Googler man ”måling af økonomisk vækst” (om det er på dansk eller engelsk gør ingen forskel), omhandler den første post, man bliver mødt med, BNP (eller GDP på engelsk) – Bruttonationalproduktet. Så der er jo god grund til at se lidt nærmere på begrebet, som gennem de seneste små 80 år er blevet dét centrale og mest udbredte nøgletal for økonomisk vækst. Flittige læsere af denne blog ved også, at vi her på bloggen ofte bruger udviklingen i BNP som en indikator for økonomisk udvikling og velstand – og det på trods af de problemer, der er med dette nøgletal.  

Kort fortalt blev BNP udviklet fra 1930erne og frem. Oftest krediteres den senere nobelprismodtager Simon Kuznets for at have lagt grunden til det som blev BNP.  Hans idé var at fange al økonomisk produktion fra enkeltpersoner, virksomheder og det offentlige i et centralt nøgletal. Kuznets advarede fra start af mod at ”læse for meget ind i BNP og dets udvikling”.

De fleste kender formentlig den gængse måde at definere BNP (bruttonationalproduktet), men vi tager den lige en gang til her:

BNP = C + I + G + (X – M), hvor C er privatforbrug, I bruttoinvesteringer, G offentligt forbrug og (X – M) nettoeksporten.

Hvad ovenstående ligning siger er altså at en økonomis indkomstskabelse – eller værditilvækst – kan sættes lig med det samlede indenlandske forbrug, investering samt nettoeksport. Så langt så godt.

Men hvis man samtidig tror at BNP også fortæller os om velstand, velfærd og hvis vi skal op på den høje nagle, velvære og tilfredshed med livet, bliver det et problem (se også senere). For slet ikke at tale om hvorvidt det forklarer noget om sommerens tema “økonomisk vækst”. BNP er et produkt, ikke en årsag.

Kritikken af BNP som mål for andet end indkomstdannelsen/skabelsen er bestemt ikke af nyere dato. Udover Kuznets, som forøvrigt afbrød arbejdet for den amerikanske regering, fordi BNP endte med ikke at indeholde “ikke-betalt arbejde” kan nævnes den amerikanske økonom Moses Abramovitz, der i slutningen af 1950erne påpegede, at man skal være skeptisk overfor “at langsigtede ændringer i vækstraten for velfærd kan måles ud af ændringer i vækstraten for produktion”. Se også her.

Jeg mindes nu heller ikke fra min tid på universitet, at ”bare” man øger BNP så meget som muligt, så er det lig med bedre velfærd og velvære.

Udviklingen i BNP underdriver velstandsudviklingen.

Før vi vender tilbage til det med at måle ”velvære” og vel egentlig tilfredshed med livet, så skal vi lige se på nogle af de ”tekniske” problemer der er med BNP, også hvis man alene ønsker at måle ”materiel” levestandard. Problemer som kun er blevet større gennem tiden.

Hvis jeg skulle skrive om alle de problemer der er med BNP, ville det kræve en hel bog (de er skrevet, nogle mere seriøse end andre). Dette indlæg er således blot en illustration af nogle af de problemer der er med begrebet. At jeg og andre så alligevel anvender udviklingen i BNP flittigt, vender jeg tilbage til sidst i dette indlæg.

Teknologisk udvikling og BNP.

I dag render mange af os rundt med ”verdens største pladesamling” og adgang til tusindvis af film og serier, bogstaveligt talt i lommen, hvis ens foretrukne ”mediecenter” er ens smartphone. Dette til forskel fra tidligere hvor man var nødt til at købe eller leje fysiske medier, for at kunne nyde den musik, film og serier man havde lyst – med mindre man lod sig spise af med radio og TV, hvor andre bestemmer hvad man skal lytte til og se.

Harald Edquist,  Peter Goodridge og Jonathan Haskel kommer i en analyse i 2020 (The economic impact of streaming beyond GDP) frem til, at streaming af musik alene har givet en gevinst til forbrugerne på 76 mia. USD. En gevinst der vel at mærke ikke afspejles i BNP.

Det samme kan siges om den gevinst forbrugerne har opnået i kraft af at vores smartphones – selv de relativt billige – har erstattet en lang række funktioner, ofte i langt højere kvalitet, som før i tiden krævede at man investerede i ofte meget dyrt udstyr. Kvaliteten af videoer optaget på en smartphone i dag er således langt, langt bedre end endog meget dyre videokameraer kunne mønstre for få årtier siden. Den gevinst indgår heller ikke i BNP.

Ovenstående er blot ét eksempel. Når man først går i gang med at tænke over det, er det faktisk temmelig ”mindblowing” hvor meget den teknologiske udvikling har betydet for vores levestandard (inkl. velvære og mulighed for at øge vores livskvalitet)

En væsentlig pointe man skal holde sig for øje er, at i den udstrækning af vi nu betaler mindre – eller intet – for det samme eller mere og ikke mindst noget bedre, så vil vi efterspørge (og producere) andre produkter og tjenesteydelser. Men her er jo faktisk tale om at vi kan forbruge meget mere til en meget lavere pris.

BNP og ”The broken window fallacy”

Næste eksempel er en klassiker. Det følger af definitionen på BNP, at der ikke tages hensyn til destruktion (værdiforringelse) af en økonomis ”aktiver”. Krig og naturkatastrofer vil på den ene side, i det omfang det skader kapitalapparatet nok, indebære et fald i produktionen (og dermed det mulige forbrug), men på den anden side vil det øge den registrerede økonomiske aktivitet umiddelbart efterfølgende, i takt med at man genopbygger det ødelagte. Men man er ikke nødvendigvis bedre stillet end man var før katastrofen indtraf. Over tid ser det dog noget anderledes ud. De ressourcer der må anvendes til genopbygning efter krige og naturkatastrofer kunne jo være gået til andre investeringer, som kunne have skabt yderligere vækst på længere sigt.

Alt det der ikke indgår i BNP

Dyrker du selv dine gulerødder i stedet for at købe dem? Maler du selv din bolig i stedet for at lade en maler gøre det (på regning)? Er du blandt dem som passer børn og ældre i familien i stedet for at lade det offentlige gøre det? Ja, så optræder det jo ikke i BNP ligesom frivilligt arbejde heller ikke gør det. Det samme gælder f. eks. Wikipedia hvis værdi i nationalregnskabet er nul! Det er jo baseret på frivilliges indsats. Det var sådan set det problem som i sidste ende ledte til at ophavsmanden til BNP Kuznets stoppede samarbejdet med den amerikanske regering, da man valgte kun at medtage ydelser som var resultat af en handel (hvis vi altså så lige ikke gælder medtagelsen af offentligt forbrug).

Og så er der selvfølgelig problemstillingen omkring indhentning af den nødvendige data til beregning af BNP. Mens det er muligt i den legale del af økonomien, så er det unægtelig noget sværere, når det kommer til en række illegale markeder. Når man i siden 2014 har medtaget handel med illegale rusmidler i beregningen af BNP, så sker det jo ved at estimere værdien, og hvad med den parallelle (sorte) økonomi, som i visse lande er ganske omfattende?

Jovist, usikkerheden ved at bruge BNP som indikator for den økonomiske udvikling er betydelig.

Feminister, marxister og kapitalismekritik

Som ovenfor anført er der en lang række aktiviteter, som ikke indgår i BNP og det er ingen nyhed. At det er et problem er heller ingen nyhed, alt efter hvad man vil bruge BNP til.

Feministen Emma Holten har senest har været ude med kniven efter økonomer og den økonomiske videnskab i sin bog ”Underskud – om værdien af omsorg”. Økonomiske modeller og cost-benefit analyser, som de fx bruges af finansministeriet og de økonomiske vismænd – og nationaløkonomi generelt – ”anklages” her for at være ”kønnet”, fordi kvinders arbejdsindsats ikke værdsættes i tilstrækkelig grad. Herunder at ulønnet arbejde ikke indgår i BNP. Ak ja, Emma Holten giver ligefrem udtryk for at hun er rystet over at økonomer ikke kan udregne effekterne af omsorgsarbejde, eller som hun siger i en artikel i Altinget for et par år siden:

”Eksempelvis har Det Økonomiske Råd selv erkendt, at de ikke er i stand til at udregne de positive økonomiske effekter af sygepleje, dagpleje, skoler eller anden omsorg. Det er ret rystende at høre i et land som Danmark, hvor mange er enige om, at vores velfærdsstat gør os unikke og succesfulde.”

At Emma Holten er rystet må vist skyldes hendes manglende viden om hvordan økonomiske modeller virker. Nej, økonomi er ikke en eksakt videnskab – Også selv om der muligvis er de der fremstiller de resultater som modellerne ”spytter ud” som nærmest det (men det er i så fald ikke økonomer, for de ved jo godt hvordan det forholder sig). Der er masser af problemer forbundet med at lave økonomiske modeller og beregne effekter af dette og hint? Men er det bedre at ”føle” sig frem? Både brugen af økonomiske modeller og ikke mindst cost-benefit analyser, som grundlæggende er en ”blandingsøkonomisk opfindelse”, har lige som beregning af BNP en masse indbyggede problemer. Et godt eksempel kunne være hvis man prøver at beregne den samfundsøkonomiske gevinst ved at borgerne selv skal stå for sorteringen af affald i forhold til hvis man gjorde det bagefter. Her sættes borgernes ”løn” til nul, hvilket formentlig har stor betydning for beregningen.

Emma Holtens kritik er langt fra unik, og er meget lig den kritik, som f. eks. den svenske feminist Katrine Kiolos kom med i ”Det eneste køn” for mere end 10 år siden. Som en sidebemærkning kan man for øvrigt pege på det lidt paradoksale i, at netop skandinaviske feminister kommer med den slags kritik. Der er vist få steder i verden hvor så stor en andel af de opgaver, som tidligere tilhørte det private domæne, nu rent faktisk indgår i BNP (læs offentligt forbrug).

Emma Holtens egen forståelse for økonomi synes også at være begrænset, når hun samtidig med sin kritik anbefaler at man skal kunne arbejde 30 timer om ugen uden lønnedgang. Hvordan hun forestiller sig at et mindre arbejdsudbud, alt andet lige, skulle være muligt uden at påvirke beskatningsgrundlag og de offentlige finanser negativt, melder historien ikke noget om.

For som det fremgår af ovenstående er Emma Holten jo overbevist om at det er vores velfærdsstatsmodel som er grundlaget for vores (Danmarks) succes. Det kan man selvfølgelig også sætte et stort spørgsmålstegn ved.

Om at rette bager for smed

Kritikken fra feminister som Emma Holten og Katriene Kiolos minder ikke så lidt om den kritik, som den venstrefløjen i årevis har turneret med. Ikke mindst den med de ‘manglende’ dynamiske effekter ved en lang række offentlige aktiviteter (hvad nu hvis de viste sig at være nul eller ligefrem negative?). Og i det hele taget synes der at være en syndig sammenblanding af statens, læs velfærdsstatens, behov for at kunne finansiere sine aktiviteter, med hensynet til samfundsøkonomiske gevinster, forstået som som den samlede velstand, for slet ikke at tale om borgernes egen trivsel og velvære.

For hvis man bliver stødt, som Emma Holten gør, over at man med udgangspunkt i beregninger foretaget af økonomer, f. eks. Nina Smith, kommer frem til at mænd i gennemsnit netto bidrager positivt til de offentlige finanser, mens kvinder er en ”underskudsforretning” – se også “Kvinder er fortsat en underskudsforretning for statskassen” – så har man vist åbenlyse problemer med at skelne mellem stat og samfund. Til Emma Holtens forsvar skal siges, at der vist er en del, som ikke forstår at sondre mellem de to ting.

Men det er jo sådan set ikke anderledes end når man argumenterer mod fortsat indvandring med at bestemte indvandrergrupper koster mere i offentlige udgifter i forhold til hvad de bidrager med i indtægter (skat) for det offentlige og derefter peger på bestemte gruppers relativt lave uddannelsesniveau. For hvor er de indirekte effekter f. eks. henne? Og de er jo ikke uafhængige af hvorledes man politisk har bestemt sig for at indrette økonomien.

Hermed ikke taget stilling til hvorvidt og i hvilket omfang forskellige indvandrergrupper rent faktisk bidrager positiv eller negativt til den samlede økonomi i Danmark. Det er blot et eksempel. Adgang til velfærdsydelser og deres niveau er bestemt ikke uden betydning.

Det er også et paradoks at Emma Holten og andre er ude efter økonomer og økonomiske modeller, fordi, som hun siger til Altinget, at ”det er vigtigt at gøre opmærksom på, at den [økonomiske videnskab] er påvirket af både historie og kultur. I særdeleshed undertrykkelsen af kvinder. Man har set reproduktion og omsorgsarbejde for irrelevant, som en usynlig service. Det kommer stadig til udtryk i dag.” Og begrunder det med at det skyldes ”de økonomiske modeller og institutioner, vi benytter os af” som ifølge hende kan ses ved ”hvordan omsorgsarbejde i hjemmet er ekskluderet fra økonomiske vækstprognoser, fordi det ikke udøves for penge.” Og slutter af med at pege på BNP, der som hun siger ”måler service, produkter og investeringer, der bliver købt og solgt for penge. Det måler intet af det arbejde, som ikke er markedsgjort, som ulønnet omsorgsarbejde og naturressourcer.”

Som tidligere nævnt har vi i årtier vidst at BNP ikke indeholder ”alt det vi laver”, når vi ikke arbejder, men hvad nu hvis vi gjorde? Altså medregnede værdien af alt det som ikke er ”markedsgjort”, når vi beregnede BNP og derefter sammenholdt det med udviklingen i BNP i takt med at vi overlader flere og flere opgaver, som man tidligere udførte privat (omsorg bl .a) til det offentlige? Resultatet er at væksten i BNP i så fald overdriver den faktiske økonomiske vækst.

Og når Emma Holten (og andre) peger på, at man også burde have “et Psykologisk Råd, et Sociologisk Råd og et Ligestillingsråd”, viser det at hun mener og tror på et samfund, hvor man både kan og skal på mere eller mindre planøkonomisk vis planlægge vores tilværelse ned i mindste detalje. Det er jo sådan set også den vej vores samfund bevæger sig i, og det får i det i hvert fald til at løbe koldt ned af ryggen på denne punditokrat.

Direkte adspurgt om Hvilket politisk mål vi stræbe efter i stedet for økonomiske mål som BNP Svarer Holten, at “Det politiske mål skal være mere livskvalitet”. Problemet er selvføgelig hvad man forstår ved “livskvalitet”. Igen løber det koldt ned af ryggen på undertegnede. Det er den sikre opskrift på en totalitær, altomfattende stat, hvor den oplevede livskvalitet hos den enkelte næppe bliver noget at skrive hjem om.  

Noget andet er så, at det er noget af en påstand at højere BNP er den altoverskyggende målsætning med den førte politik de sidste mange årtier i Danmark. I velfærdsstatens æra har det været dennes overlevelse som har været hovedfokus, som når man ønsker at øge arbejdsudbuddet, bl. a. gennem øget pensionsalder. Og hvor er det lige vi altid ender i den offentlige debat, når nogle foreslår skattenedsættelser af den slags som vil gavne den økonomiske vækst og det mulige privatforbrug eller muligheden for at opretholde den samme realindkomst ved at arbejde mindre, hvis det er hvad man ønsker?

Nej, borgernes forbrugsmulighedsområde eller frihed til at vælge hvordan man ønsker at leve sit liv er bestemt ikke politikernes og skiftende regeringers førsteprioritet. I det hele taget er det lidt et paradoks, når kritikken af BNP, Vismandsinstitutionen, Finansministeriets regnemodeller osv. kommer fra venstrefløjen (inkl. socialdemokratiet, når de ikke har regeringsmagten). Hvad er den grundlæggende præmis for det Økonomiske Råds arbejde? Hvorfor endte BNP med at blive defineret som det blev? Hvorfor indgår offentlig forbrug som en positiv faktor for en økonomis BNP? Især fastsættelsen af produktionen i den offentlige sektor er problematisk, hvis man altså vil bruge BNP til at sige noget om værdiskabelsen i en økonomi. Her er sjældent markedspriser for de ydelser der udbydes, hvorfor bidrag til BNP fastsættes som de omkostninger der tilgår til produktion af disse. Med andre ord vil det offentlige forbrugs bidrag til BNP stige, jo mindre effektiv den er, ligesom borgernes efterspørgsel efter ydelserne bliver sekundær. Dette i modsætning til det private marked, hvor vi jo må gå ud fra at der er en sammenhæng mellem pris og den nytte som køber får ud af det.

Men igen kommer det jo an på hvad det er man vil måle – eller tror man måler ved at beregne BNP. Om man bygger katedraler, tanks eller producerer varer og tjenesteydelser som rent faktisk øger borgernes livskvalitet kommer ud på et. Det hele optræder i BNP.

Det gælder sådan set også om man blot graver dybe huller og dækker dem til bagefter. Så længe der er nogen som betaler for det og det dermed registreres som en økonomisk aktivitet, optræder det i BNP.  Der tages heller ikke hensyn til i hvilket omfang man ødelægger mulighederne for fremtidige generationers tilværelse, ødelægger miljøet og opbruger naturressourcerne. Det er en velkendt og korrekt kritik. Problemet opstår så når man skal sætte en værdi på disse eksternaliteter.

Det er også noget af en tilsnigelse at postulere, at økonomer har stor magt, når det kommer til at udforme faktisk ført politik. Et blandt mange eksempler er den førte klimapolitik. Som økonom vil man jo mene, at det i en verden med begrænsede ressourcer handler om, at med et givent mål (her reduktion af udledning af drivhusgasser) bør det gøres så effektivt som muligt. Det er de fleste (national)økonomer enige om bedst gøres ved at lægge en ensartet afgift på udledningen af drivhusgasser. Det vil være synd at sige at det er ledetråden i den førte politik.

Alternativer til BNP

Som det forhåbentlig burde fremgå af ovenstående er der al mulig grund til at være kritisk overfor BNP, både overfor hvad det egentlig fortæller os noget om og i hvilken udstrækning man bør indrette den førte politik alene ud fra at øge registreret BNP med de begrænsninger og problemer der er indbygget i beregningen af denne. Når Emma Holten fremhæver livskvalitet som et succeskriterie er jeg faktisk enig med hende. Problemet er bare hvad vi forstår ved netop livskvalitet, og hvordan man måler det.

Under alle omstændigheder har økonomer og andre i årtier prøvet at finde andre mål end BNP, som netop skulle tage højde for dets indbyggede problemer, ikke mindst som målestok for velvære og livskvalitet – hvilket BNP ikke er og aldrig har været.

Blandt de alternative mål er det mest kendt nok FN’s Human Development Index (HDI). Ideen med HDI er at  kombinere indikatorer for sundhed, uddannelse og indkomst for at give et bredere mål for menneskers velvære, ved at inddrage faktorer som forventet levetid, uddannelsesniveau og bruttonationalindkomst. Et grundlæggende problem er selvfølgelig hvordan man så afvejer de forskellige faktorer overfor hinanden.

Så er der Gross National Happiness (GNH), som blev udviklet af Kongeriget Bhutan i begyndelsen af 1970erne. I stedet for at fokusere på BNP, som var og er meget lavt, ville man i stedet for måle den generelle velbefindende og lykke for borgerne – netop det som Emma Holten og andre efterspørger. GNH inddrager derfor faktorer som psykologisk velvære, social støtte, miljømæssig bæredygtighed og kulturel bevarelse. Det lyder flot, men set over de seneste 50 års udvikling er Bhutan vist ikke blevet synderligt mere attraktivt at være borger i.

Der er også Genuine Progress Indicator (GPI):. Her forsøger man at måle en nations økonomiske fremskridt, mens der tages hensyn til sociale og miljømæssige faktorer. BNP justeres op eller ned ved at inkorporere faktorer som indkomstfordeling, husholdningernes produktion, værdien af ​​ulønnet arbejde, ressourceudtømning og skader på klima- og miljø.

Man kan også pege på Global Social Progress Index som angiveligt skulle give en omfattende vurdering af socialt og miljømæssigt velbefindende. Det inkluderer indikatorer relateret til grundlæggende menneskelige behov, grundlaget for velvære (f.eks. adgang til sundhedspleje og uddannelse) og muligheder for enkeltpersoner for at nå deres fulde potentiale (ja ord er jo taknemmelige).

Eller hvad med Trivselsjusterede leveårs indekset (WELLBY)? Living long and living well: The WELLBY approach | The World Happiness Report. Her kombinerer man forventet levetid med mål for subjektivt velbefindende for at vurdere den overordnede livskvalitet. Seneste World Happiness Report finder du for øvrigt her. Happiness of the younger, the older, and those in between | The World Happiness Report

Hvad der gør sig gældende for de nævnte forsøg på alternativer til BNP er så, at de i betydelig grad korrelerer med netop……., rigtigt gættet, BNP.

Man kunne selvfølgelig også også bare se på hvor folk gerne vil bo. I mange lande vil de fleste borgere helst bo i deres eget land, men der findes også en række lande, hvor et flertal af befolkningen rangerer deres eget land lavt i forhold til andre lande. Og hvis man så ikke foretrækker at bo i sit eget, men et andet land? Ja, så falder valget på lande som Canada, Australien, New Zealand Italien og Schweiz, som bl. a. er Colombianeres førstevalg (Danmark er på 2. pladsen). Anderledes ser det dog ud for dem, som rent faktisk ønsker at emigrere, Her er USA et solidt førstevalg.

Så måske er BNP – i hvert fald som udgangspunkt – alligevel ikke så tosset en målestok for velstand, velfærd, velvære, tilfredshed og livskvalitet. Også selv om den slet ikke måler det og på trods af de mange indbyggede problemer og forbehold man må tage.

Eller som Cepos cheføkonom, Mai Amalie Holstein skriver i et indlæg den 17. juli i Berlingske Tidende:

“Klarer man sig godt på det ene mål, så klarer man sig godt på det andet. Det samme gør sig gældende, når man måler lykke – altså den selvrapporterede livstilfredshed. Rige lande er lykkelige lande.”

Her i sommervarmen har program-redaktionen for eksempel givet taletid til en person ved navn Irene Manteufel, der har fået lov til at lave fem programmer om et emne, hun angiver at vide meget om. Emnet er formelt ”sexisme”. Altså diskrimination mod mænd eller kvinder alene på baggrund af deres køn. Men i mine øre lyder det nu mest som om, at radiokanalen har givet værtinden 5 x 1 time til at plædere for den variant af ny-marxismen, som kaldes ”feminisme”.

Jeg har kun hørt et af de i alt fem programmer. Det havde følgende emne:

Hvorfor hader liberale kvinder? Mange af de mest ekstreme og hadefulde ytringer mod kvinder kommer fra liberale politikere og på liberale medier. Kvindesynet blandt liberale forekommer generelt misogynistisk.

Gæsten er Christopher Arzrouni, og han demonstrerer på eksemplarisk vis, hvor dårligt sammentømret værtindens argumentation er.

På et tidspunkt pointerer Arzrouni, at det er en præmis i liberal politisk filosofi, at alle – uanset køn – skal have lige rettigheder, og at det derfor ikke kan være liberalt at mene, at kvinder skal være mænd underordnet, at mænd skal have bedre rettigheder end kvinder eller kvinder bedre rettigheder end mænd. Altså, at liberalismen i sig selv er anti-sexistisk.

Det lader dog til at gå Irene Manteufels hoved forbi. Hun lyder i hvert fald ikke det mindste forlegen over sin misopfattelse af noget så basalt, ligesom hun vælger ikke at ville erkende, at Arzrouni har demonstreret, at liberale ikke er sexister.

Radioprogrammet fremstår derfor som et glimrende eksempel på en redelig (Arzrouni) og uredelig (Manteufel) debatstil. Men lyt selv med. Det er er underholdende på sådan en lidt tåkrummende måde: