[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=DA3ff8bjiZ8[/youtube]

Og så er der selvfølgelig dette blogindlæg fra Powerline, hvor to af de kvindelige republikanske Obama-støttere viser sig at være demokrater.

Finally, the votes are in …

På hver af de tre områder er nedenfor angivet de faktiske tal med fed skrift, ligesom der er angivet de ”prognoser”, som enten meningsmålingsfirmaer eller ”eksperter” fremkom med inden valget.  Jeg har taget stort set revl og krat med.  Dertil har jeg så angivet ”brutto-fejlene” ved hvert estimat (d.v.s. forskelle i.f.t. de faktiske tal for Demokraterne og Republikanerne, lagt sammen).  (Feinschmeckere vil sikkert spørge, hvorfor jeg angiver brutto-fejl snarere end netto-fejl? Og dén kan man så tygge lidt på …)

Nogle observationer: Den, der klarede sig bedst ved mest, var Mark Blumenthal fra Pollster.com/Huffington Post, der ramte Senats-mandaternes fordeling præcist og stemmeandelene med den mindste margen.  Til gengæld var Blumenthals prognose om Repræsentanternes Hus (med 32 brutto-fejl) den næstdårligste af alle, jeg noterede mig.

I al ubeskedenhed var mine egne prognoser i to af tre tilfælde ret gode: Jeg gav det næstmest præcise bud på Repræsentanternes Hus (med kun seks brutto-fejl) og ditto af de tre gennemsnit for stemmeandelene.  Det vil sige, at min prognose for Huset ramte væsentligt bedre end den meget hypede (og langt mere sofistikerede) Nate Silver/FiveThirtyEight.com hos New York Times (med hele 20 brutto-fejl) og min stemmeandels prognose ramte bedre end den maksimal-kendte RealClearPolitics.com’s prognose–to små ligegyldigheder, som jeg har tænkt mig at fremføre utidigt og ad nauseam de næste par år ! (Min prognose var også bedre end fem af de kendte meningsmålingsinstitutters individuelle slut-målinger, bl.a. Gallup og Rasmussen–men inden det ender i selvfedme, må jeg pointere, at det er dem, der leverer resultaterne og bare sådan nogle som mig, der efterfølgende leger med dem.).  Til gengæld ramte jeg med seks brutto-fejl ret dårligt ved Senatet: Jeg var ganske overbevist om, at den bølge i tilslutningen til GOP, der manifesterede sig i stemmeandelene den sidste uge, og som slog markant igennem ved valget til Huset, ville gøre, at Republikanerne ville score de fleste ”toss-ups” (Washington, Colorado, Nevada).  Særligt havde jeg slet ikke regnet med Harry Reids evne til at få stablet en ekstraordinær god get-out-the-vote operation på benene i Las Vegas.  Nå, men læsere af denne blog kan da så få bekræftet, at det kan være værd at læse denne, hvis man gerne vil have rimeligt gode bud på udfaldet af amerikanske valg …

En anden observation: Det er egentlig forbavsende, så godt man kan ramme i dag.  Ganske anderledes end f.eks. midtvejsvalget i 1994, hvor udfaldet kom bag på de fleste.  Tre hurraer for meningsmålingsfirmaerne.

Med undtagelse af Steve Lombardo fik alle ”eksperter”, der klogede sig, kontrollen af Senatet korrekt.  Alle fik kontrollen af Huset korrekt.  Alle meningsmålere fik ”vinder” og ”taber” blandt de to partier korrekt—om end med betragtelige forskelle, med YouGov som den klart mest præcise, mens Opinion Dynamics og Gallup (noget overraskende) var ganske langt ved siden af.

Det eneste enkelt-valg, som stort set alle fik forkert, var senatsvalget i Nevada.  Det skyldes uden tvivl, at Demokraternes ”get-out the vote”-maskine fungerede rigtigt godt der.

Når resultaterne i det store billede er så ens, skyldes det to ting.  Næsten alle ikke-meningsmålere (d.v.s. Rothenberg, Cook, Cost, mig selv, m.fl.) bruger ultimativt mere eller mindre det samme materiale—om end nogle sikkert har adgang til ikke-publicerede målinger.  Så det er mere et spørgsmål om, hvad man ”gør” med det—hvor mange og hvilke antagelser, man gør sig.

Til gengæld må Gallup—der historisk set har været de bedste meningsmålere—og Rasmussen Reports—der de senere år har været de bedste—indkassere prisen som blandt de dårligste meningsmålere i denne omgang og skal nok hjem og revidere deres ”likely voter”-modeller.

Først den konservative Washington Post-kommentator Charles Krauthammer, der stort set altid er velskrivende, snusfornuftig og med begge fødder plantet på jorden:

Tuesday was the electorate’s first opportunity to render a national verdict on this manner of governance. The rejection was stunning. As a result, President Obama’s agenda is dead. And not just now. No future Democratic president will try to revive it – and if he does, no Congress will follow him, in view of the carnage visited upon Democrats on Tuesday.

This is not, however, a rejection of Democrats as a party. The center-left party as represented by Bill Clinton remains competitive in every cycle. (Which is why he was the most popular, sought-after Democrat in the current cycle.) The lesson of Tuesday is that the American game is played between the 40-yard lines. So long as Democrats don’t repeat Obama’s drive for the red zone, Democrats will cyclically prevail, just as Republicans do.

Nor should Republicans overinterpret their Tuesday mandate. They received none. They were merely rewarded for acting as the people’s proxy in saying no to Obama’s overreaching liberalism. As one wag put it, this wasn’t an election so much as a restraining order.

The Republicans won by default. And their prize is nothing more than a two-year lease on the House. The building was available because the previous occupant had been evicted for arrogant misbehavior and, by rule, alas, the House cannot be left vacant.

Den altid lige så kloge og snusfornuftige Wall Street Journal lederskribent havde bl.a. disse ord:

One lesson of the big GOP victory is that voters are again open to a message of limited government, but they want messengers with the savvy and smarts to implement it. Voters swept dozens of newcomers to power on Tuesday, but they also rejected prominent tea party candidates who didn’t seem up to the task. This cost at least two seats in the Senate, and it ought to chasten tea partiers who want House Republicans to perform immediate miracles. It should also inform the 2012 GOP Presidential nominating debate.

By all means, tea partiers should hold Republicans to their promises, while recognizing that Harry Reid still has a Senate majority and Mr. Obama still has his veto pen. Republicans did not win a governing majority on Tuesday. They were given a chance to build one in 2012, if they can show they deserve it over the next two years.

Fhv. WH-vicestabschef & chef-strateg Karl Rove sagde næsten det samme på samme sider:

Tuesday’s results mean Mr. Obama no longer has the luxury of jamming through legislation solely with his party’s support. A week after saying it was “time to punish our enemies,” the president will have to find ways to reach common ground with them. In yesterday’s press conference, the president mentioned earmarks and energy policy as two places to start.

Republicans must not delude themselves: The voters didn’t throw out the Democrats because they are enraptured with the GOP. The polling data suggest that many voters, while warming to the party, still remain nervous about it. Republicans are on probation. And whether they get off of it depends on whether they do what they said they would on the campaign trail.

Voters want Republicans to press for reform—regardless of the obstacles placed in their way by Mr. Obama. They understand Mr. Obama is president for two more years and retains the veto, but they will insist Republicans at least fight for change.

Republicans should be willing to compromise on details. Ronald Reagan was right when he said, “I’d rather get 80% of what I want than to go over the cliff with my flag flying.” But voters will not tolerate compromise on fundamental principles.

Den sejrrige de facto leder af Tea Party-bevægelsen–nej, ikke Sarah Palin eller Glenn Beck, således som danske journalister gerne vil fremstille det–senator James DeMint (R-SC) var derimod allerede dagen efter valget ude med den ideologiske rive i en hilsen til de mange nyvalgte TP-kandidater:

Congratulations to all the tea party-backed candidates who overcame a determined, partisan opposition to win their elections. The next campaign begins today. Because you must now overcome determined party insiders if this nation is going to be spared from fiscal disaster.

Many of the people who will be welcoming the new class of Senate conservatives to Washington never wanted you here in the first place. The establishment is much more likely to try to buy off your votes than to buy into your limited-government philosophy. Consider what former GOP senator-turned-lobbyist Trent Lott told the Washington Post earlier this year: “As soon as they get here, we need to co-opt them.”

Don’t let them. Co-option is coercion. Washington operates on a favor-based economy and for every earmark, committee assignment or fancy title that’s given, payback is expected in return. The chits come due when the roll call votes begin. This is how big-spending bills that everyone always decries in public always manage to pass with just enough votes.

But someone can’t be bribed if they aren’t for sale. …

When you are in Washington, remember what the voters back home want—less government and more freedom. Millions of people are out of work, the government is going bankrupt and the country is trillions in debt. Americans have watched in disgust as billions of their tax dollars have been wasted on failed jobs plans, bailouts and takeovers. It’s up to us to stop the spending spree and make sure we have a government that benefits America instead of being a burden to it.

Tea party Republicans were elected to go to Washington and save the country—not be co-opted by the club. So put on your boxing gloves. The fight begins today.

Og her lidt af Dr. Conservative, George F. Will:

Unwilling to delay until tomorrow mistakes that could be made immediately, Democrats used 2010 to begin losing 2012. Trying to preemptively drain the election of its dangerous (to Democrats) meaning, all autumn Democrats described the electorate as suffering a brain cramp, an apoplexy of fear, rage, paranoia, cupidity – something. Any explanation would suffice as long as it cast what voters were about to say as perhaps contemptible and certainly too trivial to be taken seriously by the serious.

It is amazing the ingenuity Democrats invest in concocting explanations of voter behavior that erase what voters always care about, and this year more than ever – ideas. This election was a nationwide recoil against Barack Obama’s idea of unlimited government.

The more he denounced Republicans as the party of “no,” the better Republicans did. His denunciations enabled people to support Republicans without embracing them as anything other than impediments to him.

I sin næste klumme, fortsatte Will i samme spor:

As he promised it would be, Barack Obama’s presidency has been transformative, but not as he intended. Whether it lasts two or six more years, it is an exhausted volcano because its biggest consequence may already have happened: It has resuscitated the right, making 2010 conservatism’s best year in 30 years – since the election of Ronald Reagan.

Republican gains were partly a result of the “shock-and-awe statism” (Indiana Gov. Mitch Daniels’s phrase) of the health-care legislation passed in March. Seven months later, a federal judge in Florida, hearing arguments about the constitutionality of penalizing Americans who do not purchase health insurance, was bemused.

Lawyers defending the legislation said that the fee noncompliant Americans would be forced to pay is really just a tax. But during congressional debate on the legislation, Democrats adamantly denied it was a tax. So, in a rehearsal of an argument that will be heard by the Supreme Court, the judge said:

“Congress should not be permitted to secure and cast politically difficult votes on controversial legislation by deliberately calling something one thing, after which the defenders of that legislation take an ‘Alice-in-Wonderland’ tack and argue in court that Congress really meant something else entirely, thereby circumventing the safeguard that exists to keep their broad power in check.”

Stemmeandele på landsplan (afrundet):

• Demokraterne: 42%
• Republikanerne: 51%
• (= andre: 7%)

Senatet:

• Demokraterne: 50 (-9)
• Republikanerne: 50 (+9)

Repræsentanternes Hus:

• Demokraterne: 190 (-66)
• Republikanerne: 245 (+66)

Altså med andre ord: Republikanerne vinder Huset overbevisende og går markant frem i Senatet men mangler reelt én stemme i et flertal.

Et sådant “bud” ligger i den højere ende for Republikanernes vedkommende sammenlignet med andre iagttagere, men på linje med hvad jeg har “prognosticeret” i mine to tidligere poster om emnet.  Til sammenligning ligger RealClearPolitics.com’s gennemsnit for “generic congressional vote” i skrivende stund på lidt over 8%, og de fleste kommentatorers bud på 48-49 senatorer og ca. 230-35 i Huset (til Republikanerne).  Bevægelsen i meningsmålingerne på landsplan har dog den sidste uge været så næsten systematisk til fordel for Republikanerne, at meget tyder på, at en “bølge” er ved at forme sig.

Viser dette bud sig at være korrekt, vil det være det største sving til fordel for noget parti ved et midtvejsvalg i cirka 100 år, den største stemmeandel ved et sådant for Republikanerne siden 1940erne og det største antal kongresmedlemmer for partiet i lige så lang tid.

Skal man krydre med lidt forskning på området, kan man pege på, at ved sidste midtvejsvalg (2006) tabte Republikanerne 30 sæder i Huset, hvilket svarede næsten nøjagtigt til gennemsnittet for de seneste årtier, samt at Douglas Hibbs’ model for midtvejsvalg forudsiger–på rent strukturelle faktorer–at Demokraterne på økonomien m.v. alene skulle tabe ca. 45 sæder i Huset.  Holder Demokraternes tab sig på 30 eller derunder (og dermed magten med Huset), vil de med god ret kunne fremstille det som en sejr.  Jo mere tabene er over 30–og især over Hibbs’ 45–desto mere vil det være en målestok for Demokraternes nederlag.

For halvanden måned siden gav jeg denne sammenfatning af min daværende vurdering af, hvorledes det ville gå ved det amerikanske midtvejsvalg den 2.XI.–altså om kun en uge.  Essensen af det var denne:

Lad os se på, hvor de seneste delstats-meningsmålinger peger hen.  Tager man RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

• Republikanerne: 44
• Demokraterne: 48 (inkl. to “uafhængige)
• “Toss ups”: 8

Huset:

• Republikanerne: 206
• Demokraterne: 194
• “Toss ups”: 35

Hvis de usikre deler sig ligeligt, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 48 (+7)
• Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to “uafhængige)

Huset:

• Republikanerne: 223-224 (+41/42)
• Demokraterne: 211-212 (-41/42)

Med andre ord: Republikanerne kommer tæt på at genvinde Senatet, men “close but no cigar”.  Til gengæld er Huset deres, omend med en lille margen.

Men når der er store nationale strømninger, er det sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt.  I 1994 og 2006 vandt henholdsvis Republikanerne og Demokraterne stort set alt, hvad der så ud til at ligge tæt eller blot være muligt.  Hvis alle “toss-ups” “breaker” samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 52
• Demokraterne: 48

Huset:

• Republikanerne: 241
• Demokraterne: 194

Så slemt går det næppe helt for Demokraterne.  Men med de nuværende meningsmålinger burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 232-233), næppe være urealistisk.

Så hvordan ville samme type ræsonnement se ud nu?  Tager man igen RealClearPolitics.com’s seneste gennemsnit af målingerne, får man:

Senatet:

• Republikanerne: 44
• Demokraterne: 48 (inkl. to “uafhængige)
• “Toss ups”: 8

D.v.s. præcis det samme som for halvanden måned siden.

Huset:

• Republikanerne: 222
• Demokraterne: 177
• “Toss ups”: 36

Med andre ord et ganske markant sving til fordel for Republikanerne, som i forvejen lå foran. Netto er ca. 20 kongressæder rykket fra at være sandsynlige Demokratiske til at være sandsynlige Republikanske. Sidstnævnte ville vinde kontrollen med Repræsentanternes Hus, selv hvis de tabte samtlige “toss ups”.

Laver man den meget “konservative” vurdering, at alle “toss ups” fordeler sig ligeligt mellem de to partier, vil man altså få dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 48 (+7)
• Demokraterne: 52 (-7) (inkl. to “uafhængige)

Huset:

• Republikanerne: 240 (+60)
• Demokraterne: 195 (-60)

Med andre ord: Ligesom for halvanden måned siden, ville Republikanerne komme tæt på at genvinde Senatet, uden helt at nå det.  (Demokraterne kan til gengæld prise sig lykkelige for, at det kun er 1/3 af senatet, der er på valg: Havde det været alle 100, ville partiet formodentlig have fået sit dårligste valgresultat siden Borgerkrigen …).  Republikanerne står til gengæld til at vil vinde Huset med noget, der selv så “konservativt” estimeret ligner en jordskredssejr.

Som omtalt i min forrige post, er det imidlertid sjældent, at alle lokale valg totalt set deler sig ligeligt mellem de to partier.  Når der er tale om en såkaldt “wave election”, hvor det ene parti er klart foran (1994, 2006, 2008), vælter domino-brikkerne som regel samme vej (typisk med 70-80 pct.s andel).  Hvis alle “toss-ups” “breaker” samme vej, får man dette resultat:

Senatet:

• Republikanerne: 52 (+11)
• Demokraterne: 48 (-11) (inkl. to “uafhængige”)

Huset:

• Republikanerne: 258 (+78)
• Demokraterne: 177 (-78)

Igen: Så slemt går det næppe helt for Demokraterne, omend Republikanerne nu er over 7-8 pct.point foran i RCP’s gennemsnit–hvilket er partiets største i al den tid, der er lavet meningsmålinger, og som hvis det blev realiseret, ville give Republikanerne den største tilslutning siden 1930 (altså 80 år!).

Vælger man p.b.a. de nuværende meningsmålinger et forsigtigt gæt, burde et resultat for G.O.P., der ligger mellem disse to bud (altså på ca. 50 og ca. 249), næppe være urealistisk.  De kan sammenlignes med prognoser lavet af så respekterede og uafhængige analytikere som professor Larry Sabato, Stuart Rothenberg, Cook Political Report og New York Times/FiveThirtyEight’s Nate Silver.  Deres gennemsnit ligger pr. 21.X. på 49 til G.O.P. i Senatet og 228 i Huset.

NB! Hvis Republikanerne skulle få 50 senatorer, og Demokraterne det samme, vil det fortsat være de sidstnævnte, der har flertallet (og dermed kan besætte de vigtige udvalgsformandsposter og -flertal), al den stund at vicepræsidenten (Joseph Biden) i så fald vil kunne kaste den afgørende stemme i tilfælde af stemmelighed.  Til gengæld viser erfaringerne, at en tilstand med 50-50 senatorer næppe er stabil–fordi den vil give store personlige incitamenter til at skifte parti og dermed svinge flertallet.  Ingen Republikaner vil dog have så stort incitament som nogen Demokrat: Partiet vil lige have vundet en sejr og fortsat ligge–ceteris paribus–godt i målingerne, ligesom det kun vil konsolidere et eksisterende Demokratisk greb om flertallet.  Derimod vil én, der hopper til Republikanerne–enten ved at skifte parti, eller bare skifte hvem man “sidder hos”–kunne imødese en betragtelig belønning i.f.a. genvalgschancer og udvalgsposter.

Oplagte kandidater er den Demokratiske senator fra Nebraska, Ben Nelson, der kommer fra en relativt konservativ delstat, nu og da stemmer sammen med Republikanerne og vil skulle forsvare sit mandat ved valget i 2012.  En anden mulighed er den “uafhængige” senator fra Connecticut, Joe Lieberman, der i mange år var Demokratisk senator og i 2000 partiets vicepræsidentkandidat–men som i 2006 blev vraget af sit parti, men blev valgt som uafhængig og i 2008 anbefalede John McCain (der en tid seriøst ønskede Lieberman som sin vicepræsidentkandidat).  Lieberman har siden 2007 været tilknyttet Demokraternes senatsgruppe men ofte stemt sammen med Republikanerne.  Han skal også ud i et genvalg i 2012.  Jeg ville ikke blive spor overrasket, hvis Nelson eller Lieberman (eller en helt tredje) efter en Republikansk valgsejr skiftede til enten G.O.P. eller til at være en “uafhængig” tilknyttet dette partis senatsgruppe, således at flertallet blev 51-49.  Vi får se …

Hvad der gør The Rasmussen Reports særligt interessante er, at de samtidig med daglige målinger også laver en række målinger på f.eks. folks opfattelse af mediernes holdning til kandidaterne, opfattelse af kandidaterne som liberal eller konservativ, hvorvidt amerikanerne opfatter USA som et “retfærdigt samfund (det gør ca. 2/3 af dem) osv.

Efter at en del medier (og Obama) antydede at et McCain kampangeindslag (se video her ), hvor Obama sidestilles med kendiser som Britney Spears og Paris Hilton (til Hilton familiens, – der økonomisk støtter McCain, ikke udelte begejstring) var rasistisk, viser det sig, at det mener kun omkring 1/5 af vælgerne :

eller som The Rasmussen Reports skriver :

Not surprisingly, the McCain ad generates significantly different perceptions along racial and ethnic lines. Most African-American voters—58%–saw the McCain ad as racist. Just 18% of white voters and 14% of all other voters shared that view.

However, Obama’s comment that his Republican opponent will try to scare people because Obama does not look like all the other presidents on dollar bills was seen as racist by 53%. Thirty-eight percent (38%) disagree.

Ydermere fremgår det af den dags Rasmussen Reports (der kommer en ny hver dag – og man kan tilmelde sig et nyhedsbrev), at

Overall, just 22% of voters believe that most Americans are racist. That view is shared by 32% of Democrats, 20% of unaffiliated voters and 12% of Republicans. African-American voters are evenly divided on the question.

Disse tal er ganske konsistente med undersøgelser sidste år , der viste samme tendens. Undersøgelsen fik følgende kommentar med på vejen i The Economist:

A recent Gallup poll suggests people would more readily vote for a well-qualified nominee who also happened to be black than a well-qualified Mormon one. And it may be some time before an atheist homosexual announces his candidacy.

“Mr. Obama’s other potential weakness in November is his orthodox policy liberalism. We can’t recall a single issue on which he has broken with a Democratic interest group. On taxes, he is to the left even of Mrs. Clinton in that he wants to raise the income limit on payroll taxes above its current ceiling of $102,000. Combined with his vow to repeal the Bush tax rates, this would be the biggest tax increase in history by far. Sooner or later this liberal agenda, assuming Mr. Obama believes it, will have to be squared with his rhetoric of “bipartisanship” and national reconciliation.

As for Mr. Huckabee, he shares at least one trait with Mr. Obama–both come across as likable men with an easy charm. But we have our doubts that the former Arkansas Governor’s victory will have the same political impact. He won in a caucus where his fellow evangelicals were 60% of the vote, and this won’t be true in other states. Mr. Huckabee is also only now being discovered by most Republican voters. His innocence (or ignorance) on foreign policy, penchant for borrowing liberal economic attack lines, and even his rejection of Darwin’s theory of evolution deserve to be understood by voters before they make him their standard bearer.”

Så er det sagt både pænt og relativt klart …

Personligt er det min vurdering, at man skal passe på med at lægge for meget i selve de to Iowa vindere: Det er kun sket én gang siden 1972, at den, der blev valgt til præsident, også havde vundet ved Iowas noget mærkelige partiafstemninger.  Det var i 2000, hvor George W. Bush vandt.  Det betyder selvfølgelig ikke, at det er en naturlov, der ikke kan brydes, men det betyder, at Iowa-valgene ikke er det bedste sted at forudsige resten af primærvalgssæsonen.

Jeg tror selv, at Obama har en vis mulighed for at vinde.  Hvis han vinder i New Hampshire, er Clinton i alvorlige problemer.  Men hvis hun vinder dér?  Så er hun bare “the comeback kid II”, og så er dét historien i alle medier, og så ruller hun videre, som så mange andre, der har tabt i Iowa–men med flere penge og højere navnegenkendelse end nogen før hende (omend tillige med et mere ramponeret image).  Uanset hvem af dem, der vinder i New Hampshire, vil kampen mellem dem givetvis fortsætte indtil én af dem har et klart flertal af delegerede bag sig–og det kan tage lidt tid, når Clinton har vundet Michigan og formodentlig vinder i Californien og New York.

Jeg kan ikke se Huckabee vinde i New Hampshire–omend jeg godt lige vil se de første post-Iowa meningsmålinger.  Og vinder han ikke dér, vil han hurtigt gå over i historien som en af dem, der vandt i Iowa og så ikke vandt noget (eller meget) derefter.  Pudsigt nok har Huckabees sejr over Romney gjort, at en helt tredje (eller fjerde eller femte) reelt er dukket op som ny favorit, nemlig selveste den genfødte John McCain.  McCain lå længe til at vinde i New Hampshire, hvor han er kendt og vellidt, men da nabostatens eks-guvernør, Romney, tæppebombede med reklamer, faldt McCain.  Men hvad sker der så nu, hvor Romney taber terræn relativt til Huckabee?  Så stiger McCain, så man decideret kan tale om en genfødsel.  Hvis McCain vinder i New Hampshire–hvilket jeg tror er ganske sandsynligt–så dropper hans gode ven, Fred Thompson, formodentlig ud (idet hans kampagne har været en katastrofe og han er ved at løbe tør for penge), og peger han på McCain, vil denne have en solid position til at vinde de næste primærvalg.  Og Giuliani?  Han kan næppe regne med at vinde noget før Florida sidst i januar, og hvis det går som den forudgående analyse sandsynliggør, vil McCain til den tid have vundet stort set alle primærvalg.

Så står vi overfor et McCain-Giuliani slagsmål de kommende måneder, og i et sådant er det svært for denne punditokrat at forudse, hvem f.eks. de evangelske protestanter i det såkaldte “kristne højre”, eller de mere klassisk Reagan-Goldwater konservative, vil støtte.  Både Giuliani og McCain (der, som vi tidligere har påpeget, nærmest er en big government Roosevelt-Republikaner) er begge på flere punkter stort set lige langt fra disse to indbyrdes forskellige, men dog centrale grupperinger indenfor partiet.  Hvis ikke en af eller begge disse grupper kaster sig markant bag den ene eller den anden, kan det blive langvarigt.

Og Ron Paul?  Han vil formodentlig blive ved hele vejen, længe efter at slaget er endegyldigt tabt.  Han har ikke en jordisk chance for at vinde hverken nominering eller valg–men politik kan jo også handle om principper, selvom Pauls egne langt fra altid er lige klare eller velartikulerede.  Det altid læsværdige Reason Magazine havde en interessant artikel om hans kampagne forleden.

Update:

• McCain er iøvrigt–ifølge det pålidelige Rasmussen Reports–den eneste af samtlige præsidentkandidater, som flere vælgere har et positivt end et negativt indtryk af.
• Ann Coulter er ikke en kommentator, der skriver særligt godt, eller generelt er til at holde ud at høre på i mere end et par sekunder.  Men selv blinde høns kan vel finde enkelte frø, og denne karakteristik af Huckabee er da lidt morsom: “Huckabee opposes school choice, earning him the coveted endorsement of the National Education Association of New Hampshire, which is like the sheriff being endorsed by the local whorehouse. … Huckabee wants to get kids involved in music at an early age because he believes it leads to a more balanced and developed brain. You know, as we saw with the Jackson family. Maybe someone should tell him the Osmonds are voting for Romney. He supports a nationwide smoking ban anyplace where people work, constitutional protection for sodomy, big government, higher taxes and government benefits for illegal aliens. According to my calculations, that puts him about three earmarks away from being Nancy Pelosi. Liberals take a perverse pleasure in touting Huckabee because they know he will give them everything they want — big government and a Christian they can roll. “
• En af USA’s mest respekterede, uafhængige valganalytikere, Stuart Rothenberg, har denne analyse af et muligt Obama-Huckabee match-up: “But one thing does seem pretty clear: If it’s Obama versus Huckabee in November, Republicans might want to prepare a bomb shelter and store plenty of food, water and reading material. That general election would more likely than not be a massive blowout for Democrats. … For Huckabee, Obama is a true nightmare. For Obama, Huckabee is a godsend.”

Indenfor de senere år er “laboratorie-eksperimenter” vundet meget frem indenfor samfundsvidenskaberne–især økonomi og politologi mens metoden naturligvis har lange rødder indenfor f.eks. sociologi og psykologi.   Dette blev mest synligt markeret i 2002 med Nobelprisen i økonomi til den gode (noget-mindre-end-minimalstats-)liberalist Vernon Smith, men en anden som ofte laver sjove, eller ihvertfald tankevækkende, eksperimenter er kommunikationsforskeren Shanto Iyengar fra Political Communication Lab på Stanford University.

Iyengar lavede sidste år i samarbejde med The Washington Post/washingtonpost.com et eksperiment i kølvandet på “Hurricane Katrina”, hvor han bad 2.300 deltagende “forsøgskaniner” læse en nyhedsartikel om et menneske, der var blevet ramt af orkanen.  Nogle fik en avishistorie om en “hvid” amerikaner, mens andre fik identiske versioner af historien men hvor personens oprindelse var latin-amerikansk, asiatisk eller afrikansk.  Forsøgspersonerne blev herefter spurgt om, hvor megen hjælp de syntes den nødlidende person skulle have fra det offentlige.  Totalt set ville deltagerne give mindre til “sorte” end til “hvide”:

“[The] study found that people were less likely to give extended aid to black Hurricane Katrina victims than to white ones. The race penalty, on average, totaled about $1,000 per black victim.

As Iyengar and his colleagues subsequently dug deeper into these data, another finding emerged: Republicans consistently gave less aid, and gave over a shorter period of time, to victims regardless of race.

Democrats and independents were far more generous; on average, they gave Katrina victims on average more than $1,500 a month, compared with $1,200 for Republicans, and for 13 months instead of nine.

But for Democrats, race mattered — and in a disturbing way. Overall, Democrats were willing to give whites about $1,500 more than they chose to give to a black or other minority. (Even with this race penalty, Democrats still were willing to give more to blacks than those principled Republicans.) “Republicans are likely to be more stringent, both in terms of money and time, Iyengar said. “However, their position is ‘principled’ in the sense that it stems from a strong belief in individualism (as opposed to handouts). Thus their responses to the assistance questions are relatively invariant across the different media conditions. Independents and Democrats, on the other hand, are more likely to be affected by racial cues.”

Se, det var jo interessant, al den stund at det går ganske meget kontra den almindelige visdom.

Vi kender ikke Iyengars egen politiske observans, men han kommer fra et af de mest “højreorienterede” universiteter i USA–hvor forskerne indenfor samfundsvidenskab er ca. tre Demokrater/grønne/etc. for hver Republikaner/libertarianer.  Han vil ifølge Washington Post ikke gå så langt som at kalde de venstreorienterede forsøgspersoner for racister:

“I wouldn’t put it quite so starkly,” said Stanford University professor Shanto Iyengar. He would prefer to call Democrats “less principled” rather than bigoted, based on his analysis of data collected …

Iyengar said he’s not surprised by the latest findings: “This pattern of results matches perfectly an earlier study I did on race and crime” with Franklin D. Gilliam Jr. of UCLA. “Republicans supported tough treatment of criminals no matter what they encountered in the news. Others were more elastic in their position, coming to support more harsh measures when the criminal suspect they encountered was non-white.”

Den umiddelbare reaktion på D-sejren var

“I think this is the best environment we’ve had on the issue in quite some time,” said Cassandra Q. Butts, a senior vice president for the pro-immigration Center for American Progress.

Men så viser det sig:

In the days after the election, Democratic leaders surprised pro-immigration groups by not including the issue on their list of immediate priorities. Experts said the issue is so complicated, so sensitive and so explosive that it could easily blow up in the Democrats’ faces and give control of Congress back to Republicans in the next election two years from now. And a number of Democrats who took a hard line on illegal immigration were also elected to Congress.

Intet udelukker en katastrofal indvandringslovgivning, som vil bevare de slette og hindre mulige gode følger af indvandring, såvel lovlig som ulovlig.  Men at det ikke bliver så let at gennemføre eksempelvis en amnesti, som visse D-ledere og aktivister har håbet, er sikkert.

Og lige så sikkert er det, at dette er det store spørgsmål i amerikansk politik i mange år fremover.  For det tredje at den største hindring for en indvandringspolitik, der ikke vil bidrage til at opløse USA, ikke er vælgerne, men eliterne af begge partier.