It is commonly believed that, during the 1980s, Margaret Thatcher presided over a substantial reduction in government regulation of financial services. …

‘Big Bang’ in 1986 did remove the restrictive practices and largely private regulation that existed in securities markets. However, this involved the state unwinding systems of private regulation and was not, as such, a simple act of deregulation.

The idea that the 1980s was a period of increasing regulation and not deregulation is not revisionist history. Contemporary accounts argued that, under the regulatory system that developed, the City has ceased to be a place “where you look after yourself according to a code of honour of conduct. It is a tough regulatory system”; that the regulator had a “very tough bunch of powers”; and that “There is a substantial risk, in fact, that we now have massive overkill of the supervisory structure in the financial industry.”

Rapporten ledsages af en kommentar i City AM, som også er læseværdig. Den forsøger at gøre op med, hvad forfatteren opfatter som myter: at Thatcher i væsentlighed liberaliserede finanssektoren, og den politik hun førte – hvad end den så var – var en succes:

Thatcher’s governments did two things. They opened the door to the bureaucratic regulation of many areas of financial services, and this regulation has since grown like Topsy. They also stifled regulatory institutions that grew up within the market. Neither policy has been a success.

Yes, it did. We use exogenous variation in banks’ incentives to conform to the standards of the Community Reinvestment Act (CRA) around regulatory exam dates to trace out the effect of the CRA on lending activity. Our empirical strategy compares lending behavior of banks undergoing CRA exams within a given census tract in a given month to the behavior of banks operating in the same census tract-month that do not face these exams. We find that adherence to the act led to riskier lending by banks: in the six quarters surrounding the CRA exams lending is elevated on average by about 5 percent every quarter and loans in these quarters default by about 15 percent more often. These patterns are accentuated in CRA-eligible census tracts and are concentrated among large banks. The effects are strongest during the time period when the market for private securitization was booming.

Tyler Cowen bemærker:

Please don’t take this as support for whackier theories of the cause of the crisis, but as to whether this was an amplifying mechanism, well it seems it was.

Denne guide gælder dog ikke Fox, der som bekendt er den mest sete nyhedskanal i USA og selv om frustrationen er stor er opbakningen formentlig begrænset blandt almindelige amerikanere.

Det er påfaldende i hvilken udstrækning man i MSM gerne vil fremstille den seneste tids demonstrationer som noget helt særligt og ganske nyt. Men en sådan fremstilling holder kun hvis man alene fokuserer på formen. Det er ikke noget tilfælde, at den oprindelige ide blev fostret af den canadiske græsrodsbevægelse “Addbusters“, som også står bag den årlige “Buy nothing day”, som aldrig er blevet nogen succes, af den enkelte årsag, at der ligesom Occupy Wall Street er begrænset opbakning, når det kommer til stykket.

Af andre aktiviteter siden murens fald kunne man pege på de ofte voldelige demonstrationer ved en lang række topmøder, f.eks. WTO mødet i Seattle i 2000, EU topmødet i Gøteborg i 2001 og G8 topmødet senere samme år i Genova. Vi er med andre ord i en verden, hvor den faktuelle viden er begrænset, Che Guevara var en helt, man tror at Naomi Klein skriver faglitteratur og anser Michael Moore som dokumentarist. Privat foretagsomhed og de frie marked er derimod indbegrebet af alt ondt i verden. Men at man er frustreret over den økonomiske udvikling og høje arbejdsløshed er én ting, noget andet er at man retter bager for smed, Ja, selv når det kommer til at identificere de firmaer og enkeltpersoner, som har haft gavn af de store bailouts i 2008, har demonstranterne betydelige problemer. Som Wall Street Journal bemærker i artiklen “What’s Occupying Wall Street“,

Occupy Wall Street marched on J.P. Morgan Chase’s headquarters, after having protested outside CEO Jamie Dimon’s home the previous day. That’s odd, seeing that J.P. Morgan didn’t take on excessive mortgage risk and didn’t need (although it was forced to take) TARP money. The demonstrators also picketed the home of hedge fund mogul John Paulson, who made much of his recent fortune betting against the housing bubble, not helping to inflate it.

Og med hensyn til den begunstigede finansielle sektor synes den faktiske udvikling også at stride mod demstranterne forestillinger.

If anyone in the Occupy Wall Street movement wants an intellectually honest explanation for why they can’t find a job, they might start by considering what happens to an economy when the White House decides to make pinatas out of the financial-services industry (roughly 6%, or $828 billion, of U.S. GDP), the energy industry (about 7.5% of GDP, or $1 trillion), and millionaires and billionaires (who paid 20.4% of all federal income taxes in 2009). And don’t forget the Administration’s rhetorical volleys against individual companies like Anthem Blue Cross, AIG and Bank of America, or against Chrysler’s bondholders, or various other alleged malefactors of wealth.

Nu er det tvivlsomt om der er nogen af de der herhjemme bakker op bag “Occupy Denmark”, men skulle der være bare en enkelt, kan jeg varmt anbefale at læse Nicklas Augustines velskrevne og glimrende oversigtsanalyse, “Finanskrisen årsager“. Årsagerne til den nuværende økonomiske krise skal findes i det politiske system – ikke markedet. Det er man næppe utilfreds med i den politiske klasse. Demkraterne i USA træder varsomt og herhjemme var tidligere formand for det konservative folkeparti ude med en voldsom kritik af markedet i en kronik i begyndelsen af 2009, hvor han tilskriver krisen til det frie marked.  Han overså og overser fortsat, at det ikke var og er markedet, som grundlæggende er problemet, men derimod statens rolle. Ved samme lejlighed vil jeg gerne anbefale Nicklas indlæg i Berlingske Tidende i sidste uge: “Kapitalisme er massernes bedste ven“, hvori han bl.a. skriver:

Men hvem har egentlig magten i et kapitalistisk samfund? Det viser sig, at den mest magtfulde position man kan besidde på det frie marked, er som forbruger. Som forbruger afgør man hver dag hvilke virksomheder og produkter, der får lov til at overleve. Det frie marked er forbrugerens tjener. Hvis ikke virksomhederne tilfredsstiller forbrugerne er de i bogstaveligste forstand dødsdømte, og dette er årsagen til at virksomheder og direktører ofte afskyr det frie marked og den deraf følgende konkurrence om forbrugernes gunst. Tænk blot på virksomheder som Compaq, Netscape og Volvo. Alle tidligere store virksomheder, og alle har de følt konkurrencens knusende knytnæve. I det kapitalistiske system skal virksomhederne hele tiden præstere. Hver dag skal de bevise over for forbrugerne, at netop deres produkter er bedst og billigst.

De protesterende tror formentlig fejlagtigt, at de finansielle markeder er at sammenligne med et frit og ureguleret marked. Intet kunne være mere forkert. Til gengæld er der næppe heller andre markeder hvor statens og private interesser er så tæt sammenviklede, som netop den finansielle sektor. Det var og er tilfældet i USA, og det er det i høj grad i Europa. Det bliver interessant at se hvorledes “the blame game” vil udvikle sig fremover her i Europa, efterhånden som det går op for borgerne, hvilken pris som skal betales for en række staters uansvarlige långivning.

Government regulations and laws are obviously essential to any well-functioning economy. Still, when the performance of markets is compared systematically to government alternatives, markets usually come out looking pretty darn good.

Slaget står nu om, hvor meget hjælp grækerne skal have, og ikke mindst hvem der skal hjælpe dem. Logisk set er det IMF’s rolle, men hjælpepakker fra fonden opfattes som noget, udemokratiske ulande får, eller noget de evigt uansvarlige latinamerikanske regimer reddes af. Grækerne er stadig utilbøjelige til at acceptere en hjælpepakke fra fonden, da den er forbundet med betydeligt politisk stigma.

Det samme gælder for det dilemma, som EU’s politiske ledere står med. På den ene side vil det være et uopretteligt prestigetab, hvis en del af en union, der stiler efter at være verdens mest dynamiske økonomi, indrømmer at den er fallit. På den anden side vil en stor del af unionen ikke ende i en situation, hvor Nordeuropa og dele af Centraleuropa effektivt finansierer traditionel, sydeuropæisk uansvarlighed og politisk populisme. Så EU’s ledere, fint eksemplificeret af Angela Merkel, står populært sagt med problemet om, ”how to square the circle”.

Men der skal tages en eller anden form for beslutning. Med det officielle estimat sat til, at Grækenlands gæld i 2010 når 124 % af BNP, og et stadig meget stort budgetunderskud, er der ingen måde at udskyde problemerne på. Og markedet og dets institutioner har meldt klart ud, hvor store problemerne faktisk er, samtidig med at det bliver klart, at det ikke kun er grækerne der har gjort i egne bukser. New York Times skriver for eksempel (læs her), at Spanien er blevet det tredje land efter Grækenland og Portugal, der har fået kvaliteten af sine statspapirer reduceret i de internationale credit ratings. Ikke mindst Standard and Poor’s har meldt ud, og Grækenlands statsobligationer er nu vurderet til BB-/B – kun et nøk over lande som Argentina og Pakistan.

Hvordan ser man så på tingene hos hovedaktørerne? Reaktionerne fra unionen på den økonomiske virkelighed er til tider ganske absurde, som forleden da en talsmand for Olli Rehn spurgte “Who is Standard & Poor’s by the way?” (også NYT, her). Senere på ugen forsøgte man at bortforklare udtalelsen, mens andre embedsmænd nærmest truede Standard and Poor’s med udtalelser om, at man forventer de opfører sig ”in a responsible and rigorous way”. Det er helt naturligt ikke i EU’s interesse at rating agencies tegner et retvisende billede af, hvor slemt det står til i visse EU-lande, men det er stadig beskæmmende, at man forsøger at beklikke agenturernes troværdighed.

At EU ikke kan slippe af sted med at påstå, at det slet ikke er så slemt, virker ret klart i signalerne fra markedet. Her er renten på græske tiårige statsobligationer steget til 11,1 %, hvilket er tæt på den tilsvarende rente på pakistanske obligationer. Med andre ord tager markedet noget der efterhånden ligner en 7-8 % risikopræmie for at låne til den græske stat, hvilket indebærer at markedets vurdering af risikoen for en græsk bankerot er ganske betydelig.

En mulig bankerot betyder dog ikke det, som mange danskere synes at tro. Som min med-punditokrat Carsten Valgreen skrev forleden, er Grækenland ikke bankerot i den forstand at landet ikke kan betale sin gæld: ” Krisen handler om hvorvidt Grækenland indenrigspolitisk VIL betale, altså at en græsk regering kan holde til at betale kreditorerne ved at stramme livremmen (meget) ind.” Med andre ord handler den om, hvorvidt der er politisk vilje og mod til at betale sin gæld. Viljen er det øjensynligt småt med, og modet fejler endnu en gang grækerne, når befolkningen går på gaden og demonstrerer imod nedskæringer. Dén mekanisme bider så sig selv i halen, for jo mindre tilbøjelige græske politikere er til at fortælle befolkningen, hvor stor den klat er, som de har lagt i nælderne, jo mere kommer nedskæringerne til at ligne et undgåeligt, ideologisk træk. For at undgå grækernes vrede, sørger de græske politikere med andre ord for at undgå den helt nødvendige krisebevidsthed.

Samtidig spiller de højt spil med Nordeuropas og IMF’s tålmodighed. Krisen er et ret tydeligt eksempel på moral hazard: Grækerne har hele tiden forventet at blive bailed out af EU, hvis det skulle gå galt, hvorfor de ikke har taget de nødvendige træk i tide. Nu da det er gået galt, spiller de et ’extortion game’ ved basalt set at sige: ”Se, hvis vi falder, trækker vi jo Portugal, Spanien og måske Irland med!” Og EU har ikke råd til at ’redde’ så store dele af den europæiske økonomi.

Når man tager de langsigtede briller på – dem som de fleste politikere og forbløffende mange økonomer har glemt hjemme i skuffen – er det at overveje at redde Grækenland meget lig det at give efter, når den femårige står i butikken og skriger på is. Giv hende en is nu, og du er sikker på at hun skriger på næste fredag igen. Der er ingen grund til at belønne uansvarlighed og urimelig adfærd, men det er netop det, EU er på nippet til at gøre for at redde unionens image. Jeg tror ikke meget på, at det sker, men jeg ville foretrække at unionen gav besked om, at vi ikke hjælper grækerne. Så kan de vælge at gå bankerot, de kan træde ud af det eurosamarbejde de svindlede sig ind i, eller de kan vælge at tage ansvar for egen økonomi én gang for alle. Og et nej til klassens dumme svin er altid et klart signal til dem, der overvejer at smide deres problemer over på de fornuftige. Jeg håber at de hører efter i resten af Sydeuropa og Irland.