Den udfordring har Fraser Instituttet forleden taget op i samarbejde med the Institute of Economic Affairs. De to tænketanke – den ene i Vancouver, den anden i London – er igang med at udgive en serie korte videoer, bøger, podcasts, og andet materiale om det, de kalder ‘Essential Scholars’. Serien dækker ikke blot koryfæer fra Oplysningstiden som John Locke, David Hume og Adam Smith, men også det 20. århundredes store, liberale tænkere: Milton Friedman, James Buchanan, Friedrich Hayek og Joseph Schumpeter. Og som en særlig bonus, dækker den ‘Essential Women of Liberty’, der er et emne som ofte overses.

Hele serien kan findes på Essential Scholars, og er lidt af en guldgrube af interessant materiale til en selv eller ens elever. Man kan også nedenfor se en begejstret Reem Ibrahim fra the Institute of Economic Affairs. Reem er institituttets nyeste ansatte i kommunikationsafdelingen, og er udover at være studerende på London School of Economics også en af de nye, unge stemmer i det britiske mediebillede.

Perhaps the biggest problem with maximizing a social welfare function like utility is practical: We economists often have only a basic understanding of how most policies work. The economy is complex, and economic science is still a primitive body of knowledge. Because unintended consequences are the norm, what seems like a utility-maximizing policy can often backfire.

So, what is the alternative? At the very least, a large dose of humility is in order. When evaluating policies, our elected leaders are wise to seek advice from economists. But if an economist is always confident in his judgments, or if he demonizes those who reach opposite conclusions, you know that he is not to be trusted.

Med irrationalismen siger det næsten sig selv, for afviser man fornuften, så er der ikke meget tilbage at bygge på. Men hyperrationalismens skyggesider er lidt sværere at forstå. En god måde at illustrere den overdrevne fornuftstros skavanker er at lægge vejen omkring en af dens navnkundigste disciple. I dag for 35 år siden døde den britiske filosof Bertrand Russell, og hans livslange politiske engagement er sigende i denne sammenhæng.

Russell fremstår som en af det 20. århundredes intellektuelle giganter. John Stuart Mill var hans gudfader, og han var ud ad den reneste victorianske adel. Bedstefaderen, Lord John Russell, havde tjent som premierminister i årene 1846-1852 og 1865-1866, og var efterfølgende blevet adlet som jarl. Efter storebroderens død i 1931 arvede Bertrand jarl-titlen. Men det var som matematiker og logiker, at Russell i første omgang gjorde sig bemærket. I det 20. århundredes første årti begik han sammen men sin lidt ældre kollega Alfred Whitehead den monumentale Principia Matematica, og livet igennem bidrog han til forskningen inden for matematik, logik og filosofi.

Russells metode var yderst krævende. Inspireret af Leibniz søgte han at bryde komplekse ideer ned til deres mest simple bestanddele – for derved at blotlægge the natural world. Denne tilgang, samt et formidabelt intellekt og en ligeså formidabel arbejdsevne, satte Russell i stand til at nå en række videnskabelige gennembrud, herunder den berømte typeteori, der løste det lige så kendte ‘Russell-paradoks’. Men da Russell efter Principia Matematica tog livgeb med den sociale verden, med menneskenes verden, viste metoden sig at have klare begrænsninger.

Russells omfattende politiske forfatterskab var medvirkende til, at han i 1950 blev tildelt nobelprisen i litteratur. Og der var da også tale om et meget velmenende engagement båret af et inderligt ønske om at afskaffe både krig og elendighed mere generelt. Men Russell var galt afmarcheret, fordi han aldrig forstod fornuftens begrænsninger. Han politiske virke tog således afsæt i overbevisningen om, at også magtens mænd var i stand til at nedbryde den virkelige verden i dens logiske bestanddele. At de – kort sagt – kunne analysere hvert et politisk skaktræk og nå frem til sikre konsekvensberegninger. Han afviste derfor på det bestemteste, at politikerne mere eller mindre uforvarende fremkaldte begivenheder som krig og kriser, var kort sagt blind for betydningen af uvidenhed, fejl, ærgerrighed og – frem for alt – utilsigtede virkninger.

I stedet vendte han sig igen og igen imod sammensværgelsestankegangens tyrkertro på, at skjulte bagmænd havde fingeret begivenhederne for at tjene deres egne, fordægtige interesser. Russell nægtede eksempelvis at tro på, at mordet på John F. Kennedy kunne være en enlig galnings værk – der måtte være et skjult plot, som kunne og skulle afdækkes.

Samme ‘overrealistiske’ holdning udviklede han efterhånden om den vestlige verdens udenrigspolitik. Russell bekendte sig af hjerte og sjæl til venstrefløjen, og han havde i 1917 hilst den russiske revolution velkommen. Et besøg i 1920 fik ham til at vende på en tallerken. Bolsjevikkerne havde han ingen lovord til overs for, og i de følgende årtier kastede han sig in i kampen imod Lenin og hans disciple. Men efter atomvåbnenes fremkost rettede han i stigende grad sin olympiske vrede imod de amerikanske magthavere. I 1960erne anså han ligefrem USA for en større trussel imod verdensfreden end det USSR, han ellers fyrre år tidligere havde lyst i band. Og i forbindelse med det famøse Russell-tribunal blev skævvridningen fuldstændig. USA’s forbrydelser i Vietnam-krigen blev (oftest på skrømt) fordømt, mens de nordvietnamesiske forbrydelser end ikke blev behandlet.

Endelig drev hyperrationalismen Russell i armene på ideen om et verdenssamfund, der bistået af overlegne militære midler skulle holde de uopdragne nationalstater i ørene. Hverken Folkeforbundet eller FNs noget mere prosaiske virkelighed kunne ryste ham på dette punkt. Og han fandt det end ikke nødvendigt at forklare, hvordan et sådant verdenssamfund – bevæbnet til tænderne – skulle kunne forblive tro imod de friheder, han ellers skattede. Russell politiske virke er kort sagt et eksempel på, at hyperrationalismen meget let ender i frihedsfornægtelse, fordi den ønsker at sætte samfundet på formel. Og i den forstand er de ofte hørte hyldestsange til Russell – eksempelvis fra fredsbevægelsen – lidt svære at sluge.