidste ende handler det om bundlinjen. Og det er der ikke noget galt i.

Der er dog to væsentlige problemer forbundet med CSR, hvis vi ser bort fra den  – for nogle af os – rigeligt kvalmende selvfedme der ofte er over det.

Den ene er naturligvis hvorvidt CSR tiltagene fremmer eller hæmmer velstandskabelsen i forhold til hvis man havde brugt de anvendte ressourcer på at “profitmaksimere” – med andre ord en klassisk alternativ omkostnings betragtning.

Den anden er hvorvidt man undergraver den gren man sidder på. Eller sagt på en anden måde – hvorvidt man reelt fremmer en kapitalismekritisk dagsorden i sin jagt på at fremme sit “omdømme”.

Når kapitalisterne selv leverer det reb , man hænger dem med

Et eksempel er den måde Nordea arbejder med CSR., og at følge Nordeas chef for bæredygtighed, Sasja Beslik, på twitter, er i den grad en bizar oplevelse.

Her slår han f. eks. til lyd for indførelse af basisindkomst, som han beskriver som “forudsætningen for et bedre liv”

Man kunne jo spørge Nordea, når de nu støtter ideen om en basisløn, hvorfor så ikke også indføre et “basislån” til de, som ikke er kreditværdige?
Vi kunne jo kalde det et “borgerlån”.

Nordea er skam også tilhængere af både kædeansvar og indførelse af “living wages”.

Således forlanger Sasja Beslik via et retweet, at bl.a. H&M rydder op efter deres underleverandører i Asien.

Endelig fortæller Sasja Beslik i en 3. tweet tydeligt stolt, at Nordea har beregnet det vil koste H&M ca. en halv dollar pr. t-shirt, hvis lønnen til syersker i Bangladesh tredobles til en såkaldt “living wage”.

Til gengæld har man ikke beregnet konsekvenserne for Bangladeshs økonomi. Det vil være en katastrofe for det fattige land og dets befolkning. Og det burde være relativt simpelt at forstå, men åbenbart ikke for Nordea eller de NGO’ere som promoverer ideen om “Living Wages”.

Indførelse “living wages”, hvilket svarer til ca. en firedobling af minimumslønnen i Bangladesh, ville indebære at den samlede lønsum langt oversteg den samlede værditilvækst i økonomien målt ved BNP.
Den erkendelse er åbenbart ikke nået til Nordea, og det er jo lidt bekymrende.

Nu er Nordea og Sasja Besliks adfærd (og ikke mindst glæden ved at pege fingre af andre virksomheder) heldigvis et særsyn, men det illustrerer int problemet med  CSR., Nemlig at man tilsyneladende ikke forstår eller i hvert fald ikke vil stå ved, hvorfor “vi andre ” tolererer virksomhedernes eksistens.

Det gør vi nemlig grundlæggende kun så længe “de” eller rettere sagt det markedskapitalistiske system leverer. Og det gør den ikke gennem at markedsdeltagerne “vil os det godt”, eller som Adam Smith skrev for næsten 250 år siden:

Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, at vi forventer at få vores middag, men ud fra deres hensyn til egeninteresse. Vi henvender os ikke til deres menneskelighed, men til deres egenkærlighed, og vi taler ikke til dem om vores behov, men om deres fordele.

Og når Sasja Beslik og Nordea kaster sig ind forsvaret af “living wages”, basisindkomst og kædeansvar, og samtidig undlader at argumentere for hvad der er den grundlæggende årsag til at man skal forsvare markedskapitalismen, nemlig at der ikke eksistere noget alternativ,som er i stand til at sikre almindelige mennesker lige så gode levevilkår, så saver man den gren over man selv sidder med.

Eller med Lenins ord. Hvis ikke virksomhederne forstår hvorfor de eksisterer, og står ved det, så

Leverer kapitalisterne selv det reb, vi hænger dem i

Med tanke på at dyrkelsen af “bæredygtig” produktion og CSR for længst er blevet accepteret som et absolut gode i mainstream forretningsverden og i den “politiske klasse” uanset hvilken fløj man tilhører, er der desværre nok tale om endnu et område, hvor de der burde forsvare markedet og kapitalisme for længst har kapituleret og i den politiske korrektheds navn for længst har overgivet sig til billig retorik og varme postulater om evig godhed og frelse   i stedet for at forsvare den markedskapitalisme som er fundamentet og forudsætningen for vores velstand.

Men som man siger; verden vil bedrages, og det bliver den så.

Og blot for at give et lille indblik i hvor absurd CSR-branchen er, så er her et lille eksempel fra den artikel som Anne Louise Thon Schur har skrevet, og som er udgangspunktet for min kritik.

I artiklen holder hun sig ikke tilbage fra at rose nogle firmaer (især Coop og Maersk) mens hun skoser andre for ikke at være “gode” (Jysk). Og især et eksempel viser med al tydelighed hvor lidt proportioner betyder og hvor meget symbolske tiltag tæller.

Anne Louise Thon Schur skriver begejstret:

I august, 2010, sagde MaerskLines topchef Eivind Kolding i en pressemeddelelse, at MaerskLine fra 1. november at de tre millioner containere, som MaerskLine påregner at købe over de næste fem år, skal have fsccertificeret træ eller bambus som gulve i de nye containere. MaerskLine har lavet en politik om ikke længere at måtte bruge hårdt tropetræ som gulv.
Det er et dilemma, idet der er fare for, at man ikke kan nå at skaffe nok træ til alle disse containere, men Eivind Kolding er benhård. Bæredygtige gulve eller ingen containerkøb. Man ved hos MaerskLine Procurement at containerne bliver dyrere, men man forventer en prisudligning, så det kun er på kort sigt, idet man bliver bedre til at udvinde gulvene fra alternative materialer. Og nu kommer tallene: Ved at implementere denne politik, så sparer MaerskLine ca 200 000 træer eller sagt på en anden måde; 4 x Central Park, NYC. Se det er seriøst målbart.

Vi fornemmer klart den heroiske indsats. Tænk man har reddet hele 16 kvadratkilometer skov eller hvad der svarer til 0,0000004 procent af jordens samlede skovareal. Vi bøjer os i støvet og løber straks ud og køber en container.

(ovenstående skrevet uden at jeg vil blande mig i Maersk lines beslutninger eller opfordrer til at man kun køber tropisk træ hvor man er sikker på at der ikke genplantes – problemet er den manglende sans for proportioner)

Men hvad er så problemet med CSR (Corporate Social Responsibility)? Hvis dette var modkraft og ikke punditokraterne, og jeg var glødende socialist i stedet for borgerlig-liberal, ville jeg sikkert argumentere med at CSR er et svindelnummer, som har til formål at pakke markeds-kapitalismen in i en fernis af gode intentioner og ædle formål, mens man prøver at skjule udbytningen af arbejderen og undertrykkelse af den 3. verden.

Selv om “rigtige” socialister (og modkraft) grundlæggende konsekvent misforstår menneskelig adfærd og dermed markedet, har de bestemt en pointe. Der er historisk en klar sammenhæng mellem virksomheder, som har været igennem mediemøllen (fortjent eller ufortjent) og som efterfølgende engagerer sig i “etisk og socialt ansvarlige” aktiviteter. Som alt andet markedsføring er det ligegyldigt, hvorvidt disse aktiviteter reelt gør en positiv forskel eller ej. Afgørende er at det forbrugersegment man henvender sig til tror på det, samt at man kan anvende det i forhold til det politiske system og sværmen af NGO’ere. Som sådan kan CSR ses som et redskab til at mindske politisk indblanding og krav. Ligeledes kan det anvendes som redskab til at fastholde politisk givne privilegier, hvorved man kan mindske konkurrencen på det marked man befinder sig.

Vurderet på denne måde er virksomhedernes ageren i fuld overensstemmelse med at virksomhedernes fornemmeste opgave er at maksimere profitten for dens ejere.

Endelig kan det ses som et redskab til at opfylde et behov for direktion og ejere for at kunne iscenesætte sig selv som drevet andre og mere ædle motiver end “blot” at tjene så mange penge som muligt.

At CSR skulle have en positiv effekt på bundlinen er dog meget tvivlsomt. Indtil dato er det svært at finde studier, som støtter den påstand. Den fremføres ikke overraskende oftest af CSR-eksperter, som altid gerne stiller deres ekspertise til rådighed mod betaling.

Om ikke andet kan det konkluderes at der med CSR er skabt en omfattende branche, som beskæftiger tusindevis af mennesker, samtidig med at der er opbygget et pseudo-videnskabeligt forskermiljø på en række videregående uddannelser, herhjemme bl.a. på Handelshøjskolen i København.  Personligt ville jeg have fundet det mere naturligt, hvis det havde hørt under Det Teologiske Fakultet.

Grundlæggende mangler hele området substans, og der er tale om salg af trosprodukter, hvis grundlæggende rationale er en manglende forståelse for den helt afgørende rolle som privat foretagsomhed spiller i et markedskapitalistisk system.

Som Adam Smith skrev for mere end 200 år siden i “Wealth of Nations”:

Every individual necessarily labours to render the annual revenue of the society as great as he can. He generally, indeed, neither intends to promote the public interest, nor knows how much he is promoting it…he intends only his own gain, and he is in this, as in many other cases, led by an invisible hand to promote an end which was no part of his intention. Nor is it always the worse for the society that it was no part of it. By pursuing his own interest he frequently promotes that of the society more effectually than when he really intends to promote it. I have never known much good done by those who affected to trade for the public good.

It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker, that we expect our dinner, but from their regard to their own interest. We address ourselves, not to their humanity but to their self-love, and never talk to them of our own necessities but of their advantages.

Det er jo basal viden for enhver økonom, at den enkeltes jagt på profit skaber grundlaget for vores fælles velstand, også selv om det ikke er formålet. Et resultat, som har vist sig at være konsistent i alle lande til alle tider, hvor markedet har fået lov til at fungere. Derimod er der intet historisk belæg for at godgørenhed, herunder de tusindevis af milliarder af dollars, som I-landende gennem de seneste 40 år har brugt på ulandsbistand, har haft nogen signifikant positiv betydning – studier tyder på, at resultatet har været det modsatte.

I 1970 skrev Milton Friedman en artikel til New York Times, hvor han advarede mod at pålægge virksomhederne andre forpligtigelser end at tjene penge. Under overskriften “The Social Responsibility of Business is to Increase its Profits” konstaterer Friedman, at:

When I hear businessmen speak eloquently about the “social responsibilities of business in a free-enterprise system,” I am reminded of the wonderful line about the Frenchman who discovered at the age of 70 that he had been speaking prose all his life. The businessmen believe that they are defending free en­terprise when they declaim that business is not concerned “merely” with profit but also with promoting desirable “social” ends; that business has a “social conscience” and takes seriously its responsibilities for providing em­ployment, eliminating discrimination, avoid­ing pollution and whatever else may be the catchwords of the contemporary crop of re­formers. In fact they are–or would be if they or anyone else took them seriously–preach­ing pure and unadulterated socialism. Busi­nessmen who talk this way are unwitting pup­pets of the intellectual forces that have been undermining the basis of a free society these past decades.

Og som i så meget andet har Friedman fået ret. For hvis formålet med frivilligt at engagere sig i velgørende arbejde, naturpleje osv. skulle være at holde politikerne for døren, så er denne taktik fejlet. Havde man i stedet brugt ressourcerne på at forsvare og promovere det simple faktum, at det netop er markedet og det private erhvervsliv, som bærer hovedansvaret for vores stigende levestandard – og derigennem, hvilket måske er en overraskelse for mange, er garantien for en positiv udvikling for miljø og naturpleje, kunne tingene jo have set en del anderledes ud. Mange lande har og er i gang med at indføre krav om afrapportering af virksomhedernes CSR indsats. Herhjemme er der forslag fremme om at det offentlige kun må købe fra leverandører med en klar CSR-strategi osv. I England har man siden 2001 haft en minister for området, mens EU aktivt promoverer CSR.

Hermed dyrkes det grundlæggende socialistiske/religiøse synspunkt, at privat foretagsomhed og forfølgelse af egne interesser er til skade for resten af samfundet. Kun få reflekterer vist over hvad en sådan holdning siger om en selv (tyv tror som bekendt at hver mand stjæler), og det kan selvfølgelig ikke afvise at den grundlæggende holdning til andre menneskers moral og evner primært styres af indsigten i egen moral eller mangel på samme og evner.

I bogen “The corporation” som udkom for nogle år siden og opnåede stor popularitet (og bl.a. blev filmatiseret under samme titel), skriver juraprofessor Joel Bakan bl.a.:

The corporation’s legally defined mandate is to pursue relentlessly and without exception its own economic self-interest, regardless of the harmful consequences it might cause to others…Today, corporations govern our lives. They determine what we eat, what we watch, what we wear, where we work and what we do. We are inescapably surrounded by their culture, iconography and ideology. And, like the church and the monarchy in other times, they posture as infallible and omnipotent, glorifying themselves in imposing buildings and elaborate displays. Increasingly, corporations dictate the decisions of their supposed overseers in government and control domains of society once firmly embedded in the public sphere. Corporations now govern society, perhaps more than governments themselves do; yet ironically it is their very power, much of which they have gained through economic globalisation, that makes them vulnerable. As is true of any ruling institution, the corporation now attracts mistrust, fear and demands for accountability from an increasingly anxious public. Today’s corporate leaders understand, as did their predecessors, that work is needed to regain and maintain the public’s trust. And they, like their predecessors, are seeking to soften the corporation’s image by presenting it as human, benevolent and socially responsible.

Bogen spiller på den udbredte opfattelse, ikke mindst i populær-kulturelle produkter fra Hollywood, om store virksomheder som befolket af psykopater, som ikke skyer nogen midler for at tjene en ussel dollar mere. En forestilling som mange virksomheder (og deres interesseorganisationer) desværre forstærker gennem deres knæfald for CSR. At CSR af folk som Bakan og mange NGO’er, som f.eks. vores hjemlige Mellemfolkeligt Samvirke og Danwatch samt Forbrugerrådet, kun anses som et skridt på vejen mod den totale politiske og statslige kontrol, som angiveligt skal redde os alle fra os selv, viser i sig selv det absurde i CSR.

Grundlæggende for alt dette er som nævnt den socialistiske forestilling om, at “ren” virksomhedsdrift ikke gavner resten af samfundet, men se så lige her.

For nogle år siden undersøgte Oxfarm i samarbejde med Unilever, firmaets økonomiske betydning for Indonesien. Det viste sig at Unilevers aktiviteter genererede hvad der svarede til 300.000 fuldtidsstillinger, bidrog med en velstandsskabelse på minimum 630 mil. USD., og genererede 130 mil. USD. i skatteindtægter til den indonesiske stat. Alt sammen uden at det var formålet.

Og hvilken mobil mon alle de “bæredygtige deltagere” ved CSR Award 2011 foretrækker?

Afslutningsvis vil jeg lige fremhæve Apple, som siden Steve Jobs vente tilbage i 1990erne og først sikrede Apples overlevelse, for herefter at stå i front mens det blev til verdens mest værdifulde IT-firma, i den grad må siges at leve op til Adam Smith og Milton Friedmans ord om hvad virksomheder er sat i verden for at lave.

I en glimrende kronik i Børsen den 28. september skriver Ryan Smith, der tidligere har skrevet gæsteindlæg her på bloggen, bl.a.:

Apple-chefen Steve Jobs giver ifølge en prominent investor ikke så meget som en krone til velgørenhed, og Apple selv nægter at konformere med ngo’ernes standardkrav til store virksomheders CSR-rapporter.

Samtidig har der i årevis lydt anklager om, at Apples produkter fremstilles under kummerlige forhold i Kina, hvor både arbejdere og miljø lider overlast.

og senere

Det er ellers ikke, fordi der er noget særligt ved IT-branchen, som automatisk får dens giganter til at klare frisag fra interessegruppernes krav om CSR: Bill Gates blev anset som en skurk, allerede inden han inkluderede sin browser i sit styresystem og derved knuste konkurrenten Netscape. Men selvom Apple i dag holder markedet for tavle-pc’er i samme jerngreb, som Microsoft holdt markedet for styresystemer i 1990’erne, er der ingen, der har udsat Apple for samme smædekampagner, som man i sin tid gjorde det med Microsoft.

Steve Jobs har ellers ikke lagt skjul på, at han ikke prioriterer CSR: Da Jobs blev Apples administrerende direktør, skar han omgående samtlige CSR-programmer bort: “Vent, til firmaet er profitabelt,” sagde han.

Nu om dage er Apple ret så profitabel med ca. 76 mia. dollars på kistebunden. Med en sådan succes burde Apple for længst være blevet udsat for CSR-krav som dem, der ramte Microsoft i 1990’erne og har ramt store virksomheder med tiltagende kraft lige siden.

Alligevel er hverken Apple eller Steve Jobs blevet udsat for nævneværdigt CSR-had, og selv en bæredygtig type som Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen pryder sig efter sigende med en Iphone

Og mon ikke også iphone er den  foretrukne mobiltelefon blandt alle de bæredygtige, etisk og socialt ansvarlige deltagere på årets CSR Awards? Det siger vist alt om hvor seriøst man skal tage den branche.

Og så har vi slet ikke set på de absurditeter som man i den verden tror på er gavnlige for verden, som økologi, krav om overholdelse af minimumslønninger og forbud mod børnearbejde. Jo, man befinder sig så sandelig i et semireligiøst univers hvor signaler og intentioner er alt, mens konsekvenser og fakta intet betyder. Men mon ikke de får en god dag, og skriver begejstret om alle deres oplevelser på facebook og twitter? – Via deres Iphone naturligvis.

Som modspil til ovenstående indlæg kan man gå ind på CSR Danmarks hjemmesider – her får den ikke for lidt : http://www.csr.dk/. Om ikke andet så generer man jo en del beskæftigelse – og indtægter – for sværmen af konsulenter og firmaer, som står parat til at lindre på virksomhedernes dårlige samvittighed og redde intet mindre end vores fælles klode. Det kan næsten ikke blive mere kvalmende.