Hvis vi fulgte denne opfordring – under forudsætning af, at tredoblingen af også medførte en tredobling af antallet af betjente, vil det indebære, at vi har næsten dobbelt så mange betjente i forhold til befolkningens størrelse som i USA, og være blandt de lande i verden hvor man har flest betjente. En anden mulighed vil være at øge antallet af indsatte i fængslerne (ud fra decvisen om, at s længe de sidder der kan de jo ikke stjæle fra os andre). Danmark har ca. 1/10 så mange indsatte i forhold til befolkningens størrelse, som i USA. Øgedes antallet af indsatte med 50% ville vi komme på niveau med lande som Canada, Australien og Holland.

Nu er statistik over kriminalitet notorisk problematisk, tallene er ofte lige så meget udtryk for villigheden til at anmelde (og incitamentet til samme). Men med tanke på at der åbenbart er en tiltro til at flere betjente vil kunne imødegå “amerikanske tilstande”, skulle man jo tro at kriminaliteten er voldsomt højere end i Danmark, men det er den (uanset usikkerhed)……ikke!

Tabel 1. Registreret kriminalitet og antal indsatte samt politi per 1.000 indbyggere

[table=2]

Kilde: Nationmaster.com (tal dækker perioden 2000-2005)

Et hastigt blik hen over ovenstående tabel viser at der er en noget højere voldskriminalitet i USA i forhold til Danmark, til gengæld er andelen af indbrud (den form for kriminalitet vi har størst sandsynlighed for at blive udsat for) dobbelt så høj i Danmark (er også blandt de højeste i den rige del af verden overhovedet). Men den højere grad af voldelighed påvirker tilsyneladende ikke amerikanernes grad af utryghed, ligesom det højere antal registrerede indbrud åbenbart ikke påvirker danskernes opfattelse af “materiel” tryghed. Niveauet er bemærkelsesværdigt ens – eller rettere var bemærkelsesværdigt ens for de to befolkninger (tallene er fra 2004)

Tabel 2. Opfattelse af tryghed

[table=3]

Kilde: Nationmaster.com (tal er fra 2004)

For hvis opfattelsen af at være tryg var nogenlunde den samme for 5 år siden, må vi på baggrund af Trygfondens seneste undersøgelse af danskernes tryghed konkludere, at danskerne i dag er væsentligt MERE utrygge end amerikanerne. Og så er der vist grund til at holde op med at bruge “amerikanske tilstande” som et skrækscenarie”.

Det vil formentlig komme som en overraskelse for mange, med tanke på den markant højere voldskriminalitet, at danskerne er mere utrygge end amerikanerne – er det mon journalister og medier med til at forstærke vores utryghed? er vi med andre ord hysteriske, når vi føler os mere utrygge? Det er der sikkert en del der vil mene.

Uden at afvise, at der kan være kulturelle niveauforskelle, kan det jo også skyldes, at ét er den statistiske opgørelse over anmeldt kriminalitet, noget andet er vurderingen af risikoen for at det kan ske for en selv.

Som en dansker bosiddende i Los Angeles skrev på facebook som kommentar til anden artikel i Berlingske hvor Karina Lorentzen fra SF sammenlignede bandesammenstødene herhjemme med forholdene i Los Angeles;

“I København er tingene meget farligere for den enkelte, almindelige borger, fordi der også skydes i pæne kvarterer som indre by. I LA skal man køre i 45 minutter for at komme derhen, hvor der skydes”.

Og det er der vist en god pointe i, ikke mindst med tanke på skudepisoden i Hellerup. Ja, selv i Rio de Janeiro, berygtet for sin høje kriminalitet, hvorfra de dramatiske billeder af en politihelikopter gik verden rundt i sidste uge, læs mere på “Kampen om (narko)markedet“, er risikoen for at blive fanget i et bandeopgør meget lav, med mindre man bor i et af slumkvartererne.

Men hvad der er centralt i Danmark – som alle andre steder, – er hvad der sker, når der kæmpes om narkotikamarkedet. Når Rio de Janeiro med jævne mellemrum rammes af voldsomme ildkampe, skyldes det at der er flere bander og ikke én dominerende, som det er tilfældet i de fleste andre større byer i landet. Og vi burde jo også af de to tidligere konflikter herhjemme om kontrollen af narkotikamarkedet have lært dette. “Rockerkrigen” i 1980erne om kontrollen af hashmarkedet på Christiania endte med “sejr” til Hells Angels. Den anden i 90erne endte, da politiet faciliterede en aftale mellem Bandidos og Hells Angels om at dele markedet. Da der nu er mange parter i konflikten, bliver dette unægtelig vanskeligt at gentage.

Og så er vi tilbage ved forslaget om at øge antallet af betjente og i yderste konsekvens det retoriske spørgsmål om “Vi” er parate til at betale det tredobbelte til politiet, i forhold til hvad vi bruger i dag. Denne punditokrat siger klart nej. Det er ikke fordi jeg er imod synligt politi, tværtimod – hvis det vel og mærke er synligt på de tidspunkteer, hvor der er risiko for at der sker noget. Men før vi ansætter 2000 flere betjente, ville det måske være en ide at se på hvad de første 11.000 får deres tid til at gå med.  At det så skulle have nogen større effekt på hjemmerøverier og bandekrig er nok tvivlsomt.

Den anden mulighed var som sagt at øge antallet af indsatte. Og nej, jeg tænker ikke på at sætte straffene for vold op, men derimod straffen for berigelsesforbrydelser – og så afskaffe de rige muligheder for betingede domme. Det er næppe antallet af betjente – eller mangel på samme – der gør Danmark attraktiv for udenlandske tyvebander, men formentlig mere at risikoen for at blive opdaget kombineret med konsekvenserne af dette er ringe . Flere betjente indebærer ikke nødvendigvis at dette forhold bedres markant.

For det andet er det tvivlsomt hvor stor effekt en større politiindsats (i form af flere betjente) overfor banderne vil have. Og det nytter næppe at skele til USA. Nok har man en del flere betjente, men det der først og fremmest springer i øjnene er naturligvis de 10 gange flere indsatte.  Med andre ord kunne det være interessant at få en beregning på hvad 2000 flere heltidsfanger vil medføre for kriminalitet og opfattelse af tryghed i forhold til 2000 flere betjente.

Endelig er der den 3. mulighed – at legalisere salg af de produkter (narkotika), hvis profit er tilstrækkelig høj til, at den åbenbart er værd at dø og slå ihjel for. Fordelen ved sidstnævnte er, at det samtidig indebærer et stort fald i almindelig berigelseskriminalitet. Heroin vil kunne sælges til en pris, der kan klares ved lidt flaskeindsamling. Hermed undgår man også dilemmaet fra løsningsmodel nr. 2., at øgede straffe for “småforbrydelser” i vid udstrækning vil ramme personer, der primært begår kriminalitet fordi lovgivningen medfører at deres afhængighed er meget dyr at finansiere.

3. løsningsmodel er den eneste der ikke blot vil mindske omkostningerne, samtidig med at kriminaliteten mindskes, men ligefrem kan øge statens indtægter. Med andre ord et rationel forslag ud fra en økonomisk synsvinkel. Det vejer dog næppe tungt i en verden drevet af politisk og organisatorisk rationalitet.

Mon ikke politiforbundet i sidste ende får deres vilje, hvorefter man efter et par år uden bedring, kan gentage dette osv. osv. – og ved samme lejlighed kan man også hælde flere penge ned i det hul der hedder forebyggende arbejde (og formentlig heller ikke har den store effekt), men så har man også fået dækket den flanke af.