Det er godt, fordi der er et reelt problem med lav vækst, og fordi velstand er nøglen til bl.a. Europas sikkerhed.

Men hvor der kan være meget rigtigt i diagnosen, er der grund til at advare mod nogle af de politiske ”løsningsforslag”. De risikerer at gøre problemerne større, ikke mindre.

Her er et par bidrag til diskussionen, jeg er kommet med på det seneste.

I den interessante podcast Rig på viden diskuterer vi gældskrisen i EU. Find den her. Nogen vil måske spørge: Hvilken gældskrise? Og den er da også elefanten i rummet. Men skal man tale om et problem, der bærer kimen til undergang i sig, er det EU-landenes meget usunde incitamenter til kaste gæld over på hinanden, og EU’s manglende evne og vilje til at bekæmpe dem. Tværtimod er der nu røster i selv velkonsoliderede lande som Danmark om at gøre problemet markant værre ved at optage fælles gæld. Det er reelt en skjult regning til befolkningerne i de velkonsoliderede lande.

Dynamikken i en sådan gældskrise – som vi reelt er i – kan blive meget eksplosiv. Den kan kræve en kraftig centralisering af den politiske magt, som netop kan begynde via fælles gæld og ditto politisk prioritering. Jeg skrev en analyse af problemet sidste år; den kan findes her.

I CEPOS egen podcast Bag om nyhederne diskuterede vi både gæld, industripolitik, protektionisme og statsstøtte i sidste uge. Den kan findes her. Her fortalte Jonas Herby desuden om en analyse, han har på vej, som viser, at en stor og voksende del af regelmængden kommer via EU.

Sidst, men ikke mindst offentliggjorde jeg i denne uge en analyse af konsekvenserne af flere flertalsafgørelser i EU. Den kan findes her. Konklusionen – der hviler på veletableret public choice-teori – er, at det vil føre til dårligere beslutninger, mere centralisering og mere omfordeling mellem EU-landene, men mindre intern omfordeling i bl.a. Danmark.

Der er som sagt store problemer i EU, men der er en enorm risiko for at smide barnet ud med badevandet, hvis de fører til ændringer i vore europæiske institutioner. Det er ikke institutionernes skyld – de er tværtimod langt henad vejen så gode, som man kan ønske sig. De skaber grundlag for et velfungerende samarbejde mellem suveræne medlemsstater. Men de kræver naturligvis, at der er politisk vilje til at anvende dem til en god politik: Frihandel, fokus på kollektive goder med (mindst) europæisk skala, et indre marked i fremdrift, liberalisering. De kræver, at de finanspolitiske spilleregler håndhæves. Og de kræver, at EU holder sig fra områder, hvor det ikke har en naturlig berettigelse.

Der er grænser for, hvor meget gode institutioner kan udrette, hvis politikerne ikke ønsker at understøtte dem. Dét er efter min mening den største udfordring. Opskriften på at øge EU’s økonomiske vækst og robusthed er ikke svær. Den er som sagt at liberalisere, deregulere og skærpe frihandlen. Og at konsolidere de offentlige finanser gennem økonomiske reformer og strammere offentlig udgiftspolitik. Det sidste er medlemsstaternes egen opgave – og bl.a. Danmark, Sverige og Irland er eksempler på, at det kan lade sig gøre – men EU skal håndhæve reglerne, som skal sikre at landene gør det.

Photo by Christian Lue on Unsplash

Når man skal designe politiske institutioner, bør de indrettes, så de minimerer de forventede samlede beslutningsomkostninger, mente Buchanan og Tullock. Som Christian anførte, kan det tale for at anvende flertalskrav på mere end 50 pct. Især når risikoen for meget store omkostninger ved dårlige beslutninger er stor.  

Buchanans ideal var enstemmighed, fordi det udelukker beslutninger, som stiller nogen ringere. Hvis alle skal være enige, er de hver især udstyret med et veto. Det sikrer, at der kun sker Pareto-forbedringer. Det er kun, fordi omkostningerne ved at nå til enighed kan være prohibitive, at Buchanan mente, at der var grund til at fravige enstemmighedskravet.  

Nu sker det rent faktisk jævnligt, at der træffes beslutninger i Folketinget i næsten eller fuldstændig enighed. Og hvis det må være mig tilladt med en personlig observation, så er det bemærkelsesværdigt, hvor dårlige mange af dem faktisk er. Et helt frisk eksempel er den spritnye finanslovsaftale for 2024, der blev indgået i går. Udover regeringens egne forslag består aftalen af udgiftsbevillinger til alle tænkelige klientinteresser for de politiske partier. Selv de tilsyneladende skattelettelser – der er kun to – er reelt udgifter formelt placeret på indtægtssiden.  

Finanslovsaftalen er ingen enlig svale. Mange af de meget brede forlig, jeg har været vidne til på nært hold (bl.a. energiforlig) har formet sig på den måde, at hver ordfører er kommet med en liste over interessenter, der skulle tilgodeses.  

Hvilket naturligt nok frister spørgsmålet: Tog Buchanan og Tullock fejl? 

Nej, det gjorde de – trods disse observationer – ikke. 

Det, der er værd at bemærke ved brede politiske aftaler, er for det første, at beslutningstagerne omkring bordet ikke repræsenterer alle interesser, men primært dem, der er koncentrerede nok til at bemærke, hvad der foregår. Det vil sige, at dem, der betaler, skatteyderne, ikke rigtigt er repræsenteret ved bordet. Det er den såkaldte asymmetrihypotese, der er på spil. Den siger netop, at små koncentrerede interesser har større effekt end store, diffuse interesser – som netop skatteyderne. Ikke underligt bliver der truffet dårlige beslutninger, når det kan ske for andres regning.  

For det andet er brede forlig ikke ensbetydende med, at de er truffet under kvalificeret flertalsregel. Den almindelige flertalsregel spøger således i baggrunden i brede forlig. Hvis et parti truer med at trække sig fra et bredt forlig, er konsekvensen ikke, at forliget falder, men at det gennemføres uden partiets deltagelse. Der er altså ikke nogen effektiv vetokraft. Brede forlig og kvalificeret flertal er to forskellige ting. Kvalificeret flertal fører naturligvis til brede forlig, men brede forlig giver ikke vetokraft under almindelig flertalsregel. 

I tilfældet med finansloven for 2024 er baggrunden for aftalen, at regeringen har et flertal på forhånd og kan få sin finanslov i gennem, hvis den vil, uden at tage hensyn til andre. Men regeringen har tilsyneladende ønsket at skabe lidt goodwill og at kunne sige, at den formidler et bredt samarbejde. Navnlig hvis det kunne ske til en meget lav pris. De øvrige partier – bortset fra Enhedslisten – har så valgt at gå med ud fra betragtningen om, at lidt var bedre end ingenting. Og de samtidig ikke behøver rose regeringens politik.  

Det giver en helt anden aftale, end hvis grundloven indeholdt en bestemmelse om, at ingen udgift kunne afholdes uden f.eks. to tredjedele af MF’ernes opbakning.  

To tredjedele var i øvrigt Knut Wicksells forslag til flertalskravet om netop finansloven. Wicksell, den svenske økonom, som satte Buchanan på sporet af enstemmighedsreglens betydning.