Alternativomkostninger, også kaldet offeromkostninger er de omkostninger, der opstår ved at en valgt handling udelukker andre samtidige handlinger

Formlen for Alternativomkostninger er meget simpel, og kan skrives som:

Alternativomkostninger = Alternativ gevinst – Faktisk gevinst

Investerer vi således vores penge i alternativ A, og opnår en gevinst på 100.000 kroner, men kunne have opnået en gevinst på 150.000 kroner, ved at investere i alternativ B, har vi pådraget os alternativomkostninger på 50.000 kroner. Med andre ord har vi ofret en gevinst på 50.000 kroner ved at vælge alternativ A.

Mens de fleste nok vil mene at ovenstående er selvindlysende grænsende til det banale, synes mange at glemme denne simple sammenhæng, når det for eksempel kommer til alt fra månelandinger, protektionisme og national bilproduktion over landbrug til “cleantech” ( vindmøller mv.).

Her bliver det et spørgsmål om “Det man ser i forhold til det man ikke ser”. Når f. eks. Wind Denmark på på deres hjemmesider skriver om vindmøllebranchens betydning for beskæftigelse (små 35.000 medarbejdere) og eksport (ca. 55 mia.) er det korrekt. Men det er ikke noget argument for at det har været en “god forretning” for Danmark. Opbygningen af vindmølleindustrien i Danmark er resultatet af årtiers politisk vedtagne subsidiering, betalt af andre sektorer i økonomien.

Vindmølleindustrien har som sådan hverken “skabt” 35.000 arbejdspladser, eller 88.000 inklusiv aflededet beskæftigelse. Ligesom andelen af BNP, eller hvad man ellers kan finde på at argumenter heller ikke kan bruges som argument for, at det var en god ide med statslig indblanding.

Enhver branche kan argumentere for deres eksistensberettigelse på den måde. Vindbranchen adskiller sig således ikke fra f. eks. landbruget, når det argumenterer for mere lempelige vilkår med henvisning til andelen af eksport osv.

Havde vi valgt at subsidiere en dansk bilproduktion, eller enhver anden form for produktion, kunne man have anvendt de samme argumenter.

Den svære erkendelse af “ikke at vide noget”

Jeg har altid været meget imponeret over mennesker som mener at vide hvad vi vi skal leve af, hvad morgendagens vinderteknologier er osv. Den evne ville jeg gerne besidde.

Den offentlige debat – både i de traditionelle og de sociale medier – er fulde af synspunkter på om at vi skal satse mere på vind, sol, A-kraft eller noget helt andet. Ofte fremført med stor overbevisning om at ens egen “løsning” er den helt rigtige.

Tilsyneladende er det stort set kun økonomer som erkender, at de ikke har evnerne til at udnævne fremtidens vindere.

Måske skyldes det at stort set kun er økonomer (ikke alle naturligvis, en del tjener jo godt på at fremme særinteresser), som erkender betydningen af “det man ikke ser”.

Som Det Økonomiske Råd diplomatisk skrev i en ellers temmelig barsk kritik af den daværende klima- og energipolitik:

Det er tvivlsomt om politikere og embedsmænd er bedre end aktørerne på markedet til at udpege fremtidige vækstområder, hvor danske virksomheder vil kunne begå sig med succes.

Problemet er bare, at bilafgifterne allerede indebærer en meget høj pris på at udlede drivhusgasser. Bilafgifterne står for en meget stor del af de unødvendigt store samfundsøkonomiske omkostninger ved energipolitikken. Samlet bruger vi 10,8 mia. kr.  mere end nødvendigt i samfundsøkonomiske omkostninger i energipolitikken, fordi prisen på at udlede drivhusgasser svinger meget voldsomt fra kilde til kilde. Det medfører, at reduktionerne ikke finder sted, hvor det er billigst. De unødvendige omkostninger er endda meget større – nemlig 19,8 mia. kr. – hvis man sammenholder afgifterne med drivhusgassers skadevirkninger, vel at mærke de globale skadesvirkninger.

Det fremgår af en CEPOS-analyse, jeg har offentliggjort fornylig.

Hovedforklaringen er, at registreringsafgiften og de andre bilafgifter straffer drivhusgasudledning meget hårdt. Det er ikke specielt effektivt – og kan endda lede til besynderlige paradokser. Der er f.eks. en tilskyndelse til at købe to billige biler i stedet for en større familiebil. Det bliver den samlede drivhusgasudledning nemt større af, fordi afgiftssystemet straffer den enkelte bil og ikke den samlede udledning.

Ifølge Skatteministeriets opgørelse betaler en benzinbil 3.484 kr. per ton CO2. Det er fire gange så meget som den gennemsnitlige pris på drivhusgas på 877 kr./ton. De billigste udledninger betaler 44 kr./ton – det vil sige at benzinbiler betaler en faktor 100 mere end de billigste.

Hvor stor skade gør et ton drivhusgas? Ifølge litteraturen på området er den globale skadesvirkning 407 kr./ton. Vi taler altså om, at benzinbiler beskattes med op mod en faktor 10 i forhold til skadesomkostningerne. Og det er vel at mærke, når der er taget høje for alle andre eksterne skadesomkostninger fra biler i form af ulykker, trængsel, forurening og vejslid.

En “grønnere” registreringsafgift gør mere skade end gavn.  Drivhusgasser bør reduceres, hvor det er billigst, ikke dyrest.