Det var den foreløbige kulmination på flere måneders protester mod valget af Brasiliens (gamle) nye præsident, Luiz Inácio da Silva, eller Lula som han kaldes til daglig.

Angrebet kom en uge efter indsættelsen af Lula, som i oktober vandt ved det tætteste præsidentvalg nogensinde (50,9 pct. mod 49.1 pct. ). Et valg Bolsonaro og en stor del af hans tilhængere efterfølgende ikke vil anerkende (se også figur 1).

Figur 1. Holdning til optøjer og præsidentvalg

I forlængelse af urolighederne den 8. januar er guvernøren for det Føderale Distrikt efter ordre fra højesteretsdommer Alexandre de Moraes, som jeg vender tilbage til senere i dette indlæg, blevet sat fra bestillingen indtil videre, en tidligere justitsminister under Bolsonaro er arresteret og efterforskning af en lang række personer, herunder også Bolsonaro er sat i værk, mens op mod 1.500 mennesker blev interneret. Her to uger senere tilbageholdes fortsat en stor del.

Hvis man er interesseret i en mere indgående beskrivelse af hvad der ledte op til optøjerne søndag den 8. januar, vil jeg varmt anbefale DRs genstart ( Genstart | Bolsonaros hooligans | DR LYD ), som har et fremragende interview med DRs korrespondent i Latinamerika, Kristian Almblad om begivenhederne. Både hvad der ledte op til dem og hvad man måske kan forvente/frygte fremover.

Som Brasiliansk gift og med familie og venner i ”begge lejre” – og en del som foragter både Lula og Bolsonaro – kan jeg kun nikke genkendende til Kristians beskrivelse. ”De” – det være sig ”hardcore” Bolsonaro- eller Lula-tilhængere, ser faktisk de to herrer som noget nær frelser-skikkelser, som intet galt kan gøre. Og mængden af konspiratoriske teorier er tilsyneladende uendelig.

Lige som tilfældet er med Donald Trump og hans tilhængere i USA, er forholdet til medierne (her de brasilianske) ekstremt kritisk. Man modtager og deler i stedet ”nyheder” via de sociale medier – Ikke mindst WhatsApp – som også er blevet brugt til at organisere de protester og lejre, man har slået op ved siden af en lang række militærkaserner landet over siden oktober.
 
De fattiges far (og de riges mor)

Mens “frelseren” Jair Messias Bolsonaro, ofte blot tituleret Capitão på grund af hans fortid som kaptajn i hæren, af sine tilhængere opfattes som manden, der skal redde Brasilien fra kommunisme og Venezuelanske tilstande og et bolværk mod sædernes forfald, så lader dyrkelsen af Lula bestemt ikke meget tilbage, når det kommer til hans tilhængere.

For dem er Lula ren som sne og med ham som præsident igen, forventer de en tilbagevenden til de gode tider i nullerne, hvor ikke mindst et historisk råvareboom kombineret med fornuftige (omend begrænsede) reformer under Lula’s forgænger Fernando Henrique Cardoso, indebar at man kunne finansiere et omfattende cash-transfer program (Bolsa Familia), mens de offentlige lønninger steg betydelig og samtidig oplevede en hastig faldende offentlig gæld (som andel af BNP), se også figur 2. Ak, hvor vil de blive skuffet.

Lula’s første periode kan bedst betegnes ved at man ikke rullede reformerne (herunder privatiseringer) fra 1990erne tilbage, selv om Lula’s parti PT stemte mod stort dem alle (det gjorde et dengang ubetydeligt medlem af underhuset, nemlig Bolsonaro, også).

Regeringens politik ændrede sig dog i løbet af Lula’s anden valgperiode, hvor man førte en langt mere interventionistisk økonomisk politik, der på visse områder mindede om en moderne udgave af den økonomiske politik, militæret førte i 1970erne. I stedet for ekspansion af statsejede virksomheder, kastede man sig ud i en voldsomt stigende kreditgivning til private virksomheder.

Med renter langt under både renten på statsobligationer og inflation var der reelt tale om en betydelig subsidiering af de heldige med adgang til disse kreditter. Værdien af subsidieringen var også langt større som andel af BNP end det “cash-transfer” program (Bolsa Familia), som Lula blev så kendt og berømmet på (og som for øvrigt var en udvidelse af et program, indført før Lula blev valgt første gang).

Af samme grund kan man passende bruge samme betegnelse om Lula, som i midten af det 20. århundrede blev Brasiliens landsfader, Getulio Vargas, til dels : “De fattiges far” med tilføjelsen “og de riges mor”.

Lula’s efterfølger, Dilma Rousseff, videreførte Lula’s politik fra 2. valgperiode, med katastrofale konsekvenser. Ikke mindst for hende selv. det var enn væsentlig årsag til at kongressens to kamre “afsatte hende” – formelt (og korrekt) for at have overtrådt forfatningen (loven om finansiel ansvarlighed) – reelt fordi hun ikke formåede at “få enderne til at mødes” i en hastigt forværret økonomisk situation, og mistede det parlamentariske flertal i kongressen to kamre.

I PTs selvforståelse var afsættelsen et kup – ligesom annulleringen af Lula (og mange andres) domme for korruption, bliver fremstillet en frikendelse – ingen af delene er korrekt, men sådan er der så meget, når man selv kan vælge hvad man vil tro på.

Landet hvor i morgen aldrig kommer

Vi har har ved flere lejligheder beskæftiget os med Brasilien og generelt været meget kritisk overfor landets økonomiske udvikling – også for år tilbage hvor B’et i BRIKS var på alles læber og vi igen og igen fik fortalt om de store fremskrift under Lula i nullerne og begyndelsen af 10erne, indtil det ikke længere kunne skjules, at det alligevel ikke gik så godt. Eller med omskrivning af en tidligere opfattelse af Brasilien, som “landet af i morgen”. Et udtryk, som blev anvendt i midten af det 20. århundrede. Her, i 2020erne er det måske desværre mere passende at omtale Brasilien, som “landet hvor i morgen aldrig kommer”.

Sandheden er at Brasilien de seneste 4 årtier har haft en temmelig ringe økonomisk udvikling. Jovist, BNP per indbygger er vokset set over de seneste 4 årtier, men det er det jo også i Danmark. Som det fremgå af nedenstående figur 3, hvor jeg sammenligner udviklingen i købekraftskorrigeret BNP pr. indbygger i Brasilien og Danmark, er BNP faktisk steget betydeligt mere i Danmark end i Brasilien, og de færreste vil vist betegne Danmark den omtalte periode, som bare i nærheden af at være et vækst-mirakel.

Figur 3. BNP per indbygger, Danmark og Brasilien, 1980=100

Faktisk har Brasilien de seneste årtier været et af de lande i Latinamerika med den ringeste økonomiske udvikling. Ja, selv i de gode år i nullerne med høj vækst, hvor Lula og hans regering blev berømmet for den faldende fattigdom og faldende ulighed, var de opnåede resultater mindre imponerende, når man så nærmere efter. Med mere end 200 mio indbyggere (hver 3. latinamerikaner er Brasilianer) kunne det nok imponere mange, når man skrev og talte om hvor mange mio. der slap ud af fattigdom, men ser man på det procentuelt, var Brasilien faktisk igen et af de lande der klarede sig dårligst. Uligheden, målt ved gini kvocienten, havde været faldende siden starten af 90ernei hele regionen, uanset regeringernes “farve”.

Havde man “en fest” i nullerne, må man unægtelig sige at man efterfølgende har haft gevaldige “tømmermænd”. Ressesionen mellem 2013 og 2016 var således den værste i 100 år, og som det fremgår af figur 4 er den forventede vækst de kommende år ikke ligefrem noget at juble over. Forventet BNP pr. indbygger forventes først i 2027 at være (næsten) på niveau med 2012.

Figur 4. Købekraftkorrigeret BNP per indbygger, 2000-2027

Krisen i midten af forrige årti indebar også en kraftig stigning i arbejdsløsheden, som dog er faldet betydeligt igen de seneste år (covid, det var valgår, alle sejl var sat til osv.), som det fremgår af figur 5.

Figur 5. Arbejdsløshed i procent

Det skal lige medtages, at figur 5 viser arbejdsløsheden på det formelle arbejdsmarked. Ca. hver 3. brasilianer har sit udkomme på det uformelle/ parallelle arbejdsmarked.

Efter den store nedtur i midten af 10’erne var Brasiliansk økonomi på vej op igen, men corona kostede på beskæftigelsen, lige som den kostede på BNP i 2020. Og når man vurderer perioden under Bolsonaro (og årene inden under Temer, som afløste Dilma da hun blev afsat i 2016), så blev der faktisk vedtaget en række reformer til gavn for den fortsatte økonomiske udvikling (og statens finanser). Under Bolsonaro lykkedes det således at gennemføre en efter brasilianske forhold betydedelig pensionsreform. Den var dog, måske forudsigeligt nok, af et noget mindre omfang end finansminister Paulo Guedes ønskede det. Bolsonaro selv saboterede den bl. a. ved i vid omfang at friholde militær og politi fra den nødvendige tilpasning. Ligeledes gennemførtes en arbejdsmarkedsreform, som bl. a. indebærer et fald i omkostningerne ved at hyre og fyre folk, Ligesom man gjorde fremskridt i forhold til afregulering og nedbringelse af fx. omkostningerne for virksomhederne i deres håndtering af betaling af og afgifter.

Men hvis Brasilien skal opnå højere kræver dog fortsatte markedsreformer, som næppe gennemføres foreløbig. Og som det fremgik af figur 2 fortsætter stigningen i den offentlige gæld målt som andel af BNP. Og reformer kunne jo mindske problemet ved at sikre højere vækst, hvorved man “vokser sig ud af gældsproblemet”. Det kommer næppe til at ske..

Figur 7. Forventet BNP, inflation (CPI), rente, primær balance, 2022-2026

Den nye regering er sådan set godt klar over ovenstående og finansminister, Fernado Haddad, har annonceret, at man ønsker at halvere det offentlige underskud (før finansielle omkostninger) til 1 pct. af BNP i forhold til de tidligere forventede ca. 2 pct. i indeværende år.

Det bliver så interessant at se hvad resultatet bliver mellem hvad Haddad ønsker og Lula siger. En evt. forbedring må derfor (hvis det overhovedet er realistisk) forventes at ske via et øget skattetryk. I forvejen udgør skattetrykket ca. 33-34 pct af BNP – blandt de højeste i Latinamerika – og meget højt, når man ser på hvor “langt bagud” Brasilien er i forhold til vores del af verden. Værdiskabelsen pr. indbygger i Brasilien svarer ca. til Danmark i 1950erne.

I det hele taget bliver det interessant at se hvilken version af Lula vi kommer til at opleve de kommende 4 år. Bliver det den Lula fra hans første valgperiode, hvor han klogeligt undlod at omgøre de fornuftige reformer der tidligere var blevet gennemført. Eller bliver det den Lula, som vi så i 2. valgperiode, hvor en stadig større statslig involvering i økonomien, som fortsatte under efterfølgeren Dilma Rousseff, ultimativt førte til den voldsomme økonomiske krise (og afsættelsen af Dilma) i midten af forrige årti?

Det bedste bud er nok at Lula – mere af nød end af lyst – vil regere som i hans første regeringsperiode. Det indebærer dog også at vi må forvente fortsat relativt ringe vækst, hvilket dog er bedre end det økonomiske kaos, som Lula og PT fik mulighed for at gennemføre den politik de reelt ønsker.
Og det er ikke just betryggende, når man følger med i hvad Lula siger om nationalbanken autonomi. Før 2021 kunne præsidenten hyre og fyre direktøren for nationalbanken, sådan forholder det sig ikke længere, efter en lovændring sikrer nationalbankens autonomi. Det har Lula været ude at kritisere, samtidig med at han har kritiseret det høje renteniveau. Som argument har han brugt, at inflationen faldt i 2022. Det skyldtes dog primært at man midlertidigt fjernede en række afgifter. Havde man ikke gjort det ville inflationen være endt på ca. 9 pct i stedet for 5,8 pct.

Hvad der taler for pragmatisme er selvfølgelig, at man er nød til at indrage centrum-højre for at få flertal i kongressens to kamre. Men reformer der for alvor kan gøre noget ved den “brasilianske syge”? (lav vækst og en dyr men ineffektiv off. sektor), skal man næppe forvente.

Og med tanke på at Lula er valgt på et meget tyndt mandat og risikoen for en meget utilfredsstillende fortsat økonomisk udvikling, bliver det interessant hvorvidt Lula er i stand til at balancere mellem sit baglands krav og ønsker og den “politiske” virkelighed i kongressens to kamre. Det var grundliggende her Dilma Rousseff fejlede. Fejler Lula også, ja så er vejen jo åben for at Bolsonaristerne igen kommer til fadet i 2026. Om det bliver med Bolsonaro som præsidentkandidat er dog ikke sikkert. Der er stor sandsynlighed for at Bolsonaro vil blive dømt til ikke at kunne stille op de næste 8 år.

Dommeren, frelseren og de fattiges far

Mens “de fattiges far” vandt valget og “frelseren” foretrak at rejse til Florida i stedet for at deltage i indsættelsen af den nye præsident ved årets start er en 3. herre, nemlig højesteretsdommer (FTS) og præsident for “valgkommisionen” (TSE), Alexandre de Morais, igen kommet i centrum.

Godt nok har det fyldt mere i de brasilianske medier, at Lula har udtrykt mangel på tillid overfor landets væbnede styrker, på baggrund af begivenhederne den 8/1 og der er næppe tvivl om at Bolsonaro får ikke så lidt flere stemmer end Lula gør i det segment. Men grundlæggende er der næppe grund til at tro at militæret skulle gå og drømme om at tage magten igen. I hvilket omfang medlemmer af landets væbnede styrker (og politiet) var involveret i begivenhederne i Brasilia skal naturligvis efterforskes – og bliver efterforsket, men derfra og til at militæret skulle udgøre en trussel mod det brasilianske demokrati er meget langt.

Måske kommer den største trussel fra en mere uventet kant – ikke fordi man ønsker et militærkup – som hardcore Bolsonaro tilhængere gør – tværtimod, men fordi man i bestræbelserne på at beskytte det brasilianske demokrati med gældende lovgivningh muligvis gør det modsatte. Og her personificerer dommer Morais to forhold, som kun synes at blive mere og mere problematiske. Ja måske kan ende med at blive den største udfordring for Brasiliens unge demokrati.

Glenn Greenwald, jurist, forfatter og journalist, som danner par med tidligere medlem af underhuset, valgt for partiet PSOL i 2019 (Brasiliens svar på Enhedslisten), senere skiftet til PDT (Partido Democrático Trabalhista), David Miranda har senest problematiseret dommer Morais uhørt store magt. Greenwald selv er en omstridt person (klik på link og læs Wikipedie opslaget om ham). I 2019-20 var han sammen med The Intercept, en helt på Brasiliens venstrefløj, ikke mindst PT, da han dokumenterede hvor langt, (med andre ord for langt), dommere og anklagere var gået i flere tilfælde, for at få dømt mistænkte i korruptionsskandaler. Ikke mindst i forbindelse med retsagen mod Lula, hvis dommer, Sergio Moro, senere blev Bolsonaro’s første justitsminister indtil de to røg i totterne på hinanden .

Figur 8. “Støtte” tweets fra henholdsvis Lula og Dilma Rouseff til Glenn Greenwald og The Intercept

I sit nyhedsprogram på Rumble (klik på ca. 15 minutter inde i videoen) behandler han hvorledes Alexandre de Morais med trusler om dagbøder beordrer sociale medier til at lukke for adgangen i Brasilien til navngivne politikere, journalister o. a. Bl. a. en populær podcastvært (Monark) som bedst kan sammenlignes med Joe Rogan i USA.

Herefter var samme venstrefløj, som tidligere havde hyldet Greenwald, sjovt nok ikke glad for ham og han blev udsat for en sand syndflod af hadske tweets – ofte gående på han seksualitet. Det skal medtages at Glenn Greenwald selv er en kontroversiel person og efter min mening lige lovlig konspiratorisk anlagt, mens troen på egne evner til at gennemskue verden bestemt ikke fejler noget. Her minder konspirationsteoretikere på både venstre- og højrefløjen jo en del om hinanden. Der er sjældent plads til tvivl om egne evner. Det kan dog ikke tages fra Greenwald at han tidligere har stået bag spektakulære afsløringer, som har vist sig at holde vand.

Både bl .a. New York Times og herhjemme Justitias direktør Jacob Mchangama, tidligere skribent her på bloggen, var da også sidste år ude ude og advare mod udviklingen og omfanget af censur i Brasilien,

Hvis målet er at komme “fake news” til livs, må man da også stille spørgsmåltegn ved hvorvidt man rent faktisk mindsker omfanget eller i sig selv gør folk “mere modtagelige”.

Brasilien er et udpræget lav-tillidssamfund og fakta betyder utroligt lidt for rigtigt mange – også veluddannede mennesker. Det kan man måske også mene ofte gælder i Danmark, men det er dog min erfaring efter mere end 30 år i både en dansk og brasiliansk virklighed, at proportionerne og omfanget i Brasilien er på et helt helt andet niveau.

Også blandt ellers veluddannede mennesker, som absolut ikke sætter egne “evner under en skæppe” (det er måske et af problemerne) i forhold til resten af den brasilianske befolkning, hersker troen på de vildeste konspirationsteorier. Det være sig at Lula’s sejr skyldtes valgsvindel (hvor den store vinder ved det samtidige parlamentsvalg var Bolsonaro’s parti PL, kan jo kun undre), at Dilma’s afsættelse var et kup eller at det sket ikke var Bolsonaro’s tilhængere som gik amok i Brasilia den 8/1, men derimod folk fra venstrefløjen, som havde infiltreret ellers fredelige demonstrationer. Og sådan kunne jeg blive ved.

Som Kristian Almblad siger i den P1 udsendelse (se tidligere link), så er det som at følge tilhængerne af to fodboldhold, hvor man er blind over for ens egnes frispark, hvor modstanderne ikke laver andet, mens dommeren er partisk og på modstanderens side ved enhver kendelse der går ens eget hold imod. Man kunne her tilføje at en del af “den tredje gruppe” – de der foragter både Lula og Bolsonaro, måske har en – mildt sagt – lidt for stor tiltro til det juridiske system og diverse dommeres personlige habitus

Så måske har dommeren her faktisk en uheldig hovedrolle? Hvis det er tilfældet, er konsekvensen næppe mindre, men derimod mere polarisering i det Brasilianske samfund.

En polarisering, som ikke mindskes men måske derimod understøttes af censur (i det godes tjeneste muligvis, men…) koblet med en eventuel (fortsat) ringe økonomiske udvikling de kommende år, kan således blive den største udfordring for det brasilianske demokrati i dette årti.

Blandt højdepunkterne i det nye nummer af Ekonomisk Debatt er Anastasiya Afanaseva, Joakim Eriksson og Mattias Öhmans ”Är faktagranskning lösningen på falska nyheter?” De tre Uppsala-økonomer – Afanaseva er stadig studerende – undersøger i et eksperiment, hvad fake news gør ved folks politiske synspunkter. Eksperimentet viser ganske tydeligt, at faktagranskning, som f.eks. DRs ellers fine Detektor, ikke rykker ret meget ved folks holdninger når de først har været udsat for falsk information. Som de konkluderer, har ”faktagranskningar har begränsad möjlighet att lösa problemet med falska nyheter.”

Nummeret indeholder bl.a. også artikler om kunder diskriminerer mod virksomheder med udenlandske ejere, sammenhængen mellem fertilitet, mobilitet og sundhed, og hvordan Baumol-effekten og ikke indvandring er en langt vigtigere, men overset, forklaring på stigende skatter og udgifter i Sverige. Som altid er hele nummeret varmt anbefalet.

Som en af de bedre kilder til forståelse – BBC – peger på, er der mindst to typer: 1) Usande historier, der sendes rundt og deles med det formål at få folk til at tro noget, der ikke er sandt; og 2) historier, der er delvist usande fordi journalister eller andre ikke gør deres job ordentligt.

Det aspekt, nærmest alle overser for tiden, er at fake news overhovedet ikke er noget nyt – nyheden om fake news er på den måde selv fake news. Det, og mange andre ting, diskuterer Kate Andrews med Steve Davies i denne uge på uges udgave af Institute of Economic Affairs fremragende podcast Live from Lord Nord Street. Kate og Steve viser, hvordan fake news har været tilstede i flere tusinde år, hvordan der findes en række forskellige former – som man ikke skal blande sammen – og hvordan man kan genkende fake news og gøre noget ved det. Som altid er Live from Lord North Street stærkt anbefalet!