Tidligere var det befolkningstilvæksten som nogle åbenbart kunne ligge søvnløse over, nu er det så udsigten til at befolkningstallet topper, for derefter at falde, som problematiseres.

Men det er egentlig lidt underligt at folk først i årtier var bange for befolkningstilvæksten og det åbenbart først de senere år for alvor er gået op for folk, at den globale befolkning vil toppe på et tidspunkt og derefter blive mindre, ligesom diskussionen om fertilitetsraten herhjemme kan forekomme noget besynderlig. Således har den i mere end 50 år ligget under hvad der kræves (ca. 2,1) for at bibeholde befolkningens størrelse over tid, som det fremgår af nedenstående tabel. Med andre ord, hvis ikke det havde været for nettoindvandringen i den mellemliggende tid, ville befolkningstallet herhjemme være faldet de seneste år. Ifølge Danmarks Statistik udgør indvandrere og efterkommere efter indvandrere da også ca. 15 – 16 pct. af befolkningen her i 2024 (DST definition).  

Figur 1.

Kilde: Dst

Allerede da ægteparret Erhlich i 1968 udgav bogen ”The Population Bomb”, som forudsagde en verden med hungersnød og social uro på grund af den fortsatte befolkningstilvækst, havde verden passeret ”peak growth” punktet og tilvæksthastigheden har været faldende lige siden. Den globale befolkning forventes på nuværende tidspunkt ifølge de seneste estimater at toppe med omkring 10+ mia. mennesker i slutningen af dette århundrede.

Ægteparret Erhlich mente slet ikke at man kunne brødføde så mange mennesker, og brugte bl. a Indien som eksempel. Det var ”ren Malthus” tankegang og de havde ikke taget højde for produktivitetsudviklingen indenfor landbrug på grund af den Grønne Revolution. Det viste sig nemlig efterfølgende, at fødevareproduktionen steg langt hurtigere end befolkningstallet.

Nu er det så udsigten til et faldende befolkningstal som problematiseres som hvis ikke noget nær menneskehedens undergang, så dog et problem af et omfang, som kalder på umiddelbar handling. Men hvorfor egentlig og hvordan ser ”den nære fremtid” egentlig ud herhjemme? 

Men lad os lige starte med at se på hvordan Danmark gik fra at have en befolkning på under én mio. i begyndelsen af det 19. århundrede til tæt på 6 mio. i dag.

Som det fremgår af nedenstående figur, der viser hvor mange nyfødte, der døde inden de nåede 5-års alderen, var det tæt på 40 pct. i begyndelsen af det 19. århundrede. I starten af forrige århundrede var dette faldet til ca. 15 pct. Her i 2024 er det mindre end 4 promille, som ikke overlever de første 5 år. En i sig selv bemærkelsesværdig udvikling.

Figur 2

Mens børnedødeligheden falder gennem hele perioden, ser det dog noget anderledes ud for antal nyfødte per 1000 indbyggere; se nedenstående figur. I første halvdel af det 19. århundrede udgjorde de ca. 3-3,2 pct. af den samlede befolkning og andelen toppede omkring 1860 med ca 3,3 pct. Fra slutningen af det 19. århundrede og frem faldt andelen herefter kraftigt frem til hvor tid, hvor andelen af nyfødte i et givent år udgjorde lidt over en pct. af befolkningen.

Figur 3

Ovenstående er en velkendt udvikling, som alle lande går eller er gået igennem, kendt som den demografiske transition.

Først falder børnedødeligheden og senere begynder fertilitetsraten også at falde. Det skete i Danmark, som det er sket og sker i resten af verden. Der er stor forskel på både hastighed og hvor kraftigt fertilitetsraten falder, samt hvornår denne transformation finder sted. Det indebærer at sammensætningen af verdens befolkning, ikke kun fordelt på alder, men også oprindelse, oplever en kraftig forandring, hvilket også fremgår af nedenstående figur. Det er ikke noget nyt fænomen. Således er den afrikanske befolkning næsten 10-doblet siden 1900, og yderligere forventes at tredobles frem til slutningen af dette århundrede.

Figur 4

Kilde:  World Population Prospects – Population Division – United Nations

I samme periode halveres befolkningen, alt andet lige, i bl. a. Kina samt en række østeuropæiske og sydeuropæiske lande.

For hele Europa gælder, at den netop er toppet med ca. 740 mio. mennesker, og forventes at falde til ca. 585 mio. indbyggere frem mod 2075. Kinas befolkning topper også i disse år og forventes herefter at falde fra ca. 1,4 mia. til ca. 1,3 mia. frem mod 2050, for derefter at være faldet til ca. 800 mio. i slutningen af dette århundrede.

Også Indiens befolkning falder efter 2075 ifølge FN. Så jo, der er store forandringer i gang, når det kommer til både befolkningssammensætning og den samlede globale befolkning.

Det skal understreges, at der er tale om prognoser. Hvor mange vi vil være, når befolkningstallet peaker og hvornår, er der således en vis uenighed om. Alt er naturligvis afhængig af hvorvidt forudsætningerne for de prognoser man laver er korrekte, herunder udvikling i fertilitet og levealder, og for de enkelte lande, hvorledes migrantionsstrømmene udvikler sig. At fertiliteten er faldende, har vi dog vidst længe og for visse lande er den endog faldet drastisk, som det fremgår af nedenstående.

Tabel 1.

Den samlede globale fertilitet er på nuværende tidspunkt, ifølge FN, ca. 2,3 barn per kvinde i den fødedygtige alder.

Figur 5

Men er det et problem at ca. 40 pct af jordens befolkning år 2100 er afrikanere? (det svarer ca. til Indien og Kinas andel i dag), at Europas befolkning falder fra ca. 740 mio. mennesker til under 500 mio. mennesker frem mod år 2100? Og hvis man mener det er et problem, kan man så gøre noget ved det og skal man overhovedet gøre noget ved det?

Det er muligvis et problem for de enkelte lande – større eller mindre, alt efter hvorledes økonomien er indrettet – ikke mindst har det betydning for indretningen af velfærdsstatsmodellerne. Og det meste af diskussionen i disse år, ikke mindst herhjemme, synes også mest af alt at handle om betydningen for de offentlige finanser. Og det selv om vi ret beset har færre problemer end de fleste andre lande, ikke mindst på grund af den løbende regulering af pensionsalderen og den faldende betydning af folkepensionen for det fleste.

Lev med det – det handler om tilpasningsevne

Som det fremgik af figur 1 er det længe siden at den danske befolkning reproducerede sig selv og alligevel er den fortsat med at vokse. Fra lige under under 5 mio. i 1970 til lige under 6 mio. i dag, mens den forventes at vokse til ca. 6,2 mio. i 2070. Aldersfordelingen ændrer sig under vejs, hvilket vist driver en del af den debat som er og har været tilbagevendende i de senere år (ligesom den altid tilstedeværende debat om indvandring), herunder ikke mindst andelen af befolkningen, som står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Figur 6

Mens den samlede befolkning som før nævnt forventes at stige til ca. 6,2 mio. indbyggere (husk det er en prognose), falder andelen af de som vi kan antage er en del af arbejdsmarkedet, baseret på alder i forhold til de aldersgrupper som står uden for.

Jeg har valgt at medtage de der befinder sig i aldersgruppen 20-69 årige som repræsenterende den erhvervsaktive del af befolkningen (afgrænsningen kan altid diskuteres). Denne gruppes andel falder med ca. 5 pct. point, svarende til et fald på 7,7 pct. frem mod 2070, fra at udgøre lidt over 63 pct., til at udgøre lidt over 58 pct. Modsvarende falder andelen under 20 år ca. 1,7 pct point, også svarende til et fald på ca. 7,7 pct. point. Til gengæld stiger andelen over 70 år med 6,5 pct. point, svarende til en stigning på ca. 43 pct.

Udviklingen i antal 20-69 årige fremgår af nedenstående figur 7. Vær opmærksom på at grafen starter ved 3.480.000. Reelt er der tale om at det maksimale antal i gruppen forventes at blive lidt over 3.640.000 i 2040, hvorefter antallet falder frem mod 2056 til 3.540.000 i den pågældende aldersgruppe, for derefter at stige frem mod 2070, hvor der vil være lidt færre end 3.640.000 indbyggere i denne aldersgruppe (pensionsalderen er fastsat ved lov til at være 69 år i 2035).     

Figur 7

Kilde: Dst.

Det har naturligvis, alt andet lige, betydning for arbejdsudbuddet, om end det altså, alt andet lige må forventes at være ca. det samme (lidt mindre) i 2070 som i 2024. Værdien af producerede varer og tjenesteydelser vil altså være lidt mindre i 2070 end i 2040 (igen alt andet lige), men betydeligt højere end på nuværende tidspunkt – også i forhold til indbyggertallet, selv hvis man tager højde for væksten i den samlede befolkning.

Og så er der jo slet ikke taget højde for produktivitetsudviklingen. Det kan selvfølgelig være, at der slet ikke er nogen – man ved jo aldrig hvad politikerne kan finde på af tåbeligheder – men hvis vi tager udgangspunkt i en forbedring på gennemsnitlig 1 pct. om året (den bør være, og kan være væsentlig højere, hvis skiftende regeringer og folketingsflertal rent faktisk lyttede til hvad økonomer siger), er der næppe et problem.

Figur 8

Kilde: Dst og egne beregninger

Figur 8 illustrerer udviklingen, hvis vi både tager højde for en forventet produktivitetsfremgang på i gennemsnit ½ pct., 1 pct. og 1,5 pct. og udviklingen i aldersgruppen 20-69 år. Det er vist ret tydeligt hvad det betyder, om den gennemsnitlige produktivitetsfremgang havner på ½, 1, eller 1,5 pct. Selv hvis vi ender på sølle ½ procent indebærer det, at den samlede realværdi stiger betydeligt mere end den samlede befolkning. Mens en stigning på i gennemsnit 1,5 pct. indebærer en næsten fordobling frem mod 2070 (Den svenske timeproduktivitet er i gennemsnit steget 1,6 pct. om året de seneste 20 år, så selv det burde være et konservativt bud på en mulig udvikling)

Men hvad så med udviklingen efter 2070 og hvad med resten af verden? Well. For det første kunne man penge på, hvilket overvismanden også har gjort, at der er visse fordele ved et faldende befolkningstal – fx i forhold til udledningen af drivhusgasser og ’presset” på den natur der omgiver os (hvorfor det også er afgørende at der i Afrika sker en fortsat urbanisering og velstandsfremgang). Og i det hele taget må man stille sig følgende to spørgsmål:

1. Hvad kan vi egentlig sige om hvordan verden ser ud om 50 år, 100 år eller mere? Indtil nu har vi oplevet både en historisk kraftig stigning i befolkningstallet samtidig med at velstanden er steget endnu mere. Det er den historiske udvikling, men det indebærer jo ikke at stigende befolkning er en forudsætning for stigende levestandard.

2. Selv hvis man ønskede at øge fertiliteten, kan det så overhovedet lade sig gøre i nogen meningsfuld grad? Det er jo ikke fordi lande med lave fertilitetskvotienter ikke har prøvet med alt fra medaljer til skattefrihed og direkte tilskud. Det ser dog ikke ud til at have betydet andet end muligvis et lidt mindre fald i fertiliteten, se også et par af nedenstående links.

Det minder en hel del om fx. egnsudvikling, hvor man i årtier har smidt mia. af skattekroner efter tyndt befolkede områder og ”udkantsdanmark”, alt mens befolkningen er strømmet den anden vej.

Så herfra skal blot lyde at Ja, fra slutningen af dette århundrede vil det globale befolkningstal falde og det har betydning for valg af først og fremmest velfærdsmodeller. I mellemtiden ville det være rart hvis man holdt op med at opfordre os til at arbejde mere. Det er nu en gang ikke målet med tilværelsen, og slet ikke når man ønsker at vi skal gøre det for andre end os selv og vores egne. Her på bloggen lægger vi ikke skjul på, at vi bestemt ikke mener, at den enkelte er til for statens – ikke mindst velfærdsstatens skyld, men primært for sig og sine.

Links:

Om hvorfor man får børn:

Forsker: Børn bliver set som arvegods, du ikke kan skille dig af med (berlingske.dk)

Carl-Johan:

Det skrumpende Danmark er nu på dagsordenen | Økonomisk Ugebrev

Befolkning, klima og vækst 8: Hvad er sammenhængene mellem befolkningstilvækst og økonomisk vækst? (cepos.dk)

»Børn er ikke en forudsætning for det gode liv. Ofte er de i vejen for det gode liv« (berlingske.dk)

Førende forsker vil aflive myter om, hvorfor vi får færre børn: Årsagen skal findes et andet sted (berlingske.dk)

Gapminder

Massiv affolkning truer store dele af Europa – DI (danskindustri.dk)

Kommentar: Ny befolkningsfremskrivning viser stor demografisk modvind (danskerhverv.dk)

Global Population Implosion to Less Than 200 Million People in 2300 | NextBigFuture.com

Aging Is the Real Population Bomb (imf.org)

How has world population growth changed over time? – Our World in Data

What Helps Explain the World Population Explosion? | St. Louis Fed (stlouisfed.org)

African Century (imf.org)

World Population Prospects – Population Division – United Nations

African Century (imf.org)

Doepke_Becker_QQ_1114.pdf (northwestern.edu)

Don’t worry about global population collapse – The Japan Times

Global fertility has collapsed, with profound economic consequences (economist.com)

World Population Prospects – Population Division – United Nations

Hold benene samlet. For Danmark | Weekendavisen

Topøkonom går i rette med udbredt opfattelse: De lave danske fødselsrater er ikke en bombe under økonomien (berlingske.dk)

Massiv affolkning truer store dele af Europa – DI (danskindustri.dk)

Amerikansk stjerneforsker har gransket de lave fødselsrater: Vi har aldrig set noget lignende før (berlingske.dk)

I mellemtiden har Jyllands-Posten bragt en kronik af Alexander Sokol, som postulerer endnu en angivelig negativ konsekvens af individualisme, nemlig den faldende fertilitet. ”Fertilitetskrisen er skabt af den moderne liberalisme”, hedder den sigende overskrift. Igen er der tale om spekulative postulater, der ikke er bakket op af nogen form for evidens.

Men lad os prøve at se på, om der er en sammenhæng synlig i data. Som nævnt kunne livstilfredshed forklares signifikant og positivt med individualisme-scoren (Hostedes meget anvendte individualisme-kollektivisme-indeks) og indkomst målt ved BNP per capira (logaritmisk transformeret), mens en dummy-variabel for, om et land har været kommunistisk, slog negativt og også meget signifikant ud.

Hvordan med fertilitet, altså antal fødte per kvinde?

Tabel 1 nedenfor afrapporterer den statistiske analyse.

Det ses for det første, at der er en negativ sammenhæng mellem, om et land har været kommunistisk og dets fertilitetsrate.

Det ses for det andet, at der er en klar signifikant negativ sammenhæng mellem indkomst og fertilitet. Det er ikke overraskende. Det er tværtimod en meget velkendt sammenhæng: At folk får færre børn, når deres indkomst stiger. Det er der flere forklaringer på: At børnedødeligheden også falder med indkomsten, og at behovet for børn til at forsørge sig, når man bliver gammel, falder. Vi har tidligere skrevet om det i bl.a. sommerserien 2019 (her er en oversigt over alle afsnit, inklusive om fertilitet).

Endelig ses det, at der ingen signifikant sammenhæng er mellem individualisme og fertilitet. Fortegnet er positivt, hvilket umiddelbart tilsiger, at folk i individualistiske kulturer får flere børn, men effekten er særdeles insignifikant*) – dvs. ikke forskellig fra nul.

Man kan dog indvende, at der – som vi også noterede i sidste afsnit #2 af sommerserien – er en sammenhæng via indkomstniveauet. Individualisme er forbundet med større velstand, som igen er forbundet med lavere fertilitet. Så ad den vej er der lavere fertilitet i mere individualistiske kulturer, simpelthen fordi de er rigere.

Men det skal bemærkes, at det slet ikke er den forklaring, forfatteren giver. Tværtimod hævdes det, at årsagen stammer fra liberal politisk filosofi fra Locke og Mill til Rawls og Nozick, som advokerer for en værdineutral stat:

“Og her finder vi endelig den måde, hvorpå liberalismen har skabt fertilitetskrisen. I moderne liberalisme må ingen slags liv privilegeres over andre, og staten må ikke gøre noget for at understøtte livet som forældre over andre slags liv. Men livet som forældre er et liv, der i helt særlig grad kræver en fælles indsats for at lykkes. Livet som forældre er det ultimative ikke-individualistiske liv, og det er det liv, hvor man i maksimal grad har brug for sin partner, sin familie, sine venner og sit lokale samfund.”

Selve dette ræsonnement hviler på flere fejltagelser. For det første at individualisme står i modsætning til, at individer kan indgå i forpligtende fællesskaber og lade andres velfærd, ikke mindst deres børns, indgå i deres egen. For det andet at den ”neutrale stat” er en umulighed, at vi alle altid er genstand for ”strukturel tvang”, og at man derfor lige så godt kan vælge ”konservativ tvang”. Forestillingen om ”strukturel tvang” – der lige som kollektivismen er et fælles gods med både den klassiske og postmoderne venstrefløj – bygger på et postuleret paradoks, som Popper brugte betydelige kræfter på at gendrive. De politiske institutioner er selvsagt ikke neutrale over for at realisere politiske præferencer – det er svært at praktisere nazisme eller bolchevisme i et frit samfund – men i den forstand, at folk har lov til at disponere over deres person, deres arbejdskraft og retfærdigt erhvervede ejendom.

Men jeg vil i denne omgang lade denne diskussion ligge. Det helt elementære spørgsmål er som sagt, om det er rigtigt, at udbredelse af individualistiske værdier påvirker præferencerne for at få børn i sig selv. Og det er der altså ingen umiddelbart empirisk evidens for. Det gælder også, selv om man i stedet for individualisme ser på graden af fri markedsøkonomi som mål for, hvor liberalt et samfund er. Jeg har i tabel 2 erstattet individualisme med Economic Freedom Index fra Fraser Institute et al. Det fører til nøjagtig samme resultat. Fertiliteten er stadig signifikant korreleret med indkomst og kommunisme-dummyen, men slet ikke med økonomisk frihed. Økonomisk frihed er derimod korreleret med indkomst, så ad den vej påvirker økonomisk liberalisme altså fertiliteten, men ikke som foreslået af kronikøren.

Man kan undre sig over, hvorfor disse debattører ikke gør sig den ulejlighed at undersøge, om der er nogen empirisk evidens for deres spekulative påstande. Det er vigtigt at understrege, at ikke alting kan afgøres empirisk, men de typer af påstande er oplagte at undersøge det empiriske grundlag for, før de slynges ud. Kan det skyldes, at de også har overtaget den postmoderne venstrefløjs synspunkt om, at alting bare er retorik? Jeg håber det ikke.

Det er værd at notere, at tesen om, at individualistiske værdier fører til færre børnefødsler, ikke er ny. Det har naturligvis også en vis plausibilitet, at et syn på kvinder som et individ med et selvstændigt formål i sig selv, snarere end blot at føre slægten videre, kunne sænke fertiliteten. Men den kan ikke bare slynges ud uden at se på evidensen eller de virksomme mekanismer. Hvorfor er der mere end 300 år mellem Lockes politiske filosofi og ”fertilitetskrisen”? Hvorfor falder fertiliteten over alt, hvor velstanden forøges og børnedødeligheden falder? Hvis indkomst er så stærk en drivkraft for fertilitetsudviklingen, hvorfor så kun fokusere på kulturelle værdier og politiske filosofier?

Lige til sidst: Er faldende fertilitet overhovedet et problem, og kalder det på politisk indgriben? Det forudsætter vores kronikør uden videre. Det fremstår, som om det ligefrem er et slags knock-out-argument.

Det er det langt fra. Det skrev vi flere afsnit om i sommerserien fra 2019 (se links ovenfor).  Ligesom det ikke – trods alle bekymringerne for en ”befolkningseksplosion” – ikke var et problem, at den globale befolkning voksede, er det i sig selv ikke noget problem, at vi bliver færre. Det er – som jeg var inde på den gang – muligt, at produktivitetsvæksten vil aftage, når vi bliver færre, men det vil i givet fald ikke være noget, det enkelte land kan gøre noget ved. Det kan også være et problem, hvis de offentlige finanser er indrettet efter et kædebrevsprincip om, at der er stadig flere yngre til at finansiere udgifter til de gamle. Løsningen på det problem er ikke at øge fertiliteten, men at gøre de offentlige finanser holdbare – sådan som det i øvrigt er sket i herhjemme, hvor en mindre befolkning ikke vil få bunden til at gå ud af de offentlig kasser.

*) Til dem, der ikke er vant til at læse en regressionsanalyse: P-værdien, der siger noget om sandsynligheden for, at koefficienten er signifikant forskellig fra nul, skal helst være mindre end 5 pct. (ellers er sandsynligheden for stor). I tabel 1 er P-værdien f.eks. 0,00000461 for koefficiensen for BNP per capita og langt under 0,05. P-værdien er derimod 0,697907 for individualisme-scoren og dermed langt over 0,05. Sandsynligheden for, at individualisme er korreleret med fertilitet, er derfor meget lille.

Se i øvrigt diskussionen i afsnit 2 af sommerserien om, hvad analyser af denne art kan og ikke kan sige noget om.

Tabel 1. Fertilitet, individualisme, indkomst og kommunisme

Tabel 2. Fertilitet, økonomisk frihed, indkomst og kommunisme

Bruger man således den nye udgave af the Penn World Tables, er 23 lande mindst lige så rige som medianen i Østeuropa eller Grækenland, og syv er rigere end medianen i resten af de lande, vi normalt betragter som de vestlige. Den rige gruppe består af oliestaterne Qatar (136678 dollars), de Forenede Arabiske Emirater (77350), Brunei Darussalam (72241), Kuwait (65483) og Saudiarabien (51617), spillemekkaet Macao (109394) og den lille britiske koloni Bermuda (53287). Derefter følger en række andre, meget forskellige lande med vestlige levestandard: Bahrain (40468), Caymanøerne (40358), Oman (38831), Aruba (35344), Trinidad og Tobago (28679), Bahamas (27125), Seychellerne (26953), de Britiske Jomfruøer (25196), Ækvatorial Guinea (24667), Malaysia (24574), Sint Maarten (24568), Kazakhstan (24360), Turkmenistan (23570), Chile (22123), Panama (22063) og Saint Kitts og Nevis (21734). En anden måde at beskrive to grupper er at notere, at olie- og ressourceøkonomierne her har en gennemsnitsindkomst på cirka 55.000 dollars, eller ret præcist den samme som USA, og resten har en gennemsnitsindkomst på cirka 35.000 dollars, dvs. en levestandard som i Italien.

Et stort spørgsmål er, om de rige lande udenfor Vesten også er vestlige på andre måder end bare deres indkomst. Vi ser her på tre forhold, der karakteriserer moderne økonomier: Deres udledning af CO₂ per indbygger, deres børnetal, og størrelsen af deres servicesektor. Til sammenligning har det typiske vestlige lande uden en kommunistisk fortid en nationalindkomst per indbygger på 41.575 dollars (22.650 i tidligere kommunistiske lande), CO₂-udledninger på 7,1 tons per indbygger (5,3), et børnetal på 1,6 barn per kvinde (1,6) og en servicesektor, der fylder 66,5 % af økonomien (56,3 %).

Hvor ligger de ikke-vestlige rige lande da? Den første figur nedenfor plotter CO₂-udledningerne i gruppen, sammenlignet med gennemsnittet for de postkommunistiske (den røde søjle), de vestlige (den grønne søjle) og Danmark (den blå søjle). Mens man næppe skal tage tallet for Macao alvorligt, da den lille enklave før det meste af sin energi produceret i Kina, viser tallene, at en del af de ’andre’ rige lande ligner Vesten. Mange europæiske politikere ville drømme om så lave CO₂-tal som i Panama og Chile, og udledningerne i steder som Malaysia og Bermuda er helt almindelige i Vesten. De steder, der virkelig stikker ud er ressourceøkonomierne, og et par østater der bl.a. huser helt uforholdsmæssigt store krydstogtsskibe.

Den næste sammenligning er fertilitetsraten – børnetallet per kvinde – som også er karakteristisk for moderne, rige samfund. Her er det igen overdådigt tydeligt, at de fleste rige lande er ens, med en delvis undtagelse i ressourceøkonomierne (som vi har skrevet om her og her). Den er dog kun delvis, da muslimske oliestater som Brunei, Kuwait og Qatar har fuldstændigt vestlige børnetal – her har præmoderne normer heller ikke overlevet.

Sidst, men ikke mindst, er moderne samfund karakteriseret af en stor servicesektor – flere restauranter, mere børnepasning, mere finansielle service osv. Dette tal kan være en smule misvisende, da det også fanger en del af turistsektoren. Der er med andre ord en god forklaring på, hvordan steder som Bermuda, de Britiske Jomfruøer, og Macao har servicesektorer over 90 % af BNP. Alligevel må man konstatere, at også her er de rige lande udenfor Vesten, der ikke lever af ressourcer, også har en lignende servicesektor. Det gælder interessant nok også for Bahrain og Kuwait.

Hvor vestlige er de ikke-vestlige rige lande? På nogle områder kan man stadig mene, at de er meget anderledes, men ser man på strukturen af deres økonomi, må man konstatere, at de i høj grad ligner os. På visse områder er de ikke vestlige – i både Kuwait og Malaysia er over 80 % af befolkningen stadig klart religiøs – men med lave børnetal og relativ rigdom ved man, at det er et generationsspørgsmål, før det ændrer sig. Ser man på andre forhold, hvor der desværre ikke er data på alle lande, er de rige lande også relativt ens når de kommer til pressefrihed, så længe de er demokratiske. På denne måde må man konkludere, at de vestlige lande er vestlige fordi de er rige, uanset om de faktisk ligger i Vesten. Om de så også er rige fordi de er institutionelt ’vestlige’ er en diskussion til en anden dag.

Dagens seminar var et af typen, der både var interessant og overraskende. Det blev givet af Manoel Bittencourt (University of Witwatersrand) som præsenterede “Trade Openness and Fertility Rates in Africa.” Papiret er fælles arbejde med Manoels sydafrikanske kolleger Matthew Clance og Yoseph Hetachew (University of Pretoria). Som titlen antyder, er deres interesse om der er en sammenhæng mellem de faldende børnetal i Afrika, og regionens stigende handel.

Bittencourt et al. skriver sig op mod Galor og Mountford, som argumenterer at handel burde teoretisk være forbundet med højere fertilitet i Afrika. Deres grund er, at fordi de største dele af Afrika har komparative fordele i landbrug og ganske simpel produktion, vil øget handel gøre det mere attraktivt at få flere børn, der kan hjælpe på farmen.

I modsætning til Galor og Mountford fokuserer Bittencourt et al. direkte på Afrika, hvor effekten burde kunne ses. De undersøger sammenhængen på tværs af 50 afrikanske lande siden 1970, og finder det modsatte: Særligt import af forbrugsgoder er forbundet med lavere fertilitet. De bekræfter således, at der faktisk er en sammenhæng mellem øget handel og lavere børnetal for verdens fattigste region.

Det særlige ved papiret, som Bittencourt understregede, er at det ikke bare gælder al handel, men mest handel med Europa, og særlig efter 1990. Effekterne er ydermere drevet af high-tech import, og helt specielt import i en kategori, der inkluderer TV, telekommunikation og elektriske maskiner. Disse mønstre indikerer en måde at fortolke resultaterne på.

Fortolkningen, som Bittencourt gav ved seminaret og som publikum fandt plausibel, er at effekten kommer fordi folk i Afrika i dag simpelthen ser mere TV, og med TV kommer der også læring og særligt viden om familienormer osv. i andre lande. Med andre ord får afrikanske familier færre børn, når de ser mere TV og dermed bliver udsat for anderledes input end traditionelle familiemønstre og –normer. Mange, og særligt dem der ser europæiske og amerikanske serier og film, oplever at små familier og en længere singletilværelse er almindeligt i rigere lande. Selvom man ikke kan sige med fuldstændig sikkerhed, ser historien ud til at være, at globalisering ikke blot skaber økonomisk udvikling, men  også bredere sociale ændringer i retning af mindre familier, større tolerance, og bedre liv.